Kongrespartiets fald

Om bevægelsen, der skabte det moderne Indien.

I 1930 påbegyndte Mahatma Gandhi en ulydighedskampagne mod briternes saltmonopol. Inderne måtte ikke fremstille deres egen salt, men skulle købe det af autoriserede forhandlere, som betalte skat til kolonimagten. Gandhis plan vakte forundring, både i hans eget bagland i Kongrespartiet, og hos de britiske myndigheder, for skatteindtægterne fra salt dækkede kun 3% af styrets samlede indtægter. Det var næppe et tab, som kunne ryste imperiet. De tog fejl. Gandhis saltmarch blev hans mest ikoniske aktion.i

Planen var såre enkel. Gandhi ville vandre ud til kysten og samle salt fra stranden, og dermed bryde loven. Det var et genialt påfund, for salt var ladet med symbolik. Alle havde brug for salt og den var frit tilgængelig i naturen. At beskatte salt var som at beskatte luften man åndede. Det var en lov, som kendetegnede et sandt tyranni.

Den 12. marts satte Gandhi ud på en 385 kilometer lang vandring mod havet med 78 disciple. De sov i landsbyer og blev hyldet overalt. Flokken voksede, og da de 24 dage senere nåede frem til kysten, blev de mødt af tusindvis af tilhængere og en verdenspresse, der stod klar med snurrende kameraer. Gandhi gik ned mod havet, samlede noget saltholdigt mudder op fra vandkanten og sagde: ”Med dette ryster jeg det britiske imperium”. Herefter kogte han sit mudder i havvand og dannede nogle få krystaller af grumset, illegalt salt, som han spiste. Det var i øvrigt første gang i seks år han spiste salt. Selv en asket måtte ofre sig i en højere sags tjeneste.

Gandhis aktion blev startskuddet til en protest, der på få dage bredte sig til resten af landet. Langs hele kysten flokkedes indere ned til stranden med potter og pander. De tændte bål og kogte salt, og spiste og solgte det for øjnene af politiet. Alle deltog i forbrydelsen; mænd, kvinder og børn. Regeringen i Delhi var til grin. Til sidst satte de politiet ind. Gandhi og 25.000 andre illegale saltspisere blev anholdt.

Men protesterne fortsatte. Mest omtalt var marchen nogle uger senere mod et offentligt saltdepot nord for Bombay, anført af Gandhis søn Manilal. Her mødte 2.500 hvidklædte demonstranter en deling politifolk anført af britiske officerer. Den første række af demonstranter fik slag med bambuskæppe. De faldt til jorden med kraniebrud og knuste knogler. En ny gruppe rykkede frem og led samme tort. Og sådan blev det ved, i én uendelighed. Ingen gjorde modstand, ingen værnede sig mod slagene. Politiet blev desperat og tævede løs på de sårede aktivister i grøften, mens nye demonstranter stillede sig an. Over 300 blev såret og to døde.

Saltmarchen, med dens pacifisme, passive modstand og kreative sans for det symbolske, var klassisk Gandhi, og gjorde den indiske uafhængighedsbevægelse til noget ganske særligt – højt hævet over de brutale junglekrige, der kendetegnede frihedskampene i Indokina og Indonesien.

Saltmarchen vakte de indiske masser, de millioner af daglejerne og fattige bønder, der ikke tidligere havde deltaget i frihedskampen. Kongrespartiets manglende evne til at mobilisere folket havde netop været deres største problem, for selvom det nok var den største frihedsbevægelse, var det stadig kun et overklasseparti, hvis ledelse (inklusiv Gandhi) bestod af britisk-uddannede jurister fra de højeste kaster. Briterne kunne derfor hævde, at partiet ikke repræsenterede det fattige flertal af kasteløse, lavkaster og muslimer, at deres ønske om selvstændighed blot var en forfængelig drøm, som cirkulerede i samfundets øverste lag. Gandhi gjorde Kongrespartiet til en folkebevægelse. Det var ikke uden grund, at Winston Churchill kaldte ham for ”en lille snu fakir”. ii

I 1930 var den britiske statsminister ellers klar til at yde inderne et vist selvstyre under den britiske krone. Alligevel skulle der gå 17 år før Indien fik sin selvstændighed, først og fremmest fordi inderne selv var uenige om målet. Resultatet blev en konstruktion, som hverken briterne, Mahatma Gandhi eller Kongrespartiets leder, Jawaharlal Nehru ønskede, nemlig en deling af kolonien i to separate nationer: Et hinduistisk-domineret Indien omgivet af et muslimsk-domineret Pakistan, der selv var opdelt i et Øst- og Vestpakistan. Østpakistan blev siden til Bangladesh. Delingen endte i et blodbad, der sendte millioner på flugt. Det var en katastrofe, som bekræftede de værste fordomme om det indiske frihedsprojekt: At Indien var en kunstig størrelse dømt til splittelse og forfald. At inderne ikke magtede opgaven at styre en nation. At herskerens lod var den hvide mands byrde.

Men det lykkedes. Indien faldt ikke fra hinanden og er i dag verdens største demokrati. Æren tilfalder Kongrespartiet, især Nehru og Gandhi. Det var Gandhi, som vakte folket og gav bevægelsen sit moralske kompas. Og Nehru, som stod i spidsen for nationen de første 16 år. Men den tid er forbi. I dag er partiet forvist til de bagerste rækker i parlamentet, og Nehrus arv udviskes dag for dag af nye strømninger i det 21. århundrede.

Dette kapitel handler om Kongrespartiets storhed og fald, og tilblivelsen af det moderne Indien. Det er to historier, som er nært forbundne, for det var Kongrespartiet, der samlede Indien, og det er Kongrespartiets billede af Indien, som nu er under afvikling. Nehru og Gandhi lagde låg på landets mange modsætninger, men modsætningerne forsvandt aldrig helt. Konflikterne – med delingen af Indien og Pakistan i 1947 som den største af alle – fik afgørende betydning for Nehrus vision og nationens udformning, og er stadig lige aktuelle i dag. Forståelsen af det moderne Indien starter her.

En umage nation

En af de største modstandere af det indiske uafhængighedsprojekt var Winston Churchill, der mente at Indien var ”ligeså lidt en nation som Ækvator”. For ham og hans ligesindede imperialister, var tanken om et samlet og selvstændigt Indien en absurditet, som ikke havde hold i virkeligheden. Set med vestlige briller havde han ret. Indien var blottet for det, som kendetegner de europæiske nationalstater; intet fælles sprog og en begrænset historisk og kulturel samhørighed.

Alene den sproglige mangfoldighed, med 400 sprog og 1.600 dialekter fordelt på 12 forskellige alfabeter, var dræbende for enhver national sammenhængskraft. Det største sprog var hindi, men blev kun talt i Nordindien, og dét nægtede sydinderne at tale. De truede med løsrivelse i 1956, hvis hindi blev ophævet til Indien officielle sprog og pegede i stedet på engelsk – som rigtig nok var det eneste sprog, som blev talt over hele landet, men kun af en lille del af befolkningen, som til gengæld var alle de rige, magtfulde og veluddannede. Problemet var bare, at engelsk som bekendt var kolonimagtens sprog, og i øvrigt et sprog uden historisk forbindelse til Indien. For nationalisterne var det et knæfald, en ydmygelse. Men sydinderne fik deres vilje, hellere engelsk end et todelt land.

Der var heller ingen historisk præcedens for en samlet nation. Nok havde enkelte konger hersket over det meste af subkontinent, men enten fortonede deres riger sig i en fjern fortid, eller også var de grundlagt af muslimske feltherrer, og dermed ubrugelige i det nationale projekt. Og dem som bedst havde evnet at samle Indien, var dem, som de netop havde vundet deres frihed fra. Det er en af de store ironier i moderne indisk historie, at det var den britiske kolonimagt, der banede vej for den indiske nation.

Det var britisk uddannede indere, som bragte Europas nationalromantiske strømninger tilbage til Indien, og derved lagde kimen til en national bevidsthed. Det var det koloniale fjendebillede, som gav frihedskampen samling. Og deres statslige institutioner, det engelske sprog og landsdækkende jernbanesystem, der bandt nationen sammen.

Men ellers var den eneste store fællesnævner blandt inderne hinduismen, som dækker 80% af befolkningen. Men også dét var et svært samlingspunkt. For nok er de fleste indiske børn vokset op med historien om Ramayana og Mahabharata, og nok deler hinduerne en fælles kærlighed til deres mange guder, men derudover er hinduismen uden den samling, som præger Islam og kristendommen. Der er ingen fælles profet eller bibel, men tusindvis af guder og millioner af guruer, som folk følger efter behov. Hinduismen er det rene anarki. Dertil kommer kastesystemet som den største slange i det hinduistiske fællesskab; den opdeler hinduerne i tusindvis af små, skarpt isolerede enheder, som på ingen måde føler en samhørighed med hinanden.iii

Det var på denne brogede baggrund, at to konkurrerende visioner om fremtidens nation foldede sig ud: Det hinduistiske og pluralistiske Indien. Den hindunationale vision byggede på en traditionel vestlig forestilling om nationalstaten som en homogen størrelse, der byggede på et samlende fællesskab. I dette tilfælde hinduismen. Indien skulle være et Hindustan, en nation for hinduer. Den pluralistiske vision hyldede derimod mangfoldigheden. Indien skulle være en sekulær nation, hvor alle trossamfund var ligeværdige. Det var dén vision, Nehru og Gandhi kæmpede for.

De to visioner byggede på to meget forskellige fortolkninger af Indiens historie, især muslimernes ankomst til Indien, tusind år tidligere. Hindunationalisterne så de muslimske invasioner som begyndelsen på en lang lidelsesberetning, der satte et punktum for den hinduistiske guldalder og førte til undertrykkelse og tvangsomvendelser af hinduer. Og efter muslimerne kom den britiske kolonimagt, og fortsatte nedgørelsen af den hinduistiske kultur. Med uafhængigheden i 1947 kunne hinduerne endelig vende et nyt kapitel i deres historie, genrejse deres nation og vende tilbage til fordums storhed (se også Et horn i siden).

Nehru anlagde en modsat fortolkning af historien. Indien var, og havde altid været, et land i konstant kulturel forvandling. Det var et sted, hvor trosretninger og folkeslag mødtes i frugtbar syntese, og hvor ”lag på lag af tanker og drømme blev indgraveret, og hvor det nyeste lag aldrig helt fjernede det forrige”, som han skrev i sit historiske værk ”The Discovery of India”. De muslimske ”invasioner” var blot en fortsættelse af denne historie.

Nehru mente, at mangfoldigheden netop var Indiens største styrke. Han fremhævede de største helte i Indiens historie; Buddha, Ashoka Den Store og Akbar den Store, der alle havde udvist respekt for andre trosretninger, og trak en lige linje frem til sin egen sekulære vision. Det var dén tradition, som han og Gandhi nu førte videre i en moderne nation. I den forstand formulerede Nehru tanken om det multikulturelle samfund, længe før det blev relevant i Europa. Det var denne vision, der sejrede.

Drømmen om Pakistan

Nehrus sekulære idealisme kunne ikke udviske det historiske nag, der herskede mellem hinduer og muslimer. Efterhånden som frihedsbevægelsen voksede i kraft og styrke, voksede også bekymringen blandt muslimer om deres fremtidige status som mindretal i en hinduistisk nation. Muslimerne ønskede garantier om særstatus og var generelt mere tøvende overfor uafhængighedsprojektet end hinduerne, et forhold som også afspejlede sig i muslimernes forholdsvis ringe opbakning til Gandhis saltmarch og ulydighedskampagner. Den drivende kraft bag de muslimske krav var ”The Muslim League” – den muslimske liga, der i starten kæmpede de for øget muslimsk selvbestemmelse i et samlet Indien, men i løbet af 1930’erne hævede de indsatsen, og krævede deres egen nation. Tostatsløsningen.

