Hybris på de hellige floder?

Mens store dele af Indien tørster, har den indiske regering godkendt første etape af verdens største vandafledningsprojekt; The Inter Linking River Project. 37 floder skal forbindes med 15.000 km. kanaler, så vandet kan fordeles jævnt over hele Indien. Tilhængere håber på en permanent løsning på landets hyppige vand- og landbrugskriser. Modstandere frygter en miljøkatastrofe.

En gang i tidernes morgen tabte guden Vishnu fire dråber af udødelighedens eliksir over Indien. Han var på flugt fra dæmonerne, som var blevet snydt for deres andel, og som dråberne ramte jorden, opstod de fire hellige floder, der i dag er pilgrimsmål og udgør rammen for den store Kumbh Mela festival.

Kongen af festivaller

Hvert tredje år valfarter millioner af hinduistiske pilgrimme til én af de fire destinationer for at bade i de hellige floder. I år er det byen Ujjian, der står for skud, og når festivallen slutter i morgen, er der mange, der ånder lettet op, for Kumbh Mela er en logistisk præstation, der får Roskilde-festivallen til at ligne et lokalt kræmmermarked: i løbet af en hel måned skal 60 mio. pilgrimme have kost og logi, lægehjælp og sikkerhed, transport frem og tilbage.

Men i år stod arrangørerne overfor et nyt problem: der var ingen vand i floden. Den store tørke, som stadig hærger Indien (se En tør fornøjelse) havde lagt sin knastørre hånd over Shipra-floden. Få uger før Kumbh Mela’ens start var floden skrumpet ind til en lille smudsig bæk – et rigtig dårligt udgangspunkt for en festival, hvor den rituelle badning er selveste målet.

5.000 liter i sekundet

Myndighederne gik radikalt til værks. Ved hjælp af en kraftig pumpe og en 50 kilometer lang vandledning overførte de 5.000 liter vand i sekundet fra Narmada-floden til Shipra-floden. Samtidig rensede de vandet med ozon og lukkede af for beskidte bifloder, så badevandet var dejlig rent for de badende pilgrimme. Ujjains borgere var glade. Kumbh Mela 2016 var reddet med et teknologisk fix.

Det er netop denne tanke, der ligger bag det store Inter Linking River Project (ILR), bare på en mere guddommelig skala. Man ønsker at kunne sende vandet hen hvor der er brug for det, når der er brug for det. For der falder masser af regn over Indien, det er bare ujævnt fordelt. De sydlige og østlige egne er langt mere overrislede end de nordlige og vestlige egne, og næsten 90% af nedbøren falder i løbet af de tre måneder, der udgør monsunen.

Et episk projekt

Projektet er gigantisk, selv efter Modis målestok: 30 kanaler, med en samlet længde af 15.000 kilometer, skal udgraves og forbinde 37 floder med hinanden. Kanalerne bliver 50-100 meter brede og skal flytte 174 kubikkilometer vand om året (det svarer til den samlede vandmængde i Esrum sø og Arresø, gange 500).

ILR billede

Et område på størrelse med Jylland skal oversvømmes og op mod 1½ mio. mennesker skal genhuses. Til gengæld banes der vej for kunstvanding af et område på størrelse med Tyskland. Kanalerne vil også kunne bruges til godstransport, og dermed aflaste Indiens overfyldte landeveje. Endelig skal der udgraves 3.000 kunstige søer, der skal fungere som vandreservoirer, og samtidig udstyres med vandkraftværker med en samlet kapacitet på 34 gigawatt strøm om året – syv gange Danmarks årlige elforbrug.

En magisk nøgle til alle valgløfter

Projektet har været på tegnebrættet i årtier, men blev lagt på is af den forrige Kongresregering. Under statsminister Modi har projektet fået nyt liv, måske fordi det umiddelbart indfrier alle hans valgløfter:

Kanalerne vil afbøde effekterne af tørke, forbedre kunstvanding og dermed øge bøndernes produktivitet og velstand. Storbyer og landsbyer vil nyde godt af mere stabile drikkevandsforsyninger. Landsbyer og industri får adgang til vedvarende energi og bedre infrastruktur. Og de mange arbejdsløse daglejere får fast arbejde i mange år med at grave kanaler. På den lange bane vil projektet forbedre landets fødevaresikkerhed, et vigtigt forhold, da befolkningen forventes at vokse til 1.6 milliarder mennesker i 2050.

Intet er gratis

Men prisen er høj. Det samlede projekt er sat til at koste 1.100 milliarder kroner, og bliver sandsynligvis dyrere. Projekter af denne størrelse sprænger altid budgettet, og mange af midlerne er dømt til at fordampe i korruption.

Kritikere mener, at pengene var bedre brugt på mindre projekter med lokal forankring: En mere effektiv opsamling af regnvand. Flere kloak- og vandrensningsanlæg. Bedre vandrør i storbyerne. Lån til bønderne, så de kan omlægge deres landbrug til mindre tørstige afgrøder. Opførelse af lokale solcelleanlæg i landsbyerne. Osv…

Men den største bekymring lyder fra miljøfronten, hvor man frygter en naturkatastrofe af samme episke omfang som projektet selv. En lang række forskere mener, at det er umuligt at forudse konsekvenserne ved et så radikalt indgreb i naturens orden, som vandprojektet lægger op til. De frygter for dyreliv og mikroorganismer, forsaltning af grundvandet og en øget udbredelse af invasive dyrearter og vandbårne sygdomme.

