Flyvende Punjab

Om tre dage går delstaten Punjab til valg, og et af de store emner er narkomisbrug. Nogle politikere lover strengere straffe, andre lokker vælgere til sig med små hvide poser. Den siddende regering afviser, at der overhovedet er et problem. Hvorfor fylder narko så meget i Punjab?

Debatten startede allerede i sommers i forbindelse med lanceringen af den hårdtslående film Udta Punjab (Flyvende Punjab), der handler om en kokainsniffende rockstjernes fald fra tinderne. Den indiske filmcensur mente, at filmen gav den nordvestlige delstat et dårligt omdømme, og krævede alle referencer til Punjab fjernet, herunder selve titlen.

Dertil kom alle bandeord, alle nærklip af narkomisbrug, alle referencer til politikere og politik, samt en hund, som ikke måtte kaldes for Jackie Chan. I alt krævede censuren 89 ændringer foretaget.

Væk med tissescenen

Instruktøren kaldte den upopulære chef for filmcensuren, Pahlaj Nihalani (se Forbudte ord og gamle længsler) for en ”oligark”, en ”diktator fra Nordkorea” og ”regeringens nikkedukke”. Han trak sagen i Bombay High Court hvor han fik medhold. Filmen kunne vises ubeskåret på nær en enkelt scene, hvor vores rockstjerne  tisser på publikum.

Under den igangværende valgkamp i Punjab er debatten atter blusset op. For et år siden påstod den siddende delstatsleder fra det regionale parti Akali Dal, Sukhbir Singh Badal, at kun 0.06% af Punjabs befolkning var narkomisbrugere, den laveste andel i hele Indien.

Han anklagede lederen af det lille protestparti AAP, Arvind Kejriwal, samt andre ”opportunistiske ikke-punjabier”, for at fremstille Punjab som en ”narkorede”. Disse ”ikke-punjabier” omfattede uden tvivl Kongrespartiets evige kronprins, Rahul Gandhi, der løbende har påstået at 70% af Punjabs befolkning har et narkoproblem. Både delstatslederen og Rahul Gandhis tal kan anfægtes.

Talmagi

Delstatslederen henviste til en rapport fra det respekterede AIIMS-institut, der fastslår at Punjab har en kvart million opiat-afhængige, dvs. misbrugere af både den klassiske opium, heroin og diverse syntetiske stoffer. Men her er ingen referencer  til 0.06% (eller 16.000 individer), hverken direkte eller indirekte. Hans tal er stadig et mysterium.

Rahul Gandhi er på lidt mere sikker grund, men stadig manipulerende. Med ”70% misbrugere” henviser han enten til nogle få hårdt belastede landsbyer langs den pakistanske grænse, eller også inddrager han alkoholmisbrug i sit regnestykke. Virkeligheden er som altid mere kompleks. Det endelige resultat er betinget af definitioner og metodiske overvejelser.

Ifølge officielle tal fra 2013 står Punjab – med en befolkning på 29 mio. indbyggere – for halvdelen af alle narkorelaterede anholdelser i Indien. To ud af tre familier i landdistrikterne har mindst én person, der er afhængig af alkohol eller narko, og det er især de unge, der står for skud. 76% af dem, som sendes til afvænning er mellem 18-35 år, og 70% af alle universitetsstuderende indrømmer, at de har taget stoffer. Ifølge rapporten er rusmidler blevet en integreret ”del af punjabi kultur… ingen fest er fuldendt før sprutten kommer på bordet”. Tidsskriftet The Economist anslår, at 20% af Punjabs ”unge mænd” bruger diverse opiater.

Skæv i Punjab

Men hvorfor netop Punjab? En yndet forklaringsmodel er Indiens traditionelle prygelknabe, Pakistan, der grænser op til Punjab. Det er pakistanske gangstere, der smugler afghansk heroin til Indien, lyder det. Men forklaringen er kun delvist dækkende, for de øvrige grænsestater Rajasthan og Gujarat har ikke samme problemer med misbrug, og desuden er Punjabs udfordringer af nyere dato.

En del af årsagen er historisk. I Punjabs landdistrikter var milde opiumsformer traditionelt den foretrukne stimulans efter en lang dags arbejde i marken; det var bøndernes svar på en fyraftensøl – en relativt harmløs fornøjelse, og tilmed ganske billig – blot nogle få kroner om dagen. De primære forsyninger kom fra nabostaten mod syd, Rajasthan, men i starten af 00’erne satte regeringen ind overfor den illegale opiumstransport. I tomrummet fulgte en masse syntetiske stoffer, der var stærkt vanedannende. Inden for de seneste fem år er heroin blevet det foretrukne rusmiddel.

Mindst ligeså vigtig er Punjabs fald fra de økonomiske tinder. Fra slutningen af 1960’erne oplevede delstaten en massiv økonomisk fremgang som følge af den grønne landbrugsrevolution. Punjab blev Indiens brødkurv. Med små 1.4% af landets areal producerer de nu 17% af Indiens hvede og 11% af risen.

Alligevel er de gunstige vinde aftagende. Landbruget er blevet mere mekaniseret og skaber ikke det samme antal arbejdspladser, som før. Dertil kommer omfattende miljøproblemer som følge af 50 års overopdyrkning; grundvandet er faldende og fyldt med pesticider. Måske derfor punjabierne er begyndt at slå sig på flasken. Delstatens alkoholforbrug steg med 59% fra 2005-10.

Abstinenser

Nu er narkoproblemerne blevet en belastning for delstatslederen, Sukhbir Singh Badal. Hans regering har – med støtte fra det hindunationale BJP – siddet på magten de seneste 10 år, og i den tid er forholdene gået fra ondt til værre. Badal har konsekvent bagatelliseret problemerne, måske – siger onde tunger – fordi han selv har en aktie med i spillet.

Rygterne svirrer om lyssky forbindelser mellem narkobaroner og politikere, samt heroin-penge, der indgår i finansieringen af valgkampen. Ved sidste delstatsvalg begrænsede de sædvanlige (illegale) gaver til vælgerne sig ikke til spiritus og gratis måltider, men også kuponer, der kunne indløses på apoteket for sjove piller.

Slet skjulte referencer

Og det bringer os tilbage til Udta Punjab-filmen, hvor filmcensuren krævede alle referencer til politikere fjernet, især dér hvor en ledende politikers svigersøn fremstilles som narkobagmand. I 2014 tilstod en stor narkosmugler, at Badals egen svigersøn var hans partner in crime. Svigersønnen er samtidig skatteminister i sin svigerfars regering.

Nu lugter oppositionen blod. Rahul Gandhi fra Kongrespartiet har skærpet retorikken og lovet at sende alle i fængsel, som har svigtet i kampen mod narko. Ingen nævnt ingen glemt. Han truer også med hårde straffe mod heroinsmuglere, så de ”vil skælve, alene ved tanken om narko”. Der plejer at skulle mere til at afskrække mafiaen. så det er nok tom teatertorden. Der er lagt op til en opfølger på Udta Punjab.


02.02.2017 – Indslag i Radio 24-syv Datolinjen

Officiel pressemeddelelse. januar 2013
Rapport fra Indian Journal of Psychiatry, januar 2015
23.06.2016 – The Economist, Pushing poppies in Punjab
03.01.2017 – Scroll.in
1
2.01.2014 – India Today, om den luskede svigersøn
18.06.2016 – Firstpost

 

image_pdfimage_print
twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.