Uden mad og drikke…

For 16 år siden svor Irom Sharmila, at hun ikke ville indtage mad og drikke, rede sit hår eller se sig i spejlet førend den kontroversielle AFSPA lov blev afskaffet. Loven giver det indiske militær vidtrækkende beføjelser i urolige områder, blandt andet hendes egen delstat Manipur i det nordøstlige Indien. I sidste uge afsluttede hun sin sultestrejke, men loven står stadig ved magt. Var kampen forgæves?

Den 9. august brød Irom Sharmila verdens længste sultestrejke foran en samlet verdenspresse. Hun spiste lidt honning fra sin finger, skar en grimasse og proklamerede, at kampen fortsatte på demokratisk vis. Nu ville hun stille op til valg som delstatsleder med det ene formål at afskaffe AFSPA-loven. Det var en ny strategi mod samme mål.

Kursskiftet kom i erkendelse af den indiske regerings urokkelighed. I næsten 16 år var hun blevet stillet for en dommer hver 14. dag, hvor hun fastholdt sin intention om sultestrejke. Derefter blev hun ført tilbage til det lokale hospital og tvangsfodret med sondemad gennem næsen, officielt fordi selvmord er forbudt i Indien.

Et ikon mod AFSPA

Men reelt var der mere på spil, for Irom Sharmila er med tiden blevet selveste ikonet i kampen mod AFSPA, ikke kun i sin egen delstat Manipur, men i hele det nordøstlige Indien og Kashmir, hvor loven er gældende. Og statsmagten ønsker ikke en martyr i den kamp.

Derfor blev Irom Sharmila mandsopdækket døgnet rundt af 40 personer, herunder fem læger og 12 sygeplejersker, der sikrede, at hun tre gange om dagen fik den nødvendige blanding af vitaminer, kulhydrater, proteiner og afføringsmiddel op gennem et rør i næsen. Hun nægtede at drikke, og børstede sine tænder med et stykke tørt bomuld.

Irom Sharmilas metoder var lige efter Mahatma Gandhis bog: passiv modstand, ikke-vold og sultestrejke. Men i modsætning til Gandhi, førte Sharmilas protest ingen vegne. Gandhi nød større folkelig opbakning, fik mere bevågenhed og blev i øvrigt ikke tvangsfodret af myndighederne. Det gav en naturlig bagkant på enhver protestaktion.

Massakren i Malom

Irom Sharmilas aktion startede i november 2000, da indiske soldater skød og dræbte 10 uskyldige mennesker ved et busstopsted i landsbyen Malom i Manipur. Massakren skete i forbindelse med et bombeangreb på soldaternes militærkonvoj udført af den lokale oprørsbevægelse.

Delstaten Manipur har – ligesom de fleste andre nordøstlige delstater – været plaget af vedvarende uroligheder i snart 50 år. Især 1980’erne og 90’erne gik det hårdt for sig. Årsagerne er komplekse og mangfoldige, men bunder især i en manglende folkelig tilknytning til den indiske nation og en stor etnisk diversitet. Der findes over 470 etniske grupper i det nordøstlige Indien, der taler 400 sprog og dialekter.

Nogen af grupperne kæmper derfor for løsrivelse fra Indien. Andre udkæmper en etnisk krig mod gamle ærkefjender. Andre igen – især nu om dage – er gemene røverbander, der lever af afpresning.

Den koloniale arv

Det var i forbindelse med den voksende lovløshed i nordøst, at regeringen i 1958 indførte den såkaldte AFSPA-lov (Armed Forces Special Powers Act). Loven er egentlig et kolonialt efterladenskab, indført af briterne i forbindelse med Quit India kampagnen den 9. august 1942 – i øvrigt samme dato som Irom Sharmila afsluttede sin sultestrejke. Næppe et tilfælde.

Med Quit India kampagnen opfordrede Mahatma Gandhi og Kongresbevægelsen inderne til civil ulydighed overfor kolonimagten, på et tidspunkt, hvor briterne var allermest sårbare og japanerne havde kurs mod Indien. Myndighederne svarede igen med en særlig håndfast lov, der gav militæret frie tøjler til at knuse enhver dissens. AFSPA.

Licence to Kill

Loven ophæver de almindelige grundlovssikrede borgerrettigheder i områder hvor lokale myndigheder er ude af stand til at sikre lov og orden. Sikkerhedsstyrker må ransage biler og bygninger og foretage anholdelser uden kendelse (dog skal de overdrages til politiet ”så hurtigt som muligt, med rapport om omstændighederne for anholdelsen”). Officerer må beordre anvendelse af dødelig magt, og kan kun retsforfølges med særlig tilladelse fra regeringen.

Tilhængere af AFSPA fastholder, at militæret ville stå magtesløs i kampen mod oprørsgrupper uden disse særlige rettigheder. De påpeger, at loven kun er blevet brugt i de mest ekstreme situationer (Nordøstindien 1958, Punjab 1983 og Kashmir 1990), hvor Indien har været ramt af væbnet oprør, og hvor løsrivelsesgrupper truer Indiens sammenhængskraft. Uden AFSPA – siger de – havde den indiske stat aldrig besejret sikhernes velorganiserede, og af Pakistan støttede, oprør i Punjab i 1980’erne.

