Mayawati park

Kastekrigerne

Om oprøret fra bunden af samfundet

Lalu Yadav var en mand af folket. Han kom fra fattige kår, vogtede bøfler som barn og fik sine første par sko da han rejste hjemmefra. Hans far var bonde og dyrkede sine to tønder land, hans mor solgte mælk på markedet. Ingen af dem kunne læse og skrive. Da Lalu startede i skole som tolvårig blev han mødt med prygl og ydmygelse fra højkasteeleverne, for han var en Yadav, en lavkaste der vogtede køer, og dét skulle han ikke glemme.

Den 10. marts 1990 fik Lalu sin hævn. Han blev valgt som leder af Bihar, en nordindisk delstat med over 100 mio. indbyggere. Snart græssede hans køer på plænen langs den brede indkørsel, der førte op til embedsboligen i hovedstaden Patna, en prangende hvid bygning fra kolonitiden, som engang havde tilhørt den britiske udsending. I forhaven dyrkede han kartofler og spinat, i baghaven indrettede han bistader, kaninavl, fiskebrug og en stald til bøflerne. Jeppe var vågnet i baronens seng.

Lalu Yadav er en af Indiens mest markante politikere, en lille tætbygget mand med gråt Beatles-hår, der er berygtet for sine sjofle jokes og giftige one-liners. I sine velmagtsdage førte han sig frem som en indisk landarbejder, kløede sig i skridtet med uforstyrret grundighed og brød ud i Bollywood-sange midt under valgmøderne. En gang tonede han frem på tv med en papegøje på skulderen. Hans taler var skarpe og vittige, han hudflettede højkasterne som få havde gjort før ham: ”I århundreder har præsterne snydt landsbyboerne. Nu siger jeg; lad dem selv malke deres køer og vogte deres kvæg, eller lad dem sulte…”.1 Folket jublede, endelig én der turde tale braminerne imod.

Men Lalus urtehaver og kraftige bondedialekt var politisk teater. Han havde en kandidatgrad i statskundskab og blev valgt til parlamentet i Delhi første gang i 1977, kun 29 år gammel, det yngste medlem nogensinde. Men det devaluerede ikke hans folkelighed. Han var stadig en af deres egne, den jævne mands beskytter, manden der kæmpede mod Kongrespartiets pampere og hindunationalisternes højkastevælde.

Samtidig med Lalus sejr i Bihar, kom en anden Yadav til magten i nabostaten Uttar Pradesh, Indiens folkerigeste delstat med 200 mio. indbyggere. Mulayam Singh Yadav var en tidligere landsbybryder. Han havde ikke Lalus charme, men lignede en, der var sej som læder. Med ét var to nordindiske delstater, med i alt 300 mio. indbyggere, styret af politikere uden for parnasset.

Lalu og Mulayam Yadav kom begge fra Sudra-kasten, den største af de fire hovedkaster, der udgør halvdelen af Indiens befolkning. Sudra-kasten er også kendt som lavkasterne; ifølge det traditionelle kastehierarki hævet over de kasteløse, men underkastet de tre højkaster; Bramin, Kshatriya og Vaisya.

Men en halv milliard mennesker er en broget flok. Mange befinder sig på samfundets bund, lever som tiggere og daglejere og er nærmest umulige at skelne fra kasteløse. Endnu flere hører til i den lavere middelklasse og arbejder som bønder, butiksejere og offentligt ansatte. Og endelig en lille elite af velhavende storbønder og magtfulde embedsmænd, der nyder samme anseelse og respekt som deres ligemænd blandt højkasterne. Det var denne elite blandt lavkasterne, der antændte 90’ernes oprør mod højkastevældet.

I løbet af få år mobiliserede en ny generation af politikere som Lalu Yadav og Mulayam Yadav lavkasterne i en fælles front mod højkasterne, som har udgjort den traditionelle magtelite siden tidernes morgen. De udnyttede demokratiet og sejrede i kraft af deres talmæssige overlegenhed. I dag er Sudra-kasten tungt repræsenteret i de nordindiske delstatsparlamenter, styrende i det politiske liv og indtager stadig flere ledende poster i den offentlige forvaltning. Siden har vækkelsen bredt sig til andre grupper; stammefolket, de kasteløse og muslimerne, der sammen med lavkasterne udgør 85% af befolkningen.