…og hvad med monsunen?

Selv monsunen frygter de for. Udledningen af flodvand i den Bengalske Bugt øger overflade-temperaturerne i havet og det forstærker monsunen. Hvad sker der, når mængden af flodvand i havet reduceres kraftigt? Ingen ved det, og heri ligger frygten. Tilhængere maner til besindelse og henviser til, at lignende – om end mindre – flodprojekter i Indien, Pakistan, Kina og USA har haft rimelig succes.

Uanset hvad, bliver kanalprojektet en politisk hvepserede, hvis det gennemføres. Da myndighederne for nogle uger siden pumpede vandet væk fra Narmada-floden for at redde Kumbh Mela, rasede de lokale bønder i Narmada-dalen. De så deres afgrøder visne bort, mens de hellige boltrede sig i vandet.

Mennesker med guddommelig magt

For hvem har mest ret til vand? Bønderne? Hinduerne? Eller dem med de gode forbindelser? Der er lagt op til konflikter mellem folkegrupper, delstater og nationer. Også Bangladesh er bekymret. Al deres vand har udspring i Himalaya, og flyder gennem Indien inden de får glæde af det.

Og derfor er det et stort ansvar, som Indiens politikere pålægger sig selv, når de gør sig til herre over floderne. Man må håbe, de holder hovedet koldt. Selv guden Vishnu rystede på hånden, da han snød dæmonerne, og tabte de fire dråber livseliksir over Indien.


Se også indslag på DR den 23.05.2016:

DR2 Morgen
P1 Morgen

Samt diverse kilder:

QZ.com
India Today
Bloomberg

Photo Credit: Kurkul / Shutterstock.com

image_pdfimage_print
twitter

Indien & Kina på dybt vand

Det Indiske Ocean har afgørende betydning for både Indien og Kina. Kina ønsker at sikre sine forsyningslinjer og stadfæste sin position som global stormagt. Og Indien ønsker at fastholde sin indflydelse og prestige i eget nærområde. Enhver forståelse af indisk udenrigspolitik starter her.

Langt ude i det Indiske Ocean ligger Maldiverne med sine hvide strande og blidt svajende palmer. Den lille øgruppe er Asiens mindste land, cirka tre gange større end Amager, og tiltrækker hvert år én million turister. Halvdelen af dem er kinesere, og som det ofte er tilfældet med turister, bliver de anskuet med blandede følelser af de lokale.

Ifølge direktøren for Maldivernes turist PR-afdeling skyldes det blandt andet, at kineserne ofte ”nøjes med halvpension. De hamstrer morgenbuffeten og spiser resterne til frokost”. Og om aftenen sidder de på værelset og spiser instant noodles, mens restauranterne står tomme hen. Alligevel – de udgør jo trods alt landets største indtægtskilde – opfordrer han sine landsmænd til at ”lægge deres fordomme til side og lære at elske kineserne”.

Men det er ikke kun kinesere på halvpension, der valfarter til Maldiverne. I 2014 drog den kinesiske præsident Xi Jinping på officiel visit, og med ham fulgte store investeringer i broer og havneanlæg. Dét bekymrede inderne, for Maldiverne er en vigtig brik i spillet om det Indiske Ocean.

Et maritimt knudepunkt

Betydningen af det Indiske Ocean kan ikke undervurderes. Over halvdelen af den globale container-trafik, og 80% af al skibsbaseret olie og gas, går gennem det Indiske Ocean. Kina modtager 84% af al sin olie herfra, og Indien næsten 80% af sin samlede energiforsyning. Kina har store og voksende investeringer i Afrika, og mere end halvdelen af verdens væbnede konflikter udspiller sig i landene omkring det Indiske Ocean.

Området er strategisk vigtigt og meget sårbart, og uden tvivl Kinas svageste led, hvis der nogen sinde opstod en konflikt med Indien eller USA. For det er stadig den amerikanske flåde – og til en vis grad den indiske – der kontrollerer sejlruterne hen over det Indiske Ocean, og dét magtmonopol skal brydes, hvis Kina skal etablere sig som global stormagt.

Perlekæden

Derfor har Kina kastet sig ud i en kraftig oprustning af flåden, så den fremover kan operere langt fra hjemlige kyster. Og på den diplomatiske front har de indledt en charmeoffensiv overfor Maldiverne, Seychellerne og de sydasiatiske lande (minus Indien) i et forsøg på at få kontrol med en række strategiske støttepunkter, den såkaldte String of Pearls (se kortet nedenfor).

competition-in-the-Indian-ocean

Vejen frem går gennem lukrative handelsaftaler og investeringer, især i havneområder, som USA og Indien frygter kan omdannes til flådebaser med kort varsel. Sidste år blev de bange anelser bekræftet, da kinesiske atomubåde og fregatter af to omgange lagde til i en kinesisk ejet containerterminal i Sri Lanka. Ifølge kineserne kom de i en god sags tjeneste; skibene skulle bare have nye forsyninger og frisk mandskab inden de skulle i kamp mod Somalias pirater.