Kritikere, herunder FN og den indiske venstrefløj (om end det i teorien venstreorienterede Kongresparti troligt har støttet loven i alle år), mener at AFSPA er upassende for et demokrati som Indien. Samtidig mener de, at loven bare gør ondt værre. Sikkerhedsstyrker med frie tøjler vil uvægerlig føre sig frem med større voldsomhed, og det giver anledning til yderligere oprør. Situationen i Kashmir lige nu fremhæves som et skoleeksempel på dét (se Det ulmer i Kashmir).

Historiske skeletter

Irom Sharmila har skabt debat om AFSPA, men får næppe loven afskaffet, også selvom hun mod forventning skulle blive Manipurs delstatsleder næste år. Centralregeringen i Delhi har det sidste ord i sagen, og er – som alle deres forgængere – rundet af Indiens historie. Og den historie skaber grundlag for AFSPA.

Delingen af Britisk Indien for præcis 69 år siden i dag førte til massemord og flygtningestrømme i et episk omfang (med op til en mio. døde og cirka 17 mio. flygtninge til og fra Indien og Pakistan).

Den erfaring har været styrende for enhver siddende indisk regering lige siden. Aldrig mere skulle nationens sammenhængskraft udfordres, enhver løsrivelsesbevægelse skulle imødegås med dialog og demokratisk kompromis, og – om nødvendig – med væbnet magt. I statsmagtens optik er AFSPA derfor nødvendig.

Og derfor bliver AFSPA sandsynligvis først afskaffet når den sidste oprørsgruppe i Manipur har nedlagt våbnene, som det i øvrigt var tilfældet i nabostaten Tripura sidste år. Desværre er Manipur stadig hærget af en pallette af mere eller mindre tvivlsomme oprørsgrupper, så der venter stadig en hård kamp for Irom Sharmila.


For AFSPA-tilhængernes argumentation, www.swarajyamag.com
For filmklip over Irom Sharmilas første honning
Indlæg på Radio 24syv

Se derudover nyttige artikler:

image_pdfimage_print
twitter

Transkønnede tendenser

For 10 dage siden vedtog den indiske regering en lov, der beskytter transkønnede mod overgreb og diskrimination, og i dag starter den første transkønnede kulturfestival i Indien nogensinde; The International Transgender Arts Festival. Det er nye toner for Indiens transkønnede, som generelt anskues med en blanding af frygt og foragt af den øvrige befolkning. Det gryer i øst for en udstødt minoritet.

For nylig gik en indisk video for større trafiksikkerhed viral og blev delt fem millioner gange. Det var usædvanligt, for trafiksikkerhed er ikke just noget, der tynger de indiske bilister. Men omvendt var filmen også usædvanlig.

Scenen var sat i én af Mumbais evindelige trafikpropper; en hårknude af biler, der sad urokkelig fast. Pludselig tonede en flok transkønnede frem iført kongeblå sarier med gyldne kanter. Lederen tændte for sin megafon:

”May I have your attention please…?” råbte han henover de måbende bilister, mens pigerne stillede sig an mellem bilerne. ”Hvis I skal køre som en pilot er der ting I bør vide… der er ingen iltmasker i jeres biler, der er ingen redningsveste under jeres sæder, men der er sikkerhedsseler, så hvorfor bærer I dem ikke, skatter…?”, lød det gennem megafonen, mens pigerne udførte en parodi på den klassiske sikkerhedsinstruks, som udspiller sig i alle fly før takeoff. Seancen var krydret med sjofle bemærkninger som… ”Hey sexy boy, stop filming me and wear your seat belt…”.

På kanten af samfundet

Filmen var et muntert indslag i en ellers dyster dagligdag for de fleste indiske transkønnede, eller hijras, som de hedder i Indien.

Transkønnede identificerer sig ikke med det køn, som de er født med, og lever derfor på tværs af de vedtagne forestillinger om køn. Der er altså ikke tale om seksuel orientering, men om kønsbevidsthed, hvorfor de også kaldes for det tredje køn.

Over det meste af verden lever de  på kanten af samfundet; udstødte fra deres egne familier, chikaneret af myndighederne og uden adgang til jobmarkedet. I Indien tjener de til dagen og vejen ved almisser og prostitution; forekomsten af Hiv-smitte blandt transkønnede er over 100 gange højere end landsgennemsnittet. Mellem 17.5% og 41% menes at være smittet med Hiv.

Velsigner de nyfødte

Men trafik-filmen fra Mumbai afspejler også en særlig indisk (eller rettere, sydasiatisk) dobbelthed i forhold til transkønnede. For selvom hijra-folket lever på samfundets bund, er de samtidig omgærdet af en vis religiøs aura, der gør deres velsignelser eftertragtede, og deres forbandelser frygtede. Og det udnytter de til det yderste.

Hijra-folket er markante skikkelser i bybilledet. De går gennem gaderne iført kvindetøj og kraftig make-up. De er højlydte og sjofle, de danser og svanser, klapper med hænderne og kræver almisser i flæng.

De flirter med mændene og truer med at blotte sig, med mindre de får en erkendtlighed (hvad de som regel gør, ganske hurtigt…). De møder op hos nybagte forældre og velsigner de nyfødte, og gate-crasher bryllupper med løfter om lykke og frugtbarhed. Mod betaling, naturligvis.