Den politiske vækkelse af de laveste kaster i Nordindien er blevet kaldt ”den anden demokratiske revolution” (den første var indførelsen af folkestyre efter uafhængigheden) eller mere poetisk, ”den stille revolution”. Der er tale om en historisk magtforskydning på mange niveauer. De højeste kaster har afgivet magt til de laveste. Centralmagten i Delhi har afgivet magt til delstaterne. Og Kongrespartiet har afgivet magt til en række nye regionale partier.
For det er ikke kun Nordindien, der har været ramt af den politiske revolution.

Over hele Indien er nye partier og karismatiske politikere trådt frem på scenen i et opgør med Kongrespartiets enevælde og Delhis dominans. Men hvor kasteidentitet har været omdrejningspunktet for revolutionen i Bihar og Uttar Pradesh, har udviklingen i resten af Indien været drevet af en mere lokalpatriotisk kraft. Enten som regionale afskalninger fra Kongrespartiet, hvor lokale udbrydergrupper stiftede deres eget parti i protest mod moderpartiets enerådighed eller manglende vælgertække. Eller som gamle selvstændighedspartier, der fik en renæssance og talte til vælgernes etniske og sproglige særpræg – typisk i de sydlige dele af Indien.

Følgende kapitel fokuserer på revolutionen i nord, i delstaterne Bihar og Uttar Pradesh, dels fordi deres samlede befolkning udgør en fjerdedel af Indiens, og derfor vejer tungt i regnskabet. Dels fordi oprøret i Nordindien i særlig grad er bundet op på kastesystemet, der er så grundlæggende for det indiske samfund. For vækkelsen af Indiens laveste kaster er ikke kun en politisk bevægelse. Det er en bevægelse, som kan have vidtrækkende konsekvenser for Indien. Både for landets unge demokrati, og for det tusind år gamle kastesystem.

Heart of Darkness

Da Lalu Yadav kom til magten i 1990 havde Bihar en nærmest triumferende bundplacering i alle nøgletal; de dårligste veje, de færrest biografer, de fleste mord, den højeste analfabetisme. Bihar var – og er stadig i mange inderes øjne – indbegrebet på alt hvad der er galt i Indien. Ludfattig, bundkorrupt og stærkt overbefolket. 104 mio. indbyggere på et område, der er to gange større end Danmark.
90% af befolkningen levede på landet, hvor de enten udkradsede en mager eksistens fra egne småbrug, eller arbejdede som fæstebønder hos de store godsejere, de såkaldte Bhumihars.

Godsejerne udgjorde 3% af befolkningen, men ejede en tredjedel af jorden, og herskede som feudalherrer. Ofte havde de deres egne væbnede militser, som håndhævede deres magt overfor genstridige lavkaster, med natlige togter til deres landsbyer. Politiet var naturligvis køb og betalt af godsejerne, hvis der overhovedet var en politistation inden for de nærmeste 50 kilometer.
Kun 10% af Bihars befolkning havde adgang til elektricitet. Ikke overraskende søgte tusindvis af daglejere lykken i andre delstater. De hobede sig op i slumkvartererne i Mumbai, Delhi og Bangalore, blev anset som parasitter af de lokale slumboere, fik tæv og tildelt de værste jobs; som svedende murstens-kulier i det sydindiske byggeboom, eller frysende vejarbejdere i Himalaya, med en osende asfalttønde som eneste varmekilde.

