En hostende førsteplads

Delhi er verdens mest forurenede hovedstad, med partikelniveauer, der er dobbelt så høje som den tidligere verdensmester, Beijing. I sidste uge forbød den indiske højesteret salget af fyrværkeri i et forsøg på at lægge låg på smoggen. Nu mangler det lange seje træk.

 Formelt set var det lille Arjun og Aarav på seks måneder og Zoya på 14 måneder, der rejste sagen overfor højesteret. I deres indsigelse – sikkert skrevet med hjælp fra deres forældre – bemærkede de tre små poder, at Delhi ”inden for de seneste to år har fået den tvivlsomme ære, at blive udnævnt til verdens mest forurenede storby…. på landsplan dør over 700.000 indere som følge af luftforurening. Studier viser, at inderne har 30% mindre lungekapacitet end europæere, og at børn er hårdest ramt, da deres lunger ikke er helt udviklede og derfor mere sårbare”.

Derfor krævede de nu, på vegne af Delhis hostende småbørn, at domstolen skred til handling, og værnede om deres grundlovssikrede ret til selve livet.

Frisk luft på menuen

Og luften er elendig i Delhi lige nu. De såkaldte PM2.5 målinger, som angiver mængden af de mindste og mest skadelige partikler lå på 500 mikrogram per kubikmeter (µg/m³) de første 10 dage af november, 20 gange højere end WHO’s anbefalede grænse på 25 µg/m³. Ved spidsbelastninger sneg målingerne sig op på 1.000 µg/m³. Dertil store mængder af de tunge PM 10 partikler samt almindelige giftgasser som svovldioxid.

En amerikansk forsker sammenlignede luftkvaliteten i Delhi med forholdene i en trang mineskakt, når boremaskinerne kørte for fuldt blus. Smarte restauranter indførte luftrensningsanlæg og satte ”frisk luft” på menuen.

En mørk vinter

Forholdene er altid værst om vinteren. Det er her bønderne brænder deres stubmarker af før vintersæden skal i jord, mens byens borgere skruer op for varmen. Nordindien er overraskende kold om vinteren, kraftværkerne brænder store mængder kul og i slumområderne tændes tusindvis af små åbne bål. Samtidig er der hverken vind eller regn til at rense luften.

Smoggen lægger sig som en kold dyne over alle de nordindiske storbyer: Agra, Allahabad, Kanpur, Lucknow, Varanasi og Jaipur. Det er ikke kun Delhis 20 mio. indbyggere, der lider, de får bare mere opmærksomhed.

De små partikler er ekstremt skadelige, for de siver dybt ind i lungerne og ud i blodet. De giver astma, kronisk bronkitis, lungekræft og hjertekarsygdomme. Ifølge en WHO rapport lider en fjerdedel af alle børn i Delhi af svære lungeproblemer.

Lappeløsninger

Den 7. november – i øvrigt dagen før Modi sprang sin valutabombe (se forrige indlæg: Penge er kun papir) – lukkede myndighederne 1.800 skoler i en uge, forbød byggeaktiviteter i fem dage og sprinklede vand på gaderne for at binde støvet.

Endnu engang kastede politikerne sig ud i lappeløsninger. Sidste år forsøgte man sig med et køreforbud for halvdelen af Delhis biler; lige og ulige dage for ditto nummerplader. Bilkøerne forsvandt men smoggen blev hængende. Netop derfor vendte Arjun, Aarav og Zoyas (eller rettere, deres forældre) sig mod den indiske højesteret, og krævede at den tog affære, for myndighederne evnede det tydeligvis ikke.

Højesteret skrider til handling

I sidste uge kvitterede højesteretten med et øjeblikkelig forbud mod fyrværkeri, som er en af de mange kilder til luftforurening, især i forbindelse med højtider. Samtidig krævede domstolen, at der hurtigst muligt blev nedsat en række ekspertudvalg, der kunne udforme en strategi mod luftforureningen. For det er klart, at et forbud mod fyrværkeri forslår som en rygende skrædder i helvedet, når sigtbarheden på en dårlig dag ebber ud efter 300 meter.

Der er ingen tvivl om de værste syndere: Kulfyrede kraftværker, støv fra byggebranchen, afbrænding af stubmarker og alt for mange biler, især dårlige dieselbiler. Der er næsten ni mio. køretøjer i Delhi, og hver uge registreres 12.000 nye.

Mundhuggeri

Til gengæld er politikerne ikke helt enige om hvem, der skal stå for skud. Det afhænger af deres vælgersegment. Delhis delstatsleder Kejriwal, fra det lille protestparti AAP, mener at bøndernes afbrænding af stubmarker udgør den største forureningskilde. Han kræver at forbundsregeringen skrider til handling, velvidende at det vil skade regeringspartiet BJP mest. Kejriwals vælgere – byboerne – har jo ikke brug for at brænde marker af.

Omvendt mener statsminister Modis regering, at 80% af forureningen kommer fra Delhis mange køkken-bål, samt afbrænding af affald i gaderne, bønderne ikke de værste syndere, flaskehalsen peger atter på Kejriwal. Han mener til gengæld, at forbundsregering obstruerer hans handlinger som hævn for det svidende nederlag han påførte BJP sidste år (se indlæg: Da Modi-bølgen ebbede ud). Og således fortsætter det politiske mundhuggeri, mens Delhis borgere holder vejret og venter på højesteret.

