Kategoriarkiv: Udenrigs

En krammer til Modi

I går blev Narendra Modi hyldet som en rockstjerne på Wembley Stadium. Ingen udenlandsk leder har fået så varm en velkomst i Storbritannien, udover Nelson Mandela og et par paver. For Modi er en kærkommen gæst for de fleste, og selv han trænger til lidt medvind.

Modi havde al mulig grund til at smile, da han trådte ind på et udsolgt Wembley stadium i går. Han blev mødt af et samlet britisk kabinet og 60.000 jublende tilskuere. Den britiske statsminister James Cameron gav ham et kram og sagde til publikum, at ”ingen havde troet at en chaiwallah (te-dreng) skulle styre verdens største demokrati, men de tog fejl”. Herefter fulgte dans og musik, og et festfyrværkeri af olympiske dimensioner.

Wembley var kulminationen på Modis 3-dages tur gennem England, som bød på frokost med dronningen og middag med statsministeren. Han lagde vejen forbi en statue af Mahatma Gandhi, og holdt en vittig tale i det britiske parlament, i øvrigt som den første indiske statsleder nogensinde.

På den sorte liste

Modis triumftog står i skarp kontrast til den paria-status, han havde i store dele af verden helt frem til hans valgsejr sidste år. Hans formodede ansvar for massakren i Gujarat 2002, hvor 2.000 muslimer blev dræbt i uroligheder mens han var delstatsleder, gjorde ham til persona non grata i det meste af vesten i 10 lange år. Det var først da det stod klart, at han ville blive Indiens næste statsminister, at indrejseforbuddet blev ophævet.

Af samme grund var der spredte og vedholdende protester i London i forbindelse med Modis visit. En gruppe aktivister kastede et kæmpe lysbillede op på Whitehall søndag aften, der forestillede Modi med et sværd i hånden, flankeret af et nazi-hagekors formet som det hellige om-tegn. Det var en protest mod hans hindunationale dagsorden, hans anslag mod ytringsfriheden og hans nedlæggelse af 13.000 NGO’er, herunder Greenpeace.

Protesterne hang ved som et dårligt minde, men forpurrede ikke den gode stemning mellem Modi og Cameron. Dertil var der for meget på spil, både politisk og økonomisk.

Elsket og savnet

For Cameron var det et længe ventet besøg, der endelig blev indfriet. Hele tre gange var han draget til Indien – forrige gang i spidsen for den største britiske erhvervsdelegation nogensinde – uden at Modi kvitterede med et genvisit. I stedet besøgte Modi 29 andre lande: Obskure lande som Fiji, Usbekistan og Mongoliet – og hvad værre var – Frankrig og Tyskland, hvor store virksomheder stod på spring.

Selv Irland blev velsignet med et besøg, før Modi vendte sig mod den gamle kolonimagt. Og heri ligger måske årsagen til Modis fodslæben; de gamle bånd mellem de to nationer er flettet med nostalgi og gammelt nag, latente komplekser og nye styrkeforhold. Modis tøven var en magtdemonstration, omend kun for en tid, for Indien og Storbritannien er nært forbundene økonomisk.

Indiske virksomheder investerer mere i Storbritannien end de gør i de alle øvrige EU lande tilsammen. Den indiske industrigigant Tata beskæftiger 65.000 briter og ejer de engelske klenodier; Jaguar og Landrover. Dertil kommer yderligere 800 indiske virksomheder, der er aktive i Storbritannien. Og pengene flyder begge veje. Storbritannien er Indiens 3. største udenlandske investor. Britiske firmaer beskæftiger 700.000 mennesker i Indien.

Gensidige fordele

De bånd blev styrket under besøget. Cameron ønsker at sikre britiske virksomheders adgang til det indiske marked, der forventes at blive verdens største inden 2030, og Modi ønsker kapital til sine store byggeprojekter. Dagen før Wembley besøgte Modi derfor Londons finansdistrikt, hvor han fik lovning på at kunne afsætte indiske realkreditobligationer for flere milliarder kroner, de såkaldte ”masala-bonds”. Samme aften tog han ud til den britiske statsministers landsted, Checkers, hvor han spiste ris og dal med Cameron, og blev enige om en handelsaftale på over 80 milliarder kroner.

