Indiens CPR-nummer

På under fem år har 866 millioner indere fået tildelt et Unique Identity Number (UID), et CPR-nummer tilknyttet borgerens fingeraftryk og iris-profil. Det er verdens største biometriske database, og Indiens nyeste og måske vigtigste våben mod korruption.

Det første UID-nummer blev udstedt til Raju Madi, en tilfældig 33-årig kvindelig daglejer fra delstaten Karnataka. Forud lå en skanning af iris og fingeraftryk, et digitalt pasfoto og et udfyldt spørgeskema med navn, bopæl og formodet fødselsdato. Rajus biometriske data blev knyttet op på hendes 12-cifrede Unique Identity Number (UID), som nu kunne anvendes i forhold til offentlige og private myndigheder; udstedelse af pas og kørekort, oprettelse af bankkonti og mobiltelefon, modtagelse af offentlige ydelser.

Det var i september 2010. Siden har 866.668.720 ladet sig registrere, og i banker og offentlige kontorer installeres nu skannere, der kan aflæse iris og fingeraftryk og sikre borgerens identitet på stedet. Der er tale om et kvantespring for en offentlig sektor, der er plaget af snyd og bedrag, og en kæmpe fordel for landets fattigste, som aldrig før har kunnet bevise deres identitet, og derfor har været tvunget ud på en lang og stenet vej gennem offentlige kontorer, før de kunne få deres rationeringskort eller åbne en bankkonto.

Aadhaar, et nyt fundament

Projektet, hvis officielle navn er Aadhaar (hindi for ”Fundament”, fordi det skal udgøre fundamentet for borgerens adgang til myndighederne), har et nærmest bibelsk omfang.

I fem år har tusindvis af teknikere rejst rundt i landet bevæbnet med spørgeskemaer og bærbar pc, iris-skannere og fingertrykaflæsere. Hver registrering tager cirka femten minutter og de får tre kroner per indlæst borger. Hver dag indsendes data for næsten en million borgere, og de bagvedliggende IT-systemer skal udføre fjorten milliarder kontroller i sekundet for at sikre, at der kun tildeles ét nummer per borger, en afgørende præmis for systemets troværdighed. Der mangler stadig 400 millioner registreringer, som forventes afsluttet inden for det næste år.

På under fem år har Indien opbygget verdens største og mest avancerede database for biometriske data, en monumental præstation for et land, der ellers er berygtet for sine forliste offentlige projekter. Den samlede pris for hele projektet forventes at være ti kroner per borger, 12 milliarder kroner i alt.

Til gengæld er UID Indiens måske stærkeste våben mod korruption. Ifølge regeringens egne beregninger, når kun 27% af alle offentlige ydelser frem til målgruppen. I visse delstater er lækagerne – den teknokratiske betegnelse for korruptionsgraden – oppe på 90%. I betragtning af, at Indien bruger 360 milliarder kroner om året på sociale ydelser og overførselsindkomster, er der tale om et ressourcespild af nærmest episke dimensioner.

Lækager i systemet

IMF anslår, at UID vil kunne medføre en besparelse på 0,5% af Indiens bruttonationalproduktet i lækager, det svarer til 50 milliarder kroner om året, baseret på forsigtige skøn. Dertil kommer besparelserne forbundet med en mere effektiv og strømlignet offentlig forvaltning.

De indledende meldinger bekræfter de høje forventninger til UID. I 2012 kunne delstaten Karnataka meddele, at de havde reduceret antallet af ”spøgelsesarbejdere” med 2 mio. på det store offentlige beskæftigelsesprojekt NREGA, dvs. udbetaling af løn til medarbejdere, der ikke fandtes. Og i delstaten Rajasthan gav tilsvarende forsøg på udlevering af petroleum en 70% reduktion af lækager.

Da UID også skal knyttes op på mobil-nettet, vil det medføre en lettere dagligdag for borgere i landdistrikterne. Tidsskriftet ”The Economist” beskriver forandringen set fra bonden Rams perspektiv. Han bor i en lille landsby i delstaten Madhya Pradesh, og når han skal i banken skal han først gå 6 km. til nærmeste busstoppested, dernæst køre 14 km ind til byen i en overfyldt bus, endelig to timers venten i banken. Turen koster en femtedel af hans indtjening i form af udgifter og tabt arbejdsfortjeneste. Med et UID-kort vil han kunne henvende sig i landsbyens kiosk, som vil kunne verificere Rams identitet via mobilnettet, og overføre pengene fra Ram bankkonto til sin egen. Ram slipper for en tur til byen, købmanden slipper for at sælge på kredit, og får tilmed et gebyr for ulejligheden.

Digitale tider

Den langsigtede plan er at tildele alle borgere en bankkonto via UID. Målet er en total reform af subsidie-systemet. I dag henvender de fattigste sig typisk til statens Fair Price butikker, som administrerer udleveringen af fødevarer og petroleum til nedsatte priser, en ordning som er belagt med korruption. Fremover skal penge overføres direkte til borgernes bankkonti, som så kan købe varerne på almindelig markedsvilkår. Skrankepaverne skæres væk.

Men reformen er ikke uden problemer. Kvindeorganisationer frygter, at fædrene drikker pengene op, når de nu kan hæves direkte på kontoen, og det er ikke alle steder, at Fair Price-systemet er korrupt. Hér bliver brugerne muligvis ringere stillet, da fødevarer til markedspris er dyrere end i Fair Price.

Fra middelklassen lyder en mere principel anke om datasikkerhed og registerlov, men det er næppe et problem, der bekymrer det fattige flertal, der bor otte mennesker på seks kvadratmeter, og kun har råd til et enkelt måltid om dagen. Det er også de fattige, der har udvist størst interesse for UID-kortet. De venter gerne i timer for at få foretaget deres iris-skanning. Hellere det, end at skulle kæmpe med embedsmænd og bureaukrater i al evighed.

Den mest udbredte kritik udspringer af generel indisk nihilisme overfor den offentlige sektor. Mange indere påpeger, at de i forvejen har en vifte af ID-kort med tilhørende numre, som ikke har besejret korruptionen, UID-kortet bliver bare én til samlingen. Kynismen bygger på mange års bitre erfaringer.

Men hensigten med UID god og udførelsen respektindgydende. Digital gennemsigtighed og direkte pengeoverførsler varsler hårde tider for Indiens skrankepaver.

image_pdfimage_print
twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.