En ældgammel kultur

Sydasiens transkønnede adskiller sig fra deres fæller i resten af verden ved en særegen kultur og historie, som går flere tusind år tilbage. Hijra-folket følger deres egne normer og traditioner, og lever i små samfund tilknyttet en chela – en guru – som passer på dem og sørger for deres oplæring.

De første referencer til hijra-folket findes i vedaerne, de gamle hinduistiske skrifter fra cirka år 1.000 fvt, og gennem historien har de haft vekslende status i samfundet.

Ifølge nogen beretninger (William Dalrymple, City of Djinns) har hijra-folket altid været uglesete blandt hinduerne, mens de nød større anseelse ved de muslimske hoffer i Nordindien. Her levede de som enukker, med en særlig magt og fortrolighed. Hijra-folkets ambivalente status i dag bygger på en syntese mellem det traditionelle hinduistiske og muslimske syn på de transkønnede, mener Dalrymple.

Andre mener, at hijra-folkets status falmede i mødet med den britiske kolonimagt. Den victorianske seksualmoral levnede ikke meget plads til flydende kønsidentitet og i 1871 blev hijra-folket kriminaliseret. Nu kunne de anholdes på stedet for deres amoralske adfærd. Det britiske stempel hænger ved, den dag i dag.

Medhold fra højesteret

Men tiderne skifter, til det bedre. I april 2014 anerkendte den indiske højesteret hijra-folket som ”det tredje køn”, og krævede, at kategorien ”transkønnet” skulle anføres som valgmulighed på officielle dokumenter. Samtidig skulle de transkønnede tildeles adgang til samme statslige støtteordninger i forhold til uddannelse, sundhed og beskæftigelse som de fattige.

Siden har Indien fået sin første transkønnede rektor og borgmester og er – som kuriosum – blevet anvendt til opkrævning af udestående skatter i delstaten Bihar. De er jo berygtede for deres vedholdenhed, og deres evne til at få selv de mest fodslæbende mænd til lommerne.

…og fra Modis regering

Den 20. juli 2016 vedtog Narendra Modis regering den såkaldte Transgender Persons (Protection of Rights) Bill, der pålægger alle myndigheder at beskytte transkønnede mod overgreb og diskrimination, med skærpede strafferammer på op til to års fængsel mod enhver, der angriber eller ydmyger transkønnede, ”tvinger dem væk fra deres landsbyer, river tøjet af dem og fører dem nøgne rundt” i gader, til spot og spe.

Dermed er loven på plads. Nu mangler bare den folkelige accept. The International Transgender Arts Festival i Bangalore er et lille skridt i den retning, når de transkønnede indtager scenen med traditionel indisk dans, sang og teater.

Som en af deltagerne sagde med en vis underdrivelse: ”Det er ikke hver dag vi ser nogen fra vores samfund på de skrå brædder”. Der er et stykke vej endnu til fordums hyldest på de nordindiske kongepaladser.


Photo credits: wuthrich didier / Shutterstock.com

Samt indlæg i P1 Morgen den. 01.08.2016

image_pdfimage_print
twitter

Det ulmer i Kashmir

I fredags blev Burhan Wani dræbt af indiske sikkerhedsstyrker i Kashmir. Han kæmpede for Kashmirs løsrivelse fra Indien og var oprørsbevægelsens ”poster boy”, deres smukke ansigt udadtil. Siden har myndighederne indført udgangsforbud, lukket skolerne ned og aflyst en stor pilgrimsfærd. Alligevel er titusindvis af borgere gået på gaden. Indtil videre er 21 døde og mere end 200 sårede i sammenstød med politi. Mange frygter, at Burhan Wanis død puster liv i en gammel konflikt.  

Det havde glædet Burhan Wani, at han toppede på Twitter dagen efter sin død. De sociale medier var hans primære slagmark; det var hér han skilte sig ud fra de andre skæggede jihadier. Burhan opdaterede Facebook og WhatsApp med en lind strøm af billeder og filmklip fra slagmarken i Kashmirs dybe skove:

Burhan med Kalashnikov. Burhan iført kamuflagetøj. Burhan omkring lejrbålet, hvor han jokede med kammeraterne, spillede cricket i bjergene og holdt glødende brandtaler mod politi og militær. Det var krigerromantik fra første parket, med adgang fra selv den tyndeste Wi-Fi forbindelse.

Vold avler vold

Burhan Wani sluttede sig til oprørsbevægelsen som 15-årig. Han kom fra en veluddannet familie. Hans far var forstander på det lokale gymnasium, hans mor havde en universitetsuddannelse, og selv var han en mønsterelev med gode karakterer.

Men i 2010 blev han stoppet af indisk militær sammen med sin bror. De fik tæv, han blev ydmyget, og et par måneder senere sluttede han sig til den islamistiske oprørsbevægelse Hizbul Mujahideen.

Han steg i graderne, blev bevægelsens yngste leder og den mest kendte oprører i Kashmir i mange år. For han var en lokal dreng, ikke en ukendt kriger fra Pakistan. Han stod frem uden tildækket ansigt. Han var veltalende og sympatisk, og hans historie vakte gehør i den brede befolkning.

Snart stod han øverst på indernes dødsliste, med en million rupees i dusør hængende over sit hoved. For et par måneder siden sagde hans far med nærmest profetisk sikkerhed: ”Jeg afventer Burhans lig. Oprørene overlever i gennemsnit syv år, og han har levet i seks. Så jeg ved, at hans tid nærmer sig…”.