Men også politisk er mødet vigtig for dem begge. Modi er trængt på hjemmefronten. Han har tabt de seneste to delstatsvalg (se forrige blog, Slaget om Bihar), hvilket har givet kritiske røster i den hindunationale lejr blod på tanden. Og så er det rart atter at stå blandt venner på Wembley stadium.

Blandt brødre og søstre

For Modi har kultstatus blandt en stor del af de britiske indere. Dels er han fra delstaten Gujarat, ligesom hovedparten af hans publikum. 600.000 af de 1½ mio. britiske indere er gujaratier. Derudover er mange af de britiske indere veluddannede, med gode jobs i den private sektor – selvsamme gruppe, som udgør hans kernevælgere i Indien. De sætter pris på Modis effektive og erhvervsvenlige facon, og ser ham som frelseren, der kan skabe fremdrift og udvikling i Indien.

Endelig har Modi plejet forholdet til udlandsinderne gennem det meste af sin karriere, og de har kvitteret med store pengebeløb til hans valgkamp. Det er ikke et tilfælde at hans visit falder midt i Diwali, en af hinduismens vigtigste højtider, hvor brødre og søstre fejrer hinanden. Kyniske iagttagere i Indien har dog bemærket, at udlandsinderne har et særligt behov for at lufte deres patriotisme, omend helst på magelig afstand af Indien.

Stjernestøv og rampelys

Uanset hvad, så har udlandsinderne altid været blandt Modis mest trofaste publikum. På Wembley stadium ville han være sikker på en hyldest, som ville kunne høres hele vejen til Indien, og imponere vælgerne på hjemmefronten.

Samme tanke har også strejfet Cameron, som gerne vil tækkes den ”asiatiske stemme” på sin egen hjemmefront. Han håber, at noget af det indiske stjernestøv også daler ned over ham. En krammer med Modi kan i hvert fald ikke skade.


Se også indlæg i DR2 Dagen og P1 Morgen

twitter

What have the Romans ever given us?

Den 15. august fejrede Indien sin 68-års uafhængighed, og traditionen tro blussede en gammel debat op: Bør Storbritannien betale erstatning for de skader, som deres kolonimagt påførte Indien for mange år siden? Shashi Tharoor, et prominent indisk parlamentsmedlem, argumenterer blændede for sagen i en tale, som er blevet set tre mio. gange på youtube. Siden har britiske historikere taget til genmæle. Det er en kamp om ære og selvrespekt og en meget stor diamant.

Den første omtale af Koh-i-Noor diamanten findes i et gammelt hinduistisk skrift fra 1306: ”Den som ejer diamanten skal eje hele verden, og alle dens ulykker. Kun Gud og kvinder kan bære den uden at skulle bære dens forbandelse”.

Det lyder som en historie taget ud af 1001-nats eventyr, men forbandelsen synes ægte nok, når man ser på den skæbne, som tilfaldt de fleste af dens ejermænd. Hér tæller vi mange af Indiens største konger, som enten blev blændet, kogt eller hakket ihjel. Til gengæld levede de få konger, der holdt sig fra stenen, et påfaldende langt liv.

Selv briterne – som generelt kun frygtede røde tal på bundlinjen – respekterede forbandelsen. I dag er Koh-i-Noor diamanten gemt væk i Tower of London, og må kun bæres af kvindelige medlemmer af den britiske kongefamilie.

Koh-i-Noor har stadig en dragende kraft. Både Indien og Pakistan kræver den udleveret, den er blevet symbolet på alt det, som mange mener Storbritannien skylder deres gamle kolonier. Fornylig opsummerede Shashi Tharoor argumentet for britisk erstatning på formfuldendt overklasse-engelsk i den hæderkronede debatklub, Oxford Union.

