Det ulmer i Kashmir

I fredags blev Burhan Wani dræbt af indiske sikkerhedsstyrker i Kashmir. Han kæmpede for Kashmirs løsrivelse fra Indien og var oprørsbevægelsens ”poster boy”, deres smukke ansigt udadtil. Siden har myndighederne indført udgangsforbud, lukket skolerne ned og aflyst en stor pilgrimsfærd. Alligevel er titusindvis af borgere gået på gaden. Indtil videre er 21 døde og mere end 200 sårede i sammenstød med politi. Mange frygter, at Burhan Wanis død puster liv i en gammel konflikt.  

Det havde glædet Burhan Wani, at han toppede på Twitter dagen efter sin død. De sociale medier var hans primære slagmark; det var hér han skilte sig ud fra de andre skæggede jihadier. Burhan opdaterede Facebook og WhatsApp med en lind strøm af billeder og filmklip fra slagmarken i Kashmirs dybe skove:

Burhan med Kalashnikov. Burhan iført kamuflagetøj. Burhan omkring lejrbålet, hvor han jokede med kammeraterne, spillede cricket i bjergene og holdt glødende brandtaler mod politi og militær. Det var krigerromantik fra første parket, med adgang fra selv den tyndeste Wi-Fi forbindelse.

Vold avler vold

Burhan Wani sluttede sig til oprørsbevægelsen som 15-årig. Han kom fra en veluddannet familie. Hans far var forstander på det lokale gymnasium, hans mor havde en universitetsuddannelse, og selv var han en mønsterelev med gode karakterer.

Men i 2010 blev han stoppet af indisk militær sammen med sin bror. De fik tæv, han blev ydmyget, og et par måneder senere sluttede han sig til den islamistiske oprørsbevægelse Hizbul Mujahideen.

Han steg i graderne, blev bevægelsens yngste leder og den mest kendte oprører i Kashmir i mange år. For han var en lokal dreng, ikke en ukendt kriger fra Pakistan. Han stod frem uden tildækket ansigt. Han var veltalende og sympatisk, og hans historie vakte gehør i den brede befolkning.

Snart stod han øverst på indernes dødsliste, med en million rupees i dusør hængende over sit hoved. For et par måneder siden sagde hans far med nærmest profetisk sikkerhed: ”Jeg afventer Burhans lig. Oprørene overlever i gennemsnit syv år, og han har levet i seks. Så jeg ved, at hans tid nærmer sig…”.

En skrøbelig fred

De nyeste uroligheder kommer efter en længere periode med umiddelbar ro. De seneste fem år er turisterne flokkedes til Kashmir i et omfang, der ikke er set siden oprøret startede i 1989.

I 2015 besøgte én million indiske og 30.000 udenlandske turister Kashmir. Sikkerhedssituationen er generelt stabil, bortset fra sporadiske bataljer mellem indisk og pakistansk militær langs Line of Control (LoC).

Op gennem 1990’erne og frem til midten af 00’erne udgjorde urolighederne i Kashmir Indiens største interne sikkerhedsproblem. Kashmir er Indiens eneste muslimsk dominerede delstat, og mange kashmirier har aldrig følt sig hjemme den indiske nation. Oprøret startede, da den sekulære Jammu Kashmir Liberation Front (JKLF) trak våben for et selvstændigt Kashmir.

Snart fulgte islamistiske jihadier med kamperfaring fra Afghanistan, der ønskede Kashmir underlagt Pakistan. Disse bevægelser – især Hizbul Mujahideen og Lashkar-e-Taiyyba – fik massiv støtte af Pakistan, og kastede delstaten ud i et orgie af terror rettet mod de lokale hinduer. De ønskede et Kashmir renset for vantro og fordrev omkring 300.000 hinduer fra deres hjem.

Indien svarede igen, og indsatte en halv million soldater i delstaten. Civilbefolkningen blev udsat for overgreb fra begge sider, med vilkårlige henrettelser og tortur. Mindst 50.000 mennesker mistede livet.