Den drivende kraft bag delingen var Mohammed Jinnah, et mangeårigt medlem af Kongrespartiet, der meldte sig ud af partiet i 1920 på grund af Gandhis ulydighedskampagner. Jinnah brød sig ikke om Gandhis ”pseudo-religiøse” tilgang til politik, som han mente indbød til massehysteri. Som han sagde i sin afskedssalut: ”Politics is a gentleman’s game”. Jinnah forlod frihedskampen, rejste til England og slog sig ned i London, hvor han gjorde karriere som højt betalt sagfører med Bentley og privatchauffør. Men i 1934 vendte han tilbage til Indien og blev leder af den muslimske liga. Hvis der er noget land i verden, som skylder én mand sin eksistens, er det Pakistan. Mohammed Ali Jinnah skabte Pakistan.

Men hvorfor? Hvorfor kæmpede Jinnah for en islamisk republik, når han ikke selv var religiøs. Han kom nærmest aldrig i moskéen, han røg 50 cigaretter om dagen, fik sig en sjus i ny og næ, og nærede efter sigende en svaghed for skinkemadder. Jinnahs Islam var moderat og tolerant. Han delte Nehrus beundring for vestlige liberale værdier (om ikke hans socialisme) og var i mange år fortaler for en samlet stat og hindu-muslimsk sammenhold. Hvorfor ønskede han nu et særskilt Pakistan?

Anti-pakistanske historikere mener, at Jinnah var drevet af tom forfængelighed, at han ønskede at herske i sin egen stat. Det var også den fortælling, som skinnede igennem i David Leans storfilm om Gandhi fra 1982. Her fremstod Jinnah som en kæderygende Gestapo-officer; glødende ond, usympatisk og altid iført monokel. Da en pakistansk instruktør i 1998 svarede igen med en mere sympatisk film om Jinnah, vakte det morskab blandt inderne, at det var Christopher Lee, som spillede hovedrollen. Jinnah fik påført hugtænder på alle filmplakaterne.

Andre mener, at han slet ikke ønskede et Pakistan, at det hele var et uheld. Han brugte kun delingen som en truslen i et forsøg på at vinde flere rettigheder til muslimerne. Og så pludselig meldte briterne, at de trak sig ud før tid. Ifølge Jinnahs livlæge, skulle Jinnah på dødslejet have udtalt til Pakistans første statsminister, Liaquat Ali Khan, at ”Pakistan var min største brøler”. Det er naturligvis aldrig blevet bekræftet.

Sandsynligvis var Jinnah drevet af en oprigtig bekymring for muslimernes tarv i et hinduistisk domineret Indien. Han nærede en skepsis overfor Gandhis hindureligiøse aura, hans lændeklæde og spinderok og guruagtige manerer. Mange muslimer frygtede, at Gandhi var en hindunational ulv i fåreklæder, en frygt som kun blev forværret af de ægte hinduekstremisters retorik om, at muslimerne var andenrangsborgere i et fremtidigt Hindustan.

Jinnah følte ikke, at han blev mødt med forståelse fra Nehru, Gandhi og det britiske kolonistyre. Gandhi var, som altid, urokkelig og stærkt principiel i forhandlingerne. Han afviste alle Jinnahs krav om særlove og separate valgkredse for muslimer og insisterede på, at alle borgere skulle have lige rettigheder på tværs af trosretninger. Indien skulle være sekulært, uden undtagelse. Gandhi frygtede, at indrømmelser overfor muslimerne ville åbne en Pandoras æske af nye krav. Forhandlingerne fortsatte op gennem 30’erne, og i marts 1940 forkastede Jinnah og den muslimske liga endegyldigt tanken om et samlet Indien.

Efter krigen kollapsede det britiske imperium. Den 16. august 1946 erklærede den britiske regering, at de snarest muligt ville trække sig fra Indien, uden dog at fastsætte et tidspunkt. Samme dag blev Calcutta hærget af de første store sammenstød mellem hinduer og muslimer. Mere end 5.000 døde. Urolighederne bredte sig til resten af landet. Delingen var begyndt.iv

Den sidste vicekonge

Den 22. marts 1947 landede den sidste britiske vicekonge af Indien i Palam lufthavn udenfor Delhi. Lord ”Dickie” Mountbatten trådte ud af flyet iført en skinnende hvid gallauniform med rækker af medaljer hen over brystet. Han var blot 41 år gammel, høj og flot og lignede en filmstjerne fra Hollywood. Ved hans side stod hans hustru, den smukke Edwina, en af verdens rigeste kvinder, der snart skulle blive ”talk of the town” for hendes nære og intime forhold til Nehru.

Mountbatten stod foran sit livs største opgave. Han skulle afvikle 200 års britisk kolonistyre i Indien og sikre en smidig overgang til selvstændighed. Han skulle navigere mellem uforsonlige indiske frihedskæmpere og sørge for, at de ulmende sekteriske uroligheder ikke endte i et blodbad. I hvert fald ikke mens briterne var der.

I Delhi blev Dickie og Edwina mødt af en britisk æresvagt og den afgående vicekonge, Lord Wavell og hustru. En enkelt officer udråbte et hurra for den ny vicekonge, som fortonede sig i rungende stilhed. ”Er der virkelig ingen, der er glade?” spurgte officeren ud i luften, men hans kolleger kiggende ned og lod som ingenting.

Mountbatten blev mødt med skepsis fra briterne i Delhi. Trods hans flotte udseende og kongelige aner (han befandt sig på en 43. plads i den royale arvefølge) var han kendt som en playboy, som sejlede gennem livet på en bølge af charme og gode forbindelser til Winston Churchill. Han kendte intet til Indien, og mange mente han var en distanceblænder.

Desuden gik han under øgenavnet ”Master of Disaster” for alle de katastrofale projekter, han havde søsat mens han var i flåden. Ikke mindst ”Projekt Habakkuk”, som omfattede et usynkeligt hangarskib, lavet af is og beklædt med kork (så det ikke smeltede på åbent hav). Isen var en særlig forstærket is skabt af havvand og træflis, som kunne modstå torpedoangreb. Mountbatten fik bygget en prototype i Canada på størrelse med tyve dobbeltdækkerbusser, som han præsenterede for en delegation af skeptiske flådeofficerer i 1943.

Med vanlig sans for drama fremdrog Mountbatten to stykker is, den ene almindelig den anden forstærket. Han trak sin pistol og affyrede et skud mod den almindelige is, som straks blev pulveriseret. ”Og nu vil jeg affyre et skud på den højre blok for at vise jer forskellen”. Der lød et brag, kuglen ramte sit mål, prellede af på isen og summede forbi en amerikansk admiral ”som en vred bi”. Amerikanerne nedlagde veto. Habakkuk blev syltet.v

I 1943 blev han udnævnt til øverstbefalende for de britiske styrker i Sydøstasien. Feltmarskal Montgomery udtalte at ”Dickie er aldeles uegnet… han er en herlig fyr, men hans viden om hvordan man fører krig er lig NUL”. Men ”han kunne tale med drengene og amerikanerne elskede hans royale aner”. Og det var netop Mountbattens charme og selvtillid og svaghed overfor vanvittige projekter, der kvalificerede ham til jobbet som sidste vicekonge af Indien. Hvis der var nogen, der kunne gennemføre en hurtig exit fra Indien, og slippe af sted med æren i behold, var det Mountbatten.

Blot fem uger efter sin ankomst, sendte Mountbatten en plan hjem til London med det ildevarslende navn ”Plan Balkan”. Indien skulle deles i to nationer og de to store delstater i grænseområdet, Punjab og Bengalen, skulle deles i to ud fra religiøse skel. Storbyerne Lahore og Calcuttas skæbne skulle afgøres ved en kommission. De 556 uafhængige fyrstendømmer, de såkaldte prinsestater, som dækkede halvdelen af Indien og formelt set var uafhængige af kolonistyret, måtte selv afgøre deres tilhørsforhold (se også De besværlige fyrstendømmer). Det var en plan med mange løse ender.

Stakkels Sir Radcliffe

Men Mountbatten bekymrede sig ikke om de løse ender, han fokuserede på de store linjer; en hurtig overdragelse af en tikkende bombe: ”Jo mere jeg sætter mig ind i problemet, jo mere indser jeg, at hele denne deling er det rene vanvid, som på afgørende vis kommer til at hæmme landets økonomiske udvikling… jeg ville aldrig have plæderet for en deling, havde det ikke været for det sekteriske vanvid, som synes at have grebet alle parter. Det eneste vi kan håbe på er, at vi i omverdenens øjne får lagt ansvaret for delingen solidt over på de indiske skuldre, for en dag vil de bitterligt fortryde deres beslutning”.

Den 3. juni 1947 præsenterede Mountbatten sin plan for de vigtigste indiske ledere. Jinnah var tilfreds. Han fik sit Pakistan, omend han klagede over, at det var i en lettere ”mølædt udgave”; han havde håbet, at Pakistan fik tildelt et samlet Punjab samt en 1600 km. lange korridor gennem Nordindien, som skulle forbinde Øst- og Vestpakistan.

Efter mødet fandt en af Mountbattens medarbejdere Jinnahs papirblok på bordet. Hen over midten stod skrevet ”Govenor General”, den titel, der ventede Jinnah som Pakistans statsoverhoved. Titlen var kraftigt understreget og omgivet af fallosagtige figurer, der struttede i luften. Som medarbejderen bemærkede: ”uden at være psykolog fornemmer jeg symboler på magt og storhed hér”.

Det var på samme møde, at Mountbatten sprang sin største bombe. Kolonistyret ville ophøre den 15. august 1947, blot seks uger frem i tiden, og 10 måneder før den britiske regerings officielle deadline. Beslutningen var hans alene. Nehru og Jinnah var i chok, de to største spørgsmål var endnu ikke afklaret: den præcise grænsedragning ned gennem Punjab og Bengalen og de 556 uafhængige fyrstendømmers tilhørsforhold. Begge dele blev sat i værk på stedet.

Det var en englænder ved navn Sir Cyril Radcliffe, der fik den utaknemmelige opgave at trække den 7000 km. lange grænse i øst og vest, alt i mens han sikrede den bedst mulige fordeling af hinduer, sikher og muslimer på hver sin side af grænsen. Senere vurderede han, at opgave burde have taget to år at trække en ordentlig grænse. Han fik fem uger.

Punjab var et minefelt af modstridende etniske, religiøse og økonomiske interesser. Provinsen var tætbefolket, det var Ramadan, hæslig varmt (perioden op til monsunen er altid den værste) og Sir Radcliffe havde dysenteri. Landsbyerne simrede med frygt og had og blodige sammenstød, landkortene var elendige og folkeoptællingerne forkerte. Samtidig havde Sir Radcliffe ingen kendskab til Indien, og fik derfor tildelt fire lokale assistenter, som skulle hjælpe ham; to muslimer, en hindu og en sikh. Men de skændtes konstant og gjorde mere skade end gavn, så dem skilte han sig af med.

Den 9. august var Sir Radcliffe klar til at offentliggøre sit arbejde, men Lord Mountbatten besluttede sig for at holde resultatet hemmeligt til efter uafhængighedsfesten. Han ønskede ikke at spolere festen med de uroligheder, der med sikkerhed ville opstå, når parterne indså hvilken side af grænsen, de var havnet på. Så de to nationer fejrede deres fødsel uden at vide hvor grænsen gik.

I mellemtiden brændte Sir Radcliffe alle sine noter og skrev til sin stedsøn, at han hurtigst muligt ville tage ud til lufthavnen ”… og vente på den næste flyver til England. Ingen i Indien vil elske mig for min grænsedragning, og der vil være omkring 80 mio. vrede mennesker, som vil lede efter mig. Jeg ønsker ikke, at de skal finde mig”. Sir Radcliffe vendte aldrig tilbage til Indien.vi

Den blodige deling

Det var ikke kun Sir Radcliffe, der havde bange anelser. Astrologerne, som altid tages med på råd ved fastlæggelse af indiske mærkedage, havde længe fremhævet den 15. august som den værst tænkelige for nationens fødsel. Men det rørte ikke Mountbatten. Han havde personligt valgt den 15. august, for den havde en særlig betydning for ham personligt. Den markerede 2-årsdagen for Japans overgivelse til de allierede styrker, og dermed forbundet med glade minder for ham selv. Han havde jo været øverstkommanderende for de britiske styrker i Asien. Af hensyn til de indiske astrologer startede man festlighederne allerede den 14. august om aftenen, i håbet om, at man derved kunne snyde skæbnen.