Lyspunkter bag tågerne

De langsigtede løsninger er vanskelige og mangestrengede. Bedre offentlig transport, færre dieselkøretøjer, mere bæredygtig energi, politisk mod til at takle bønderne og industriens folk. Meget er allerede sket.

Delhi har på rekordtid fået bygget en omfattende metro, de fleste af Delhis busser og rickshaws kører på naturgas og Modi kræver strengere miljøkrav til biler indført allerede per 2020. Tilmed kunne Indien i går præsentere verdens største solcellepark på 10 km2, bygget på blot seks måneder – dog nede i Tamil Nadu, langt fra Delhi. Men alligevel et tegn på nye tider.

Kampen kan vindes, i Beijing faldt mængden af små partikler med 20% sidste år. Og heri ligger måske det vigtigste lyspunkt, at problemerne er så akutte, at de tvinger politikerne til handling. Det er ikke frygten for smeltende iskapper, der skaber krav om en fremsynet klima- og miljøpolitik. Det er lyden af ens datter, der hoster natten lang.


19.11.2016 – The Diplomat
30.09.2015 – The Hindu
10.11.2016 – The Economist
07.11.2016 – The Wire

 

Photo credits: Shutterstock.com

image_pdfimage_print
twitter

Penge er kun papir…

For en uge siden indledte statsminister Modi en blitzkrig mod sorte penge, og erklærede alle 500 og 1.000 rupee-sedler for ugyldige med næsten øjeblikkeligt varsel. Gamle sedler skulle erstattes med nye. Siden har der været lange køer foran bankerne og mange står uden penge til det daglige brød. Spørgsmålet er, om det er umagen værd?

Alle blev taget på sengen. Onsdag morgen indrømmede en bankdirektør fra Mumbai, at han var nødt til at knuse sin datters sparegris, så han kunne komme på arbejde. Han havde ingen småpenge til vejtolden, for den gamle 500 seddel (50 kroner) duede jo ikke længere.

Til Modis ros må man sige, at det var lykkedes ham at holde indgrebet hemmeligt, og dét var afgørende, for ellers ville de brodne kar være sluppet igennem nettet. Nu sad de tilbage med alle deres sorte penge, skjult i madrasser og hengemte kufferter. Og hvad kunne de bruges til…?

En dårlig dag på kontoret

Desværre havde hemmelighedskræmmeriet også en bagside til medaljen. Bankerne, som i sagens natur udgør operationens yderste frontlinje, blev også taget på sengen. De fik onsdagen til at forberede sig, og modtage forsyninger af nye 500 og 2.000 rupee-sedler.

Da de slog dørene op torsdag morgen, blev de mødt af frådende hob. Kontantautomaterne blev tømt på rekordtid og står nu tomme hen. De nye sedler har andre mål end de gamle, og kan derfor ikke fyldes direkte på maskinerne (det tager et par uger, siger finansministeren), og der er ikke nok 100 rupee-sedler til at dække behovet.

Verdens største pengeombytning

Ifølge planen kan borgere veksle 4.000 rupees (400 kroner) om dagen de næste to uger og hæve op til 20.000 rupees om ugen. De kan indsætte så mange penge de vil på deres bankkonto frem til årets udgang, dog vil alle indbetalinger på over 250.000 rupees blive gransket af skattevæsenet. Spørgsmålet er så, om skattevæsenet har mandskab til det.

Der er tale om historiens største pengeombytning. Indien er verdens mest kontantbaserede økonomi: 90% af alle transaktioner betales kontant, og de to sløjfede sedler udgør 86% af den samlede kontantbeholdning. Dermed fjernede Modi med et trylleslag 11% af Indiens BNP fra det økonomiske kredsløb i tirsdags.

No change

Resultatet er noget nær paniske tilstande blandt borgerne, der hverken kan købe mad til bordet eller transport hjem fra arbejde. Hospitaler afviser akutte patienter, restauranter ligger øde hen og grønthandlere holder lukket.

I landområderne, hvor 60% af befolkningen bor, er forholdene endnu værre. De færreste har en bankkonto eller et hævekort, og 70% af alle landsbyer ligger mere end fem kilometer fra nærmeste filial. Af samme grund handler bønderne kontant, både når sælger deres afgrøder eller køber såsæd og kunstgødning. No problem… lige indtil i tirsdags.

Et nationalt problem

Modi har erkendt, at overgangsfasen bliver svær, men har opfordret til overbærenhed. Store problemer kræver store løsninger, og problemet med falske sedler og sorte penge er et nationalt problem. Ifølge den indiske efterretningstjeneste er Pakistan storproducent af falske indiske rupee-sedler, der undergraver økonomien og finansierer terrorgrupper i Indien.

Dertil kommer de sorte penge, der samlet set udgør 23% af den indiske økonomi, jf. Verdensbanken. Pengene stammer fra korruption og skattesnyd. Kun 1% af befolkningen betaler indkomstskat. Modi håber, at den økonomiske lussing til skulkerne kan bringe flere over skattefolden.

Løser det problemet?

Men indgrebet har vakt kritik fra en bred front, og ikke kun fra de sædvanlige politiske modstandere, venstreorienterede indiske medier og professorer fra JNU (se indlæg Heksejagt på de højere læreranstalter).