Udover almindelig fattigdom var Bihar plaget af omfattende kriminalitet og social uro. Folk rejste ikke om natten af frygt for landevejsrøvere. Med 60.000 væbnede overfald om året, var der en reel risiko for at blive lænset på vejen, eller værre endnu, ”afkortet med 6 tommer”, som de lokale kaldte en halshugning. I Bihars hovedstad Patna lå biograferne øde hen om aftenen, folk turde ikke gå hjem efter mørkets frembrud. Men værst stod det til i landdistrikterne, hvor røverbander angreb landsbyer i flæng. Øjevidner skildrede en virkelighed, der flugtede med tidens Bollywood-film, hvor skurkene havde store buskede overskæg og holdt hof med billig brændevin. Politiet holdt sig væk, og i tomrummet opstod landsbyværn, der patruljerede sukkermarkerne om natten med hjemmelavede haglgeværer.

Store dele af Bihars økonomi byggede på illegale aktiviteter, ikke mindst en blomstrende produktion af tvivlsom kopimedicin; falske hovedpinepiller, antibiotika lavet fra presset puddersukker og tandpasta tilført store mængder kalk, og markedsført under navnet Colfate.2 Dertil en udbredt praksis af kidnapninger med krav om løsepenge. Alene i 1997 blev 1.200 mennesker bortført, og typisk gik det ud over folk med gode indtægter, men uden særlige forbindelser til den politiske klasse, dvs. Yadav-klanen: Forretningsfolk og højtuddannede med gode jobs og indtægter. I løbet af 90’erne søgte de i sikkerhed i andre dele af Indien, hvilket blot forværrede økonomien yderligere.

Bihars forfald er en klassisk fortælling om historisk deroute. For 2500 år siden var de frugtbare områder langs Ganges-floden arnestedet for den hinduistiske højkultur. Det var hér man opfandt skakspillet og 10-tals systemet og hér Siddhartha fik sin åbenbaring under et figentræ og grundlagde buddhismen. Ashoka den Store havde sin hovedstad Patalipura i nærheden af den nuværende hovedstad Patna. I gamle dage var Patalipura større end Rom på sit største. I dag ligger byen begravet under flere meter skrald i udkanten af Patna.

Selvom Bihar nok var hårdest ramt, var forholdene ikke meget bedre i de øvrige nordindiske delstater, navnlig Uttar Pradesh og Vestbengalen, men i forhold til Sydindien var kontrasten slående. Her voksede økonomien med rekordhast. I midten af 90’erne var Bangalore allerede et globalt brand inden for IT-outsourcing, multinationale selskaber flokkedes til byen og nye bygninger i stål og glas skød frem som paddehatte. De unge blev ansat til startlønninger, der overgik deres fædres efter 40 års anciennitet, og en ny middelklasse fejrede de gode tider i smarte shoppingcentre. Det evige skisma mellem Nord- og Sydindien stod skarpere end nogensinde.

At situationen skulle udvikle sig så drastisk lå ikke i kortene. Under det britiske kolonistyre var Bihar og Uttar Pradesh blandt de mest veldrevne provinser i Indien, embedsmænd herfra var højt agtede og tilhørte eliten.3 Agerjorden var frugtbar og længere nede lå store forekomster af kul, jern og mineraler. I 1947 var den gennemsnitlige indtægt på niveau med resten af Indien, alle lå på samme lave niveau. I årtierne efter uafhængigheden tog Sydindien fra, mens Nordindien sad fast.

Årsagerne er mangfoldige, men vigtigst er kastesystemet, hvis hierarki var langt mere fastlåst i Nordindien end længere sydpå. Forskellen skyldes en vifte af sociale og historiske forhold, først og fremmest, at der er flere højkaster i nord, og at deres magt er tilsvarende større. I Nordindien udgør de tre øverste kaster ca. 20% af befolkningen, mens de i Sydindien kun udgør 5%.4
Samtidig nød de nordindiske højkaster anderledes godt af mødet med den britiske kolonimagt end deres fæller i syd.

I Nordindien byggede briterne videre på det mogulske skattesystem, og udliciterede skatteindkrævningen til de lokale godsejere, de såkaldte zamindarer, og dermed blev magt og velstand konsolideret hos nogle få jordejere, der fastholdt det store flertal af lavkaster og kasteløse i et jerngreb af feudal undertrykkelse. Det samme gjorde sig ikke gældende i Sydindien, hvor bønderne betalte deres skat direkte til statsmagten.