Indisk oprustning…

Men det dulmede ikke inderne. De nærer en historisk mistro til Kina (se Gammelt nag i Himalaya) og mener, at Sri Lanka og det øvrige Sydasien hører til under deres interessesfære. Kinesiske flådebaser i det Indiske Ocean vil være dræbende for indisk prestige og regionale stormagtsaspirationer. Det er et forhold, der skal modarbejdes med alle kræfter, det gennemsyrer hele Indiens sikkerheds- og udenrigspolitik.

For to måneder siden blev den første af fem indisk-producerede atomubåde erklæret kampklar, og i 2018 forventes det første indisk-producerede hangarskib at forlade tørdokken. Den indiske flådes opgave er ikke længere begrænset til patruljer langs kysten, men omfatter nu strategiske missioner på dybt vand.

… og charmeoffensiv

På det udenrigspolitiske plan har statsminister Modi især markeret sig på tre fronter, der alle (til dels) retter sig mod Kinas ekspansion: Tilnærmelser til Japan og USA, og et forsøg på at klinke skårene i nærområdet. Indiens naboer har ofte følt sig trynet af den store Goliat i midten. Nu skal deres loyalitet sikres, ikke kun med trusler og pres, men også med kærtegn.

Således inviterede Modi samtlige af Sydasiens statsoveroverhoveder til sin indvielse som statsminister i 2014. Dertil fulgte bilaterale møder dagen efter. Siden har Modi besøgt de fleste af landene, herunder Sri Lanka og Seychellerne som den første indiske statsleder i over 30 år (turen til Maldiverne blev aflyst på grund af et kup).

Gamle venner i Japan

På den storpolitiske scene har Modi styrket de alliancer, som allerede spirede frem under den tidligere regering. Han har især gødet jorden i forhold til Japan og USA. Modis forbindelse til Japan bygger på stærke personlige bånd til Japans statsminister Shinzo Abe. Deres forhold går mange år tilbage, til den gang Modi var delstatsleder af Gujarat. Begge er de glødende nationalister, begge dyrker et image som den stærke mand. Og begge er de bekymrede for Kinas voksende militære pondus og ekspansive fremfærd.

Japan var det første land Modi besøgte uden for Sydasien, og her drøftede de både økonomisk og militært samarbejde. I 2015 blev Japan et permanent medlem af den årlige MALABAR-flådeøvelse mellem Indien og USA – trods forventelige protester fra Kina.

Nye venner i USA

Men vigtigst – og mest skelsættende – er Indiens stadig tættere forhold til USA. Indien har altid vægeret sig ved stormagtsalliancer, og altid anskuet USA med en vis skepsis. De husker amerikanernes støtte til Pakistan gennem hele den kolde krig, og deres fremfærd i Vietnam. Desuden ville en alliance med USA kunne provokere Kina; trods alt en af Indiens vigtigste handelspartnere. Netop derfor – af historiske og aktuelle grunde – vil Indien og USA næppe indgå en formel alliance, blot et sikkerhedspolitisk samarbejde.

Sidste år var præsident Obama æresgæst ved den årlige Republic Day militærparade i Delhi, og kort efter udstedte Modi og Obama en fælles erklæring om, at Indien og USA ville ”værne om den maritime sikkerhed og sikre fri sejlads, især i det Sydkinesiske hav” – en klar hentydning til Kinas hårdhændede krav på Spratly og Senkaku-øerne. Og for to uger siden underskrev de to landes forsvarsministre en række aftaler, der baner vej for et endnu tættere militært samarbejde, især mellem deres flådeenheder.

Dermed er der lange udsigter til, at kineserne etablerer sig permanent i det Indiske Ocean. I hvert fald ikke militært; deres flåde vil ikke kunne matche en fælles indisk-amerikansk front så fjernt fra hjemlandet. I den nærmeste fremtid skal Indien kun frygte spredte krigsskibe på gennemfart, og måske nogle turister med hang til halvpension.


Dette indlæg blev bragt på www.kongressen.com den 9. maj 2016.

Gode kilder til den maritime dyst mellem Indien og Kina findes her:

Photo Credit: Shutterstock/Pavel Vakhrushev

image_pdfimage_print
twitter

Omsen & Momsen

Statsminister Modi er presset. Trods et stærk politisk mandat, har han svært ved at gennemføre vigtige reformer, der kan sikre landets fremtidige vækst. Nu står slaget om den største reform af alle, indførelse af en fælles moms for hele Indien, den såkaldte GST (Goods and Services Tax). Der er meget på spil, både for indisk økonomi og Modis prestige.

Det er ikke nemt at være indisk lastbilchauffør. Den ene halvdel af tiden risikerer de liv og lemmer på overfyldte veje med vanvittig trafik. Den anden halvdel af tiden bruger de på endeløs venten ved kontrolposter, hvor de plages af politi og skrankepaver og lænses for bestikkelse. Det anslås, at en fragtmand bruger 32 timer på nyttesløs venten, hver gang han kører de 2.000 km. fra Kolkata (aka Calcutta) til Mumbai.

Værst står det til ved delstatsgrænserne, hvor tolderne står klar med formularer og gummistempler, og køen af lastbiler strækker sig så langt øjet rækker. For set med merkantile øjne er Indien ikke en samlet nation, men en fragmenteret størrelse bestående af 29 delstater og syv territorier, med grænser, toldmure og egne momsrater.