Mange tvivler på, at indgrebet for alvor kommer de sorte penge til livs, for der er altid smuthuller, både for de store og små fisk. De rigtig store summer er allerede i sikker havn, de er slet ikke bundet i sammenrullede 1.000 rupee-sedler, men opbevares i guld, aktier og fremmedvaluta.

Derudover svirrer det med historier om entreprenante typer, der opkøber gamle 1.000 sedler til nedsat pris, og sælger dem videre til folk, der kan veksle. Og dyre togrejser, der bliver opkøbt med gamle kontanter og derefter aflyst mod et mindre gebyr og refunderet i nye kontanter. Og bygherrer, der aflønner deres daglejere i gamle 500-sedler. Enten får daglejerne flere måneders løn på forskud, eller også må flere mand deles om én seddel, så kan de selv bøvle med at få dem vekslet.

Og heri lyder den anden store kritik at indgrebet, nemlig at indgrebet først og fremmest rammer almindelige, hårdtarbejdende indere. Daglejere tvinges ud i lange køer og en masse besvær, og ingen dækker deres tabte indtægt. Og millioner af indiske husmødre, der i årevis har lagt penge til side i smug, tvinges nu til at røbe deres små kontantbeholdninger – ikke altid en fordel, hvis husbonden har laster.

Økonomiske efterdønninger

Endelig frygter mange, at indgrebet vil skære toppen af vækstraterne. Indkøb af større luksusvarer er sat på standby og boligpriserne er faldende, da udbetalingen ofte sker i kontanter. På et dybere plan skaber indgrebet usikkerhed om pengenes troværdighed, hvilket kan styrke indernes i forvejen lidenskabelige forhold til guld.

Men store gulddepoter er skidt for økonomien, da det dræner det finansielle sektor for likvide midler – guld i skuffen kan ikke investeres. Tilhængerne indvender, at indgrebet netop vil føre til mere kapital, da hengemte penge nu tvinges ind på bankkonti.

En klassisk Modi

Pengeombytningen er et sympatisk og tiltrængt slag mod korruptionen, der plager Indien, men det er også ”en klassisk Modi”: Et indgreb rettet mod Indiens helt store problemer, med en strategi alle kan forstå, der emmer af maskulin handlekraft, lanceres under stor fanfare og har måske/måske-ikke den tilsigtede effekt (se indlæg: Take the Poo to the Loo & Statuen der ikke voksdede ind i himlen).

Timingen god, til næste år venter fem delstatsvalg, som gerne skal vindes. Til den tid har irritationen forhåbentlig lagt sig, og folket vil huske Modi som handlingens mand. Manden, der knuste korruptionen med den store hammer.


16.11.2016: Radio 24syv Millionærklubben (30 min. inde i indslag)

10.11.2016: The Economist – Taking notes
14.11.2016: Firstpost – Demonetisation…
12.11.2016: EPW – Theatrics on Black Money

Photo credits: Shutterstock

image_pdfimage_print
twitter

Jeg vil skilles. Jeg vil skilles. Jeg vil skilles.

Ifølge Sharia kan muslimske mænd afbryde et ægteskab ved sige ”talaq” tre gange. Loven er afskaffet i Pakistan og Bangladesh, men stadig aktiv i Indien. Nu overvejer den indiske højesteret, om ”triple talaq” er forfatningsstridig. Et forbud vil være en sejr for kvindesagsgrupper, men hvordan kan Sharia overhovedet være gældende i et sekulært land som Indien?

Hvordan tilpasser man Sharia de sociale medier i det 21. århundrede? Tag f.eks. triple talaq. Skal manden sige ordene direkte til sin kone, eller kan han nøjes med at poste dem på hendes Facebook-side? Og hvad med tre sms’er, er det ok? De skriftkloge er uenige, og mens debatten raser, må stadig flere indiske kvinder se deres ægteskab annulleret per smartphone.

Tidligere i år var det så 35-årige Shayara Banos tur, da hun modtog et brev fra sin mand med de tre talaq’er. Deres 15 år lange ægteskab var slut, og siden har hun ikke set sine børn. Skilsmissen afspejlede et skævt magtforhold til mandens fordel, for kvinder har i praksis ikke samme mulighed for at lade sig skille, og er ringere stillet efterfølgende.

En tur i højesteret

Shayara Banos sagfører tog sagen op ved den indiske højesteret, der var tale om et grundlæggende brud på lighedsrettigheder. Søgsmålet anfægtede ikke kun triple talaq, men også flerkoneri.

Søgsmålet vakte opsigt, men var egentlig blot den seneste udvikling i en sag, der startede i oktober sidste år, da højesteretten på eget initiativ stillede skarpt på kønsdiskrimination i islamisk lov (den indiske højesteret er kendt for sin aktivisme og har ret til selv at rejse principielle sager). Initiativet ansporede andre, både NGO’er og privatpersoner som Shayara Bano, til at følge trop.

Sagen bliver politisk

Siden har debatten raset, og for to uger siden indsendte den indiske regering en officiel erklæring til højesteretten, hvor de krævede triple talaq afskaffet, med henvisning til 22 muslimske lande, der havde truffet samme beslutning.

I et modtræk afviste den islamiske interesseorganisation All India Muslim Personal Law Board enhver sekulær indblanding i religiøs lov, og argumenterede for, at kvinder er bedst tjent med ”instant divorce”, da manden ellers kunne føle sig nødsaget til at ”myrde eller brænde sin hustru”.

Hvorfor Sharia i Indien?

