Kategoriarkiv: Udvikling

Træk et nummer

I sidste uge trak Indien overskrifter, med en historie om 368 jobs, der fik 2.3 mio. ansøgere. Historien siger en del om det indiske arbejdsmarked, og en masse om hvorfor Modi har travlt.

Ingen havde forestillet sig så mange ansøgere til 368 jobs på nederste niveau i den offentlige sektor. Medarbejderne skulle lave te, flytte rundt på sagsmapper og løbe ærinder for funktionærerne. De formelle krav begrænsede sig til fem års skolegang og evnen til at cykle. Alligevel fik HR-afdelingen 2.3 mio. ansøgere, 16 gange flere end sidste gang delstaten Uttar Pradesh slog lignende stillinger op i 2006. 150.000 af ansøgerne havde videregående uddannelser, 155 doktorgrader. Hvad sker der i Indien?

Jobs i den offentlige sektor er i høj kurs. De er vellønnede, i dette tilfælde 1.500 kr. om måneden, væsentlig bedre end det nærmeste daglejerjob. Og frem for alt er det et job for livet. Det er næsten umuligt at afskedige en offentlig ansat. Tidligere i år blev en medarbejder fyret for at have pjækket i 24 år, men ellers sker det sjældent. Offentlige stillinger er blandt de få i Indien, hvor man har en fast og sikker hyre, betaler skat, har krav på fridage og løn under sygdom, og altså ikke kan fyres uden tungtvejende grunde.

Daglejere og diamantslibere

Langt hovedparten af alle jobs i Indien, over 90%, befinder sig i den uformelle sektor uden nogen af disse rettigheder. Det drejer sig om bønder og daglejere, grønthandlere og gadesælgere, tjenere og taxachauffører og de millioner af små virksomheder, der udgør grundstammen af indisk erhvervsliv; fra skræddere til diamantslibere.

Men derudover handler kampen om de 368 stillinger først og fremmest om akut jobmangel, især i de store nordindiske delstater. Uttar Pradesh er Indiens folkerigeste delstat med 200 mio. indbyggere, og en af de fattigste. Arbejdsløsheden er stigende, især blandt de unge. Indiens økonomiske boom de sidste 20 år er især kommet Sydindien til gode.

Endelig har Indiens udviklet sig ud af en anden tangent end resten af verden. Da Indien liberaliserede sin økonomi i 1991, blev Bangalore det globale brand for indisk IT. Men IT-revolutionen var ikke kun symbolet på det ny Indien. Det var også symptomatisk for landets udvikling, for hvor de fleste lande bevæger sig langsomt men sikkert fra landbrug til industri, tekstil til teknologi, kopivarer til innovation, hoppede Indien på det nærmeste industrifasen over, og blev storleverandør af højteknologiske serviceydelser.

En skizofren økonomi

Resultatet blev en underlig skizofren økonomi, med et primitivt landbrug og en avanceret IT-industri, men uden den store industrielle base, til at absorbere de mange nytilkomne på arbejdsmarkedet. Industriproduktionen i Indien udgør blot 16% af BNP og beskæftiger 60 mio. mennesker. Til sammenligning har Kina skabt flere hundrede millioner arbejdspladser i industrien siden 1990.

Årsagen til den atypiske udvikling går tilbage til revolutionen i 1991, hvor toldmure og bureaukratiske benspænd blev fjernet, mens de svære strukturelle reformer blev fortrængt i en sky af høje vækstrater. Det blev ikke nemmere at skaffe kapital og jord til nye fabrikker, eller fyre medarbejdere, hvis det var nødvendig. Infrastrukturen blev ikke bedre, statsmagten var stadig lige korrupt og domstolene dræbende langsomme i deres sagsbehandling. Erhvervsklimaet for industrivirksomhederne ændrede sig ikke synderligt.

