Brikker i et spil

Den 1. august kl. 00.00 satte Indien og Bangladesh punktum for verdens mest bizarre grænsestrid. På begge sider af grænsen blev 162 enklaver opløst og overdraget til det land, de lå i. Aftalen er en brik i et større spil mellem de to nationer, og måske et skridt på vejen mod et bedre forhold.

Dahala Khagrabari er en tilgroet mark på størrelse med en fodboldbane, som opdyrkes af en lokal bonde fra Bangladesh. Det var også, indtil for en uge siden, noget så sjældent som verdens eneste 3. grads-enklave: et lille stykke Indien, som lå i et lidt større stykke Bangladesh, som lå i et endnu større stykke Indien, som befandt sig Bangladesh.

Dahala Khagrabari var symbolet på det geografiske vanvid, som kendetegnede grænseområdet mellem Indien og Bangladesh i Cooch Behar: 162 små enklaver med et samlet areal på størrelse med Amager, ca. 100 km2, og 50.000 indbyggere på begge sider af grænsen fanget i en slags ingenmandsland.

For enklaverne var som små, fritsvævende satellitter, der flød rundt i et nationalt tomrum, afskåret fra de goder, som statsmagten sikrede sine borgere i moderlandet: uddannelse, lægehjælp og infrastruktur. En tur til markedet var ofte belagt med vanskeligheder hvis det lå på den forkerte side af grænsen, for så skulle borgerne i teorien fremvise et gyldigt visum for at komme videre, hvilket var umuligt, da nærmeste visumkontor lå i en storby på den forkerte side af grænsen.

cooch behar

Stakkels Sir Radcliffe

Kimen til enklaverne går langt tilbage, men blev først et problem i 1947, da Britisk Indien blev delt i et selvstændigt Indien og Pakistan, med tilhørende paskontrol og visumpligt. En del af ansvaret ligger hos den britiske dommer Sir Radcliffe, der fik til opgave at trække grænsen mellem de to nye nationer.

Han fik den umulige opgave at trække en streg i sandet mellem muslimer på den ene side, og hinduer og sikher på den anden side, en 7000 km. lang grænse gennem et minefelt af etniske og religiøse følelser. Grænsen lå både i øst og i vest, for det oprindelige Pakistan omfattede også det nuværende Bangladesh, dengang kaldet Østpakistan.

Rejsen gik gennem ørken og sump og verdens tættest befolkede områder. Det var varmt og vådt, der var monsun og ramadan, og volden ulmede i landsbyerne. Hans fire hjælpere – to muslimer, en sikh og en hindu – skændtes konstant. Landkortene var elendige og folkeoptællingerne forkerte. Sir Radcliffe havde dysenteri og kendte intet til Indien. Og så han fik kun 35 dage til at løse opgave i. Da støvet havde lagt sig og grænsen var trukket, lå der 111 indiske enklaver i Østpakistan og 51 pakistanske enklaver i Indien.

Onde tunger vil vide, at det var Sir Radcliffe, der i en brandert spildte blæk på kortet og dermed dannede de 162 enklaver. Andre mener, at de opstod som følge af en skak-dyst mellem to maharajaer, der brugt små landområder som indsats. Men sandsynligvis var enklaverne resultatet af en fredstraktat i 1711 mellem Stormogulen i Delhi og maharajaen af Cooch Behar, der hver især fik lov til at beholde de områder, som deres tropper kontrollerede ved krigens afslutning.

Da uafhængigheden kom til Indien et par hundrede år senere, skulle de uafhængige fyrstendømmer vælge side mellem Indien og Pakistan. Den hinduistiske maharaja af Cooch Behar valgte Indien, men en del af hans besiddelser endte på den forkerte side af Radcliffes linje.

Længe undervejs

Allerede i 1974 – kort efter Bangladesh uafhængighed i 1971 – blev de to lande enige om at udveksle landområder; de indiske enklaver skulle overgå til Bangladesh og omvendt på den anden side af grænsen. Men aftalen blev aldrig ratificeret af Indien, for det krævede en forfatningsændring at afgive land til en anden nation. Og da aftalen indebar, at Indien skulle afgive mere land til Bangladesh, opstod en politisk modvilje i Indien – aftalen kunne blive opfattet som et svaghedstegn overfor muslimer. Derfor er det ikke uden ironi, at det netop er Indiens mest hindunationale statsminister, Narendra Modi, som nu har banet vej for en aftale med hans modpart i Bangladesh, Sheikh Hasina.

Kort efter Modis tiltrædelse i maj 2014, gennemførte han de nødvendige ændringer i forfatningen. Den 6. juni 2015 blev aftalen underskrevet, og den 31. juli blev den implementeret. Enklaverne blev opløst på hver side af grænsen og dens borgere fik tildelt ny statsborgerskab.

Dem, som ønsker at fastholde deres oprindelige statsborgerskab, må fraflytte enklaven og lade sig genhuse i moderlandet, hvilket i øvrigt har ført til splittede familier, især i de indiske enklaver i Bangladesh. Den ældre generation ønsker at blive boende i deres gamle landsby på bekostning af deres indiske statsborgerskab, mens de yngre ser flere muligheder i Indien, og derfor må rejse.

En ny Berlinmur

Med vanlig sans for patos sammenlignede Narendra Modi aftalens betydning med Berlinmurens fald i Europa, men hans udsagn står i grel kontrast til den øvrige udvikling langs den 4.100 kilometer lange grænse. Indien er nemlig i fuld gang med at opføre et 3.400 km. langt beskyttelseshegn. Hegnet er tre meter højt og består af pigtråd og beton. Flere steder er det strømførende og badet i projektørlys, og ifølge Human Rights Watch har indiske grænsevagter dræbt over 1.000 grænseløbere fra 2001-2011.

Hensigten er at holde narkosmuglere, illegale immigranter og islamiske terrorister ude af Indien. Den indiske efterretningstjeneste mener, at de vedvarende uroligheder i Indiens nordøstlige hjørne skyldes væbnede separatister, der bruger Bangladesh som base.

Aftalen om de 162 enklaver skal derfor ses i en større sammenhæng. Modi håber, at hans små indrømmelser overfor Sheikh Hasina (Indien afgiver jo mere land end Bangladesh) kan styrke hendes mere Indiens-venlige parti på hjemmefronten, og sikre hendes samarbejde i en koordineret indsats mod smuglere og terrorister. I den forstand er enklaverne stadig kun brikker i et spil, men i det mindste kan bønderne i Cooch Behar nu komme til marked uden at skulle søge om visum.

DR P1 Morgen, den 3. august, om dette indlæg

image_pdfimage_print
twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.