Blanketter og bureaukrati

Dertil kommer en stribe afgifter, hvis indtægter fordeles mellem centralregeringen og de enkelte delstatsregeringer efter komplicerede algoritmer, som får det til at risle koldt ned ad ryggen på enhver, der har set indersiden af et offentligt kontor i Indien. Mængden af bureaukrati og flerfarvede blanketter, som vokser ud af denne konstruktion, kan ikke undervurderes. Ej heller den dræbende effekt det har på indisk virkelyst.

Mange virksomheder har lagerhuse i hver delstat for at undgå skatter og transport, og mange udenlandske virksomheder holder sig helt væk fra det indiske marked. Det er simpelthen for kompliceret, og desuden falmer magien ved den indiske middelklasse og deres berygtede købekraft, når de alligevel ikke kan tilgås som et samlet hele. Mange synes ikke, at det er umagen værd.

Endelig er der en makroøkonomisk skyggeside: En del af afgifterne minder om den gamle danske ”omsætningsskat”, hvor varen beskattes i hvert led, uden tilbageførsel af udgående moms. Det øger inflationen, da priserne stiger med en ny runde skat hver gang varen videresælges. Alle er enige om, at det nuværende skattesystem er et møllehjul om indisk vækst, og at den såkaldte Goods and Services Tax (GST) vil løsne de snagende bånd.

Lykken ved en fælles moms

Idéen med GST er såre enkel. Den eksisterende urskov af forbrugsskatter og interne toldafgifter erstattes med en enkelt landsdækkende moms, hvis indtægter fordeles mellem stat og delstat. Fordelene er oplagte: Priserne vil falde, da GST reducerer afgifterne fra nuværende ca. 30% til 18% i fremtiden, og i øvrigt kortslutter førnævnte skatteakkumulering.

Lavere priser vil skabe øget forbrug og velstand. Samtidig vil skatteindtægterne stige, da et enklere system vil bibringe større gennemsigtighed og mindre snyd. GST vil reducere korruption og bureaukrati, til glæde for de hårdt prøvede lastbilchauffører, og forbedre erhvervslivet konkurrenceevne både i og uden for landets grænser.

GST er dermed en vindersag for alle parter: Stat og delstat, erhvervsleder og fragtmand, den enkelte forbruger og økonomien generelt. Beregninger viser, at GST vil øge væksten med 0.9 til 1.7 procentpoint per år. Mange ser derfor GST som den største og vigtigste skattereform i Indiens historie.

Øverst på ønskesedlen

Og derfor står vedtagelsen af GST øverst på Modis ønskeseddel, når Indiens overhus Rajya Sabha åbner i dag. For nok er økonomien i bedring, med vækstrater, der overgår Kinas, og en inflation, der er faldet til under det halve siden maj 2014, da Modi kom til magten. Men udviklingen er i høj grad drevet af de faldende oliepriser, og værst af alt stiger beskæftigelsen alt for langsomt i industrien.

Og det er et problem, for Indiens arbejdsmarked vokser med en million mennesker om måneden (se Træk et nummer), og Modi får svært ved genvalg, hvis ikke han kan skabe resultater hér. Derfor har han lanceret en række ambitiøse projekter, der netop sigter mod at øge beskæftigelsen, først og fremmest Make in India, der skal omdanne Indien til et nyt Kina, med vareproduktion til det globale marked.

Men tiderne har ændret sig siden de glade 90’ere, da Kina tog fart. Den globale afmatning har lagt en dæmper på forbruget i Vesten, og samtidig har robotteknologien reduceret behovet for ufaglært arbejdskraft i fabrikshallerne, også i Østen. Mange mener derfor, at Indien bør satse på hjemmemarkedet. Og derfor er GST og et indisk fællesmarked mere relevant end nogensinde.

Den lange vej

Det forunderlige er, at GST har været diskuteret i 15 år og nyder tilslutning fra de fleste partier, uden at det er blevet vedtaget. Dels er der tale om en forfatningsændring – altid en vanskelig affære. Dels har lovforslaget været offer for kynisk magtspil.

Både Kongrespartiet og Modis parti BJP har melet deres egen kage. GST blev oprindelig lanceret af Kongrespartiet, og stemt ned af BJP. I dag er rollerne byttet om. Kongrespartiet ønsker hævn og politiske indrømmelser, og så skader det aldrig at se Modi magtesløs.

Samtidig har Modi ikke evnet at stryge oppositionen med hårene (aldrig hans stærke side). Iagttagere påpeger, at han afviste enhver dialog og kompromis, da han sidste år prøvede at tvinge GST gennem parlamentet.

En mere ydmyg Modi?

Siden da har han lidt en stribe valgnederlag på delstatsniveau, og nu har piben fået en anden lyd. For nylig rakte statsministeren armene ud mod Kongrespartiet. Han inviterede partiets leder Sonia Gandhi, og den tidligere statsminister Manmohan Singh til te. Glemt var hans gamle hånligheder om den ”italienske tæve”, som Modi i sin tid kaldte Sonia Gandhi (hun er født i Italien).

Nu handlede det om GST og Indiens fremtid. Også Modis finansminister har udvist nye venlige takter, og Kongrespartiet kvitterede for et par dage siden med vage løfter om tilsagn, når parlamentet åbner.