Godt men lidt

Til gengæld åbnede sig en fagre ny verden for de små letbenede IT-virksomheder, der ikke krævede de samme godkendelser og anlægsomkostninger. Ifølge brancheorganisationen NASSCOM bidrager IT-industrien i dag med 10% af Indiens BNP, men har kun skabt 3½ mio. arbejdspladser. Deres indtjening stor, men samlet set er de kun en dråbe i havet af de 10 mio. mennesker, som træder ud på arbejdsmarkedet hvert år.

Og netop derfor har statsminister Modi travlt. Over halvdelen af Indiens befolkning er under 25 år, og frem til 2040 vil arbejdsmarkedet vokse med 300 mio. mennesker. Kun en voldsom vækst i antallet af industrijobs kan absorbere de mange jobsøgende. Desværre har Indien kun formået at skabe 1.4 mio. nye arbejdspladser i industrien om året siden år 2000.

Make in India

Siden sin tiltrædelse har Modi derfor kæmpet på to fronter. Han har taget favntag med de træge og sammenfilterede arbejdsmarkedslove, jordlove og skattelove, men stadig uden held. Og han har lanceret en række store, ambitiøse programmer, der skal bane vej for en industriel revolution, især Make in India, der skal forbedre Indiens skrantende infrastruktur med nye veje, jernbaner, havneanlæg, kraftværker og særlige industrizoner.

Man må håbe det lykkedes, for Indien står overfor en historisk chance, der har en klar udløbsdato. Der er masser af virkelyst og potentiale blandt de unge, men der er grænser for hvor længe de gider stå i kø for et job som piccolo i det offentlige.


Relevante artikler og baggrund:

IndiaSpend.com # 1
IndiaSpend.com # 2
The Economist

P1 Morgen den 21.09.2015, om end med lidt anden vinkel

twitter

Take the Poo to the Loo…

Over halvdelen af Indiens befolkning besørger i det fri. Det er et massivt hygiejnisk og sundhedsmæssigt problem, som især rammer de yngste. Hver dag dør 1000 indiske børn af diarré. Det vil statsminister Narendra Modi nu til livs. I løbet af de næste fem år vil han bygge 120 millioner toiletter. Spørgsmålet er, om det løser sig med lokummer alene.

UNICEF lancerede fornylig en lille psykedelisk perle af en film. En mand, Mr. Poo, vågner op med dårlig mave. Han sveder, han er træt og i baggrunden hører vi pruttelyde. Mr. Poo vakler hen mod døren mens kendingsmelodien starter: ”First thing in the morning, what do I see/ a pile of shit staring at me…’’. Udenfor huset venter et fækalt mareridt. Mr. Poo jages gennem gaderne af store ekskrementer med arme og ben. De danser på tagene og stopper trafikken, de har overtaget byen. Til sidst bygger borgerne et kæmpe lokum, klæder sig ud som afføring og lokker alle byens plageånder til et ”Poo Party”. De kravler op af kummen som lemminger og forsvinder ned i hullet.

Forstemmende statistikker

Enhver som har rejst i Indien ved, at hygiejne er et massivt problem. Problemet har mange kilder, men den største er de 600 mio. mennesker, der hver dag besørger i det fri (også kendt som ”open defecation”). De gør det på marker, bag træer, langs jernbanesveller og i vandløb. Resultatet er – som vist i filmen – at der er afføring overalt, med deraf følgende lugtgener, vira, bakterier og indvoldsorme. Der er fæces i vandet og på hænder. Det slæbes ind i huse og ender i maden.

Indien har verdens største forekomst af mave/tarm-sygdomme og konsekvenserne er katastrofale. Hver år dør 25% af alle børn under fem af diarré, i alt 188.000. Den højeste andel i hele verden. 50% af børnene lider af underernæring som følge af urent vand og dårlig hygiejne. Resultatet er kronisk misvækst, nedsat immunforsvar og permanent forringede kognitive evner, som følger barnet resten af livet og videreføres til efterfølgende generationer, for kvinder med lav vækst føder svagelige børn. Afrikanske børn trives bedre end indiske, på trods af at Indien har bedre madforsyninger. Forskellen er de mange, som besørger i det fri.