Tekstiler og toldmure

Ifølge Tharoor, byggede England sin industrielle revolution på bekostning af inderne. Indien havde “verdens fineste tekstilindustri”, men så kom briterne og ”skar tommelfingrene af de bengalske vævere, ødelagde deres spinderokke, indførte toldmure for indiske tekstiler og oversvømmede kolonien med deres egne billige produkter fra ”the dark and satanic mills of Victorian England””. Indien blev reduceret til en gemen leverandør af bomuld til de Nordengelske spinderier. I starten af 1700-tallet sad Indien på 23% af verdensøkonomien og 27% af verdens eksport. I 1947 var de tal faldet til hhv. 4% og 2%.

Men briternes synd rækker ud over ussel mammon. Ifølge Tharoor døde mellem 15 og 29 mio. indere fra hungersnød ”forårsaget af briterne”, og nævner Churchills kyniske dispositioner under den bengalske hungersnød i 1942. Her døde 4 mio. mennesker, fordi Churchill i stedet sendte fødevarerne til britiske soldater i Europa med en bemærkning om, at ”bengalerne i forvejen var underernærede” og hvis det stod så slemt til ”hvorfor var Gandhi så ikke var død endnu?”.

Endelig fremhæver Tharoor de mange indere, som kæmpede og døde under Første og Anden Verdenskrig. En sjettedel af alle britiske tropper, som deltog i Første Verdenskrig, var indere. Over 45.000 mistede livet, 64.000 blev såret. Under Anden Verdenskrig gjorde 2½ million indere tjeneste på britisk side. Dertil milliardlån og materiel støtte, som aldrig er blevet tilbagebetalt.

En britisk velsignelse

Tharoor argumenter står ikke uimodsagt. Den britiske historiker Niall Ferguson hævder i sin anmelderroste bog Empire, at den britiske kolonitid var en velsignelse for Indien. Briterne byggede verdens største jernbanesystem og 8-doblede arealerne dækket af kunstvanding. Mogulerne øgede mængden med sølle 5% de foregående 300 år.

Tharoors økonomiske klagesang holder ikke, mener Ferguson. Briterne grundlagde Indiens kul-, stål- og tekstil-industri, og oversvømmede ikke Indien med egne varer. Briternes handelsoverskud overfor Indien beløb sig til 1% af det indiske nationalprodukt, mod 7-10% i hollandske og franske kolonier, og indiske tekstilproducenter dækkede 75% af den hjemlige efterspørgsel i 1945.

Samtidig forbedrede briterne den offentlige sundhed i Indien. De bekæmpede malaria og kolera og gennemførte vaccineprogrammer trods lokal modstand. Indernes gennemsnitlige levealder voksede fra 21 til 32 år fra 1820 til 1950. Endelige efterlod briterne en effektiv statsforvaltning, bemandet af veluddannede indere, og lagde kimen til Indiens demokrati – hvilket Tharoor afviste med bitter ironi: ”Det er en smule frækt at undertrykke, torturere, slavebinde, dræbe og lemlæste et folk i 200 år og så fejre, at de afsluttede med et demokrati. Vi var nødt til at vride demokratiet ud af jer”.

Et pund om året

Tharoor anerkender, at det ikke er muligt at sætte beløb på den skade, som briterne påførte inderne. For ham er Koh-i-Noor diamanten ikke det vigtigste, blot en britisk anerkendelse af skyld. ”Evnen til at erkende en forkert handling, og sige undskyld, betyder langt mere…Personligt vil jeg være tilfreds med et enkelt pund om året de næste 200 år, for de 200 år som briterne befandt sig i Indien”.

Siden har den britiske historiker John Keay anfægtet Tharoors erstatningskrav mere principielt. Han mener, at man kun kan dømme individer og staters adfærd ud fra datidens normer, for ellers findes der syndere overalt ”…og vi kunne slå ned på den italienske regering for at fodre kristne til løverne, mens mongolerne skal undskylde Ghengis Khan for evig tid”. En historisk synd kan ikke vaskes bort med penge, og det skal den heller ikke. Synden skal spøge til evig tid, for kun på den måde kan vi sikre os, at ugerningen ikke gentager sig.