Men hvordan kan Sharia overhovedet være til debat i et land som Indien, der bygger på sekulære principper? En del af forklaringen går tilbage til kolonitiden, og briternes syn på inderne som værende gennemsyret af religion og kasteidentitet. Derfor var det også bedst, om de indfødte fik lov til at administrere deres familieretslige forhold ud fra egne religiøse traditioner, mente altså briterne. Således fik muslimerne Sharia.

Efter uafhængigheden i 1947 var det politisk umuligt at indføre en fælles All India Civil Code for alle trossamfund, selvom det ellers flugtede med både Nehru og Ambedkars idealer (hhv. Indiens første statsminister og manden, der stod i spidsen for det indiske forfatningsudvalg). Traditionelle kræfter over en bred kam fastholdt status quo, og desuden udgjorde muslimerne en vigtig vælgergruppe for Kongrespartiet.

Fra Shah Bano til Shayara Bano

Sharia blev (visse) muslimers hellige ko, en kulturel klippe i et hav af hinduer. Det stod klart 40 år senere i den såkaldte Shah Bano-sag, der ikke kun af navn minder om den aktuelle Shayara Bano-sag.

I starten af 1980’erne trak en muslimsk kvinde sin mand i retten, da han nægtede at betale hende mere end de tre måneder underholdsbidrag, som islamisk lov foreskriver. Sagen endte i højesteret, og i 1985 fik Shah Bano medhold. Manden skulle betale hende 197 rupees om måneden, uanset hvad Sharia mente om den sag. Samtidig opfordrede højesteret til en lovsanering, så alle kunne blive lige for loven, uanset trosretning – et ekko af Nehrus gamle vision.

Kongrespartiets hovedpine

Dommen førte til et ramaskrig i store dele af det muslimske samfund. Shah Bano blev udråbt til kætter og frosset ud af sine trosfæller, og endte med at frasige sig de 197 rupees. Statsminister Rajiv Gandhi frygtede for sine muslimske valgkredse, og gennemtrumfede en hastelov, der annullerede højesterets afgørelse.

Og hermed opstod en af de helt store ironier i indisk politik: Det sekulære Kongresparti er blevet Shariaens beskytter, mens hindunationalisterne kæmper for en fælles familie-lov for alle trossamfund (om end med flere hinduistiske aftryk end Nehru havde forestillet sig).

Shayara Bano-sagen er derfor en politisk foræring til den siddende hindunationale regering. Kongrespartiet ved ikke hvilket ben de skal stå på, for den indiske venstrefløj lider dybest set af samme ideologiske forvirring som den danske, når det kommer til Islam. Sympatien for udsatte minoriteter kolliderer med en stiltiende accept af synspunkter, der ligger venstrefløjen fjernt, f.eks. Sharia.

Feminister vs. feminister

Således tog en markant indisk feminist fornyelig afstand fra Shayara Bano-sagen i det velansete akademiske tidsskrift EPW.  Hun mente, at sagen vil polarisere befolkningen, bidrage til en ”stereotyp opfattelse af muslimske mænd og kvinder”, skabe opbakning til de konservative kræfter blandt muslimerne, styrke den hindunationale højrefløj og i øvrigt gøre livet surt for Shayara Bano, som hun forudser bliver frosset ud af sine muslimske fæller, ligesom hendes navnesøster blev det i 1985. Desuden er hele korstoget mod Sharia unødvendig, da indisk lov på alle måder beskytter triple talaq-ofre.

Det argument afviser den muslimske kvindesagsgruppe Bharatiya Muslim Mahila Andolan (BMMA), der er gået forrest i kampen mod triple talaq. Hvor manden blot skal udtale tre ord, skal kvinden kæmpe sig igennem retssystemet. Det er urimelig.

Desuden mener de, at triple talaq er uden belæg i Koranen, mod forfatningens ånd og grundlæggende umenneskelig overfor kvinder. Det gælder ikke kun talaq, men andre aspekter af muslimsk familieret: flerkoneri, arveret, myndighed overfor børn osv.

Kampen fortsætter

Og derfor fortsætter kampen. I august vandt BMMA en sejr i Bombay High Court om kvinders ret til at betræde Haji Alis ikoniske gravmæle i Mumbai. Nu står kampen om talaq. Men deres ambition er større: De vil have lov til selv at fortolke Koranen, i stedet for at forlede sig på ”patriarchal elements posing as religious leaders”. Som gruppens talskvinde siger: ”Jeg tvivler på, at de er i stand til at forstå Koranens værdier om retfærdighed, omsorg og visdom”.


Note om Sharia: Talaq praktiseres forskelligt afhængig af hvilken islamisk tradition, man følger. Det er kun Hanafi-traditionen, der tillader “instant talaq”. Andre traditioner lægger op til varierende karensperioder. 


