Indiens Game of Thrones

Politiet i Indien efterforsker lige nu den såkaldte Vyapam-sag, der vedrører systematisk eksamenssnyd ved de højere læreranstalter i delstaten Madhya Pradesh. Sagen har stået på i årtier og går helt til tops i systemet. Bagmændene menes at have tjent flere milliarder kroner på snyderiet, og folk tilknyttet sagen dør som fluer. Af samme grund går skandalen under tilnavnet: Indiens Game of Thrones.

I sidste uge blev en 58-årig efterretningsofficer dræbt i trafikken. Han var på vej hjem fra arbejde, da han blev kørt ned af en sort bil med tonede ruder. Ajay Kumar Khare døde på stedet, og bilen forsvandt i trafikken.

Han blev endnu én af de mange politifolk, vidner, journalister og formodede bagmænd forbundet med Vyapam-sagen, der døde under ”unaturlige” omstændigheder. Nummer 51, ifølge visse beregninger.

Det er næppe alle dødsfaldene, der er relateret i Vyapam-sagen, men en del af dem er mistænkelige. For et år siden blev en ung kvindelig lægestuderende fundet død langs en jernbanestrækning i byen Ujjian.

Mystiske dødsfald

Politiet mente, at hun havde begået selvmord ved at kaste sig fra et tog (indiske toge kører cirka 40 km i timen i byområder!), men obduktionen viste, at hun var blevet kvalt. Senere kom det frem, at pigen havde gjort brug af de ydelser, som Vyapam-bagmændene tilbyder.

Da en prominent Tv-journalist fra Delhi kort efter faldt død om foran pigens hjem, fik sagen for alvor mediernes bevågenhed. Journalisten var i gang med en efterforskning, og havde netop drukket te med den afdøde piges forældre, da han styrtede til jorden med fråde om munden. Dødsårsagen er stadig ukendt. Han blev kremeret før nogen fik mulighed for at obducere liget ordentligt.

Minister & guvernør

Nu blev det indiske forbundspoliti CBI sat på sagen. Siden er over 2.000 blevet anholdt, herunder delstatens tidligere undervisningsminister Laxmikant Sharma, der fornylig blev løsladt på kaution, efter 19 måneders varetægtsfængsling.

Delstatens guvernør er blevet sigtet, men sagen blev sat i bero grundet politisk immunitet. Retssagen genoptages så snart guvernøren går på pension til september. For tre dage siden blev yderligere 20 mand stillet for retten, anklaget for at have bistået i eksamenssnyd.

Eksperthjælp ved hånden

Snyderiet er sket på alle tænkelige måder. Nogle studerende blev hentet i hvide varevogne tidligt om morgenen og kørt op på universitet, hvor de fik udleveret spørgsmålene før alle de andre.

Andre fik stedfortrædere til at gennemføre deres eksamen, som regel topstuderende fra andre delstater. Deres Id-kort blev tilpasset dagens anledning, og lærerne bestukket. Andre igen fik tildelt en plads ved siden af en (til formålet indkaldt) mønsterelev, som de så kunne skrive af efter.

Processen har været timet og tilrettelagt ned til mindste detalje. Bagmændene har haft en pulje af villige fagkyndige, der kunne træde til mod betaling. De har udstedt falske Id-kort til studerende og bestukket censorkorpset.

Prisen for en bestået eksamen har svinget mellem 100.000 og 400.000 kroner. Vyapam er i øvrigt betegnelsen på den instans, der er ansvarlig for eksamen og adgangsprøver til de videregående læreranstalter og offentlige institutioner.

Doktorgrad til salg

De første meldinger om snyd dukkede op allerede i 1995. Herefter fulgte sporadiske politianmeldelser fra år 2000. Men det var først i 2009, at der tegnede sig et billede af organiseret snyd, som omfattede toppolitikere, embedsmænd, forretningsfolk og mafiagrupper. Især lægestudiet har været hårdt ramt af sagen, og mindst 2.000 studerende menes at have tilegnet sig deres lægetitel med ufine midler. De er, i sagens natur, uegnede til at praktisere.

Vyapam-skandalen er et problem på mange niveauer. I første omgang underminerer det Indiens i forvejen hårdt pressede sundhedssystem. På trods af, at Indien har læger af højeste rang, og er én af verdens førende destinationer for medicinsk turisme, er de sundhedsmæssige nøgletal for den brede befolkning elendige (se En stille rapport med stor betydning & Take the Poo to the Loo).

Én af årsagerne er den ringe adgang til lægehjælp. Ifølge en WHO rapport fra 2009 havde Indien 6.4 læger per 10.000 borgere, mod 15 i Kina og 35 i Danmark. Men de 6.4 læger dækker over store regionale forskelle, og med blot 3.7 læger per 10.000 borgere, ligger delstaten Madhya Pradesh nederst i bunken.

De gode græder…

Men Vyapam-skandalen underminerer også tilliden til lægestanden og universiteterne generelt, og virker demoraliserende på den store gruppe af dygtige og hæderlige studerende. Mange af dem dumper til prøverne, uanset hvor hårdt de slider og godt de klarer sig. For nogen skal jo dumpe, hvis eksamensresultaterne samlet set skal virke troværdige.

Vyapam-skandalen skal anskues i en større sammenhæng. I starten af 1990’erne blev Indiens økonomi liberaliseret, og samtidig indførte man omfattende positiv særbehandling af lavkasterne i den offentlige sektor (se Når kaster snobber nedad).

Det førte til nye muligheder for mange, der før havde stået uden for, men også til en skærpet konkurrence på jobmarkedet. Social position og en god karriere var ikke længere givet på forhånd, i hvert fald ikke i samme grad som før.

Vigtigere end kaste

Betydningen af en god uddannelse er dermed vokset markant, hvilket også kan ses i nutidens bryllupsannoncer, hvor universitetsgrader efterhånden synes at veje mere end kaste. For en god uddannelse afspejler ikke kun social status, men også muligheden for succes i det ny Indien.

I dag bruger familier en stor del af deres opsparing på deres børns undervisning, selv dem fra den lavere middelklasse, der kun har ganske få midler. Deres børn får privatundervisning i engelsk, Excel og programmering, mens den højere middelklasse sender deres børn på universitetet.

Vyapam-skandalen er et symptom på denne forandring, og vidner om hvor langt forældrene er villige til at gå, for at sikre deres børn en god start på livet. Også hvis det kræver penge under bordet. Det kan være svært at lade være, når alle de andre gør det…


Photo Credits: Shutterstock

  • Se også artikel fra Scroll.in for sagens konsekvenser og demoraliserende effekt.
  • Og link til WHO for statistik over læger på delstatsniveau i Indien i 2009.
  • …og en pudsig historie af lidt ældre karakter om eksamenssnyd i starten af 1990’erne
image_pdfimage_print
twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.