Desuden påpeger Keay, at Indien aldrig var en egentlig koloni, for det blev aldrig koloniseret af briterne. Det var en handelsstation og senere en del af imperiet, ligesom Indien var et imperium for mogulerne, gupta’erne og alle de andre, der herskede over subkontinentet, før briterne. Og hvem skal kræve erstatning for dem…? spørger Keay retorisk.

Under bæltestedet

Keay slutter af med et slag under det indiske bæltested, og påpeger, at en samlet indisk nation næppe var opstået uden britisk styre. I stedet for en stor, stærk, samlet nation, havde inderne siddet tilbage med et utal af småstater spredt udover subkontinentet. Som han spydigt konkluderer, vil den ”britiske regering nok synes, at det er en smule frækt, hvis den indiske nation kræver erstatning for netop den britiske tilstedeværelse, som i sidste ende førte til skabelsen af selvsamme indiske nation”.

Og således fortsætter fejden. Koh-i-Noor bliver sandsynligvis liggende i sikker forvaring i Tower of London, som et minde om fordums storhed. En storhed, som nu har fået et par ridser i lakken.

 


Shashi Tharoors tale på youtube
J
ohn Keays genmæle i Outlook India

twitter

Brikker i et spil

Den 1. august kl. 00.00 satte Indien og Bangladesh punktum for verdens mest bizarre grænsestrid. På begge sider af grænsen blev 162 enklaver opløst og overdraget til det land, de lå i. Aftalen er en brik i et større spil mellem de to nationer, og måske et skridt på vejen mod et bedre forhold.

Dahala Khagrabari er en tilgroet mark på størrelse med en fodboldbane, som opdyrkes af en lokal bonde fra Bangladesh. Det var også, indtil for en uge siden, noget så sjældent som verdens eneste 3. grads-enklave: et lille stykke Indien, som lå i et lidt større stykke Bangladesh, som lå i et endnu større stykke Indien, som befandt sig Bangladesh.

Dahala Khagrabari var symbolet på det geografiske vanvid, som kendetegnede grænseområdet mellem Indien og Bangladesh i Cooch Behar: 162 små enklaver med et samlet areal på størrelse med Amager, ca. 100 km2, og 50.000 indbyggere på begge sider af grænsen fanget i en slags ingenmandsland.

For enklaverne var som små, fritsvævende satellitter, der flød rundt i et nationalt tomrum, afskåret fra de goder, som statsmagten sikrede sine borgere i moderlandet: uddannelse, lægehjælp og infrastruktur. En tur til markedet var ofte belagt med vanskeligheder hvis det lå på den forkerte side af grænsen, for så skulle borgerne i teorien fremvise et gyldigt visum for at komme videre, hvilket var umuligt, da nærmeste visumkontor lå i en storby på den forkerte side af grænsen.

cooch behar

Stakkels Sir Radcliffe

Kimen til enklaverne går langt tilbage, men blev først et problem i 1947, da Britisk Indien blev delt i et selvstændigt Indien og Pakistan, med tilhørende paskontrol og visumpligt. En del af ansvaret ligger hos den britiske dommer Sir Radcliffe, der fik til opgave at trække grænsen mellem de to nye nationer.

Han fik den umulige opgave at trække en streg i sandet mellem muslimer på den ene side, og hinduer og sikher på den anden side, en 7000 km. lang grænse gennem et minefelt af etniske og religiøse følelser. Grænsen lå både i øst og i vest, for det oprindelige Pakistan omfattede også det nuværende Bangladesh, dengang kaldet Østpakistan.

Rejsen gik gennem ørken og sump og verdens tættest befolkede områder. Det var varmt og vådt, der var monsun og ramadan, og volden ulmede i landsbyerne. Hans fire hjælpere – to muslimer, en sikh og en hindu – skændtes konstant. Landkortene var elendige og folkeoptællingerne forkerte. Sir Radcliffe havde dysenteri og kendte intet til Indien. Og så han fik kun 35 dage til at løse opgave i. Da støvet havde lagt sig og grænsen var trukket, lå der 111 indiske enklaver i Østpakistan og 51 pakistanske enklaver i Indien.

