En fatwa mod Islamisk Stat

Både Al-Qaeda og Islamisk Stat drømmer om jihad i Indien. Det er hinduismens arnested og de vantros højborg, og ”Slaget om Indien” er en forudsætning for den islamiske dommedag. Men Indiens egne muslimer holder sig generelt i ro, og i sidste uge udstedte over 1.000 indiske retslærde en fatwa mod Islamisk Stat. Hvorfor har jihadierne så trange kår i Indien?

For et par måneder siden dukkede et 32 sider langt dokument op i de pashtunske stammeområder i Pakistan, der beskrev Islamisk Stats planer for et storslået angreb på Indien. Ifølge dokumentet skulle IS forene de mange Taliban-fraktioner i en samlet hær, og marchere ned gennem Indien og starte et ”apokalyptisk slag”. Efterretningskilder mener, at dokumentet er autentisk.

Også Al-Qaeda kredser om Indien. I september sidste år lancerede de AQIS (Al-Qaeda Indian Subcontinent), der skulle omdanne Indien til ”et nyt Irak og Syrien”, men endnu har de ikke gennemført et eneste angreb på Indien.

Drømmen om dommedag

Indien er ellers et oplagt mål. Der bor 172 mio. muslimer i Indien, og de fleste af dem er fattige. Samtidig er hinduismen den mest dæmoniske af alle religioner, med deres tusind guder og tilbedelse af fallossymboler og gudinder med bare bryster. Det mener i hvert fald Sydasiens islamister, mens deres arabiske brødre i højere grad retter deres galde mod jøder og kristne (og allermest shia-muslimerne i Iran).

Og endelig er der forestillingen om dommedag, som IS og Al-Qaeda mener er nært forestående. Ifølge de islamiske skrifter – de såkaldte Hadith’er – vil det ske i en tid præget af druk, hor og moralsk forfald, hvor ”kvinder ser nøgne ud selvom de er påklædte”, og hvor mennesker er grådige og fyldt med hovmod og ”kappes om at bygge højeste bygninger”. Profetien nævner også, at muslimerne tugtes over hele verden, mens ”de retfærdige kæmper i Syrien under sorte faner mod tyrannen i Damaskus”. Listen er lang og virker påfaldende aktuel.

Drømmen om kontant belønning

Det endelige tegn på dommedag er Mahdi’ens ankomst – profeten Mohammeds efterfølger, der sammen med den genopstandne   Jesus (!), vil skabe en islamisk verdensorden. Men først venter det episke slag om Indien, den såkaldte Ghazwa-e-Hind, hævder i hvert fald de sydasiatiske islamister i Al-Qaeda og IS, og henviser til en relativ obskur Hadith. De har deres grunde. De hader hinduerne, og håber profetien kan vække de indiske muslimer. Lykkedes det, følger måske også kontant belønning fra deres rige arabiske kampfæller.

Men kampråbet vækker ikke umiddelbart gehør blandt Indiens muslimer. I sidste uge udstedte retslærde fra de 1.000 vigtigste indiske moskeer en fatwa mod IS, og fordømte bevægelsens myrderier og deres behandling af kvinder. De erklærede IS for u-islamisk og opfordrede deres kolleger i 50 andre landet at tilslutte sig fatwa’en. Samtidig er det relativt begrænset hvor mange indere, der har sluttet sig til IS.

Også Al-Qaedas bestræbelser er faldet til jorden. Ifølge sikkerhedseksperter kommer de ikke til at udgøre en trussel mod Indien, hverken på den korte eller mellemlange bane. Det samme gælder deres lokale samarbejdspartner, Indian Mujahideen, som stadig befinder sig på rørbombe-stadiet. Nærmest alle de store terrorangreb i Indien de seneste 20 år har været udført af udenlandske jihadier med hjælp fra den pakistanske efterretningstjeneste.

