Kategoriarkiv: Modi

Da Modi-bølgen ebbede ud

For et år siden vandt Narendra Modi en massiv sejr ved det indiske parlamentsvalg. Han blev hyldet af bønder og byboere, erhvervsfolk og hindunationalister. Modi var manden, der kunne løfte Indien ud af sit morads. I dag er økonomien i klar bedring. Alligevel breder skuffelsen sig. 

”Det syder fra stegepanden, men hvor er bøffen?” lød det fornylig fra en af Indiens liberale analytikere, Swaminathan Aiyar, da han gjorde status over Narendra Modis første år som statsminister. En anden af højrefløjens gamle krigere, Arun Shourie, bemærkede at ”vi hører en massen klirren af tallerkener, men der er stadig ingen mad”.

Det mærkelige er, at bordet er dækket med de fineste retter. Siden Modi kom til magten, har økonomien været i bedring. Aktierne et steget, rupien er styrket, underskuddet på handelsbalancen og statsfinanserne er reduceret og inflationen er halveret. Hvorfor disse nedladende køkken-metaforer, når alt er godt? Og når kokken tilmed kommer fra den hindunationale højrefløj og er kendt som erhvervslivets darling?

Den store nedtur

Modi overtog en nation, der var kørt fast i korruption og politisk lammelse. Alene i årene 2010-12 mistede den indiske stat op mod 700 milliarder kroner, da en mørk nexus af ministre og embedsmænd solgte ud af statsejede mobilnet og minerettigheder til langt under markedsprisen. Da Indien blev ramt af verdenshistoriens største strømsvigt den 31. juli 2012, virkede det næsten som en guddommelig straf. I et døgn stod halvdelen af nationens befolkning uden strøm, 620 mio. mennesker (selvom en tredjedel af dem næppe havde strøm i forvejen).

Men hændelsen var blot et symptom på et større problem. Indiens infrastruktur halter på alle punkter efter de asiatiske tigerøkonomier: Veje og vandforsyning, jernbaner og havneanlæg, skoler og hospitaler. Dertil kommer indernes generelt dårlige uddannelsesniveau, korrupte domstole og byzantinske paragraffer og en arbejdsmarkedslov, som regulerer alt ned til mindste detalje, f.eks. antallet af spytbakker, der kræves på en fabrik.

Resultatet er, at Indien befinder sig på en 142. plads ud af 189 på Verdensbankens liste over nationers erhvervsvenlighed – flankeret af Gaza-striben og Sierra Leone. Fremmede investeringer søger mod grønnere enge.

Velkommen til Gujarat

Narendra Modi solgte sig selv på drømmen om et bedre Indien. I 13 år havde han været delstatsleder af Gujarat, og hér var der strøm døgnet rundt, vand i hanerne og masser af jobs. Han var den stærke og pragmatiske leder, der skar igennem bureaukratisk fnidder og gjorde plads til erhvervslivet.

Alle kendte historien om Modis sms-besked til Ratan Tata, lederen af den store Tata-koncern, der i årevis havde kæmpet en kamp mod jordejere og embedsmænd i Vestbengalen for at etablere en bilfabrik. I den mørkeste stund sendte Modi ham en hilsen med ordene ”Velkommen til Gujarat”. Ti dage senere var alle formalia på plads og Tata fik sin fabrik i Gujarat. Det var dén ånd inderne ønskede udbredt til resten af Indien.

Vælgerne gav Modi det stærkest tænkelige mandat. Hindunationalisterne fik et rent flertal i parlamentet, for første gang nogensinde. Både liberalister og hinduekstremister vejrede morgenluft. Modi vendte sig mod Indiens måske største dæmon, den korrupte og ineffektive offentlige sektor, og snart cirkulerede historier om frygt og bæven i statsforvaltningen. Om embedsmænd, der brændte lys om natten og stod skoleret for statsministeren, hvis ikke de leverede varen. Og ministre, som måtte afstå fra champagne og kaviar, når de rejste rundt i landet. Folket jublede og i løbet af sommeren fortsatte Modi sin sejrsgang gennem Indien, og tog det ene delstatsvalg efter det andet. Modi-bølgen virkede ustoppelig. Men så kom vinteren og vendepunktet.

Det var hans venner i den liberale lejr, der først lod sig skuffe. I løbet af efteråret afsporede Modi en frihandelsaftale med WTO og lagde låg på udenlandske investeringer i detailsektoren (læs; supermarkeder fra Walmart og Carrefour). Samtidig krøb han uden om de svære reformer, først og fremmest en reform af arbejdsmarkedsretten, der kunne gøre det nemmere at afskedige medarbejdere.