Da oprøret ebbede ud

I midten af 00’erne ebbede oprøret ud. Pakistan neddroslede deres støtte til jihadierne og inderne satte sig tungt på forsyningsruterne henover grænsen. Desuden nød de udenlandske jihadier stadig mindre opbakning i den brede befolkning. De var trætte af krigen, og delte generelt ikke jihadiernes islamiske ideologi og deres ønske om sammenlægning med Pakistan. Dødstallet faldt markant (se graf) og Kashmir gennemførte delstatsvalg med rimelig deltagelse i 2008.

Insurgency_Terror-related_Fatalities_of_Civilians_and_Security_Forces_in_Jammu_and_Kashmir_India_from_1988_to_2013

Alligevel fortsatte undertrykkelsen. Jf. to omdiskuterede love – PSA (Public Safety Act) og AFSPA (Armed Forces Special Powers Act) – havde politiet ret til at fængsle borgere uden rettergang, mens militæret var straffri i forhold til overgreb. Og det gjorde de så; fængslede og torturerede (se også Amnesty Internationals rapport fra 2015).

Da unge i 2010 gik på gaden for at demonstrere mod overgreb, blev de mødt med skarpe skud. Over 110 blev dræbt. Ønsket om væbnet modstand slog rod i en ny generation, herunder Burhan Wani.

De ny jihadier

I modsætning til 1990’erne jihadier, er de nye oprørere forankret i lokalmiljøet. De kommer ikke fra Pakistan. Mange af dem veluddannede, har gode jobs og træder offentligt frem på de sociale medier. De er ikke længere anonyme.

Som den lokal politichef i det urohærgede Pulwama-distrikt sagde fornyligt: ”De unge sidder i timevis og ser de videoer, som de lokale militante uploader… deres eneste rollemodeller er oprøre med våben som Burhan. Vi har ikke været i stand til at give dem nogen alternative rollemodeller”.

Og i modsætning til de udenlandske krigere, er de nye oprøres vrede ikke rettet mod lokale hinduer og pilgrimme, men mod militærets brutalitet og deres manglende respekt for borgerrettigheder. Det var i hvert fald Burhan Wanis budskab.

Den lokale forankring har tilsyneladende givet oprørerne en stærk opbakning i befolkningen, især i det sydlige Kashmir. Der berettes om hele landsbyer, der møder op, når der er væbnede sammenstød i området. De kaster med sten mod militæret og hjælper oprørerne med at flygte. Det skete ikke i 1990’erne.

Status quo

På overfladen handler oprøret om undertrykkelse og desillusion. Den massive militære tilstedeværelse, deres brutale fremfærd, deres foragt for basale rettigheder, den manglende politiske dialog, den høje arbejdsløshed, den evige status quo, er alle kilder til frustration og fremmedgørelse blandt de unge. Og der er mange unge. 60% af Kashmirs befolkning er under 30 år.

Derudover taler visse iagttagere om en gryende nationsfølelse blandt Kashmirs unge, der er vokset ud af det snart 30 år lange modsætningsforhold til den indiske stat, samt den stigende hindunationalisme i Indien. Det har skabt en national modkultur i det muslimsk dominerede Kashmir.

Sidste års lynchning af Mohamed Akhlaq i Bisada (se indlæg Det var bare lammekød), mistænkt for at spise oksekød, og en lignende sag mod en lastbilchauffør i Kashmir, der fik kastet brandbomber ind i førerhuset, hænger ved i den kollektive bevidsthed.

Samfundets skyld

Den nuværende oprørsbevægelse er stadig for lille til at udfordre det indiske militær. Analytikere mener, at oprørerne blot udgør nogle hundrede mand. De nyder ikke samme støtte fra Pakistan, som deres forgængere, og selvom store dele af befolkningen måske sympatiserer med deres kamp, kender de prisen for oprør – mange savner de gyldne tider, hvor turister valfartede til Kashmir.

Men også i 1989 startede oprøret i det små. Da Indien næppe nogensinde giver Kashmir fra sig, står valget mellem krig eller forsoning. Det bør give anledning til selvransagelse hos magthaverne.


Se også relevante artikler

Samt indlæg i P1 Morgen den 25.07.2016

image_pdfimage_print
twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.