En skrøbelig fred

De nyeste uroligheder kommer efter en længere periode med umiddelbar ro. De seneste fem år er turisterne flokkedes til Kashmir i et omfang, der ikke er set siden oprøret startede i 1989.

I 2015 besøgte én million indiske og 30.000 udenlandske turister Kashmir. Sikkerhedssituationen er generelt stabil, bortset fra sporadiske bataljer mellem indisk og pakistansk militær langs Line of Control (LoC).

Op gennem 1990’erne og frem til midten af 00’erne udgjorde urolighederne i Kashmir Indiens største interne sikkerhedsproblem. Kashmir er Indiens eneste muslimsk dominerede delstat, og mange kashmirier har aldrig følt sig hjemme den indiske nation. Oprøret startede, da den sekulære Jammu Kashmir Liberation Front (JKLF) trak våben for et selvstændigt Kashmir.

Snart fulgte islamistiske jihadier med kamperfaring fra Afghanistan, der ønskede Kashmir underlagt Pakistan. Disse bevægelser – især Hizbul Mujahideen og Lashkar-e-Taiyyba – fik massiv støtte af Pakistan, og kastede delstaten ud i et orgie af terror rettet mod de lokale hinduer. De ønskede et Kashmir renset for vantro og fordrev omkring 300.000 hinduer fra deres hjem.

Indien svarede igen, og indsatte en halv million soldater i delstaten. Civilbefolkningen blev udsat for overgreb fra begge sider, med vilkårlige henrettelser og tortur. Mindst 50.000 mennesker mistede livet.

Da oprøret ebbede ud

I midten af 00’erne ebbede oprøret ud. Pakistan neddroslede deres støtte til jihadierne og inderne satte sig tungt på forsyningsruterne henover grænsen. Desuden nød de udenlandske jihadier stadig mindre opbakning i den brede befolkning. De var trætte af krigen, og delte generelt ikke jihadiernes islamiske ideologi og deres ønske om sammenlægning med Pakistan. Dødstallet faldt markant (se graf) og Kashmir gennemførte delstatsvalg med rimelig deltagelse i 2008.

Insurgency_Terror-related_Fatalities_of_Civilians_and_Security_Forces_in_Jammu_and_Kashmir_India_from_1988_to_2013

Alligevel fortsatte undertrykkelsen. Jf. to omdiskuterede love – PSA (Public Safety Act) og AFSPA (Armed Forces Special Powers Act) – havde politiet ret til at fængsle borgere uden rettergang, mens militæret var straffri i forhold til overgreb. Og det gjorde de så; fængslede og torturerede (se også Amnesty Internationals rapport fra 2015).

Da unge i 2010 gik på gaden for at demonstrere mod overgreb, blev de mødt med skarpe skud. Over 110 blev dræbt. Ønsket om væbnet modstand slog rod i en ny generation, herunder Burhan Wani.

De ny jihadier

I modsætning til 1990’erne jihadier, er de nye oprørere forankret i lokalmiljøet. De kommer ikke fra Pakistan. Mange af dem veluddannede, har gode jobs og træder offentligt frem på de sociale medier. De er ikke længere anonyme.

Som den lokal politichef i det urohærgede Pulwama-distrikt sagde fornyligt: ”De unge sidder i timevis og ser de videoer, som de lokale militante uploader… deres eneste rollemodeller er oprøre med våben som Burhan. Vi har ikke været i stand til at give dem nogen alternative rollemodeller”.

Og i modsætning til de udenlandske krigere, er de nye oprøres vrede ikke rettet mod lokale hinduer og pilgrimme, men mod militærets brutalitet og deres manglende respekt for borgerrettigheder. Det var i hvert fald Burhan Wanis budskab.

Den lokale forankring har tilsyneladende givet oprørerne en stærk opbakning i befolkningen, især i det sydlige Kashmir. Der berettes om hele landsbyer, der møder op, når der er væbnede sammenstød i området. De kaster med sten mod militæret og hjælper oprørerne med at flygte. Det skete ikke i 1990’erne.

Status quo

På overfladen handler oprøret om undertrykkelse og desillusion. Den massive militære tilstedeværelse, deres brutale fremfærd, deres foragt for basale rettigheder, den manglende politiske dialog, den høje arbejdsløshed, den evige status quo, er alle kilder til frustration og fremmedgørelse blandt de unge. Og der er mange unge. 60% af Kashmirs befolkning er under 30 år.

Derudover taler visse iagttagere om en gryende nationsfølelse blandt Kashmirs unge, der er vokset ud af det snart 30 år lange modsætningsforhold til den indiske stat, samt den stigende hindunationalisme i Indien. Det har skabt en national modkultur i det muslimsk dominerede Kashmir.

Sidste års lynchning af Mohamed Akhlaq i Bisada (se indlæg Det var bare lammekød), mistænkt for at spise oksekød, og en lignende sag mod en lastbilchauffør i Kashmir, der fik kastet brandbomber ind i førerhuset, hænger ved i den kollektive bevidsthed.