Dertil kommer en social slagside, som især rammerne pigerne. Ofte har skolerne ingen pigetoiletter, og det betyder, at mange piger afslutter deres skolegang i 7. klasse. Pigerne tør ikke bevæge sig ud i det fri af frygt for overgreb og deres landsbyer ligger flere kilometer væk. Selv hér kan de ikke vide sig sikre. Af hensyn til deres blufærdighed må mange vente til efter mørkets frembrud, men så lurer risikoen for voldtægt og slangebid. Et simpelt toilet ville løse disse problemer.

Swachh Bharat

Mohandas Gandhi udtalte, at renlighed var vigtigere end uafhængighed, og derfor var det også passende, at Modi lancerede sin Swachh Bharat-kampagne for ”Et rent Indien” på Gandhis fødselsdag den 2. oktober 2014. Modi proklamerede, at han inden Gandhis 150 års fødselsdag i 2019 (som i øvrigt også er valgår) ville sætte et punktum for ”open defecation” i Indien.

I bedste Gandhi-stil lagde han ud med det personlige eksempel, og svingede kosten på et fortov i Delhi foran en samlet presse. Men ellers har hans tilgang været mere Nehruviansk. Først tirrede han den hindunationale højrefløj med en bemærkning om, at han ville bygge ”toiletter før templer”. Dernæst anlagde han en klassisk centralistisk produktionsmodel: 120 mio. nye toiletter skulle bygges på 60 måneder, cirka én i sekundet, døgnet rundt.

Og heri ligger den største kritik af Modis kampagne. Dårlig hygiejne og besørgelse i det fri er et kulturelt problem, som selv det største antal toiletter ikke kan dække. Lignende tiltag i 1986 og 1999 fejlede fordi man heller ikke dengang søgte ind til problemets rod. For sagen er, at mange indere foretrækker ”open defecation”. I en nylig undersøgelse af 42.000 nordindiske familier, der havde adgang til toiletter, foretrak medlemmer fra 40% af familierne at søge ud i det fri. De syntes det var behageligere, sundere og mere socialt. Toiletter var noget, gamle mennesker, kvinder og handikappede brugte.

Toiletkultur med dybe rødder

Indernes toiletkultur har dybe rødder og kan spores tilbage til Manus bog, en 2000 år gammel hinduistisk tekst, der netop opfordrede til at søge ud i det fri af hensyn til renlighed. Stadig i dag er problemet mest udbredt i Nordindien, og mere blandt hinduer end muslimer (67% mod 42%), på trods af at muslimerne generelt er fattigere, dårligere uddannet og har ringere adgang til rent vand. Af samme grund har muslimerne haft en væsentlig lavere børnedødelighed end hinduer de sidste 50 år. I de få landsbyer hvor forholdet var omvendt, var dødeligheden også omvendt. Her døde flest muslimske børn.

Derfor – siger Modis kritikere – er Indien nødt til at tage det lange seje træk udi oplysning. Kun en fjerdel af landsbyboerne ved, at håndvask forebygger diarré. Det nytter ikke at producere millioner af toiletter, hvis de ikke bruges, eller hvis de bare sander til i – ja – lort. Borgerne skal motiveres til handling, de skal kende de sundhedsmæssige og økonomiske fordele ved øget hygiejne og toiletbrug.

Godt nyt fra Rajasthan

Den gode nyhed er, at det er muligt. Rajasthan, som ellers er ringere stillet end de fleste delstater, med stor fattigdom, stenet jord og ringe vandforsyninger, påbegyndte i 2010 en proces, hvor delstatsregeringen overdrog ansvaret til de enkelte landsbyråd. Brugerne skulle ikke være passive modtagere af nye statslige subsidier, men inddrages som beslutningstagere. Især kvinderne. Hygiejne blev gjort til et anliggende for alle, og en æressag for landsbyen: ”Hvis I mener at kvinden bør bære slør for at værne om sin dyd og ære, hvorfor skal hun så tvinges til at løfte sit skørt og lette sig selv i al offentlighed?”.