Om det så munder ud i en vedtagelse af GST, må tiden vise. Det eneste sikre er, at den endeløse venten ved indiske delstatsgrænser næppe forsvinder med det samme.

Photo Credit: Shutterstock/Rudra Narayan Mitra

image_pdfimage_print
twitter

En tør fornøjelse

Sommeren er kun lige begyndt i Indien, men store dele af befolkningen lider allerede under akut vandmangel. Årsagen er manglende nedbør, rovdrift på vandreserverne og en politisk ledelse, der glimrer ved sit fravær. Foran venter tre varme måneder. Men først skulle der være fest…

Holi-festen er Indiens gladeste højtid. Det er forårets og kærlighedens fest, hvor inderne kaster farve og vand på hinanden. Alle, der vover sig ud på gaden, er legitime mål. Rig og fattig, ung og gammel, bramin og kasteløs.

Men i år blev holi’en en tør affære. Myndigheder forbød den traditionelle ”regndans” og opfordrede borgerne til kun at hælde pulver over hinanden. De kaldte det ”Dry Holi”. Nu skulle der spares på vandet.

Eco Holi

I evig-smarte Mumbai gik man skridtet videre, og indførte ”Eco Holi”. Hér brugte man kun økologiske farver, og de hotteste Bollywoods-skuespillere gik forrest med det gode eksempel. ”Jeg ved det bliver hårdt, men lad os stræbe efter en tør Holi” udtalte en af de helt store filmstjerner til en samlet presse.

Men Mumbais overklasse mærker næppe det store afsavn. I SoBo (South Bombay) og de andre rigmandsenklaver er der masser af vand. Over 300 liter per person om dagen, til sammenligning med de 200 liter om ugen, som hver familie må nøjes med i de hårdest ramte dele af landet. F.eks. Marathwada-distriktet godt 300 kilometer øst for SoBo og Bollywood.

Her er det 10 måneder siden det regnede sidst, og de sidste fire ud af fem monsuner har været skuffende. Marathwada-distriktet er 1½ gang større end Danmark og har 19 mio. indbyggere, og tusindvis af landbyer er nu 100% afhængige af vand fra lastbiler. Borgerne venter dagen lang med deres dunke. De har ikke råd til at lade være.

Halvdelen af Indien

Hvis det så bare var Marathwada, der tørstede… Men tørken er et landsdækkende fænomen; halvdelen af Indiens distrikter er ramte og vandreserverne er på deres laveste i 10 år. Det er ikke kun et problem for de mange bønder, der ser deres afgrøder visne bort, også industrien og kraftværtkerne er ramt.

Floderne kan ikke længere levere kølevand til turbinerne, og flodprammene, der fragter kul til værkerne, sidder fast på sandbanker. Vandmangel er en potentiel trussel mod Modis storslåede planer om en indisk industrirevolution.

Desværre skal der mere til end en god monsun for at løse problemerne, for den nuværende vandkrise stikker dybere end lunefulde vejrforhold og mulige klimaforandringer. Krisen er et produkt af korrupte politikere og træge embedsmænd. Her er delstaten Maharasthra, hvor både Mumbai og Marathwada ligger, et præmieeksempel:

I løbet af de seneste 10 år har delstaten brugt 70 milliarder kroner på vandingsanlæg, men har i samme periode kun øget kapaciteten med 0.1%. Pengene er fordampet i en sky af korruption. ”The Maharasthra Irrigation Scam” er én af mange korruptionsskandaler, der har ramt Indien de seneste år.

Landbrug i Mumbai?

I en knapt så episk, men stadig lusket sag, er over halvdelen af delstatens landbrugskreditter gået til folk, der bor i Mumbai – et forunderligt forhold i lyset af, at Mumbais betonjungle ikke just et klassik landbrugsdistrikt. Som de lokale siger lettere ironisk: ”You don’t have credits for farming, but farming of credits…”.

Et sørgeligt biprodukt af de manglende lånemuligheder er de mange landmænd, som er blevet tvunget over i armene på lokale pengeudlånere med ågerrenter og hårdhændede opkrævningsmetoder. Det forhold har næppe lagt en dæmper på de mange selvmord, som hvert år finder sted blandt landmænd.

I Maharasthra alene har over 36.000 landmænd taget deres liv i løbet af de seneste 10 år. Det svarer til 10 bønder om dagen, hver dag. Tallene er hentet fra de officielle statistikker, men det reelle antal kan være højere (se bl.a. artikel The Slaughter of Suicide data).

Roser eller Ris?

Tæt forbundet med korruptionen, er også store erhvervsmæssige interesser. Knastørre Maharasthra er storproducent af roser, bomuld og sukkerrør; netop de afgrøder, som kræver allermest vand og pesticider.

Sukkerrør alene opsuger 70% af al landbrugsvandet, men dækker kun 4% af landbrugsarealet. Hvorfor denne vanvittige disponering af afgrøder? Fordi sukkerindustrien ejes af magtfulde familier med politiske forbindelser. Og fordi en lukning af sukkerfabrikkerne vil føre til øget arbejdsløshed.

Det samme gælder de mange, som lukrerer på den såkaldte ”tørstindustri”. Mafiagrupper, som lænser de offentlige vandforsyninger og sælger det til dem, som har råd til at betale. Eller tjener stort på at bore brønde og trække vandledninger til desperate bønder.