Samfundets skyld

Den nuværende oprørsbevægelse er stadig for lille til at udfordre det indiske militær. Analytikere mener, at oprørerne blot udgør nogle hundrede mand. De nyder ikke samme støtte fra Pakistan, som deres forgængere, og selvom store dele af befolkningen måske sympatiserer med deres kamp, kender de prisen for oprør – mange savner de gyldne tider, hvor turister valfartede til Kashmir.

Men også i 1989 startede oprøret i det små. Da Indien næppe nogensinde giver Kashmir fra sig, står valget mellem krig eller forsoning. Det bør give anledning til selvransagelse hos magthaverne.


Se også relevante artikler

Samt indlæg i P1 Morgen den 25.07.2016

image_pdfimage_print
twitter

Indiens Game of Thrones

Politiet i Indien efterforsker lige nu den såkaldte Vyapam-sag, der vedrører systematisk eksamenssnyd ved de højere læreranstalter i delstaten Madhya Pradesh. Sagen har stået på i årtier og går helt til tops i systemet. Bagmændene menes at have tjent flere milliarder kroner på snyderiet, og folk tilknyttet sagen dør som fluer. Af samme grund går skandalen under tilnavnet: Indiens Game of Thrones.

I sidste uge blev en 58-årig efterretningsofficer dræbt i trafikken. Han var på vej hjem fra arbejde, da han blev kørt ned af en sort bil med tonede ruder. Ajay Kumar Khare døde på stedet, og bilen forsvandt i trafikken.

Han blev endnu én af de mange politifolk, vidner, journalister og formodede bagmænd forbundet med Vyapam-sagen, der døde under ”unaturlige” omstændigheder. Nummer 51, ifølge visse beregninger.

Det er næppe alle dødsfaldene, der er relateret i Vyapam-sagen, men en del af dem er mistænkelige. For et år siden blev en ung kvindelig lægestuderende fundet død langs en jernbanestrækning i byen Ujjian.

Mystiske dødsfald

Politiet mente, at hun havde begået selvmord ved at kaste sig fra et tog (indiske toge kører cirka 40 km i timen i byområder!), men obduktionen viste, at hun var blevet kvalt. Senere kom det frem, at pigen havde gjort brug af de ydelser, som Vyapam-bagmændene tilbyder.

Da en prominent Tv-journalist fra Delhi kort efter faldt død om foran pigens hjem, fik sagen for alvor mediernes bevågenhed. Journalisten var i gang med en efterforskning, og havde netop drukket te med den afdøde piges forældre, da han styrtede til jorden med fråde om munden. Dødsårsagen er stadig ukendt. Han blev kremeret før nogen fik mulighed for at obducere liget ordentligt.

Minister & guvernør

Nu blev det indiske forbundspoliti CBI sat på sagen. Siden er over 2.000 blevet anholdt, herunder delstatens tidligere undervisningsminister Laxmikant Sharma, der fornylig blev løsladt på kaution, efter 19 måneders varetægtsfængsling.

Delstatens guvernør er blevet sigtet, men sagen blev sat i bero grundet politisk immunitet. Retssagen genoptages så snart guvernøren går på pension til september. For tre dage siden blev yderligere 20 mand stillet for retten, anklaget for at have bistået i eksamenssnyd.

Eksperthjælp ved hånden

Snyderiet er sket på alle tænkelige måder. Nogle studerende blev hentet i hvide varevogne tidligt om morgenen og kørt op på universitet, hvor de fik udleveret spørgsmålene før alle de andre.

Andre fik stedfortrædere til at gennemføre deres eksamen, som regel topstuderende fra andre delstater. Deres Id-kort blev tilpasset dagens anledning, og lærerne bestukket. Andre igen fik tildelt en plads ved siden af en (til formålet indkaldt) mønsterelev, som de så kunne skrive af efter.

Processen har været timet og tilrettelagt ned til mindste detalje. Bagmændene har haft en pulje af villige fagkyndige, der kunne træde til mod betaling. De har udstedt falske Id-kort til studerende og bestukket censorkorpset.

Prisen for en bestået eksamen har svinget mellem 100.000 og 400.000 kroner. Vyapam er i øvrigt betegnelsen på den instans, der er ansvarlig for eksamen og adgangsprøver til de videregående læreranstalter og offentlige institutioner.

Doktorgrad til salg

De første meldinger om snyd dukkede op allerede i 1995. Herefter fulgte sporadiske politianmeldelser fra år 2000. Men det var først i 2009, at der tegnede sig et billede af organiseret snyd, som omfattede toppolitikere, embedsmænd, forretningsfolk og mafiagrupper. Især lægestudiet har været hårdt ramt af sagen, og mindst 2.000 studerende menes at have tilegnet sig deres lægetitel med ufine midler. De er, i sagens natur, uegnede til at praktisere.

Vyapam-skandalen er et problem på mange niveauer. I første omgang underminerer det Indiens i forvejen hårdt pressede sundhedssystem. På trods af, at Indien har læger af højeste rang, og er én af verdens førende destinationer for medicinsk turisme, er de sundhedsmæssige nøgletal for den brede befolkning elendige (se En stille rapport med stor betydning & Take the Poo to the Loo).

Én af årsagerne er den ringe adgang til lægehjælp. Ifølge en WHO rapport fra 2009 havde Indien 6.4 læger per 10.000 borgere, mod 15 i Kina og 35 i Danmark. Men de 6.4 læger dækker over store regionale forskelle, og med blot 3.7 læger per 10.000 borgere, ligger delstaten Madhya Pradesh nederst i bunken.