  • The Guardian, 20. oktober 2016: ‘Talaq’ and the battle to ban the three words that grant India’s Muslim men instant divorce
  • Analyse fra BMMA: Seeking justice within family (Dr. Noorjehan Safia Niaz, Zakia Soman) – akademisk redegørelse for Talaq
  • EPW, 14. maj 2016: Muslim Women’s Rights and Media Coverage (Flavia Agnes) – den kritiske feminist
  • Firstpost, 19. september 2016: Why Flavia Agnes’ position on Shayara Bano’s SC petition is anti-women – kritik af den kritiske feminist
  • The Wire, 17. juni 2016: Why Triple Talaq Needs to Be Abolished – BMMAs argument
  • Hindustan Times, 18. oktober 2016: Cong caught between Muslim votes and women’s rights over triple talaq

Photo credit: Shutterstock

image_pdfimage_print
twitter

Below Zero

Forholdet mellem Indien og Pakistan er historisk dårligt. I går gennemførte indiske specialenheder ”kirurgiske angreb” mod formodede terrorceller på den pakistanske side af grænsen, og for 10 dage siden angreb jihadier fra Pakistan en indisk militærbase. Høgene i Indien kræver hævn og hårdhændet handling, men statsminister Modi træder varsomt. Det er en farlig situation, og Indien har fat i den lange ende. 

De fire jihadier angreb ved daggry. De klippede hul i hegnet, sneg sig ind på basen og kastede håndgranater mod en række dieseltønder, placeret i nærheden af barakkerne. En kraftig brand bredte sig til teltene, hvor soldaterne sov. Dem som ikke døde i flammerne, blev skudt, som de kom løbende ud.

Angrebet varede kun en halv time, men blev det blodigste angreb på en indisk militærbase i 25 år. 19 soldater døde og 50 såret. Ingen af de fire jihadier overlevede.

Line of Control

Basen i Uri lå kun seks kilometer fra den såkaldte Line of Control (LoC), den reelle grænse mellem Indien og Pakistan i Kashmir, og føjede dermed endnu et kapitel til den lange konflikt mellem de to lande.

De fire gerningsmænd menes at tilhøre Jaish-e-Mohammed, en islamistisk terrororganisation med tætte forbindelser til den pakistanske efterretningstjeneste. Ifølge inderne var de udstyret med pakistansk isenkram; maskinpistoler, feltrationer og GPS-udstyr – hvis oprindelige koordinater placerede dem på den pakistanske side af LoC.

Et nyt lavpunkt

I de følgende dage lød højlydte krav om hævn og gengældelse fra pensionerede generaler, prominente Tv-værter og en højtstående politiker i statsministerens eget parti, der krævede ”en kæbe for en tand”. Pakistan var den egentlige dukkefører, og skulle straffes hårdt og kontant, mente de. Forholdet mellem Indien og Pakistan nåede et nyt lavpunkt i det 21. århundrede.

Nedturen startede den 2. januar 2016, da en indisk luftbase i Pathankot, Punjab blev udsat for et angreb, der i påfaldende grad mindede om angrebet på Uri (se Mod nye horisonter). Også her mente man, at Jaish-e-Mohammed stod bag. Pakistan afviste alle anklager, og anholdte en formodet indisk spion i Baluchistan under stor fanfare.

Kashmir – alle konflikters moder

For nogle måneder siden strammede konflikten for alvor til, da indiske styrke dræbte den populære oprørsleder Burhan Wani og antændte en intifada i Kashmir (se Det ulmer i Kashmir). Oprøret raser nu på tredje måned og har kostet 90 demonstranter livet og flere tusind sårede i mødet med indisk politi og militær.

Pakistan har kritiseret Indien i de skarpeste vendinger, og genoplivet deres gamle krav om en lokal folkeafstemning om Kashmirs fremtid (en øm tå for Indien, da kravet bygger på en næsten 70 år gammel FN-resolution).

Indien svarede igen med anklager om pakistansk støtte til Burhan Wanis kampfæller, og begyndte at træde på Pakistans egen ligtorn, Baluchistan, hvis oprør Pakistan mener Indien støtter. På Indiens uafhængighedsdag den 15. august udtrykte Modi sympati for Baluchistans folk, og skabte ny bølgegang mellem de to lande. I Baluchistan viftede den lokale separatistbevægelse med indiske flag.

Duen Modi

Stemningen var derfor spændt til det yderste, da Uri blev angrebet, og de indiske lænestolsgeneraler og hindunationale strammere forventede da også en skarp militær respons – ikke mindst fordi Modi gik til valg på en hård kurs overfor Pakistan, og i øvrigt aldrig fik hævnet angrebet på Pathankot-basen.

Skuffelsen var derfor stor blandt høgene, da Modi i stedet udfordrede Pakistan til en ”dyst på arbejdsløshed og barnedødelighed”, som han sagde i sin første offentlige udtalelse efter Uri-angrebet. Det var en noget anden sabelraslen, end de havde håbet på. Modi træder varsomt, og med god grund.

Hellere pennen end sværdet

For det første er den militære løsning for risikabel. Aftenen før angrebet på Uri udtalte den pakistanske forsvarsminister i TV, at han ikke ville tøve med at bruge atomvåben, hvis det blev nødvendigt. Pakistan har aldrig afskåret sig fra en ”first strike” option – i modsætning til Indien, og en større konventionel krig er derfor udelukket. Desuden vil et militært indgreb svække de politiske kræfter i Pakistan, der ønsker forsoning.

For det andet er diplomatisk isolering og økonomisk styrke et langt mere effektivt våben. Indien har indgået alliancer med Iran og Afghanistan, og er dermed godt på vej til at inddæmme Pakistan. Indien har været den glade giver af store udviklingsprojekter i Afghanistan siden 2001, blandt andet den nye parlamentsbygning i Kabul.