Onde tunger vil vide, at det var Sir Radcliffe, der i en brandert spildte blæk på kortet og dermed dannede de 162 enklaver. Andre mener, at de opstod som følge af en skak-dyst mellem to maharajaer, der brugt små landområder som indsats. Men sandsynligvis var enklaverne resultatet af en fredstraktat i 1711 mellem Stormogulen i Delhi og maharajaen af Cooch Behar, der hver især fik lov til at beholde de områder, som deres tropper kontrollerede ved krigens afslutning.

Da uafhængigheden kom til Indien et par hundrede år senere, skulle de uafhængige fyrstendømmer vælge side mellem Indien og Pakistan. Den hinduistiske maharaja af Cooch Behar valgte Indien, men en del af hans besiddelser endte på den forkerte side af Radcliffes linje.

Længe undervejs

Allerede i 1974 – kort efter Bangladesh uafhængighed i 1971 – blev de to lande enige om at udveksle landområder; de indiske enklaver skulle overgå til Bangladesh og omvendt på den anden side af grænsen. Men aftalen blev aldrig ratificeret af Indien, for det krævede en forfatningsændring at afgive land til en anden nation. Og da aftalen indebar, at Indien skulle afgive mere land til Bangladesh, opstod en politisk modvilje i Indien – aftalen kunne blive opfattet som et svaghedstegn overfor muslimer. Derfor er det ikke uden ironi, at det netop er Indiens mest hindunationale statsminister, Narendra Modi, som nu har banet vej for en aftale med hans modpart i Bangladesh, Sheikh Hasina.

Kort efter Modis tiltrædelse i maj 2014, gennemførte han de nødvendige ændringer i forfatningen. Den 6. juni 2015 blev aftalen underskrevet, og den 31. juli blev den implementeret. Enklaverne blev opløst på hver side af grænsen og dens borgere fik tildelt ny statsborgerskab.

Dem, som ønsker at fastholde deres oprindelige statsborgerskab, må fraflytte enklaven og lade sig genhuse i moderlandet, hvilket i øvrigt har ført til splittede familier, især i de indiske enklaver i Bangladesh. Den ældre generation ønsker at blive boende i deres gamle landsby på bekostning af deres indiske statsborgerskab, mens de yngre ser flere muligheder i Indien, og derfor må rejse.

En ny Berlinmur

Med vanlig sans for patos sammenlignede Narendra Modi aftalens betydning med Berlinmurens fald i Europa, men hans udsagn står i grel kontrast til den øvrige udvikling langs den 4.100 kilometer lange grænse. Indien er nemlig i fuld gang med at opføre et 3.400 km. langt beskyttelseshegn. Hegnet er tre meter højt og består af pigtråd og beton. Flere steder er det strømførende og badet i projektørlys, og ifølge Human Rights Watch har indiske grænsevagter dræbt over 1.000 grænseløbere fra 2001-2011.

Hensigten er at holde narkosmuglere, illegale immigranter og islamiske terrorister ude af Indien. Den indiske efterretningstjeneste mener, at de vedvarende uroligheder i Indiens nordøstlige hjørne skyldes væbnede separatister, der bruger Bangladesh som base.

Aftalen om de 162 enklaver skal derfor ses i en større sammenhæng. Modi håber, at hans små indrømmelser overfor Sheikh Hasina (Indien afgiver jo mere land end Bangladesh) kan styrke hendes mere Indiens-venlige parti på hjemmefronten, og sikre hendes samarbejde i en koordineret indsats mod smuglere og terrorister. I den forstand er enklaverne stadig kun brikker i et spil, men i det mindste kan bønderne i Cooch Behar nu komme til marked uden at skulle søge om visum.

DR P1 Morgen, den 3. august, om dette indlæg

twitter
image_pdfimage_print