De gode græder…

Men Vyapam-skandalen underminerer også tilliden til lægestanden og universiteterne generelt, og virker demoraliserende på den store gruppe af dygtige og hæderlige studerende. Mange af dem dumper til prøverne, uanset hvor hårdt de slider og godt de klarer sig. For nogen skal jo dumpe, hvis eksamensresultaterne samlet set skal virke troværdige.

Vyapam-skandalen skal anskues i en større sammenhæng. I starten af 1990’erne blev Indiens økonomi liberaliseret, og samtidig indførte man omfattende positiv særbehandling af lavkasterne i den offentlige sektor (se Når kaster snobber nedad).

Det førte til nye muligheder for mange, der før havde stået uden for, men også til en skærpet konkurrence på jobmarkedet. Social position og en god karriere var ikke længere givet på forhånd, i hvert fald ikke i samme grad som før.

Vigtigere end kaste

Betydningen af en god uddannelse er dermed vokset markant, hvilket også kan ses i nutidens bryllupsannoncer, hvor universitetsgrader efterhånden synes at veje mere end kaste. For en god uddannelse afspejler ikke kun social status, men også muligheden for succes i det ny Indien.

I dag bruger familier en stor del af deres opsparing på deres børns undervisning, selv dem fra den lavere middelklasse, der kun har ganske få midler. Deres børn får privatundervisning i engelsk, Excel og programmering, mens den højere middelklasse sender deres børn på universitetet.

Vyapam-skandalen er et symptom på denne forandring, og vidner om hvor langt forældrene er villige til at gå, for at sikre deres børn en god start på livet. Også hvis det kræver penge under bordet. Det kan være svært at lade være, når alle de andre gør det…


Photo Credits: Shutterstock

  • Se også artikel fra Scroll.in for sagens konsekvenser og demoraliserende effekt.
  • Og link til WHO for statistik over læger på delstatsniveau i Indien i 2009.
  • …og en pudsig historie af lidt ældre karakter om eksamenssnyd i starten af 1990’erne
image_pdfimage_print
twitter

Mod nye horisonter

Statsminister Modi er blevet kritiseret for at føre en slingrende kurs over for Pakistan, men i virkeligheden er alt som det plejer. Modi følger samme strategi som tidligere regeringer, blot med større patos og ihærdighed. For Indien har fat i den lange ende, og Pakistan er på vej ud af et sidespor.   

Først offentliggjort på Kongressen.com     

Da Narendra Modi stadig var i opposition, hånede han den daværende regering for at skrive ”kærlighedsbreve” til Pakistan. Når han kom til magten, skulle Pakistan nok få kærligheden at føle, sagde han: ”Jeg vil tale til Pakistan i et sprog, som de forstår”.

Derfor vakte det opsigt, da Modi et halvt år senere inviterede sin pakistanske modpart, Nawaz Sharif, med til sin indvielse som statsminister i maj 2014.

Bænket mellem hinduprædikanter

Det var første gang nogensinde, at en statsleder fra et af de to lande deltog i modpartens indvielse, og det var et forunderligt syn at se pakistaneren bænket sammen med hindunationale vækkelsesprædikanter, der også var mødt op til Modis ceremoni. De to statsministre trykkede hånd, smilede til pressen og lovede at mødes igen.

Optimisterne talte om et nybrud i forholdet mellem Indien og Pakistan. De mente, at Modis ry som hardcore hindunationalist netop var afgørende, for ingen kunne da beskylde ham for at være blødsøden.

Granater i Kashmir

Men lykken var lunefuld. Et par måneder senere aflyste den indiske regering alle møder med den pakistanske regering, efter at den pakistanske ambassadør i Delhi havde mødtes med politiske ledere fra det omstridte Kashmir. Snart var alt ved det gamle. Granaterne fløj hen over grænsen i Kashmir, og i april 2015 føjede Pakistan spot til skade, da de løslod den formodede bagmand bag terrorangrebet på Mumbai i 2008. Han er ikke blevet set siden.

I december 2015 trak Modi så en ny diplomatisk kanin op af hatten. På vej hjem fra et statsbesøg i Kabul tweetede Modi, at han ”glædede sig til at mødes med Nawaz Sharif i Lahore”. Et par timer senere landede han i Pakistan som den første indiske statsleder siden 2004. De to statsministre gav hinanden et knus, og blev enige om at starte på en frisk.

Angrebet i Pathankot

Men glæden var kortvarig. Den 2. januar trængte seks terrorister ind en indisk luftbase i Pathankot nær grænsen til Pakistan, og dagen efter blev et indisk konsulat i Afghanistan angrebet. Som så ofte før, blev angrebet sandsynligvis udført med støtte fra af den pakistanske efterretningstjeneste ISI, om end billedet er mere diffust i dag. Meget tyder på, at ISI har oplevet en ideologisk fragmentering, med autonome elementer, der kører deres eget løb.