Et hul per meter

Politikerne har hele tiden vidst, at tørken ville komme, men de har intet gjort for at afhjælpe situationen. Og det eneste, der måske tangerer den politiske nølen, er den offentlige træghed.

For 10 år siden konstaterede vandforsyningsselskabet i Latur – en af de hårdest ramte byer i Marathwada – at der var 45.000 lækager på det vandrør, der forbandt byen med det store Dhanegaon reservoir 45 kilometer væk. Halvdelen af vandet forsvandt undervejs, og stadig i dag er røret hullet som en si.

Endelig afspejler vandkrisen den store ulighed i det indiske samfund, både mellem rig og fattig og land og by. De 45% af befolkningen i delstaten Maharasthra, der bor i byerne, bruger fire gange så meget vand, som de 55%, der bor på landet. Der er vand nok til frodige golfbaner og klorfyldte vandlande, men på markerne visner afgrøderne bort.

Fritz & Poul i Indien

Et enkelt lyspunkt må være, at en række planlagte boligblokke i Mumbai, der lovede private svømmebassiner på hver etage, nu er sat i bero. Det var ellers en flot reklame, de havde lavet. Den omfattede en computeranimeret film af folk, der svømmede rundt på deres altaner, mens andre nød udsigten over det Indiske Ocean med et glas champagne. Og det er lige hvad man trænger til efter en tør Holi. Et glas kold champagne.

Photo Credits (above): SatpalSingh / Shutterstock.com

bandra

 

Der er skrevet meget om dette på det seneste. En af de bedste og mest datatunge kilder er IndiaSpend. Se to af mange artikler:

Samt andre medier:

Og India Today, for Interview med P. Sainath, førende journalist på området:

Marathwada drought: Boy killed in jostle for water

Og Sainaths egen gode hjemmeside samt nedenfor, en fremragende dokumentar om bønders vilkår i Indien. Hør Sainaths afsluttende tale fra 49:12 hvor han trækker paralleler til Romerriget – det bliver ikke meget bedre…

Nero’s Guests:

image_pdfimage_print
twitter

Ikke uden min Smartphone

Inden for den seneste måned har en række indiske landsbyer indført forbud mod mobiltelefoner for deres unge, ugifte kvinder. Landsbyrådet mener, at telefonerne er samfundsundergravende og fører til frie tanker og forbudte venskaber. Det har de ret i, men de kæmper forgæves.  

Mange af argumenterne lød ganske velkendte for en dansk familiefar til to halvstore piger: ”I er alt for unge til mobiltelefoner!” ”Hvad skal I bruge dem til og hvem skal betale…?” ”I spilder jeres tid på spil… har I lavet jeres lektier?” ”Når I bliver gift kan I få jeres egen mobil, ind til da kan I låne min”.

Kampen om mobiltelefoner er kommet til de indiske landsbyer, og selvom retorikken måske virker genkendelig, er der ikke helt så højt til loftet som på den danske villavej. Inden for den seneste måned har en række landsbyer i delstaten Gujarat indført bødestraf for piger under 18 år, der bruger mobiltelefoner. Bøden lyder på 2.100 rupees (ca. 200 kr.), svarende til 10 dages indisk middelindtægt. Samtidig har rådet udlovet en dusør på 200 rupees til enhver, der bringer en mobil-synder for dagen.

Mobiler & jeans

Det er ikke første gang et landbyråd tager kampen op mod mobiltelefoner. Sidste år indførte en række landsbyer i Rajasthan forbud mod både mobiler, og tilføjede jeans for en sikkerheds skyld. Det samme gjorde landsbyer i Uttar Pradesh i 2014. Og Bihar i 2012. Fælles for dem alle var, at forbuddet kun gjaldt pigerne, og at det blev lanceret af landsbyrådet. Formelt er de ikke en lovgivende myndighed, men det holder dem ikke tilbage. De er magtfulde.

Også denne gang skabte forbuddet overskrifter i både Indien og Vesten (minus Danmark), nu iblandet en vis skadefro. For de berørte landsbyer lå i statsminister Modis egen hjemstat Gujarat (der ellers skulle være så progressiv), og endda i nærheden af hans fødeby Vadnagar. Derudover havde Modi i selvsamme uge haft travlt med at promovere sin Digital India kampagne, der sigter mod at indføre bredbånd i 250.000 landsbyer inden udgangen af 2017.

Og det trak én af Indiens største konflikter frem i lyset; forholdet mellem land og by, ung og gammel, modernisme og tradition. Hvis landbyrådene har det svært med piger, der snakker i deres gamle Nokia-telefoner, hvordan får de det så med piger, der surfer på nettet?

Flere telefoner end toiletter

For Indiens tele-revolution er en trussel nok i sig selv, mener traditionens vogtere, og den er kommet rullende med frygtindgydende fart. I 70’erne var der fire års ventetid på en telefon, uden at det dog bekymrede regeringen. Som der stod i landets 6. femårsplan anno 1977: ”Folkets primære behov er mad, vand og logi. Telefoner kan vente”. Det var en træghed, der satte sit præg på udviklingen.