Det er næppe et tilfælde, at Afghanistan var en af de tre lande, der i sidste uge bakkede Indien op i sin boykot af det planlagte SAARC-møde i Pakistan i november (Sydasiens økonomiske samarbejdsorganisation). Nu bliver mødet aflyst.

Et klemt Pakistan

I sommers indgik Modi en aftale med Iran om massive investeringer i iransk industri og et stort havneanlæg nær den pakistanske grænse. Samtidig har Modi opbygget nære forhold til både USA og Rusland. Pakistan sidder tilbage med sin eneste trofaste ven, Kina.

Endelig har Modi antydet, at han vil genoverveje den gamle Indus Waters Treaty: ”blod og vand flyder ikke sammen” sagde han lettere truende forleden. Traktaten, som blev indgået i 1960, og fordeler vandet fra de seks floder, som Indien og Pakistan har til fælles.

Desværre for Pakistan, flyder alt vandet gennem Indien først. Det giver Indien nogle oplagte pressionsmuligheder. Selv de mindste reduktioner af vandtilførsel til Pakistan kan have store konsekvenser.

Og netop derfor kan Modi nøjes lidt bulder og brag over grænsen. Han har masser af andre tangenter at spille på.


For relaterede artikler:

  • The Diplomat, 24. september 2016: Could India and Pakistan Go to War?
  • The Times of India, 28. september 2016: How India plans to use Indus Water Treaty to turn the heat on Pakistan
  • The Diplomat, 30. september 2016: The Uri Attack and the Civil-Military Divide in Pakistan’s Kashmir Policy (om den pakistanske side af kabalen)
  • The Wire, 29. september 2016: Indian Surgical Strikes Against Terrorists in Pakistan: What We Know, What We Don’t Know (for analyse af nattens angreb mod Pakistan)

Photo Credit: OlegD / Shutterstock.com

image_pdfimage_print
twitter

Kampen om den hellige ko

Beskyttelsen af den hellige ko er en af hindunationalisternes vigtigste mærkesager, og en sag, som nyder stadig større bevågenhed i Indien. Hvert år bringer skrappere love og skærpet retorik, og statsminister Modi burde glædes. Men sejren har kun gjort livet sværere for ham.  

Uden for Mumbai ligger en ranch med frodige grønne marker, velholdte bygninger og en stald, hvor 220 køer nyder deres otium. Staldene er overvåget af CCTV og udstyret med ventilation, sprinklersystem og musikanlæg, der spiller religiøse hymner, mens dyrene tygger drøv. Det holder dem i godt humør, siger Sachin Patil, lederen af ko-refugiet, og et mangeårigt medlem af den hindunationale organisation, RSS.

Ranchen, som hedder Keshav Srushti Gaushala, er en af de mange ko-retræter, som tager vare om køer, der har nået pensionsalderen – køer, der ikke længere producerer mælk, men heller ikke kan slagtes som følge af Maharashtras forbud mod slagtning af køer.

Ko-vogtere

Sidste år strammede delstaten loven, så man nu risikerer op til fem års fængsel for salg eller besiddelse af oksekød. Derudover må man ikke længere slagte ”udtjente” kvæghold. De skal dø en naturlig død.

Stramningerne i Maharashtra afspejler udviklingen på landsplan. I dag er der – i varierende grader – forbud mod slagtning af køer i 24 af Indiens 29 delstater. Dertil kommer en skærpet retorik mod ”ko-drab” (som det kaldes) og et stigende antal gau rakshaks – ko-vogtere. Mange af vogterne handler ud fra en religiøs fordring, og passer køerne med den største hengivenhed.

Andre har en anden dagsorden. De deltager i voldelige overgreb og lynchninger af især muslimer og kasteløse, der mistænkes for at slået køer ihjel (se Det var bare lammekød), eller kræver penge af kvægtransporter, før de lader dem køre videre.

Kasteløs vrede

For halvanden måned siden gik det ud over fire kasteløse i byen Una i delstaten Gujarat, der fik tæv af de mere hårdtslående ko-vogtere, da de blev pågrebet med en død ko. De fire insisterede på, at de havde anskaffet koen på redelig vis og blot gjorde deres arbejde – mange kasteløse lever af at fjerne døde dyr, hvis skind de flår og garver – men forgæves. De blev bundet til en 4-hjulstrækker og fik pisk. Afstraffelsen blev optaget på video, og lagt ud på de sociale medier.

Hændelsen skabte en stærk vrede blandt de kasteløse. I de efterfølgende dage bredte protesterne over hele Gujarat, og de kasteløse erklærede, at de nu ville lade de døde dyr blive liggende i gaderne. Så kunne højkasterne selv fjerne dem.

Problemer med baglandet

Toppolitikere flokkedes til hospitalet hvor de fire var indlagt, herunder den hindunationale delstatsleder Anandiben Patel, der prøvede at klinke skårene. Siden er hun trådt tilbage af ”helbredsmæssige årsager”. Narendra Modi har fordømt overgrebene, og beskyldt mange af ko-værnene for at være falske disciple. Bemærkningen skabte vrede i Modis hindunationale bagland, og blotlagde hans eget grundlæggende dilemma.

På den ene side er beskyttelsen af koen en af de mest centrale mærkesager i den hindunationale bevægelse. Koens ophøjede status er dybt forankret i de hellige skrifter, og koen æres på tværs af kasteskel og regionale grænser.