En lunken finanslov

Den 28. februar fremlagde Modi-regeringen sin første samlede finanslov og bekræftede de bange liberale anelser; ingen privatisering af store offentlige selskaber, ingen opgør med kostbare fødevare- og brændstofsubsidier, ingen store reformer, der kunne føre til varige og grundlæggende ændringer af Indien. Blot en masse lappeløsninger selvom timingen var perfekt for svære beslutninger; der var langt til næste valg og de lave energipriser gav regeringen uventet økonomisk rygvind. Modi var alligevel ikke Indiens svar på Thatcher og Reagan. Aktieindekset faldet med 10% over de næste par måneder. Til gengæld var der ro i den antiliberale lejr, blandt småbønder, hindunationalister og de stærke fagforeninger.

I mellemtiden var der noget i gære i hovedstaden Delhi. Den 10. februar vandt det lille græsrodsagtige anti-korruptionsparti AAP (kaldet ”Den jævne mands parti”) delstatsvalget i Delhi med chokerende 67 mandater ud af 70, en uhørt stor sejr. Det var Modis første valgnederlag, og blev generelt opfattet som et mistillidsvotum mod ham personligt. Hans stadig mere tyranniske og enerådige adfærd i regeringen og hetz af NGO’er vakte bekymring. Inderne værdsætter deres demokrati og civilsamfund.

Bedre blev det ikke, da Modi i slutningen af januar mødtes med præsident Obama iført et jakkesæt med hans navn ”Narendra Damodardas Modi” indgraveret med gylden skrift i nålestriberne. Jakkesættet blev en stående joke nede i basaren, men samtidig bredte sig en følelse af, at magten nu var steget ham helt til hovedet. Efterfølgende forsøgte Modi at begrænse skaden ved at sætte jakkesættet på auktion og donere pengene til oprensning af den hellige flod Ganges. Sættet gik for kr. 4½ mio., men den dårlige smag hænger ved.

Men størst var måske bekymringen for Modis hindunationale skyggeside. Man huskede stadig Gujarat massakren i 2002, hvor 2000 muslimer blev dræbt på hans vagt, og fandt det bekymrende, at han ikke satte hårdere ind mod de stadig mere hyppige kirkeafbrændinger i Delhi og de hadske udfald mod muslimer fra hans kolleger i regeringen. Hans hindunationale bagland er måske de eneste, han konsekvent har undgået at lægge sig ud med.

Comeback?

I mellemtiden har Modi kastet sig ud i en ny reformiver. I midten af marts vedtog underhuset – hvor Modi har flertal – en reform af ejendomsretten, der gør det nemmere at inddrage jord fra bønderne i en højere sags tjeneste (læs; storindustrien). Erhvervslivet glæder sig. De mener, at den nye lov er en tiltrængt forudsætning for flere investeringer og storstilede byggeprojekter. Men småbønderne raser, og oppositionen har endelig fundet en sag, som kan forene dem i kampen mod Modi. Loven mangler stadig at blive vedtaget i overhuset, hvor regeringen er i mindretal.

Måske er Modi på vej mod sit første store politiske nederlag. Historien om Modi-bølgens ebbe og flod er en klassisk fortælling om demokratiets luner. For nok blev Modi hyldet som en frelser for ét år siden, men også i Indien har vælgerne korte hukommelser. Også hér er de utålmodige og ønsker hurtige løsninger på svære problemer. Og også hér er det umuligt at stille alle tilfredse. I den forstand minder Indien om alle andre store demokratier.

Da Modi-bølgen skyllede ind over Indien sidste år, frygtede mange, at Modi ville ende som en folkevalgt diktator, en hindunational udgave af Putin og Erdogan. Det synes ikke at blive tilfældet. I modsætning til Rusland og Tyrkiet, har Indien et stabilt demokrati, og her gælder de samme regler for Modi som for alle andre politikere: Han hersker på folkets nåde. Og de kræver mad på bordet.

twitter

Forbudte ord & gamle længsler

For et år siden blev Narendra Modi valgt som Indiens nye statsminister. Mens den brede befolkning hyldede ham som manden, der kunne sikre Indien velstand og fremgang, frygtede hans modstandere, at han ville indføre hindunational ensretning og undertrykkelse. Fik de ret?

For nogle måneder siden offentliggjorde det indiske censurudvalg en liste over forbudte ord, som filmindustrien skulle holde sig fra. Listen omfattede 34 klassiske eder og forbandelser på engelsk og hindi, herunder ”Bitch” og ”Bastard” i forskellige varianter.