Grund til utilfredshed

Men hvorfor er indiske muslimer så fredelige? De har masser af grund til utilfredshed. Deres indtægt og uddannelsesniveau ligger langt under landsgennemsnittet. De er dårligere repræsenteret i parlamentet og den offentlige sektor end selv de kasteløse – to af de vigtigste kilder til magt og indflydelse i Indien. I årtier har muslimerne oplevet massiv undertrykkelse fra indiske sikkerhedsstyrker i Kashmir, den eneste delstat med muslimsk flertal, og i andre delstater er der hyppige sekteriske sammenstød mellem hinduer og muslimer. Som regel går det hårdest ud over muslimerne, da de udgør mindretallet.

Endelig er muslimerne blevet udsat for en stadig mere skinger hindunational retorik inden for de senere år. De beskyldes for at være illoyale overfor Indien, en pakistansk 5. kolonne, der står klar til modtage invasionsstyrkerne fra nordvest. Hinduekstremister patruljerer deres bydele når der spilles cricket-landskamp mod Pakistan, for at sikre, at der hænger tilpas mange indiske flag i vinduerne, og at ingen hepper på det forkerte hold. Muslimske mænd beskyldes for Love Jihad; at de forfører hinduistiske piger og tvangskonverterer dem til Islam med henblik på en gradvis overtagelse af Indien.

Sufier

Alligevel er forholdet mellem muslimer og hinduer generelt præget af fred og harmoni. En del af forklaringen er historisk. I flere hundrede år herskede de muslimske moguler over Indien, men de udgjorde et mindretal og var tvunget til dialog og respekt overfor det hinduistiske flertal. Og sådan er det måske stadig i dag for de almindelige borgere. Muslimerne er spredt over landet, de er sårbare og ønsker ikke ballade.

Men mogulernes respekt var også religiøst funderet. De var præget af sufisme, en mystisk og sanselig gren af Islam, der følger en mere symbolsk tolkning af Koranen. Sufierne respekterede andre trossamfund og deltog i hinduernes religiøse højtider. Siden fulgte Nehru og Gandhis pluralisme. Deres sekulære, demokratiske vision for det moderne Indien var måske det bedste serum mod militant islamisme.

Lord Voldemort

Men den hellige gral er ikke velforvaret. Gamle, halvgamle og nye trusler trænger sig på. I løbet mogulernes efterår i 1700-tallet blev sufismen fortrængt af en mere dogmatisk Islam, bedst repræsenteret ved mogulernes Lord Voldemort, Aurangzeb. Og i 1800-tallet opstod en række reformbevægelser inden for Islam, der alle dyrkede den islamiske fundamentalisme, og som i dag udgør det ideologiske grundlag for nutidens Taliban-bevægelse og Lashkar-e-Taiba, den farligste terrorgruppe i Kashmir. Islamismen trækker på en rig og gammel tradition i Indien, og netop Lashkar-e-Taiba nyder en vis støtte blandt de mest militante indere.

Også på det sociale plan lurer faren, for muslimernes stigende velstand og læsefærdigheder kan give ideologisk bagslag. En fattig daglejer har andet at tænke på end dommedag og utopi. Uddannelse fører til tankefrihed på godt og ondt, men det er ingen kur mod radikalisering. Det gælder også i Vesten.

Endelig kommer den hindunationale vækkelse, som er ligeså drevet af tanken om det endelige opgør, som islamisterne er. Deres mange små og store snit mod Indiens pluralisme bidrager til profetiens fuldbyrdelse, selvom de nok mener det modsatte. Udviklingen i delstaten Gujarat er et godt eksempel: Længe plaget af hyppige sekteriske sammenstød, indtil den store massakre på muslimer i 2001 lagde låg på nye konflikter. Der har ikke være nogen alvorlige sammenstød lige siden. Men det skyldes måske, at de mange muslimer nu er søgt sammen i ghettoer uden kontakt til hinduerne, med alt hvad deraf følger af fordomme og fjendebilleder på begge sider af hegnet.

IS og Al-Qaedas dommedagsfantasier har stadig lange udsigter. I mellemtiden må man håbe, at inderne aldrig glemmer deres multikulturelle udgangspunkt, og fortsat viser vej udi religiøs tolerance og fredelig sameksistens. Det er en harmoni, som har mange ansigter. F.eks. en fatwa mod IS.


 Velproduceret IS Khorasan propagadavideo om dommedagsprofetien, rettet mod vestligt publikum.

…og én til

image_pdfimage_print
twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.