Men lige meget hjalp det. Da Mountbatten den 14. august fløj tilbage til Indien fra Pakistan, kunne han se de brændende landsbyer i Punjab fra sin flyvemaskine. I storbyen Lahore, som nu var en del af Pakistan, rasede gadekampe mellem sikher og muslimer. Sikhernes hovedtempel stod i brand, 100.000 mennesker var fanget bag bymurene uden vand og lægehjælp. De 200 soldater og deres 20-årige kaptajn kunne intet stille op. Som den nyudnævnte pakistanske guvernør siden berettede, var hans tiltrædelsesceremoni den ”mest mislykkede fest nogensinde… strømmen gik og det eneste lys var flammerne fra den brændende by. Ude i haven lød der skudsalver. Ingen vidste hvem der skød på hvem, og ingen ønskede at vide det”.vii

Gandhi festede ikke. Han befandt sig i Calcuttas slum, hvor han fastede i sympati for de mange, som var drevet på flugt i Punjab og Bengalen. For ham, var de mange skåltaler i Delhi usmagelige. Delingen og den vold, der fulgte, var en helligbrøde mod alt hvad de havde kæmpet for: pacifisme, pluralisme og harmoni. Hans eneste kommentar til pressen var: ”Jeg er løbet tør for ord”.

I løbet af september og oktober antog blodsudgydelserne nærmest bibelske dimensioner. Spøgelsestog gled ind på banegårde i øst og vest med lokoførerne som de eneste overlevende. De var blevet skånet, så de kunne køre ligene bort og bære vidnesbyrd til rædslerne. Nye bølger af hævntørst skyllede ind over de resterende hinduer og sikher på den pakistanske side af grænsen, og de resterende muslimer på den indiske side. Hvor mange, der mistede livet, vides ikke. Tallene svinger fra ½-1 mio. ofre. Sjældent har Gandhis ord været mere profetiske; ”et øje for et øje gør hele verden blind”.

Mellem 10-15 mio. mennesker blev sendt på flugt, den største folkevandring i historien. Flygtningestrømme op til 50 kilometer lange sneglede sig gennem landskabet på begge sider af grænsen. Familier med børn på ryggen trodsede mudder og monsunregn for at i sikkerhed i deres ny hjemland. I den største flygtningelejr viste man tegnefilm på storskærm for 15.000 flygtninge af gangen, Anders And og Mickey Mouse. Som en hjælpearbejder bemærkede, blev disse to timers sorgløs latter det eneste, der holdt sammen på de stærkt traumatiserede børn og voksne.

Men Mountbatten lykkedes med sin mission. Briterne var sluppet ud af deres koloni med æren i behold. Men blodet flød på begge sider af grænsen blev Mountbatten hyldet af tusindvis af indere, da han kørte gennem Delhis gader. Aldrig havde en britisk vicekonge været så elsket, som Mountbatten var den 15. august 1947.viii

Pluralismens sejr

I efteråret 1947 virkede et pluralistisk Indien som en fjern og uopnåelig drøm. Delingen punkterede de fleste forestillinger om fredelig sameksistens. Som galskaben bredte sig og millioner af flygtninge krydsede grænserne, var det oplagt, at hindunationalisterne havde haft ret. Muslimer og hinduer ville aldrig kunne leve sammen side om side. Alligevel endte Indien som skabe en sekulær, pluralistisk nation. Hvordan lykkedes det?

En del af forklaringen stikker dybt og findes i Indiens hindu-buddhistiske rødder. Både hinduismen og buddhismen er grundlæggende pluralistiske. Hinduisterne tror ikke på frelsen gennem en enkelt gud eller profet, men vender sig mod tusindvis af guder og guruer, som alle har deres berettigelse. Jesus, Mohammed og Abraham er også guruer i deres egen ret, og deres billeder er fast inventar i mange hinduistiske templer. Guddommeligheden findes overalt.

Samtidig har hinduismen ingen samlende kirkelig organisation, ingen fælles liturgi, ingen fordring om mission og omvendelse. I princippet er andre religioner blot aspekter af verdensaltet, andre veje mod sandheden. Samme grundlæggende tolerance findes i buddhismen, omend de har en profet, en kirke og en mission. Men buddhisterne ser det guddommelige som en indre tilstand, som hver enkelt må søge. En personlig stræben.

Det var disse traditioner og tankegods, som gav indisk sekularisme sit eget særlige udtryk, meget forskellig fra det vi kender i Vesten i dag. I Indien hyldes alle religioner på lige fod, de kan folde sig ud i fuld vigør i al offentlighed. I Vesten har vi fjernet det religiøse fra det offentlige rum. Religion er tabu, en personlig sag, som praktiseres bag lukkede døre.

Den anden bærende grund til pluralismens sejr i Indien var Nehru og Gandhi. Deres karisma og personlige indflydelse kan ikke undervurderes, de var forgudet af folket. Gandhis vej til pluralismen var spirituel, Nehrus var agnostisk – han hverken forkastede eller vedkendte sig nogen religion, men deres fælles fortælling om det mangfoldige og tolerante Indien tændte et håb i befolkningen. Deres var en smuk og positiv vision, som byggede på ligeværd og fællesskab, og som viste en vej ud af delingens vold og mørke. I modsætning til den hindunationale fortælling, som var eksklusiv, som havde et ”os” og et ”dem”, og som drog næring fra et fjendebillede om muslimerne. Det var en vision, som mange frygtede ville føre til mere krig og splittelse.

Den tredje grund til sekularismens sejr var hindunationalisternes manglende evne til at vække folket. De havde ingen ledere, der kunne måle sig med Nehru og Gandhi (og Patel og Ambedkar), og da Gandhi blev skudt af en hinduekstremist i januar 1948, mistede de deres sidste rest af folkelig opbakning. Nehru udnyttede situationen med stor dygtighed. Da inderne gik til valg første gang i 1952, gjorde han pluralismen til sit primære valgtema. Kongrespartiet sejrede suverænt og visionen om den sekulære og pluralistiske nation blev ophøjet til den centrale fortælling om det moderne Indien de næste 40 år. Det er den selvforståelse nu er under forandring, og som er emnet i næste kapitel, Hardcore Hindu.

Demokratiets sejr

Med pluralismen fulgte demokratiet, de hang uløseligt sammen. For hvad var ligeværd uden dialog? Og hvad var dialog uden medbestemmelse? Desuden havde det været en hån mod frihedskampens ånd, hvis Kongresbevægelsen havde erstattet kolonistyret med et oplyst enevælde af teknokrater og generaler, selvom det ellers var den skæbne, som tilfaldt de fleste post-koloniale nationer i Asien, Afrika og Latinamerika.

Umiddelbart var Indien det mest usandsynlige af alle demokratier; et land med 350 mio. indbyggere, hvoraf de færreste kunne læse og skrive. Og et land, der var splittet på kryds og tværs og født uden de sædvanlige ingredienser til national sammenhængskraft. De fleste vestlige iagttagere tvivlede på Indiens eksperiment, og en del af dem fremhævede i Pakistans militærdiktaturer i 1960’erne som en mere passende styreform, én der sikrede stabilitet, lov og orden.

Alligevel gennemførte Indien sit første valg i 1952. Mod alle odds. Det var et logistisk mareridt. To millioner valgurner og en kvart million stemmebokse skulle bygges fra bunden og fordeles over hele landet. Samtidig skulle de 176 mio. vælgere identificeres, noteres og fordeles på valgkredse, ikke nemt i en befolkning hvor kvinderne ofte levede en hengemt tilværelse bag høje mure. Det tog 16.500 kontorfolk seks måneder at samle og udskrive valglisterne. Men folket tog demokratiet til sig med iver, og valget fik hurtigt sit eget indiske præg. I Calcutta gik de hellige køer gennem gaderne med slogans skrevet på bugen. Da de færreste kunne læse og skrive fik alle partier et symbol, som de kunne kendes ud fra; en olielampe, en elefant, en cykel.ix

Men hvorfor overlevede demokratiet netop i Indien? Én af forklaringerne ligger i Indiens førnævnte pluralisme og mangfoldighed, som havde skabt en tradition for dialog og kompromis. Den blodige deling var en historisk undtagelse til flere hundrede års fredelig sameksistens.

En anden væsentlig faktor var Indiens militær, som i modsætning til deres kolleger i Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka og Burma afstod fra et militærkup. Men hvorfor? I en antageligvis sand historie, besøgte Nehru chefen for det indiske militær, general Thimayya på hans kontor i 1957. Nehru bemærkede et stålkabinettet bag hans skrivebord og spurgte ham, hvad det indeholdte.

Generalen svarede, at forsvarsplanerne for nationen lå i den øverste skuffe, og at den anden skuffe indeholdt fortrolige dokumenter over de øvrige indiske generaler. Hvad så med den tredje skuffe, spurgte Nehru. ”Den indeholder mine hemmelige planer for et militærkup mod dig”, svarede general Thimayya, uden at fortrække en mine. Nehru grinede, men der var en snært af nervøsitet at spore i hans latter.x

Men Thimayyas planer blev aldrig sat i værk, for Nehru – og senere Indira Gandhi – arbejdede systematisk på at ”kup-sikre” det indiske militær. Militærenhederne blev blandet etnisk og religiøst, kommandostrukturen blev ændret i civil favør, officerer fik forbud mod at udtale sig offentligt og pensionerede generaler blev udnævnt til ambassadører i fjerntliggende lande.

Men vigtigst var Nehrus usvigelige tro på folkestyret. Kongrespartiet var ikke forenet i den demokratiske vision. Gandhi var modstander af det parlamentariske demokrati og politiske partier. Da Indien blev selvstændigt foreslog han, at Kongresbevægelsen skulle lade sig opløse og i stedet fungere som en godgørende græsrodsbevægelse. Han mente ikke, at det nationale parlament skulle være den øverste myndighed, men plæderede for et decentralt landsbydemokrati, hvor landsbyrådet traf de afgørende beslutninger.

Andre dele af Kongrespartiet nærede også anti-demokratiske holdninger. Der var intellektuelle, som mente, at analfabeter ikke skulle have stemmeret (ca. 84% af befolkningen i 1947). Og der var hindunationalister, som mente at stemmeretten kun skulle gælde for hinduerne. Og der var kommunister, som ønskede et proletariatets diktatur. Men de toneangivende ledere, Kongrespartiets to øverste ledere Nehru og Patel, og forfatningsudvalgets formand Bhimrao Ambedkar, var alle fortalere for et parlamentarisk demokrati, med universel valgret for alle borgere til det nationale parlament, og de mange regionale delstatsparlamenter.

Endelig var det Indiens held, at Nehru forblev landets statsminister de første 16 år og dermed sikrede befolkningen en vis demokratisk rutine. I Nehrus tid gennemførte Indien tre valg på rimelig hæderlig vis, som lagde kimen til demokratiske vaner i den indiske befolkning og gjorde folkestyret levedygtigt.

Det kan indvendes, at der reelt var tale om et et-parti demokrati, og at Nehrus demokratiske sindelag derfor var letkøbt. Kongrespartiet vandt de første tre valg med knusende flertal og kontrollerede alle delstatsparlamenterne, lige indtil kommunisterne sejrede i Kerala i 1957. Og her – mener kritikere – viste Nehru og Kongrespartiet deres sande ansigt. For selvom kommunisterne vandt på hæderlig vis og iværksatte en række tiltrængte sociale reformer, blev de afsat af centralregeringen i Delhi ”af hensyn til lov og orden”. Siden har det vist sig, at Nehrus regering var aktivt medvirkede til de uroligheder, som gav dem deres alibi for at træde ind.xi

Andre kritikere har med rette påpeget, at Kongrespartiets revolutionære ånd og vidtløftige idealer kun foldede sig ud på de bonede gulve i Delhi. I lokalafdelingerne ude på landet var Kongrespartiet en dybt reaktionær og samfundsbevarende kraft. Her herskede den traditionelle elite; godsejerne, fabrikanterne, pengeudlånere og de tidligere maharajaer, og de delte ikke Nehrus vision om et socialistisk demokrati.