Alle ordene var sirligt anført i en nummereret tabel, med en henstilling i bunden om, at listen skulle fordeles på alle relevante opslagstavler – en oplysning, som gav anledning til en del morskab blandt vittige sjæle. Men filmindustrien var i oprør, for hvordan skulle man kunne lave en troværdig film om Bombays mafiabosser og håndlangere uden et eneste skældsord?

Mumbai vs. Bombay

Men det var ord # 14, der skabte mest debat; fremover skulle ”Bombay” erstattes med byens officielle navn ”Mumbai”, selvom de to navne bruges i flæng af byens borgere. Hermed tonede censurudvalget rent politisk flag, for det er især det hinduekstremistiske parti Shiv Sena, som holder navnet Mumbai kært – det var dem, der i 1996 sikrede navneforandringen i et opgør mod byens koloniale fortid – og stadig i dag udgør de to navne en skillelinje for politisk bevidste borgere.

Listen blev offentliggjort kort efter, at den nuværende hindunationale regering, anført af Narendra Modi, havde sikret sig ideologisk flertal i censurudvalget. Men som ramaskriget løftede sig over Bollywood, indså regeringen, at der var tale om en dårlig sag.

Den ny formand for censurudvalget – en relativ ukendt filminstruktør hvis største claim to fame var en hyldestvideo til Modi under valgkampen – fik en næse for at have handlet overilet, og de forbudte ord blev atter fjernet fra listen (se i øvrigt blues-sangen “Sorry” på Youtube, hvor det forbudte, og – for en tid – bortcensurerede ord “Bombay” nævnes).

Men slutmålet har ikke ændret sig. Regeringen ønsker at præge film- og musikindustrien, to af Indiens stærkeste kulturbærende institutioner, så dens budskaber flugter med deres egne kulturkonservative og hindunationale værdier. Og hér er et ligesindet censurudvalg et afgørende skridt på vejen.

To visioner for Indien

Kampen om de forbudte skældsord er blot et af mange eksempler på hvad nogen mener er udtryk for den tiltagende censur og ideologiske ensretning, som præger Indien her på kanten af Narendra Modis første regeringsår (se bl.a. ”Saffron Censorship” i britiske ”The Independent”). Men det er også krusninger i en større kamp, som har raset de seneste 100 år, og som for alvor tog fart i løbet af 1980’erne: kampen om Indiens sjæl og selveste grundlaget for den indiske nation. Spørgsmålet om hvorvidt Indien skal være en hinduistisk eller pluralistisk nation. Det lyder måske vidtløftigt, men for mange hinduer er det hjerteblod. Og for mange kristne og muslimer er det blodig alvor.

For hindunationalisterne er hinduismen den bærende nationale fællesnævner. Indisk identitet er uløselig forbundet med hinduismen. Ideologien spænder vidt, fra den moderate fløj, som mener at de kristne og muslimske mindretal blot skal tilpasse sig det hindunationale flertal, til den radikale fløj, som mener at muslimer og kristne er andenrangsborgere, som bør lade sig RE-konvertere til hinduismen – thi de var jo hinduer engang.

Pluralisterne mener omvendt, at Indien i sin essens er multikulturel; et land hvor trosretninger og folkeslag i flere tusind år har mødtes i frugtbar syntese, at Indiens styrke og særpræg netop er dens mangfoldighed. Det var dén vision Nehru og Gandhi kæmpede for og sejrede med i 1947, og dén vision, som nu er under pres (se kapitel 2 “Hardcore Hindu” for den fulde historie).

Da Modi vandt sin historiske sejr sidste år, vejrede den hindunationale højrefløj morgenluft. Det var kulminationen på årtiers kamp. Men sådan var det ikke for det brede flertal, der stemte på Modi i forventning om voksende velstand, økonomiske reformer og en sanering af den offentlige sektor. Den brede befolkning ønsker materielle forbedringer, ikke ideologiske korstog.

Det er i det lys, at Modis kulturkamp skal ses: En langsigtet værdipolitisk investering, der planter ideologiske frø i folkets bevidsthed og samtidig sikrer hans hindunationale bagland deres forventede pund kød, alt i mens han gennemfører de økonomiske reformer, som hans genvalg er betinget af. Om de 34 bandeord så vender tilbage på forbudslisten i næste valgperiode, må tiden vise.

Efterskrift: Den 31. juli 2015 blev forbudslisten trukket tilbage 

Censur

twitter
image_pdfimage_print