I 1984 var der 250 borgere per telefon. I 1991 var der 167 borgere per telefon. Så kom liberaliseringen og mobilteknologien. I 2001 var der 28 borgere per telefon. Ti år senere var der – i princippet – én telefon per inder. Over 900 mio. mobilabonnenter og verdens billigste minutpriser.

Dermed har inderne bedre adgang til telefoner end toiletter (se indlæg Take the Poo to the Loo). I dag er der over en milliard abonnenter, og revolutionen fortsætter. Nu gælder det smartphones. I 2015 blev Indien verdens næststørste marked for smartphones, med verdens højeste vækstrater; 23%.

Kali Yuga

For lederen af landsbyrådet i Suraj, hvor mediestormen nu raser, er udviklingen et tegn på Kali Yuga…”, universets fjerde og sidste fase, præget af korruption og moralsk forfald. ”Dette er Whatsapp-æraen, hvor folk taler hemmeligt med hinanden…”, siger han, og sætter dermed ord på det måske største jordskred, som mobilerne har medført, nemlig muligheden for privatliv. En ny generation af unge har fundet et helle fra familiens snagende blik – et forhold som nok beskrives allerbedst i bogen India Calling af Anand Giriharadas:

“The Cell phone gave the young a zone of individual identity, of private space, that they had never known. It gave those who did not have their own home, car or bedroom a chance to have, at least, their own phone number and a collection of messages that no one else would read. Some young people, well into their twenties, still had not touched someone of the other sex, but their pockets vibrated all day long with textual innuendo, with flashes of a new kind of romance striving to establish itself.”

Mobiltelefonen har skabt en privatsfære, som ikke tidligere fandtes, hvad enten det er i landsbyen, hvor alle kender alle, eller i storbyen, hvor store familier bor på få kvadratmeter. Og den privatsfære føles størst for dem, som er underkastet den hårdeste kontrol af alle – de unge, ugifte piger.

Kvinders dyd og en tændt mobil

Kvinders dyd er familiens ære, og deres sociale omgang er stærkt reguleret. Og når tiden kommer, og de giftes bort, flytter de væk fra deres barndomshjem og over til en ægtefælle, som de ofte knapt nok kender, og en svigermor, som de skal lystre. De befinder sig lavest i hierarkiet.

Det er her, i denne sårbare livsfase, at mobilen er blevet en vigtig livline for pigerne. Både før, op til og under ægteskabet. Det tyder på, at kvinder er blevet mere aktive i den indledende fase hvor gommen skal findes. Mobiltelefonen giver adgang til et bredere netværk i jagten på den rette ægtefælle. Men ikke kun, mener landsbylederen. I hans optik er et stigende antal unge piger flygtet med fremmede unge mænd som følge af deres telefonsnak, og kastet skam over deres familier.

Connecting people

Men det er trods alt sjældent det går så vidt. De fleste følger stadig den slagne vej med arrangerede ægteskaber, nu bare med mobilen som den faste følgesvend.

I bogen Cell Phone Nation berettes om et vordende ægtepar, der fører hemmelige samtaler med hinanden over telefonen. De har kun mødt hinanden én gang, men lærer nu hinanden at kende i smug. Deres hemmelige møder skaber fælles bånd og klæder pigen på med vigtig insider-viden om svigerfamilien, inden dagen oprinder. Ægteparret står smedet fra første færd og bruden er ikke længere så sårbar.

Og dét huer ikke den gamle generation, hvad enten det er landsbyråds medlemmer, der vogter om patriarkiet, eller de mange svigermødre, der drømmer om en husalf. Men de kæmper mod vindmøllerne. Nutidens mobiler er billige i drift og besidder en nærmest magnetisk kraft. Det ved enhver dansk familiefar med halvstore piger.

Photo credits: Yavuz Sariyildiz / Shutterstock.com

image_pdfimage_print
twitter

The Art of Simple Living

I den kommende weekend fejrer den spirituelle bevægelse Art of Living deres 35 års jubilæum med en gigantisk festival uden for Delhi. World Culture Festival forventes at trække 3½ million deltagere og indvies af selveste statsministeren. Men ikke alle er lige begejstrede. Lokale bønder klager over, at deres marker er blevet inddraget til parkeringspladser, og miljøorganisationer frygter for områdets økosystem. Har Art of Living en skyggeside? 

Blandt de mange deltagere, der møder op til på festen på fredag, er sandsynligvis også et par repræsentanter fra Guinness rekordbog. For det bliver en weekend, der byder på en stribe nye verdensrekorder; verdens største vegetarbuffet, verdens største fællesmeditation og verdens største midlertidige scene, der skal danne ramme for 36.000 artister. Scenen dækker et område på størrelse med fire fodboldbaner.

Udover de mange menige deltagere kommer også ministre, parlamentsmedlemmer og tidligere statsministre fra hele verden. For festivallen har en idealistisk dagsorden; at bringe politikere, erhvervsfolk, forskere, videnskabsfolk og religiøse ledere sammen i en frugtbar symbiose, så de kan udvikle nye strategier til håndtering af globaliseringen. EU stiller med Europaparlamentets vicepræsident. Norge stiller med en kulturminister, en tidligere biskop og en tidligere statsminister. Danmark stiller ikke med nogen.