I det lys er det kun blevet vanskeligere for Indien at indgå holdbare fredsaftaler med Pakistan. Uanset hvor meget den pakistanske regering end måtte ønske fred, er dele af militæret og efterretningstjenesten styret af andre hensigter: En dybfølt paranoia over for Indien. Et ønske om at fastholde militærets magtfulde rolle i det pakistanske samfund. Et klan-broderskab med medlemmerne af de vigtigste terrorgrupper, f.eks. Lashkar-e-Taiyybah. Eller alverdens andre skjulte dagsordner, som kun de færreste kender.

Militær blindgyde

Samtidig er Indiens militære muligheder begrænsede. Begge lande har atomvåben, og derfor er målrettede angreb på terrorbaser i Pakistan en farlig affære. Desuden står det klart, også for det pakistanske militær, at den største trussel mod Pakistan er den ormegård af islamistiske terrorgrupper, som statsmagten selv har opfostret siden 1980’erne, og som nu har vendt sig mod sin herre.

Det tyder på, at Modi strategi overfor Pakistan bygger på denne erkendelse (han har ikke formuleret sin strategi overfor offentligheden): Indiens muligheder er begrænsede, der er hverken plads til krig eller fred, men omvendt udgør Pakistan heller ikke en overhængende trussel mod Indien.

De regelmæssige terrorangreb kan håndteres ad hoc, og derfor er det absurd, at Indien har en halv million soldater bundet i Kashmir, og bruger uanede ressourcer på at patruljere en iskold gletsjer i 6.000 meters højde. De midler kan bruges bedre andre steder.

At indkapsle Pakistan

Modi ønsker derfor, ligesom hans forgængere, at indkapsle det pakistanske problem, og i stedet fokusere på den store verden. Han har fra starten ført en aktivistisk udenrigspolitik, der hævder Indiens rolle som regional stormagt, og understøtter hans indenrigspolitiske mål om økonomisk udvikling. Konflikten med Pakistan er blevet en anakronisme.

Måske derfor fremstod Modi som den overbærende statsmand efter Pathankot-angrebet. Han fordømte ikke Pakistan, men beskyldte i stedet ”enemies of humanity”, og dermed tækkede han USA’s ønske om forsoning mellem de to parter. Forholdet til USA har sjældent været bedre.

Venner i Vestasien

Det samme gælder Modis ageren i Vestasien. For en måned siden underskrev han en omfattende handelsaftale med Iran, og fik dermed adgang til den strategisk vigtige havn i Chabahar, et stenkast fra den pakistanske grænse. Det var et udenrigspolitisk mesterstykke, for han var lige vendt hjem fra en tilsvarende charmeoffensiv i Saudi Arabien, og har i forvejen tætte forbindelser til Israel. Indiens økonomiske pondus vejer tungere end gammelt nag mellem sunnier og shiaer, jøder og muslimer.

I det spil kan Pakistan ikke følge med. De står stadig mere isoleret på den internationale scene, efterhånden som deres gamle allierede er gået over til Indien. Snart har de kun Kina tilbage, som dog vejer tungt i det samlede regnskab.

Men i det store spil har Modi kørt Pakistan endnu længere ud af det sidespor, som Pakistan har befundet sig på de seneste 10 år. Pakistan kan enten holde fast i deres krav på Kashmir, og sende terrorgrupper ind over grænsen. Eller de kan søge et nyt forhold med Indien, med alt hvad deraf følger af intern splid. Det er et svært valg for Pakistan, men nemt for Modi. Han skal bare fortsætte sin nuværende kurs, og dele krammere ud til alverdens statsledere.


Photo Credit: ADM Institute for the Prevention of Postharvest Loss/ Flickr (Creative Commons)

image_pdfimage_print
twitter

Hybris på de hellige floder?

Mens store dele af Indien tørster, har den indiske regering godkendt første etape af verdens største vandafledningsprojekt; The Inter Linking River Project. 37 floder skal forbindes med 15.000 km. kanaler, så vandet kan fordeles jævnt over hele Indien. Tilhængere håber på en permanent løsning på landets hyppige vand- og landbrugskriser. Modstandere frygter en miljøkatastrofe.

En gang i tidernes morgen tabte guden Vishnu fire dråber af udødelighedens eliksir over Indien. Han var på flugt fra dæmonerne, som var blevet snydt for deres andel, og som dråberne ramte jorden, opstod de fire hellige floder, der i dag er pilgrimsmål og udgør rammen for den store Kumbh Mela festival.

Kongen af festivaller

Hvert tredje år valfarter millioner af hinduistiske pilgrimme til én af de fire destinationer for at bade i de hellige floder. I år er det byen Ujjian, der står for skud, og når festivallen slutter i morgen, er der mange, der ånder lettet op, for Kumbh Mela er en logistisk præstation, der får Roskilde-festivallen til at ligne et lokalt kræmmermarked: i løbet af en hel måned skal 60 mio. pilgrimme have kost og logi, lægehjælp og sikkerhed, transport frem og tilbage.

Men i år stod arrangørerne overfor et nyt problem: der var ingen vand i floden. Den store tørke, som stadig hærger Indien (se En tør fornøjelse) havde lagt sin knastørre hånd over Shipra-floden. Få uger før Kumbh Mela’ens start var floden skrumpet ind til en lille smudsig bæk – et rigtig dårligt udgangspunkt for en festival, hvor den rituelle badning er selveste målet.