Sanitation-park-in-Pali_Picture-by-Sushil-MateI en nærliggende by anlagde man en ”toiletpark” (se ovenfor) hvor tilrejsende landsbyboere kunne tilse forskellige modeller og vælge deres egen. Samtidig fik familierne tildelt en navneplade med ordene ”Phutro Ghar” (Det Smukke Hjem), så de kunne skilte med deres renlighed. På pladen stod kvindens navn øverst. Projektet blev en æressag for kvinder, der begyndte deres egne hvervekampagner, hvor de mobiliserede andre kvinder til handling. Landsbyer meldte sig frivilligt til ordningen, de ønskede ikke at blive holdt uden for. På to år har Bikaner, det største distrikt i Rajasthan, tredoblet dækningsgraden for toiletter fra 25% til 75%.

Rajasthan viser, at holdbare løsninger vokser ud af græsrødderne. De bygger på egen drift, kollektiv handling og ønsket om værdighed. Og forandringerne spirer allerede nu: oplysningskampagner, pres fra skolebørn og en generel urbanisering har sat sine spor. I 2012 viste en undersøgelse fra den fattige nordindiske delstat Bihar, at flertallet af borgere ønskede egne toiletter, og før Modi søsatte sin kampagne sidste år, var antallet af indere, der besørgede sig i det fri faldet fra 637 til 595 mio. på fire år. Det tyder på, at Mr. Poo og hans venner lægger an til det store ”Poo Party”. Modis kampagne er et tiltrængt skub i den rigtige retning.


twitter

Indiens CPR-nummer

På under fem år har 866 millioner indere fået tildelt et Unique Identity Number (UID), et CPR-nummer tilknyttet borgerens fingeraftryk og iris-profil. Det er verdens største biometriske database, og Indiens nyeste og måske vigtigste våben mod korruption.

Det første UID-nummer blev udstedt til Raju Madi, en tilfældig 33-årig kvindelig daglejer fra delstaten Karnataka. Forud lå en skanning af iris og fingeraftryk, et digitalt pasfoto og et udfyldt spørgeskema med navn, bopæl og formodet fødselsdato. Rajus biometriske data blev knyttet op på hendes 12-cifrede Unique Identity Number (UID), som nu kunne anvendes i forhold til offentlige og private myndigheder; udstedelse af pas og kørekort, oprettelse af bankkonti og mobiltelefon, modtagelse af offentlige ydelser.

Det var i september 2010. Siden har 866.668.720 ladet sig registrere, og i banker og offentlige kontorer installeres nu skannere, der kan aflæse iris og fingeraftryk og sikre borgerens identitet på stedet. Der er tale om et kvantespring for en offentlig sektor, der er plaget af snyd og bedrag, og en kæmpe fordel for landets fattigste, som aldrig før har kunnet bevise deres identitet, og derfor har været tvunget ud på en lang og stenet vej gennem offentlige kontorer, før de kunne få deres rationeringskort eller åbne en bankkonto.

Aadhaar, et nyt fundament

Projektet, hvis officielle navn er Aadhaar (hindi for ”Fundament”, fordi det skal udgøre fundamentet for borgerens adgang til myndighederne), har et nærmest bibelsk omfang.

I fem år har tusindvis af teknikere rejst rundt i landet bevæbnet med spørgeskemaer og bærbar pc, iris-skannere og fingertrykaflæsere. Hver registrering tager cirka femten minutter og de får tre kroner per indlæst borger. Hver dag indsendes data for næsten en million borgere, og de bagvedliggende IT-systemer skal udføre fjorten milliarder kontroller i sekundet for at sikre, at der kun tildeles ét nummer per borger, en afgørende præmis for systemets troværdighed. Der mangler stadig 400 millioner registreringer, som forventes afsluttet inden for det næste år.

På under fem år har Indien opbygget verdens største og mest avancerede database for biometriske data, en monumental præstation for et land, der ellers er berygtet for sine forliste offentlige projekter. Den samlede pris for hele projektet forventes at være ti kroner per borger, 12 milliarder kroner i alt.