Hindunationalt hjerteblod

Allerede i slutningen af 1800-tallet, da reformbevægelsen Arya Samaj lagde kimen til den hinduistiske vækkelse, var den hellige ko det naturlige samlingspunkt, et symbol alle kunne forstå. Det samme gjorde sig gældende i 1920’erne, da den paramilitære bevægelse RSS så dagens lys. Den hellige ko er hindunationalt hjerteblod, og den store fokus på beskyttelsen af den hellige ko er en ubetinget ideologisk sejr.

På den anden side er der store økonomiske interesser i spil. Indien producerer en femtedel af verdens mælk, den indiske mælkeindustri har en samlet omsætning på 60 milliarder dollars om året. Og dén nyder ikke godt af de ideologiske opstramninger.

Hvis de hindunationale forbud om slagtning af køer bliver alt for omfattende, står Indien tilbage med en ældrebyrde blandt køer og okser. Hvad skal der ske med alle dem, der er for gamle til at producere mælk, og for affældige til avl? Og hvad med de mange tyrekalve, der fødes? De kan ikke alle komme på plejehjem uden for Mumbai.

Glæden ved læder

Dertil kommer læderindustrien, der omsætter for 12 milliarder dollars om året, og spiller en vigtig rolle i Modis Make In India-program, der skal skabe flere industriarbejdspladser i Indien (om end garverierne er stærkt forurenende og spænder ben for Modis Clean Ganga-projekt. Det er ikke nemt at være indisk statsminister…).

Læderindustrien beskæftiger 2½ mio. mennesker, især muslimer og kasteløse, og det bringer os videre til Modis politiske dilemma. Under de efterfølgende protester i Gujarat stod muslimer og kasteløse side om side. De to grupper har fælles interesser. De udgør Indiens mest marginaliserede grupper, og er begge økonomisk truet af den voksende modstand mod ”ko-drab”.

Visse analytikere ser konturerne af en ny politisk alliance, der kan udfordre hindunationalisterne i deres egen højborg, Modi hjemstat Gujarat, ikke mindst fordi der i forvejen er utilfredshed blandt hans Patel-kernevælgere (se Når kaster snobber nedad).

Nye alliancer

Derudover kan den kasteløse vrede og gryende alliance med muslimerne underminere chancen for en valgsejr i den folkerige delstat Uttar Pradesh til næste år. Ikke overraskende har Mayawati, den magtfulde kasteløse leder fra Uttar Pradesh, besøgt de fire ofre fra Una på hospitalet. Det samme har Kongrespartiets vicepræsident Rahul Gandhi, der måske håber at puste liv i den gamle alliance med de kasteløse. For Modi er der mere på spil; det handler om hans genvalg i 2019, hvor en sejr i Uttar Pradesh er stærkt nødvendig.

Og således er det blide dyr, der symboliserer alt det bedste i verden – gavmildhed, selvopofrelse, frugtbarhed og fred – blevet omdrejningspunktet for en benhård kamp om penge, magt og rå politik. I det spil er der ingen hellige køer.


P1 Morgen – 5/9-2016

Swarajyamag – 19/8-2016
The Economist – 18/8-2016
The Wire – 18/8-2016
Al Jazeera – 25/8-2016
Vice news – 10/8-2015

Og en god artikel om de konkrete konsekvenser, den nye lov har for Maharashtras bønder (en vinkel, som lå uden for indlægget fokus):

India Express – 4/2-2016

Photo Credits: Shutterstock

image_pdfimage_print
twitter

Uden mad og drikke…

For 16 år siden svor Irom Sharmila, at hun ikke ville indtage mad og drikke, rede sit hår eller se sig i spejlet førend den kontroversielle AFSPA lov blev afskaffet. Loven giver det indiske militær vidtrækkende beføjelser i urolige områder, blandt andet hendes egen delstat Manipur i det nordøstlige Indien. I sidste uge afsluttede hun sin sultestrejke, men loven står stadig ved magt. Var kampen forgæves?

Den 9. august brød Irom Sharmila verdens længste sultestrejke foran en samlet verdenspresse. Hun spiste lidt honning fra sin finger, skar en grimasse og proklamerede, at kampen fortsatte på demokratisk vis. Nu ville hun stille op til valg som delstatsleder med det ene formål at afskaffe AFSPA-loven. Det var en ny strategi mod samme mål.

Kursskiftet kom i erkendelse af den indiske regerings urokkelighed. I næsten 16 år var hun blevet stillet for en dommer hver 14. dag, hvor hun fastholdt sin intention om sultestrejke. Derefter blev hun ført tilbage til det lokale hospital og tvangsfodret med sondemad gennem næsen, officielt fordi selvmord er forbudt i Indien.

Et ikon mod AFSPA

Men reelt var der mere på spil, for Irom Sharmila er med tiden blevet selveste ikonet i kampen mod AFSPA, ikke kun i sin egen delstat Manipur, men i hele det nordøstlige Indien og Kashmir, hvor loven er gældende. Og statsmagten ønsker ikke en martyr i den kamp.

Derfor blev Irom Sharmila mandsopdækket døgnet rundt af 40 personer, herunder fem læger og 12 sygeplejersker, der sikrede, at hun tre gange om dagen fik den nødvendige blanding af vitaminer, kulhydrater, proteiner og afføringsmiddel op gennem et rør i næsen. Hun nægtede at drikke, og børstede sine tænder med et stykke tørt bomuld.