De støttede Kongrespartiet af hensyn til den magt, som partiet repræsenterede. Deres støtte gav dem adgang til statsmagten og de politiske beslutningstagere. Omvendt var Kongrespartiet afhængig af de gamle godsejere, da de sikrede dem sejr på sejr. Især i Nordindien herskede de som feudalherrer, og deres fæstebønder adlød dem ubetinget, også i stemmeboksen.

Da Nehru døde i 1964 gennemførte Indien sin første fredelige magtoverdragelse. Det skete på anstændig vis. Nehru lods sig ikke friste af dynastiske tanker, han udnævnte ikke sin datter Indira Gandhi til sin efterfølger, men overlod det til partiledelsen at vælge en efterfølger. De pegede på den ydmyg og hæderlige Lal Bahadur Shastri, dog nok mest fordi han ikke udgjorde en trussel mod de andre partibosser. I 1967 afholdt Indien sit første valg uden Nehrus deltagelse.

Siden har demokratiet bidt sig fast, og blevet en del af den indiske nationalbevidsthed og en afgørende ventil for utilfredshed. Nok suspenderede Indira Gandhi demokratiet i 20 måneder i 1975, men i 1977 udskrev hun atter valg, og gav plads for den første regering, som ikke var ledet af det gamle frihedsparti. Stik mod dommedagsprofetierne i 1947, 1957, 1967 og 1977, overlevede folkestyret. I dag kan Indien med rette kalde sig for verdens største demokrati, det er måske Nehrus fineste arv til Indien. I kapitel 3, Kastekrigerne, stilles der skarpt på Indiens 2. demokratiske revolution, hvor folkestyret for alvor blev folkeliggjort.

Den alfaderlige stat

I 1947 var Indien fattig og forarmet. 90% af befolkningen boede på landet. 86% var analfabeter og den gennemsnitlige levealder var 32 år. Tre år forinden var mellem 2-4 mio. mennesker omkommet i en hungersnød i Bengalen. Med delingen fulgte yderligere død og ødelæggelse og flere millioner hjemløse flygtninge med ar på sjælen.

Også nationen byggede på flygtig sand. Sekteriske stridigheder ulmede i storbyerne, sikher og tamiler drømte om løsrivelse og det store muslimske fyrstendømme Hyderabad nægtede at lade sig indlemme. Få måneder efter uafhængigheden udkæmpede Indien og Pakistan deres første krig om Kashmir.

For de fleste af landsfædrene var sagen klar. Indien havde brug for en stærk statsmagt, som både kunne sikre nationens overlevelse gennem de første kritiske år, og tage vare om landets mange fattige. Som Nehru sagde i sin ikoniske frihedstale den 15. august, var det statens opgave at hjælpe ”de millioner, som lider (og) udrydde fattigdom, uvidenhed og ulighed”.

I forfatningen af 1950 blev den moderne indiske nation grundlagt som en union bestående af 12 selvstyrende delstater, som hver især havde deres egen regering og parlament (i dag er der 29 delstater). Men samtidig fik Indien en stærk centralmagt i Delhi, der skulle holde nationen samlet og knuse ethvert spirede håb om løsrivelse og selvstændighed.

I den forbindelse fik regeringen i Delhi et særligt trumfkort på hånden i form af ”Presidential Rule”, som gav dem lov til at overtage styringen af enhver delstat, hvis det var nødvendigt (som f.eks. i Kerala 1959). Især Indira Gandhi gjorde flittigt brug af denne mulighed. Netop forholdet mellem stat og delstat har lige siden været en af de vigtigste brudflader i indisk politik; hvem havde magten, center eller periferi? Uanset hvad, så er det stadig ikke lykkedes nogen indiske separatist-bevægelser at løsrive sig fra unionen, for centralmagten har aldrig tøvet med brug af militær magt. Både i Kashmir, Punjab og de nordøstlige stater Assam, Mizoram og Nagaland har befolkningen oplevet den skarpe ende af Indiens hær.

Hvor Nehru og Patel generelt var enige om nødvendigheden af en stærk statsmagt, var de uenige om statens rolle i samfundsøkonomien. Nehru tilhørte Kongrespartiets venstrefløj, og tilskrev statsmagten en stor rolle i den sociale forvandling af Indien og sikre økonomisk lighed til fordel for de fattige. Patel tilhørte partiets højrefløj, en abonnerede på mere liberal og kulturkonservativ dagsorden, som det hindunationale BJP i dag har overtaget. Erhvervslivet og godsejerne skulle overlades til sig selv og staten skulle ikke prøve at ændre de sociale strukturer. Endelig var der Gandhis vision, som var hævet over det almindelige politiske spektre. Han ønskede et Indien uden storbyer og sværindustri. Folket skulle levede det stille nøjsomme liv i landsbyerne, frigjort fra materialismens spændetrøje (se Gandhis spinderok).

Det var Nehrus vision, der sejrede. Gandhi døde i 1948, og hans vision for desuden for radikal for de fleste. Det var de færreste uden for hans snævre kreds af disciple, der rigtig troede på den. To år senere døde Patel, og Nehru stod som partiets suveræne leder. I 1951 vandt Nehru valget, blev statsminister og lancerede sin første 5-årsplan. Kapitel 4, Skrankepaver og græsrødder, handler om hvordan Nehrus stat forvandlede sig til folkets åg.

Socialismens sejr

Det var et aktieselskab, der erobrede Indien, det britiske East India Company. De kom for at handle, og endte med at plyndre. I starten af 1700-tallet sad Indien på 23% af verdensøkonomien og 27% af verdens eksport. I 1947 var de tal faldet til hhv. 4% og 2%. Indien gik fra at have verdens fineste tekstilindustri, til at være en gemen leverandør af råt bomuld til England. Briterne lukkede Indien inde bag høje toldmure og tvang befolkningen til at købe tarvelige masseproducerede klædestykker fra de nordengelske industrivæverier. Fra 1900-47 voksede den indiske økonomi med 0.1% per capita om året. I nogen perioder var der direkte negativ vækst, og derfor – mente Nehru – var Indiens ekstreme fattigdom og manglende industrielle base først og fremmest den britiske kolonimagts skyld.

Nehrus anskuelse af historien prægede hans opfattelse af Indiens forhold til resten af verden. Han besluttede sig for at afskærmede det indiske hjemmemarked bag høje toldmure, så den lokale industri kunne blomstre i fred, afskåret fra udenlandsk konkurrence.

Samtidig var Nehru præget af sin tid i England. Han tilbragte syv år på universitet i Cambridge i 1920’erne, hvor socialismen var højeste mode hos den intellektuelle elite. Det var her, at Nehru blev socialist af den Fabianske skole, der plæderede for en reformorienteret socialistisk forandring af samfundet inden for rammerne af et demokratisk system – i modsætning til den revolutionære socialisme, som foldede sig ud i Rusland.

Staten skulle drive den økonomiske udvikling, forbedre samfundet og bekæmpe sociale hierarkier gennem jordreformer og positiv særbehandling af de svageste. Økonomien skulle ikke overlades til markedskræfternes anarki og usynlige hænder, men bindes op på en videnskabelig metode. En stærk statsmagt og en rationel planøkonomi var den eneste vej frem. Kun med statsmonopoler og 5-årsplaner kunne man sikre en udvikling, som kom folket og samfundet til gode.

Sstatsmagten skulle kontrollere de vigtigste dele af økonomien, de såkaldte ”commanding heights”; minedrift, sværindustri og infrastruktur, mens det private erhvervsliv blev anskuet med skepsis, og skulle underkaste sig statslig kontrol. Samfundet var præget af knaphed på varer, på ressourcer og fremmed valuta, og derfor indførte Nehru det såkaldte Licence Raj, ”licens-regimet”, der skulle sikre, at erhvervslivets produktion flugtede med nationens interesser. Staten skulle sikre, at der ikke blev produceret unødig luksus, ikke var overlap i produktionen og ikke blev ødslet med fremmedvalutaen.

Enhver produktion skulle godkendes af staten, hvad enten det drejede sig om lancering af et nyt produkt, eller en ændring af en eksisterende produktion. Virksomheder måtte kun producere under licens, og kun inden for rammerne af de tildelte kvoter. For der var jo ingen grund til at have to producenter, der lavede samme produkt, når én kunne masseproducere samme vare til hele Indien. Ofte var det store velkendte erhvervsfamilier som Birla og Tata, der fik de største kontrakter, dels fordi staten foretrak velprøvede kræfter, dels fordi familierne havde været Kongresbevægelsens loyale støtter i mange år. Det var i Birlas baghave, at Mahatma Gandhi blev skudt i 1948.

I skyggen af Licence Raj opstod statsmonopolerne, mageligt afskærmet fra både udenlandsk og hjemlig konkurrence. Hvad der skete, da toldmurene faldt og Licence Raj blev afskaffet i 1991, beskrives i kapitel 5, India Inc.xii

Den dumme dukke – historien om Indira Gandhi

I 1962 udbrød en kort, blodig krig mellem Indien og Kina. For kineserne blev krigen en halvglemt parentes i historien, for inderne blev det et nationalt traume, som stadig præger deres syn på Kina. Det er den eneste indiske krig, som Bollywood ikke har lavet en film over.

Den 20. oktober, mens hele verdens opmærksomhed var rettet mod Cuba-krisen, indledte kineserne er angreb på to fronter i Himalaya; i Ladakh i vest, hvor kineserne indtog et plateau i 5.000 meters højde på størrelse med Danmark, og i Arunchal Pradesh i øst, hvor de trængte helt ned i Assam. Inderne blev knust af en overlegen kinesisk hær, som herefter føjede spot til skade ved at trække sig tilbage igen i slutningen af november uden videre forhandling. Dog ikke Aksai Chin i Ladakh, som kineserne stadig kontrollerer.

Krigen førte til skarp kritik af Nehru, og mange mener, at hans fysiske forfald og død to år senere, var en direkte udløber af nederlaget. Nehru havde altid været positivt indstillet overfor Kina. Han mente, at de to store asiatiske magter delte et skæbnefællesskab: to gamle civilisationer, som begge havde løsrevet sig imperialismens åg, og nu holdt sig uden for rivaliseringen mellem USA og USSR.

Men Nehru var naiv og blændet af sin idealisme, han overså alle de indledende tegn på krigen. Kineserne havde i flere år klaget over grænsedragningen, som de mente var en kolonial anakronisme (det var briterne, der havde trukket grænsen) og da Indien i 1959 gav Dalai Lama asyl, voksede deres modvilje yderligere. Samtidig havde Nehru udsultet den indiske hær, så de var chanceløse mod kineserne.

Det var under krigen at Nehrus datter Indira Gandhi trådte i karakter. Mens Nehru var i chok fløj hun i hast til fronten med nye forsyninger, holdt brandtaler for tropperne og aktiverede de lokale myndigheder. Alligevel blev hun ikke statsminister efter sin fars død i 1964. I stedet udnævnte partiledelsen den blide, og lidt Gandhi-agtige Lal Bahadur Shastri, der to år senere døde af et pludselig hjerteanfald i Samarkand. Det skete midt under fredsforhandlingerne med Pakistan, i forlængelse af krigen 1965, og hans død giver stadig anledning til konspirationsteorier.

Nu vendte partiledelsen sig mod Indira Gandhi. Opbakningen til Kongrespartiet var i kraftig forfald, og hun ville – om nogen – kunne trække stemmer og sikre partiet en sejr ved det kommende valg. Hun var det bedste bud på en national samlingsfigur, en halvgud i folkets øjne; Nehrus datter med Gandhis efternavn, også selvom navnet intet havde med den gamle Mahatma at gøre (se Nehru-klanen). Som Nehrus stabschef og personlige assistent, og præsident for Kongrespartiet i 1959, havde hun en vis politisk erfaring, men ellers blev hun anset som en novice, der kunne bøjes efter behov. Hendes øgenavn var ”goongi gudiya”, den dumme dukke, og partibosserne regnede med, at de ville kunne trække i trådene bag hendes ryg. Det skulle blive en fejlvurdering af dimensioner.

