India Incorporated

Indien ramte bunden den 21. maj 1991. Den dag lettede et fly fra Delhi lufthavn lastet med de sidste sørgelige rester af Indiens guldreserver. 67 ton i alt.

Guldet skulle fungere som pant mod et massivt IMF-lån, for Indien befandt sig på kanten af en statsbankerot. Lånet skulle holde landet flydende, mens regeringen gennemførte seriøse reformer.

Flyveren havde kurs mod England, Indiens gamle koloniherre. Det var næsten ikke til at bære. Men det værste var nok, at den lastbil, der fragtede guldet ud til lufthavnen, brød sammen på halvvejen.

På foredraget stiller vi skarpt på Indiens økonomiske udvikling. Hvorfor er Indien så fattig? Hvorfor halter Indien efter Kina? Og hvordan blev Indien en IT-supermagt?

Vi tager et skridt tilbage og ser på Nehrus socialisme, Gandhis landsbyutopi og de 30 magre år med ”The Hindu Rate of Growth”. Vi ser på de liberale reformer i 1991, og vi tager temperaturen på situationen i dag. Hvor er Indien på vej hen? Er det “Boom eller Bust”?