Irom Sharmilas metoder var lige efter Mahatma Gandhis bog: passiv modstand, ikke-vold og sultestrejke. Men i modsætning til Gandhi, førte Sharmilas protest ingen vegne. Gandhi nød større folkelig opbakning, fik mere bevågenhed og blev i øvrigt ikke tvangsfodret af myndighederne. Det gav en naturlig bagkant på enhver protestaktion.

Massakren i Malom

Irom Sharmilas aktion startede i november 2000, da indiske soldater skød og dræbte 10 uskyldige mennesker ved et busstopsted i landsbyen Malom i Manipur. Massakren skete i forbindelse med et bombeangreb på soldaternes militærkonvoj udført af den lokale oprørsbevægelse.

Delstaten Manipur har – ligesom de fleste andre nordøstlige delstater – været plaget af vedvarende uroligheder i snart 50 år. Især 1980’erne og 90’erne gik det hårdt for sig. Årsagerne er komplekse og mangfoldige, men bunder især i en manglende folkelig tilknytning til den indiske nation og en stor etnisk diversitet. Der findes over 470 etniske grupper i det nordøstlige Indien, der taler 400 sprog og dialekter.

Nogen af grupperne kæmper derfor for løsrivelse fra Indien. Andre udkæmper en etnisk krig mod gamle ærkefjender. Andre igen – især nu om dage – er gemene røverbander, der lever af afpresning.

Den koloniale arv

Det var i forbindelse med den voksende lovløshed i nordøst, at regeringen i 1958 indførte den såkaldte AFSPA-lov (Armed Forces Special Powers Act). Loven er egentlig et kolonialt efterladenskab, indført af briterne i forbindelse med Quit India kampagnen den 9. august 1942 – i øvrigt samme dato som Irom Sharmila afsluttede sin sultestrejke. Næppe et tilfælde.

Med Quit India kampagnen opfordrede Mahatma Gandhi og Kongresbevægelsen inderne til civil ulydighed overfor kolonimagten, på et tidspunkt, hvor briterne var allermest sårbare og japanerne havde kurs mod Indien. Myndighederne svarede igen med en særlig håndfast lov, der gav militæret frie tøjler til at knuse enhver dissens. AFSPA.

Licence to Kill

Loven ophæver de almindelige grundlovssikrede borgerrettigheder i områder hvor lokale myndigheder er ude af stand til at sikre lov og orden. Sikkerhedsstyrker må ransage biler og bygninger og foretage anholdelser uden kendelse (dog skal de overdrages til politiet ”så hurtigt som muligt, med rapport om omstændighederne for anholdelsen”). Officerer må beordre anvendelse af dødelig magt, og kan kun retsforfølges med særlig tilladelse fra regeringen.

Tilhængere af AFSPA fastholder, at militæret ville stå magtesløs i kampen mod oprørsgrupper uden disse særlige rettigheder. De påpeger, at loven kun er blevet brugt i de mest ekstreme situationer (Nordøstindien 1958, Punjab 1983 og Kashmir 1990), hvor Indien har været ramt af væbnet oprør, og hvor løsrivelsesgrupper truer Indiens sammenhængskraft. Uden AFSPA – siger de – havde den indiske stat aldrig besejret sikhernes velorganiserede, og af Pakistan støttede, oprør i Punjab i 1980’erne.

Kritikere, herunder FN og den indiske venstrefløj (om end det i teorien venstreorienterede Kongresparti troligt har støttet loven i alle år), mener at AFSPA er upassende for et demokrati som Indien. Samtidig mener de, at loven bare gør ondt værre. Sikkerhedsstyrker med frie tøjler vil uvægerlig føre sig frem med større voldsomhed, og det giver anledning til yderligere oprør. Situationen i Kashmir lige nu fremhæves som et skoleeksempel på dét (se Det ulmer i Kashmir).

Historiske skeletter

Irom Sharmila har skabt debat om AFSPA, men får næppe loven afskaffet, også selvom hun mod forventning skulle blive Manipurs delstatsleder næste år. Centralregeringen i Delhi har det sidste ord i sagen, og er – som alle deres forgængere – rundet af Indiens historie. Og den historie skaber grundlag for AFSPA.

Delingen af Britisk Indien for præcis 69 år siden i dag førte til massemord og flygtningestrømme i et episk omfang (med op til en mio. døde og cirka 17 mio. flygtninge til og fra Indien og Pakistan).

Den erfaring har været styrende for enhver siddende indisk regering lige siden. Aldrig mere skulle nationens sammenhængskraft udfordres, enhver løsrivelsesbevægelse skulle imødegås med dialog og demokratisk kompromis, og – om nødvendig – med væbnet magt. I statsmagtens optik er AFSPA derfor nødvendig.

Og derfor bliver AFSPA sandsynligvis først afskaffet når den sidste oprørsgruppe i Manipur har nedlagt våbnene, som det i øvrigt var tilfældet i nabostaten Tripura sidste år. Desværre er Manipur stadig hærget af en pallette af mere eller mindre tvivlsomme oprørsgrupper, så der venter stadig en hård kamp for Irom Sharmila.


For AFSPA-tilhængernes argumentation, www.swarajyamag.com
For filmklip over Irom Sharmilas første honning
Indlæg på Radio 24syv

Se derudover nyttige artikler:

image_pdfimage_print
twitter

Blog om Indien lige nu – politisk, økonomisk, socialt

English