Også den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson tog fejl af Indira. ”Sikke en sød pige, og så smuk hun er” sagde han til den indiske ambassadør efter udnævnelsen. Dog var han usikker på, hvordan han skulle titulere hende. I hendes svar aner man konturerne af den kvinde, som de fleste mænd skulle lære at frygte: ”Han kan kalde mig Madam Statsminister, han kan kalde mig statsminister, han kan kalde mig Hr. Statsminister hvis han vil. Sig til ham, at mine ministre kalder mig ’Sir’”.

Op gennem 60’erne blev situationen stadig mere desperat for Indien. Befolkningen voksede hurtigere end fødevareproduktionen, hungersnøden truede og kornskibene forlod amerikanske havne hvert 10. minut. I 1967 leverede USA i alt 14 mio. tons hvede til Indien, hvilket dog ikke forhindrede ”den søde pige” Indira i at bide Lyndon B. Johnsons hånd, da hun formelt protesterede mod USA’s deltagelse i Vietnam-krigen. Lyndon B. Johnson indstillede fødevareleverancerne uden varsel. Skibene forsvandt fra horisonten og skabte panik i Delhi. Bare en enkelt dag.

Den dårlige økonomi gav næring til separatistbevægelser i Indiens randområder. Tamilerne i syd, sikherne i Punjab og stammefolket de fjerne nordøstlige stater ønskede alle at frigøre sig fra Delhis snærende bånd. I Vestbengalen rasede et væbnet maoistisk oprør. Der var ingen glade tressere i Indien.

I 1967 udskrev Indira sit første valg, Kongrespartiet blødte mandater, men hendes regering overlevede. Indira følte sig stadig mere udsat, ene kvinde i en verden af mænd. Hun stolede på de færreste, var nervøs og famlende på talerstolen og holdt sig væk fra parlamentet. Hun vendte ryggen til Kongrespartiets gamle væbnere og foretrak en lille gruppe betroede rådgivere og folkets hyldest ved store forsamlinger. Hun brød sig ikke om at blive direkte udfordret. I 1969 tog hun konsekvensen, og splittede Kongrespartiet i to. Hun forviste alle sine modstandere til et nyt parti, langt væk fra magt og indflydelse.

Indira blev det ny Kongrespartis enevældig dronning omgivet af loyale undersåtter. Statsministerens residens blev magtens nye centrum. Herfra udgik alle befalinger. Man makkede ret eller blev fyret. Partiorganisationen og det interne demokrati visnede bort. Også statsforvaltningen blev underkastet hendes kontrol. Erfarne embedsmænd blev udskiftet af politisk udnævnte chefer. Nepotisme og rygklapperi blev de vigtigste trin på karrierestien. Det var under Indira, at statsmagten for alvor sandede til i korruption og bureaukrati, og fik den kvælende og altdominerende rolle i samfundet, som den har haft lige siden.xiii

I 1971 vandt Indira Gandhi en overbevisende sejr på en valgkamp, der byggede på lige dele personkult og populisme. Hun lovede at afskaffe fattigdom (i Indien!) og lod gavmilde pengegaver drysse ned over udvalgte vælgergrupper – penge, som hun i øvrigt hentede fra statskassen. Hun nationaliserede bankerne, hævede toldbarriererne og fratog de gamle maharajaer deres sidste privilegier. Samme år besejrede hun Pakistan i en blodig krig, der sikrede Bangladesh sin uafhængighed. Indira fik et nyt tilnavn: Durga, hinduismens mægtigste kvindegud og blev anskuet som sådan. Hun blev en almægtig dronning.xiv

Diktator in spe – historien om Sanjay Gandhi

Sejren over Pakistan i 1971 gav kun anledning til kortfattet eufori. I løbet af 1970’erne gik Indien fra ondt til værre. Oliekrise, tørke, korruption og inflation underminerede Indira Gandhis i forvejen letsindige løfte om at fjerne fattigdommen. Indien stivnede i det, man hånligt kaldte ”the Hindu rate of growth” – en kronisk lav vækstrate på lidt over 1% per capita.

Men også på den politiske front blev Indira Gandhi presset. Den 12. juni 1975 blev hun af højesteret fundet skyldig i misbrug af statslige midler i forbindelse med valget i 1971, og fik frataget sit mandat i parlamentet. To uger senere afskaffede hun demokratiet og pressefriheden og fængslede 140.000 modstandere uden rettergang. Indira indførte ”The Emergency”.

For Indira handlede det om Indiens overlevelse. Landet befandt sig i en historisk krise, som kun hun kunne løse. Der var ikke tid til demokrati. Stadig i dag opfattes hun af mange som den største af alle Indiens statsministre, en leder der udviste magt og handlekraft.

Bag Indira stod hendes yngste søn Sanjay, som i løbet af 70’erne var blevet hendes vigtigste rådgiver og erklærede kronprins. Sanjay havde begrænset respekt for demokratiet og bemærkede, at de ikke ”ville blive husket for hvor mange valg (de) afholdt, men hvad (de) udrettede”.

Ifølge Sanjay var fattigdom og overbefolkning Indiens to mest presserende problemer. Det blev hans mærkesager. Han fjernede hele slumområder med bulldozere og lancerede en omfattende steriliseringskampagne, hvor de fattige blev indfanget i regulære klapjagte, og sendt ud i store lejre og tvunget under kniven. De heldige fik en dåse madolie, en transistorradio eller en ny sari som plaster på såret. Næsten 8 mio. mennesker blev steriliseret fra april 1976 til januar 1977, og kampagnen skabte en dyb og vedvarende skepsis blandt de fattige i forhold til fødselskontrol.xv

I 1977 genindførte Indira Gandhi demokratiet. Det er stadig uklart hvorfor hun skiftede kurs. Var hun blændet af egen storhed og troede på en valgsejr? Savnede hun folkets hyldest? Det vides ikke med sikkerhed, men Sanjay var i hvert fald uenig, han ønskede at videreføre diktaturet, med sig selv som arvtager, og blev rasende over ikke at blive taget med på råd. Men sandsynligvis havde ”The Emergency” hele tiden været tænkt som en midlertidig løsning på et akut problem. Hun ønskede ikke at blive husket som kvinden, der afskaffede demokratiet, hun vidste, at hun ville tabe det kommende valg.xvi

Kongrespartiet led som ventet et sviende nederlag ved valget i 1977. For første gang fik Indien en regering, som ikke var ledet af det gamle frihedsparti. Den ny regering var en mærkelig blanding af socialister, hindunationalister og nyrige lavkastebønder, en skrøbelig konstruktion, hvis eneste fællesnævner var en lede ved Kongrespartiet. To år senere, i 1979, gik regeringen i opløsning. Inderne gik atter til valg og Indira Gandhi sejrede stort. Inderne savnede Nehru-klanen og deres stærke moder.

Men trods demokratiets genopstandelse og Indiras sejr, var skaden sket for Kongrespartiet. Indira Gandhis deling af partiet i 1969, hendes populistiske valgkamp i 1971 og hendes politiske kontrol med embedsværket op gennem 70’erne havde ændret demokratiet og den indiske stat på afgørende vis. Da Indira overtog magten i 1966 var Kongrespartiet en velfungerende organisation med dygtige ledere på kryds og tværs af landet. 10 år senere var partiet en tom kulisse, topstyret og centralistisk og uden skyggen af intern demokrati. Al magt udgik fra Gandhi-familien og deres håndplukkede rådgivere. Delstatsministre blev fyret i flæng og erstattet med egne folk efter behov.

Kort efter Indiras valgsejr styrtede Sanjay til jorden i sin sportsflyver mens han fløj loops over Delhi. Folket jublede, han var hadet af befolkningen, men Indira var knust. Hun havde ikke kun mistet sin søn, Sanjay var også hendes nærmeste rådgiver og erklærede arvtager. Nu vendte Indira sig mod sin ældste søn Rajiv. Også han var pilot, men han fløj ikke loops over Delhi, han fløj rutefly. Rajiv havde hele sit liv holdt sig på afstand af magtens korridorer. Nu skulle han overtage Sanjays plads som sin mors nærmeste rådgiver.

I starten af 1980’erne traf Indira Gandhi en skæbnesvanger beslutning. Kongrespartiet stod svagt i den store og velhavende delstat Punjab, mens det regionale parti Akali Dal nød stadig større tilslutning på et krav om øget autonomi til sikherne. I et forsøg på at stække Akali Dal partiet, som var en af hendes hårdeste kritikere, støttede hun en radikal sikh oprørsleder ved navn Bhindranwale. Der var tale om en klassisk del-og-hersk strategi, hvor militante ekstremister skulle styrkes på bekostning af det moderate Akali Dal – en farlig leg med ilden, som førte til et 10 år langt oprør i hele Punjab. For Bhindranwale kvitterede med et regulært væbnet oprør mod regeringen i Delhi og forskansede sig i sikhernes største helligdom, det Gyldne Tempel i Amritsar.

I juni 1984 iværksatte Indira Gandhi ”Operation Bluestar”: Kampvogne, artilleri og 10.000 mand blev sat ind mod templet, kampene rasede i ti dage og oprørerne kæmpede til sidste mand. Selv moderate sikher var rystede over den indiske hærs fremfærd i deres helligste tempel. Efterfølgende nægtede Indira Gandhi at udskifte hendes sikh livvagter, trods kraftige advarsler fra efterretningstjenesten. Det skulle blive en fatal beslutning, og stadig en af hendes mest gådefulde. Få måneder efter Bluestar, den 31. oktober 1984, blev Indira Gandhi skudt på klods hold af sine sikh livvagter, da hun gik hen over plænen til sit hjem. Få timer efter blev Rajiv Gandhi udnævnt til statsminister.

Og således opstod Nehru/Gandhi-dynastiet, hvor Kongrespartiers lederskab blev videreført ned gennem familien automatisk uden indsigelser. I mange år var dynastiet partiets største styrke. Senere skulle det blive én af partiets største svagheder.

Mr. Clean – historien om Rajiv Gandhi

Rajiv Gandhis regeringstid startede med et blodbad, da hævngerrige borgere dagen efter drabet indledte en klapjagt på sikherne i Delhi. De var nemme ofre, for de skilte sig ud fra mængden med deres turban og fuldskæg. Rajiv var handlingslammet. Et vidne berettede hvordan han virkede konfus og hjælpeløs, mens urolighederne bredte sig og dødstallene steg. Et enkelt ord fra den sørgende søn (og nyudnævnte statsminister) ville have dæmpet gemytterne, men Rajiv forblev tavs. Først på tredjedagen vågnede han op til dåd og indsatte militæret. Efterfølgende bemærkede han lettere filosofisk at ”når et stort træ vælter, ryster jorden en smule”. Mindst 3.000 sikher mistede livet.xvii

Men ellers var befolkningen begejstrede. Rajiv var det friske pust, som skulle ryste liv i Kongrespartiets stivnede og indspiste rækker. Han var 40 år gammel, charmerende og flot. Han var en outsider, og dermed – per definition – renere end alle de andre politikere. Hans øgenavn blev Mr. Clean. Han udskrev valg kort efter sin mors død og vandt en massiv sejr med over 400 pladser i parlamentet (ud af 543). Aldrig havde Kongrespartiet været større. Rajiv blev Indiens svar på John F. Kennedy.

Han kastede sig ud i store reformer. Han gjorde det lettere at drive virksomhed og handle med udlandet – et klart opgør med Kongrespartiets indgroede skepsis overfor privatkapitalisme og handel med udlandet. Han satsede stort på forskning og udvikling, og lagde fundamentet for 90’ernes IT-revolution. For første gang siden 1950’erne hævede den indiske vækstrate sig over den lunkne ”Hindu rate of growth”.