Til gengæld er UID Indiens måske stærkeste våben mod korruption. Ifølge regeringens egne beregninger, når kun 27% af alle offentlige ydelser frem til målgruppen. I visse delstater er lækagerne – den teknokratiske betegnelse for korruptionsgraden – oppe på 90%. I betragtning af, at Indien bruger 360 milliarder kroner om året på sociale ydelser og overførselsindkomster, er der tale om et ressourcespild af nærmest episke dimensioner.

Lækager i systemet

IMF anslår, at UID vil kunne medføre en besparelse på 0,5% af Indiens bruttonationalproduktet i lækager, det svarer til 50 milliarder kroner om året, baseret på forsigtige skøn. Dertil kommer besparelserne forbundet med en mere effektiv og strømlignet offentlig forvaltning.

De indledende meldinger bekræfter de høje forventninger til UID. I 2012 kunne delstaten Karnataka meddele, at de havde reduceret antallet af ”spøgelsesarbejdere” med 2 mio. på det store offentlige beskæftigelsesprojekt NREGA, dvs. udbetaling af løn til medarbejdere, der ikke fandtes. Og i delstaten Rajasthan gav tilsvarende forsøg på udlevering af petroleum en 70% reduktion af lækager.

Da UID også skal knyttes op på mobil-nettet, vil det medføre en lettere dagligdag for borgere i landdistrikterne. Tidsskriftet ”The Economist” beskriver forandringen set fra bonden Rams perspektiv. Han bor i en lille landsby i delstaten Madhya Pradesh, og når han skal i banken skal han først gå 6 km. til nærmeste busstoppested, dernæst køre 14 km ind til byen i en overfyldt bus, endelig to timers venten i banken. Turen koster en femtedel af hans indtjening i form af udgifter og tabt arbejdsfortjeneste. Med et UID-kort vil han kunne henvende sig i landsbyens kiosk, som vil kunne verificere Rams identitet via mobilnettet, og overføre pengene fra Ram bankkonto til sin egen. Ram slipper for en tur til byen, købmanden slipper for at sælge på kredit, og får tilmed et gebyr for ulejligheden.

Digitale tider

Den langsigtede plan er at tildele alle borgere en bankkonto via UID. Målet er en total reform af subsidie-systemet. I dag henvender de fattigste sig typisk til statens Fair Price butikker, som administrerer udleveringen af fødevarer og petroleum til nedsatte priser, en ordning som er belagt med korruption. Fremover skal penge overføres direkte til borgernes bankkonti, som så kan købe varerne på almindelig markedsvilkår. Skrankepaverne skæres væk.

Men reformen er ikke uden problemer. Kvindeorganisationer frygter, at fædrene drikker pengene op, når de nu kan hæves direkte på kontoen, og det er ikke alle steder, at Fair Price-systemet er korrupt. Hér bliver brugerne muligvis ringere stillet, da fødevarer til markedspris er dyrere end i Fair Price.

Fra middelklassen lyder en mere principel anke om datasikkerhed og registerlov, men det er næppe et problem, der bekymrer det fattige flertal, der bor otte mennesker på seks kvadratmeter, og kun har råd til et enkelt måltid om dagen. Det er også de fattige, der har udvist størst interesse for UID-kortet. De venter gerne i timer for at få foretaget deres iris-skanning. Hellere det, end at skulle kæmpe med embedsmænd og bureaukrater i al evighed.

Den mest udbredte kritik udspringer af generel indisk nihilisme overfor den offentlige sektor. Mange indere påpeger, at de i forvejen har en vifte af ID-kort med tilhørende numre, som ikke har besejret korruptionen, UID-kortet bliver bare én til samlingen. Kynismen bygger på mange års bitre erfaringer.

Men hensigten med UID god og udførelsen respektindgydende. Digital gennemsigtighed og direkte pengeoverførsler varsler hårde tider for Indiens skrankepaver.

twitter
image_pdfimage_print