5.000 liter i sekundet

Myndighederne gik radikalt til værks. Ved hjælp af en kraftig pumpe og en 50 kilometer lang vandledning overførte de 5.000 liter vand i sekundet fra Narmada-floden til Shipra-floden. Samtidig rensede de vandet med ozon og lukkede af for beskidte bifloder, så badevandet var dejlig rent for de badende pilgrimme. Ujjains borgere var glade. Kumbh Mela 2016 var reddet med et teknologisk fix.

Det er netop denne tanke, der ligger bag det store Inter Linking River Project (ILR), bare på en mere guddommelig skala. Man ønsker at kunne sende vandet hen hvor der er brug for det, når der er brug for det. For der falder masser af regn over Indien, det er bare ujævnt fordelt. De sydlige og østlige egne er langt mere overrislede end de nordlige og vestlige egne, og næsten 90% af nedbøren falder i løbet af de tre måneder, der udgør monsunen.

Et episk projekt

Projektet er gigantisk, selv efter Modis målestok: 30 kanaler, med en samlet længde af 15.000 kilometer, skal udgraves og forbinde 37 floder med hinanden. Kanalerne bliver 50-100 meter brede og skal flytte 174 kubikkilometer vand om året (det svarer til den samlede vandmængde i Esrum sø og Arresø, gange 500).

ILR billede

Et område på størrelse med Jylland skal oversvømmes og op mod 1½ mio. mennesker skal genhuses. Til gengæld banes der vej for kunstvanding af et område på størrelse med Tyskland. Kanalerne vil også kunne bruges til godstransport, og dermed aflaste Indiens overfyldte landeveje. Endelig skal der udgraves 3.000 kunstige søer, der skal fungere som vandreservoirer, og samtidig udstyres med vandkraftværker med en samlet kapacitet på 34 gigawatt strøm om året – syv gange Danmarks årlige elforbrug.

En magisk nøgle til alle valgløfter

Projektet har været på tegnebrættet i årtier, men blev lagt på is af den forrige Kongresregering. Under statsminister Modi har projektet fået nyt liv, måske fordi det umiddelbart indfrier alle hans valgløfter:

Kanalerne vil afbøde effekterne af tørke, forbedre kunstvanding og dermed øge bøndernes produktivitet og velstand. Storbyer og landsbyer vil nyde godt af mere stabile drikkevandsforsyninger. Landsbyer og industri får adgang til vedvarende energi og bedre infrastruktur. Og de mange arbejdsløse daglejere får fast arbejde i mange år med at grave kanaler. På den lange bane vil projektet forbedre landets fødevaresikkerhed, et vigtigt forhold, da befolkningen forventes at vokse til 1.6 milliarder mennesker i 2050.

Intet er gratis

Men prisen er høj. Det samlede projekt er sat til at koste 1.100 milliarder kroner, og bliver sandsynligvis dyrere. Projekter af denne størrelse sprænger altid budgettet, og mange af midlerne er dømt til at fordampe i korruption.

Kritikere mener, at pengene var bedre brugt på mindre projekter med lokal forankring: En mere effektiv opsamling af regnvand. Flere kloak- og vandrensningsanlæg. Bedre vandrør i storbyerne. Lån til bønderne, så de kan omlægge deres landbrug til mindre tørstige afgrøder. Opførelse af lokale solcelleanlæg i landsbyerne. Osv…

Men den største bekymring lyder fra miljøfronten, hvor man frygter en naturkatastrofe af samme episke omfang som projektet selv. En lang række forskere mener, at det er umuligt at forudse konsekvenserne ved et så radikalt indgreb i naturens orden, som vandprojektet lægger op til. De frygter for dyreliv og mikroorganismer, forsaltning af grundvandet og en øget udbredelse af invasive dyrearter og vandbårne sygdomme.

…og hvad med monsunen?

Selv monsunen frygter de for. Udledningen af flodvand i den Bengalske Bugt øger overflade-temperaturerne i havet og det forstærker monsunen. Hvad sker der, når mængden af flodvand i havet reduceres kraftigt? Ingen ved det, og heri ligger frygten. Tilhængere maner til besindelse og henviser til, at lignende – om end mindre – flodprojekter i Indien, Pakistan, Kina og USA har haft rimelig succes.

Uanset hvad, bliver kanalprojektet en politisk hvepserede, hvis det gennemføres. Da myndighederne for nogle uger siden pumpede vandet væk fra Narmada-floden for at redde Kumbh Mela, rasede de lokale bønder i Narmada-dalen. De så deres afgrøder visne bort, mens de hellige boltrede sig i vandet.

Mennesker med guddommelig magt

For hvem har mest ret til vand? Bønderne? Hinduerne? Eller dem med de gode forbindelser? Der er lagt op til konflikter mellem folkegrupper, delstater og nationer. Også Bangladesh er bekymret. Al deres vand har udspring i Himalaya, og flyder gennem Indien inden de får glæde af det.

Og derfor er det et stort ansvar, som Indiens politikere pålægger sig selv, når de gør sig til herre over floderne. Man må håbe, de holder hovedet koldt. Selv guden Vishnu rystede på hånden, da han snød dæmonerne, og tabte de fire dråber livseliksir over Indien.


Se også indslag på DR den 23.05.2016:

DR2 Morgen
P1 Morgen

Samt diverse kilder:

QZ.com
India Today
Bloomberg

Photo Credit: Kurkul / Shutterstock.com

image_pdfimage_print
twitter
English