Men i sidste halvdel af 80’erne vendte hverdagen tilbage, euforien om Rajiv fordampede, og han begyndte i stigende grad at tage sin mors metoder i brug for at sikre sig magten, uden at han dog havde arvet hendes sans for timing og brutal handlekraft. Hans forsøg på at udnytte den hindunationale vækkelse faldt hårdt til jorden (se næste kapitel) ganske håbløs og samtidig blev han impliceret i Bofors-skandalen, en sag om bestikkelse af højtstående embedsmænd og ministre i forbindelse med køb af svenske artillerikanoner. Sporene førte helt op til Rajiv via hans kones italienske venner. Rajiv er siden blev frikendt, men hans håndtering af sagen var håbløs; han fyrede den hæderlige forsvarsminister V. P. Singh, der havde afdækket skandalen, og fratog ham hans medlemskab af Kongrespartiet. Rajiv var ikke længere Mr. Clean.

Kongrespartiet var nu i frit fald i meningsmålingerne, hvilket lagde en yderligere dæmper på hans reformiver. Hans progressive økonomiske politik blev erstattet med klassiske Kongres-metoder; populistiske symbolskatter på luksusvarer og flyrejser og nye statslige subsidier rettet mod samfundets svageste, i et håb om at de ville kvittere med et kryds i stemmeboksen.

Da valgåret indtraf i 1989 lancerede Rajiv en storstilet kampagne til fejring af Nehrus 100-års fødselsdag. Quizzer og koncerter, oplæsning af digte, en skøjtekonkurrence og lange indslag om den gamle landsfader på indisk tv. Det hele var finansieret for statslige midler. Rajiv hyldede Nehrus arv og solede sig i hans eftermæle. Han dyrkede fortællingen om Nehru-familien som Indiens anker, som bolværket mod splittelse og kaos, men veg selv uden om de svære beslutninger. Rajiv turde ikke regere i Nehrus ånd, så hellere leve i minderne.

Begyndelsen til enden

Vælgerne log sig ikke forføre. Ved valget i 1989 tabte Kongrespartiet over halvdelen af sine mandater og måtte igen afgive magten til en broget forsamling af bønder og hindunationalister. Valget 1989 markerede et vendepunkt i moderne indisk historie, hvor de to nye strømninger i indiske politik bed sig fast og fjernede Kongrespartiets magtmonopol; hindunationalismen og lavkasternes revolution. Hindunationalisterne trak stemmer fra den veluddannede middelklasse mens de regionale kastepartier henvendte sig til de fattige masser i Nordindien, især den folkerige delstat Uttar Pradesh, som havde været Kongrespartiets traditionelle højborg.

Ihukommende Rajiv Gandhis metafor om det væltede træ, der rystede jorden, fulgte ti år med politisk turbulens, skrøbelige samlingsregeringer og hyppige valg. I løbet af de næste 10 år havde Indien syv statsministre, ligeså mange som de foregående 42 år.

Den 21. maj 1991 blev Rajiv dræbt af en kvindelig tamilsk selvmordsbomber til et vælgermøde i den sydindiske delstat Tamil Nadu. Angrebet var planlagt af den tamilske modstandsbevægelse LTTE som hævn for Indiens mislykkede indblanding i borgerkrigen på Sri Lanka, da Rajiv var statsminister.

Endnu engang pustede en død Gandhi liv i Kongrespartiet. Det forventede nederlag blev vendt til en moderat sejr, og igen kunne partiet indtage statsministeriet. For første gang nogensinde uden medlemmer af Nehru-klanen i spidsen. Der var ingen Gandhi’er at vælge mellem. Det eneste delvis brugbare familiemedlem var Rajivs italiensk-fødte enke Sonia, også kendt som ”den italienske aupair”, fordi hun var en stille mus uden politisk indsigt. Alligevel blev hun spurgt – hun var trods alt en slags Gandhi – men hun var i dyb sorg over sin mands død og afviste enhver tanke om en politisk karriere.

I mellemtiden blev Narashima Rao udnævnt til ny statsminister. Han var en tavs og gådefuld mand, der talte 17 sprog, og sagde så lidt som muligt. Alle ventede endnu en kortlivet, halvkorrupt Kongresregering, men sådan gik det ikke. Rao sad i samtlige fem år, reddede Indien fra en statsbankerot og gennemførte de mest vidtrækkende økonomiske reformer siden Nehrus første femårsplan. Arkitekten bag reformerne var den endnu mere tilknappede finansminister Manmohan Singh, en anset økonom med en doktorgrad fra Oxford.

Reformerne var en fortsættelse af Rajiv Gandhis forsigtige tiltag i 80’erne, bare mere vidtrækkende. Det var også et opgør med en af de bærende søjler i Nehrus arv; socialismen, den stærke stat og det lukkede hjemmemarked. Manmohan Singh afskaffede i al stilhed det såkaldte ”Licence Raj”, så private virksomheder ikke længere skulle søge om tilladelse fra staten, hver gang de ønskede at omlægge deres produktion. Toldbarrierer blev reduceret og frihandel indført. Reformerne fik en revolutionerende effekt for Indiens økonomi.

Men på trods af at Kongrespartiet for første gang i årtier udviste politisk mod og gennemførte svære reformer, tabte de valget i 1996. De nye politiske strømninger viste sig stærkere end den velvilje, som den økonomiske optur førte med sig. Det hindunationale parti BJP blev Indiens største parti og Kongrespartiet blev for første gang reduceret til en parlamentarisk andenplads. Foran ventede otte år i opposition, det længste nogensinde for den gamle gigant.

Den sørgende enke – historien om Sonia Gandhi

Efter nederlaget i 1996 bredte desperationen sig i Kongrespartiet. De savnede en Gandhi, der kunne samle partiet og føre dem videre. Indira Gandhi havde ikke kun skabt et dynasti, men også en afhængighed af en familie og en kultur af tilbedelse og ærefrygt, der tangerede helgendyrkelse. At Sonia var en italiensk født katolik, der talte dårligt hindi og havde begrænset politisk indsigt var underordnet. Hun var en Gandhi. I 1998 lod hun sig hylde som Kongrespartiets nye præsident.

Ifølge eget udsagn var hun motiveret af pligtfølelse, for hun havde aldrig brudt sig om politik. Hun kæmpede ”som en løvinde” for at holde Rajiv væk fra magtens korridorer, da Indira hidkaldte ham efter Sanjays død. Men hun var bekymret for hindunationalisternes fremmarch og deres hårde retorik overfor minoriteterne. Derfor valgte hun nu at træde til i nødens stund.

Kyniske røster har spekuleret i mere personlige motiver. At hun alligevel var tiltrukket af magten. At hun ønskede at sikre sine børn, Rahul og Priyanka, en plads i arvefølgen mens tid var. At hun sågar frygtede at miste retten til sin luksusbolig på Delhis fineste adresse, Janpath 10. Andre mener, at Sonia simpelthen blev smigret over de vedvarende frierier og komplimenter, der mødte hende. At Kongrespartiets kultur for hæmningsløs gudedyrkelse af Gandhi-familien kan underminere enhver fornuft og forstandighed.

Men vælgerne lod sig ikke bjergtage. Kongrespartiet gik fra det ene nederlag til det andet. Både ved valgene i 1998 og i 1999, hvor de fik deres laveste antal mandater nogensinde. Selv inden for egne rækker bredte tvivlen sig, om den ”italienske husmor” nu også egnede sig som partileder. Men så pludselig i 2000-01 vendte lykken, både for Sonia og partiet.

Først kom Sonias lykketræf, der konsoliderede hendes magt i partiet. Inden for to år døde fire af de mest markante skikkelser i Kongrespartiet. I juni 2000 kolliderede den tidligere transportminister Rajesh Pilot med en bus. I oktober 2000 faldt den tidligere partipræsident Sitaram Kesri om med et slagtilfælde. I januar 2001 døde partiets tidligere vicepræsident Jitendra Prasada af en hjerneblødning og i september 2001 styrtede den tidligere luftfartsminister Madhavrao Scindia til jorden i sit Cesna-fly.

Ved et tryllesag havde skæbnen fjernet hendes stærkeste konkurrenter og skabt en aura af styrke omkring Sonia. Astrologerne, som har stor indflydelse i indisk politik, læste i stjernerne, at hun befandt sig i sin ”shatruvinash yog”, den mest frygtede og respekterede af alle astrologiske faser, perioden hvor alle, der modsatte hende, ville lide en krank skæbne. Sonia bragte mindelser om sin svigermor Indira, som stadig var agtet af store dele af befolkningen og anset som den største af alle statsministrene, trods hendes diktatoriske sidespring. Indira var stærk og magtfuld, for mange indere den vigtigste kvalitet hos en leder. Sonia blev den ny Madam Gandhi. Og i 2004 bekræftede hun sin uovervindelighed, da Kongrespartiet mod de fleste eksperters forventning besejrede den siddende hindunationale regering.xviii

Derudover var Sonia et sikkert kort ved vælgermøderne, selvom hun ellers var blottet for karisma og talegaver. Hun var en Gandhi, og hendes historie var som et eventyr for befolkningen. Hun var pigen fra en ukendt by i Italien, der mødte Indiens kronprins i Cambridge, mens hun arbejdede som servitrice på en græsk restaurant. De forelskede sig, giftede sig, og trodsede kulturelle kløfter og familiers modstand. Sonias far var en gammel fascist og tidligere østfrontfrivillig, og bifaldt ikke den indiske forbindelse.

Og historien blev kun bedre. Sonia blev Indira Gandhis foretrukne svigerdatter og den første, der nåede frem til Indira, som hun lå og blødte på græsplænen efter attentatet i 1984. Det var i Sonias skød Indira lagde sit hoved, da de hastede ind til sygehuset. Få år senere mistede hun sin elskede Rajiv i et nyt attentat. Hun gik fra at være den hengivne svigerdatter til den sørgende enke. Siden har hun ført sig frem i dunkle sarier og med ansigtet i triste folder. I syv år undsagde hun magten, mens hun sørgede over sin mand, og i 1998 lod hun sig vælge, fordi det var hendes pligt. Det var den fortælling, som Sonia skabte, og med den fulgte en bølge af sympati i den brede befolkning. Bollywood kunne ikke have drejet historien bedre.

Når tavshed er guld – om Manmohan Singhs storhed

Med sejren i 2004 ventede alle, at Sonia Gandhi ville krone sig selv til statsminister. Men hun gentog sit gamle refræn om ”at magten aldrig har tiltrukket mig” og pegede i stedet på den tavse teknokrat Manmohan Singh, manden bag de økonomiske reformer i 1991, der trak Indien væk fra kanten af statsbankerot. Det skulle vise sig at være et snedigt valg, der gjorde hende selv til Indiens mest magtfulde person de næste 10 år.

Singh var højt respekteret; en mønsterbryder fra den lavere middelklasse, der flygtede gennem delingens Pakistan og endte som en af Indiens mest anerkendte økonomer. I 30 år bestred han den ene toppost efter den anden – økonomisk chefrådgiver for Indira i 70’erne, chef for nationalbanken i 80’erne, finansminister i 90’erne.

Men trods sit imponerende CV, var Singh ikke den oplagte statsminister. Dels var han ikke folkevalgt, han sad som udnævnt medlem af overhuset, Raiya Sabha. Dels var der mange, der mente, at han var for ydmyg og hæderlig til en politisk toppost. Dét skulle blive hans største styrke de første år, og siden hans største svaghed.

I første omgang var det et hæderstegn, at han ikke var folkevalgt. Dermed var han hævet over den korruption og mudderkastning, som kendetegnede indisk politik. For der var ingen tvivl om Singhs ubestikkelighed og høje moral, dét indrømmede selv hans største modstandere. Han styrede uden om politiske intriger og skiltede aldrig med sine præstationer. Han sagde generelt så lidt som muligt og var nærmest selvudslettende. Trods alle sine topposter, kørte han stadig rundt i sin Maruti 800, Indiens mest beskedne personbil. Med en statsminister i front, som både var hæderlig og kompetent, kunne Kongrespartiet hæve sig over de evige beskyldninger om korruption og føre sig frem som det økonomisk ansvarlige parti.

Samtidig var Manmohan Singh Indiens første ikke-hinduistiske statsminister, og bekræftede derved Kongrespartiet som den sekulære bannerfører, især relevant i 2004, hvor minderne fra den blodige massakre i Gujarat 2002 stadig var friske. Her gik voldelige hinduaktivister til angreb på muslimer, mens delstatens hindunationale regering så passivt til. Kongrespartiets historiske rolle som minoriteternes beskytter fik ny relevans.