Stressbekæmpelse på Fiji-øerne

Art of Living (AOL) er en verdensomspændende spirituel bevægelse, der – efter eget udsagn – opererer i ”152 lande og har berørt 370 mio. mennesker”. De har sågar kontor på Fiji-øerne. I Danmark tilbyder de ”stress-udrensnings programmer, der omfatter vejrtrækning teknikker, meditation og yoga”.

I Indien er deres primære kundekreds den voksende middelklasse, der søger balance i en stadig mere hektisk hverdag, især de hårdt pressede IT-folk. De er også veluddannede og velhavende, og det sætter sit præg på AOL’s hovedkvarter uden for Bangalore; en funklende, fem etagers bygning i ren marmor, formet som en lotus og dækket af 1008 udskårne lyserøde lotusblomster. Bygningen kan ses på flere kilometers afstand, især om natten, hvor den er badet i lys og skifter farve hvert andet sekund.

Den fnisende guru

Bevægelsen guru er Sri Sri Ravi Shankar, der selv var i lære hos den store kendis-guru, Maharishi Mahesh (også kendt som ”den fnisende guru”), manden der lancerede Transcendental Meditation og havde Beatles, Beach Boys og David Lynch i sin fold.

I dag er AOL lige dele NGO og nyreligiøs bevægelse, med godgørende projekter i fængsler og landsbyer over hele verden. Efter eget udsagn arbejder de for ”fred på tværs af samfundslag gennem forskellige humanitære projekter, herunder konfliktløsning, katastrofehjælp, bæredygtig udvikling af landdistrikterne… og miljømæssig bæredygtighed”.

Netop denne fokus på bæredygtighed er nu til debat. Festivalpladsen dækker et 10 km2 stort område omkring Yamuna-floden uden for Delhi, ifølge miljøaktivister et sart økosystem, der ikke kan bære den gigantiske scene, endsige 3½ million gæster i tre dage, 640 kemiske toiletter, fem midlertidige broer og de endeløst mange lastbiler, der kører frem og tilbage med forsyninger og byggematerialer. Også bønderne klager. De hævder at deres marker er blevet jævnet med hårdhændede metoder for at gøre plads til P-pladser.

Træerne er kun blevet trimmet

AOL afviser anklagerne. Bønderne – siger de – dyrker jorden illegalt. Og hvad angår byggeriet, så opfører de kun midlertidige strukturer og bruger kun miljøvenlige materialer som træ, bambus og mudder. Ifølge Sri Sri Ravi Shankar er der ikke fældet et eneste træ, ”vi har kun trimmet fire træer, der skyggede for udsigten”. I går tweetede han, at selv bøflerne fornemmer den spirituelle renhed, der nu svæver over Yamuna-floden. De bader i vandet hvor de før holdt sig væk.

Men det statslige miljøudvalg National Green Tribunal (NGT) fastholder kritikken. De hævder, at store dele af flodlejet har taget skade. AOL har efterladt bunker af byggeaffald (AOL siger, at det lå der i forvejen). Træer og buske er blevet fjernet, fugle og dyreliv er forsvundet og terrænet er blevet planeret, så det er mere ”festival-venligt”. Ifølge eksperterne har de mange indgreb reduceret flodens evne til at absorbere store vandmængder, og det øger risikoen for oversvømmelse af Delhi næste gang regnen falder hårdt.

Men NGT er også kritiske overfor regeringen og statsmagten, som godkendte festivallen, og nu tilmed bidrager med logistisk støtte. For et par dage siden mobiliserede forsvarsministeren det indiske militær til opførelse af de midlertidige broer over Yamuna-floden. Officererne undrer sig. De mener, at bistand til private, religiøse festivaller ligger uden for deres virkefelt.

Sri Sris loyaliteter

Og hér ser man konturerne af AOL’s måske største skyggeside, nemlig Sri Sri Ravi Shankars nære tilknytning til den hindunationale sag. Ravi Shankar er en af Modis tro væbnere, og sad på forreste række ved hans indvielsesceremoni i maj 2014. Heri ligger måske én af årsagerne til regeringens velvilje overfor World Culture Festival.

For den smilende guru udgør hindunationalismens kærlige ansigt udadtil. Nok prædiker han fred og tolerance, og har prydet søjlerne i hans lotusformede hovedkvarter med halvmåner, jødestjerner og kristne kors. Men bag hans glade budskabet lyder et andet mantra; at Indien er en hinduistisk nation, og hinduismen den suveræne religion.

Som tidskriftet The Economist bemærker, lyder han mere som en politiker end en guru, når han udtaler sig om de hindunationale mærkesager. Sri Sri mener, at muslimske mindretal bliver favoriseret på bekostning af hinduer, og at der skal opføres et Rama-tempel på ruinerne af Babri Masjid moskéen i Ayodhya – én af de mest kontroversielle hindunationale kæpheste.

Det budskab fortaber sig hurtigt, når 650 afrikanske trommespillere slår tonen an på den store scene fredag aften. World Culture Festival er en fest, der hylder global samhørighed, der er ikke plads til lokal malurt og politisk fnidder. Man må håbe, at det indiske militær får bygget nogle solide broer hen over Yamuna-flodens grumsede vand.


Photo credit: A. Einsiedler / Shutterstock.com


Se også artikler på blandt andet FirstpostThe WireThe Economist, IBT og et norsk forskningsprojekt

image_pdfimage_print
twitter
English