I sin første regeringstid indfriede Singh alle forventninger. Fra 2004-09 voksede økonomien med over 9% om året, et niveau som kun blev overgået af Kina. Indien blev verdens tredje største økonomi målt på købekraft, og erhvervslivet og middelklassen var euforiske. Samtidig sikrede Manmohan Singh, at også den fattige landbefolkning fik glæde af opsvinget. Omfordelingen skete på klassisk Kongres-manér, med store statsfinansierede støtteordninger til de svageste grupper. Sortseere påpegede, at disse projekter var dømt til at fejle, som de havde gjort siden Nehrus tid. De føjede blot nye lag til bureaukrati og korruption. Kynikerne istemte, at det blot handlede om stemmefangst, som det havde været tilfældet siden Indiras tid.

I 2009 vandt Kongrespartiet en sikker sejr, og Singh blev den første statsminister siden Nehru, der blev genvalgt efter en fuld embedsperiode. Året efter blev han hyldet af det ansete tidsskrift Forbes som Indiens bedste statsminister nogensinde. Han havde nået toppen. Nu begyndte faldet.

Når tavshed dræber – om Manmohan Singhs fald

Manmohan Singh var ikke kun det umiddelbart perfekte valg for Indien og Kongrespartiet, men også for Sonia Gandhi. Hans manglende folkelige mandat og ydmyge natur gjorde ham til statsminister på Sonias nåde. Med ham i front kunne hun træffe de vigtigste beslutninger på magelig afstand fra politiske slagsmål og offentlige nederlag. Hun kunne nyde magtens druer uden at skulle døje med dens bitre kerner. Samtidig stod Singh ved sin karrieres afslutning, og udgjorde dermed ingen trussel mod tronfølgeren, Sonias søn Rahul Gandhi. Singh fyldte 80 i 2012, og udtalte flere gange, at han var klar til at vige for Rahul ”når Madam sagde til”. Det gjorde Madam bare aldrig.

Singhs anden regeringsperiode blev en katastrofe. Den globale finanskrise halverede de fine vækstrater, og de mange nye subsidier og støtteordninger, som Singhs regering havde lanceret i forrige embedsperiode tærede på statsfinanserne og pustede til inflationen. Handelsunderskuddet voksede, rupeen faldt i værdi og samtidig blev hans regering ramt af en række korruptionsskandaler, der underminerede hans troværdighed som leder. Især tre skandaler af særlig grov karakter fra 2010-12 kostede den indiske statskasse ca. 700 milliarder kroner i tabt indtjening. Til sammenligning handlede Bofors-skandalen i 1986 om sølle 70 mio. kroner i kontanter under bordet.

Det var især den såkaldte 2G-sag, der belastede Singh, da den hovedansvarlige var hans egen minister for telekommunikation. Ministeren manipulerede udbudsprocessen i forbindelse med salg af rettigheder til mobilnettet, så udvalgte firmaer kunne købe licenserne til stærkt favorable priser. Ifølge rigsrevisionen kostede det staten 176 milliarder kroner.

I starten antog man, at Singh var blevet ført bag lyset af ministeren, men efterhånden stod det klart, at statsministeren var langt mere vidende om forløbet, end han selv ville indrømme. Senest har den tidligere chef for den indiske rigsrevision dokumenteret, at Singh var fuldt orienteret om alle detaljerne i udbudsprocessen, var i tæt dialog med ministeren, overhørte advarsler fra finansministeriet og veg udenom rigsrevisionens henvendelser.xix

Manmohan Singh mødte kritikken med sin berygtede tavshed. Ingen kommentarer, ingen interviews. Det blev en stående joke i Delhi, at man satte sin mobil på Manmohan-mode, når den skulle være lydløs. I sine 10 år ved magten holdt Singh kun tre pressemøder.

Hans tavshed fik fatale konsekvenser. Dét, som engang havde understreget hans ydmyghed og kompetence – at han ikke behøvede at hævde sig, for hans resultater talte deres eget sprog – blev nu symbolet på hans manglede handlekraft. En svag, gammel mand blottet for lederevner. Pressen og oppositionen kastede sig over ham, uden at han forsvarede sig. Hans kone prøvede at retfærdiggøre ham, men det lød helt forkert: ”han sluger alt og spytter intet ud” sagde hun.

I den brede befolkning blev han betragtet med lige dele foragt og medlidenhed. Og ikke mindst forundring. For hvordan kunne en så hæderlig mand tillade så massiv korruption i sin egen regering? Der er stadig ingen tvivl om, at Singh selv var hævet over korruptionen. Men hvorfor gjorde han ikke noget? Og hvorfor trådte han ikke tilbage, om ikke andet for sit eget eftermæles skyld?

En del af forklaringen lå hos Sonia Gandhi, som alle vidste, var regeringens sande magthaver. Hendes politiske fjernstyring underminerede Singhs i forvejen begrænsede personlige autoritet. Ministrene respekterede ikke deres statsminister, men refererede direkte til Madam. Og Madam skred ikke ind overfor korruptionen, for den korrupte minister i 2G sagen var en nøgleperson i regeringens største støtteparti, som måske ville trække sig, hvis sagen blev afdækket. Sonia ønskede at fastholde magten for enhver pris.

I sidste ende tyder det på, at Singh blot var en tro væbner for Nehru/Gandhi-dynastiets vekslende matriarker. Manden, der vandt hæder for sine liberale reformer i 90’erne, var også Indira Gandhis økonomiske chefrådgiver i 70’erne, da hun kørte økonomien i sænk med en politik, der var alt andet end liberal. Singh var i sidste ende en teknokrat, der lystrede sin chef og udførte en bunden opgave. Og under Sonia, var Singhs opgave at sikre, at Kongrespartiet blev ved magten indtil Rahul var klar til at overtage.xx

Den modvillige prins – historien om Rahul Gandhi

I 2014 fældede vælgerne dom over Kongrespartiet, og dommen faldt hårdt. Partiet gik fra 218 til 44 mandater (af 543). Det var et historisk nederlag, det værste nogensinde, mens det hindunationale parti BJP vandt en tilsvarende jordskredssejr. Med 282 mandater fik BJP absolut flertal i parlamentet, og kunne dermed danne regering uden skelen til besværlige støttepartier. Det var uhørt i Indien. Kun Kongrespartiet havde prøvet noget tilsvarende, da Rajiv Gandhi i 1984 sejrede på sin mors martyrium.

Valget var et politisk paradigmeskifte, fuldendelsen af Kongrespartiets langsomme forfald. Folket var lede ved den korruption, som flød fra partiet, som vand fra en hullet spand. Og de var trætte af deres svage og umælende statsminister Manmohan Singh, de syntes det var pinligt som han blev forhånet af sine ministre og fjernstyret af Sonia. Og de så ingen storhed i det nyeste skud på Nehru/Gandhi-dynastiets stamme, Rahul Gandhi. Vælgerne ønskede forandring, og Rahul repræsenterede om nogen det gamle styre. Han var Sonia og Rajivs søn, Indiras barnebarn, Nehrus oldebarn.

Rahul Gandhi var om muligt endnu mere usynlig end Manmohan Singh, selvom han ellers gik under betegnelsen ”Indiens mest eftertragtede ungkarl” – høj, flot, slank og moderne. Kun 44 år gammel og dynastiets arvtager. I en del år arbejdede han inkognito som proceskonsulent i det private erhvervsliv, men i 2004 sprang han ud som politiker med et mandat fra Amethi, Nehru-klanens stensikre valgkreds i delstaten Uttar Pradesh. Det lå i kortene, at han snart skulle træde i karakter, men det gjorde han ikke. Han virkede tøvende og fodslæbende, som om han helst undgik magten og forhalede sin skæbne, ligesom hans far Rajiv Gandhi havde gjort det inden han påtog sig sin pligt.

Rahul viste sig sjældent i parlamentet eller i valgkredsen, han blandede sig ikke i regeringsarbejdet og gjorde ingen anslag til at overtage statsministerposten fra Manmohan Singh. I stedet søgte han over i Kongrespartiets ungdomsafdeling, hvor han lagde sit hjerteblod i græsrodsdemokrati og organisationsarbejde. Rahuls reformer var tiltrængte og prisværdige, for Kongrespartiet er gennemsyret af topstyring og indgroede magtstrukturer. Men hvordan kunne nepotismens ypperste eksponent på troværdig vis gå forrest i kampen mod nepotisme?

Det var et paradoks, som skulle følge ham gennem hele valgkampen, ikke mindst fordi hans vigtigste modstander var en sand mønsterbryder. Den hindunationale Narendra Modi kom fra den laveste kaste og havde arbejdet sig op fra sin fars chai-shop. Ham var der ingen, der havde hjulpet på vej. Nu skulle Rahul – manden, som først havde tordnet mod nepotisme og dernæst blevet udnævnt til Kongrespartiets vicepræsident på sin mors anbefaling – bede vælgerne om deres støtte til dynastiet over dem af alle. På bekostning af Narendra Modi. Det var et budskab, der skulle blive svært at sælge.

Samtidig afdækkede Rahuls reformiver hans manglende gennemslagskraft som leder og politiker, for da Kongrespartiet præsenterede deres kandidater til valget 2014, var det kun 15 ud af 543 kandidater, der kom fra Rahuls kuld af græsrodspolitikere. Det var så resultatet af 10 års reformarbejde. Kritiske røster påpegede, at hvis Rahul ikke evnede at reformere sit eget parti, hvordan kunne han så reformere resten af Indien? Og når han som leder af valgkampen ikke kunne sikre sine egne folk som kandidater, hvordan ville han så kunne trænge igennem som statsminister?

Det var reelle indsigelser, men vælgerne var i grunden ligeglade. De ønskede rent drikkevand, stabile strømforsyninger, mad på bordet, en skole til deres børn og en god vej til landsbyen. De var ligeglade med interne reformer af Kongrespartiet, det fik bare Rahul til at fremstå som en verdensfjern aristokrat uden føling med virkeligheden. Narendra Modi, derimod, talte om alt det, som de stod manglede, og tilbød konkrete løsninger på de mange problemer. xxi

En lang nedtur

Det var på 50 årsdagen for Nehrus død, at den hindunationale Narendra Modi tiltrådte som Indiens ny statsminister – en skæbnens ironi, der fint afspejlede de skiftende tider i indisk politik. Rahul Gandhis chanceløse kamp mod Narendra Modi var en fuldbyrdelse af den deroute, som startede allerede i slutningen af 50’erne og tog fart efter Nehrus død i 1964. Men nederlaget i 2014 var en klasse for sig, og gjorde det klart for de fleste, af reformer var nødvendige, men også vanskelige. For årsagerne stikker dybt, og rører ved selveste kernen af Kongrespartiet; dens altfavnende karakter og Nehru/Gandhi-dynastiets magi.

Kongrespartiet blev grundlagt som en platform for hele det indiske samfund, en smeltedigel af muslimer og braminer, kristne og kasteløse, stammefolk og storbyboere, marxister og hindunationalister. Den forenede alle i kampen mod kolonimagten og absorbere de modsætninger, der opstod mellem parterne. Det var en nærmest naturstridig præstation, som i høj grand lykkedes på grund af Mahatma Gandhi. Det var i hans ånd, at partiets modpoler lod sig forsone, både før og efter hans død, bedst eksemplificeret ved Jawaharlal Nehru og Vallabhbhai Patel vedvarende sammenhold, trods alle deres forskelle.

Da Kongrespartiet forvandlede sig til et politisk parti efter 1947, kaprede det stemmer fra samme brede befolkning, som havde støttet dem under uafhængighedskampen. Nehru blev det naturlige midtpunkt, der samlede både parti og nation i kraft af sin karisma og sin vision. Men under overfladen lurede frygten for splittelse, og da Nehru døde, vendte partiet sig mod hans datter, Indira Gandhi. Hun skulle være det ny samlingspunkt, der lagde låg på de mange mulige fløjkrige, der normalt ville have splittet et så bredtfavnende parti som Kongressen. Og splittelse skulle undgås for enhver pris, da det ville underminere deres magt.

Det var den kalkule, som blev afgørende for Kongrespartiet. Ingen magt uden samling. Ingen samling uden Gandhi-familien. Ideologien kom i anden række. Siden har hver eneste ny Gandhi bidraget til den fortælling, og solgt ud af partiets ideologiske arvegods. Det var magt for enhver pris. For egen vinding og nationens skyld.

Det var Indira Gandhi, der lagde kursen for det ny Kongresparti. Hun ødelagde partistrukturen, centraliserede magten omkring sig selv og skabte Nehru/Gandhi-dynastiet. Hun udviskede grænsen mellem statsmagten og de politiske chefer og lagde kimen til senere tiders nepotisme og korruption. Hun videreførte en socialisme, som de fleste kunne se var kørt af sporet, og udvandede demokratiet gennem populistiske tiltag rettet mod veldefinerede valgsegmenter.

Indiras søn Rajiv overtog fortællingen om Nehru/Gandhi-dynastiets centrale rolle for Indien, og formøblede et historisk mandat – de 404 pladser i parlamentet – på manglede vision og politisk mod. Han tøvede med reformer, da modstanden blev for stor. Han tog ikke det endelige opgør med socialismen og den store statsmagt. Og han bøjede sig for islamistiske og hindunationale mærkesager, og solgte derved ud af Kongrespartiets sekulære idealer.

Rajiv Gandhis kone Sonia gjorde ondt værre. Hun videreførte dynastiet trods sin egen historie. Hun afsvor politik, da hun mistede Rajiv, men påførte alligevel sin søn Rahul samme skæbne som Indira påførte sin søn Rajiv. Som Gandhi-familiens eksemplariske svigerdatter og sorgfulde enke, og ikke mindst Kongrespartiets præsident, kunne hun have taget det opgør med dynastiet, som længe har stået i vejen for forandring.

Rahul Gandhi lod sig hverve mod bedre vidende, eller var offer for et massivt selvbedrag. Han havde tilsyneladende erkendt, at partiets mange dynastier tærede organisationen indefra, men han vendte det blinde øje til sit eget dynasti. Han tog ikke konsekvensen af sin indsigt, men lod sig friste eller føre mod status quo.

For Rahuls fokus på det interne partidemokrati var berettiget. Topstyring og dynastierne magt er et massivt problem for Kongrespartiet. Dekreter flyder ned gennem organisationen, uden respons fra græsrødderne. Ledelsens politik skabes uden forbindelse med tidens tendenser. Det stod klart under valget i 2014, hvor Sonia og Rahul lød som et ekko fra gamle dage, da de prøvede at forføre de fattige med nye statslige subsidier. Men de fattige ønskede ikke almisser, som alligevel forsvandt i korruption, de ønskede arbejde og værdighed, og det lovede Modi dem.

Samtidig er Kongrespartiet end som et parti befolket af dynastiske familier. Alle partiets folkevalgte under 35 år kommer fra politiske familier, der har støttet Nehru/Gandhi-dynastiet i årtier. For de folkevalgte i aldersgruppe 31-40 år er tallet 86%. Kongrespartiet følger en nærmeste feudal struktur, kun dem med de rette forbindelser stiger i graderne. Evner, flid og vision tæller ikke. I dag står partiet uden reel erstatning for Nehru/Gandhi-dynastiet. xxii


På kanten af afgrunden

Kongrespartiets optimister fremhæver, at partiet stadig er Indiens næststørste målt på antal stemmer. 19% af vælgerne stemte på partiet, i alt 107 mio. mennesker. Desværre blev de mange stemmer kun omsat til 8% af pladserne i parlamentet, i alt 44 mandater. I modsætning til BJP, der fik 51% af pladserne og 31% af stemmerne. Årsagen til dette misforhold ligger i det indiske valgsystem, der – ligesom i USA og Storbritannien – bygger på ”flertalsvalg i enkeltmandskredse”. Vinderen tager hele gevinsten indenfor den enkelte valgkreds, mens alle andre stemmer går til spilde.

Det blev Kongrespartiets skæbne i 2014; over hele landet kom de ind på en ligegyldig anden- eller tredjeplads, og det er en livsfarlig situation i det indiske valgsystem, der kun hylder vindere. Ved næste valg vil selv de mest loyale Kongres-støtter overveje om de tør stemme på Kongrespartiet, for der er ingen grund til at stemme på en sikker taber. Så hellere sætte kryds ved det næstbedste alternativ. Partiet har mistet sin kritiske masse.

Kongrespartiet blev grundlagt som et landsdækkende parti, der favnede alle samfundsgrupper. Det sekulære Kongresparti henvendte sig til muslimerne og de andre religiøse minoriteter. Det socialistiske Kongresparti henvendte sig til lavkasterne og de kasteløse. De ældre huskede frihedskampen. De traditionelle hinduer ærede Mahatma Gandhi og de unge var tiltrukket af Nehrus modernisme. Partiets bredde var dens styrke, der sikrede sejr efter sejr. Men efterhånden er de enkelte grupper faldet fra, én efter én. I dag har Kongrespartiet ingen klar social profil, deres vælgere er spredt udover landets valgkredse som et tyndt lag. Havde Kongrespartiets 107 mio. vælgere i 2014 så bare været koncentreret omkring nogle få veldefinerede sociale eller regionale grupper, havde de fået flere mandater og færre spildte stemmer.

Til gengæld har Kongrespartiets modstandere alle en skarp profil. Det hindunationale BJP henvender sig middelkassen, højkasterne og byboerne. De nye lavkastepartier henter stemmer fra udvalgte kaster og religiøse minoriteter. De regionale partier står stærkt i deres egen delstat. Disse partier fører alle politik, der er skræddersyet til deres vælgere. Det bliver svært for Kongrespartiet at lokke vælgerne tilbage i folden. xxiii

En ny saltmarch, tak

Historien om Kongrespartiets deroute er en klassisk fortælling om magt, der korrumperer. Alligevel er partiets grundlæggende ideologi stadig aktuel i det 21. århundrede. Deres stræben efter lighed mellem borgerne – politisk, socialt, økonomisk og religiøst – er ligeså relevant nu som den var i 1947.

Jo mere den hindunationale fortælling om Hindustan bider sig fast, jo vigtigere bliver Kongrespartiets modfortælling om pluralisme og tolerance. Og jo større forskel på rig og fattig , som liberalismen skaber, jo vigtigere er partiets insisteren på social lighed. Og jo mere middelklassen kaster sig ud i det globale forbrugsræs, med det dræn på ressourcerne, som over en milliard mennesker kan forårsage, jo mere aktuelle synes Mahatma Gandhis tanker om bæredygtighed, nøjsomhed og lokal forankring at være, ikke kun i Indien, men også i resten af verden.

Kongrespartiets ledere og græsrødder er alle enige om, at store reformer er nødvendige, og kan måske endda blive enige om en generel strategi, der kan trække partiet ud af miseren. Eller i hvert fald pege på de områder, som skal ændres: En ny ledelse. En folkelig forankring. En ægte idealisme. Et ønske om at tjene nationen. Men hvordan skabes det? Sonia er stadig partiets præsident. Rahul er stadig vicepræsident, og Priyanka nævnes løbende som spidskandidat ved næste valg. For mange er hun partiets håb, for hun minder om Indira. Erkendelsen har stadig ikke bundfældet sig.

Gandhis saltmarch i 1930 var et langsigtet projekt. Han ønskede at fremprovokere en modreaktion fra briterne, som kunne blotlægge deres vildfarelse, og lægge kimen til selverkendelse. Når den spirede, ville imperiet falde. Han fik ret. I samme ånd var valget i 2014 vælgernes saltmarch mod Kongrespartiet, en kollektiv ulydighed mod det gamle enevældige parti udført i stemmeboksen. Spørgsmålet er, om forandringen når at spire frem inden det er for sent, eller om den gamle mastodont bare forsvinder i strømningerne fra det ny årtusinde.

iEgentlig blev Kongrespartiet først et politisk parti efter uafhængigheden, da Indien blev et parlamentarisk demokrati. Før 1947 var Kongrespartiet i højere grad en frihedsbevægelse, og ikke et parti. For nemhedens skyld bruger jeg samme betegnelse for hele periode, ”Kongrespartiet”.

iiGandhis saltmarch beskrives i de fleste værker om Indiens moderne historie. For en udførlig beskrivelse af hændelserne, se Louis Fischer, The Life of Mahatma Gandhi, s. 331-346.

iiiRamachandra Guha, India after Gandhi, prolog, for en god redegørelse af Indien som en umage nation.

ivRamachandra Guha, India after Gandhi, s. 9. Derudover Hermann Kulke, A History of India, s. 290-91; Alex Von Tunzelmann, Indian Summer, s. 84-86.

vAlex Von Tunzelmann, Indian Summer, s. 128-30 for flere beretninger om “Master of Disaster”

viAlex Von Tunzelmann, Indian Summer, s. 235-36; John Keay, A History of India, s. 502-08; Hermann Kulke, A History of India, s. 309-12

viiRamachandra Guha, India after Gandhi, s. 11

viiiAlex Von Tunzelmann, Indian Summer; Ramachandra Guha, India after Gandhi, s. ?

ixRamachandra Guha, India after Gandhi, s. 133-50 for en udførlig beskrivelse af det første valg

xSteven Wilkinson, Army and Nation, s.?

xiSen & Drèze: An Uncertain Glory, s. 245

xiiTidsskrift: The Week, 18/5-2014, er tilegnet 50 året for Nehrus død og indeholder en række gode artikler om Jawaharlal Nehru.

xiiiRamachandra Guha, India after Gandhi, s. 572-74; Sunil Khilani, The idea of India, s. 42-50

xivPatrick French, India a Portrait, s. 38-46 for en god og underholdende beskrivelse af Indira Gandhi

xvSe også ”A Fine balance” for en fin skønlitterære beskrivelse af denne periode

xviPersonligt interview med journalist Vijay Sanghvi

xviiPatrick French, India a Portrait, s. 50-55 for en fin beskrivelse af mordet på Indira Gandhi, efterspillet og Rajivs tidlige år

xviiiPatrick French, India a Portrait, s. 74-75; Edward Luce, The Strange Rise of Modern India, s. 206-12; Ramachandra Guha, India after Gandhi, s. 663-64

xixVinod Rai, Not Just an Accountant, 2014

xxTidsskrift: Outlook, 19/5-2014, er tilegnet Manmohan Singhs arv, og indeholder en række gode artikler om hans tid som statsminister. Derudover den kontroversielle bog ”The Accidental Prime Minister” (2014) af Sanjaya Baru, Singhs tidligere PR-rådgiver.

xxiTidsskrifter: Tehelka, 3/5-2014, ”No Cakewalk for Rahul”, s. 24-25; Outlook, 12/5-2014, ”There’s a Hole in the Pocket, Dear Rahul”, s. 20-23; India Today, 19/5-2014, “The Shrinking of Rahul”, s. 32-34; The Economist, 19/11-2011, “The Golden Rahul”; 10/9-2012, “The Rahul Problem”; 4/4-2013, “Rahul Speaks”; 18/1-2014, “Watery Sunrise” blandt mange artikler, der analyserer Rahul Gandhis person og valgkamp.

xxiiTidsskrift: Caravan, marts 2010, ”How They Got Here” af Ramachandra Guha; januar 2014, ”Family Ties” af Hartosh Singh Bal, for to fremragende analyser af de store linjer i Kongrespartiets historie, skrevet af to af Indiens skarpeste politiske iagttagere.

xxiiiTidsskrifter: Frontline, 16/5-2014, ”End of an Ideology”, s. 11-13; Caravan, maj 2014, ”Decadence and Decline”, s. 20-22; EPW, 27/9-2014, ”The Defeat of the Congress”, s. 57-63; Kenneth Bo Nielsen på www.fokusindia.no, Hvad nu, Congress? 30/10-2014 blandt mange artikler, der analyserede Kongrespartiets fald i forbindelse med valget 2014.

image_pdfimage_print
English