Det fastlåste kastehierarkiet satte sit præg på alle dele af samfundet og var stærkt hæmmende for den sociale og økonomiske udvikling. Højkasternes magt var total og uangribelig. De sad på det meste af landbrugsjorden, deres fæstebønder var billige i drift og der var ingen behov for investering og udvikling. Og de sad på alle de vigtige poster i statsforvaltningen med fri adgang til de offentlige ressourcer. Reformer og effektiviseringer var ikke i deres interesse.
Infrastrukturen forvitrede, investeringer søgte mod grønnere egne i syd, fattigdommen bed sig fast og sendte det gamle indiske hjerteland ud i en negativ spiral, som kun blev værre i løbet af 90’erne. I 1991 lå Uttar Pradesh gennemsnitlige indkomst 25% under landsgennemsnittet, cirka det samme som i slutningen af 60’erne. I 2006 var det faldet til 50%.5

Noget for noget

Der var en gang hvor Uttar Pradesh var Kongrespartiets højborg. Det var her Nehru/Gandhi-dynastiet kom fra, her klanens tre statsministre voksede op, og her de alle sammen, inklusiv Sonia og Rahul Gandhi, stillede op til valg. Med 80 mandater ud af parlamentets 543, var og er Uttar Pradesh en nøglestat i kampen om regeringsmagten i Delhi.

Men udover Nehru-klanens magi, og den ærbødighed, som mange indere stadig føler over for familien, var det i høj grad den lokale magtelite af godsejere, forretningsfolk og pengeudlånere, der sikrede Kongrespartiets overherredømme i Nordindien op gennem 50’erne og 60’erne. Det var dem, der styrede Kongrespartiets lokalafdelinger, og sørgede for, at deres undersåtter satte deres kryds ved partiet. Og det gjorde de – bønderne, daglejerne, arbejderne, skyldnerne, de kasteløse og muslimerne – af lige dele frygt og hengivenhed, velvidende at straffen for et nej overskyggede belønningen ved et ja.

Til gengæld udviste Kongrespartiet stor gavmildhed for sine støtter. De milde gaver flød ned gennem systemet og smurte hjulene under valgkampen. Det var sådan partiet sikrede sit enevælde gennem 40 år. De lokale stormænd byggede bro mellem parti og vælgere. Det var ikke Nehrus idealisme, der fik de indiske græsrødder til at spire, men konkrete forventninger om ydelser og modydelser op og ned gennem hele systemet. Det indiske demokrati blev klientbaseret.
Årsagen er især strukturel. I de fattige og feudale egne i Nordindien, hvor statsmagten er svag og jungleloven hersker, søger vælgerne ikke en politisk repræsentant, men en beskytter.

Der hersker udbredt fattigdom og social ulighed, og en benhård – og ofte uretfærdig – kamp om ressourcerne, og derfor søger de fleste beskyttelse hos de lokale godsejere, klanledere eller mafiabosser. Og således videre op i systemet. De lokale stormænd vender sig mod deres egne beskyttere, og øverst i fødekæden ligger statsmagten, som råder over den største pulje af ressourcer. Det er denne Alladins hule, som de folkevalgt higer efter. En politisk karriere bliver den ultimative genvej til velstand og social opdrift. For én selv, og alle ens støtter.6

Denne ”vertikale” magtstruktur gennemsyrer de fleste politiske partier i Indien i dag. Jo flere klienter man har under sig, jo stærkere står man. Der er ingen moralske skrupler forbundet med den gensidige hjælp og støtte, som man tilbyder hinanden, det er spillets regler. Og heri ligger kimen til den korruption og nepotisme, som præger det politiske system i Indien.7

Af samme grund er en kriminel baggrund ingen hæmsko for en politisk karriere. Ifølge en stor analyse foretaget i 2014, udtalte 46% af 65.000 adspurgte indere, at de ingen problemer havde med at stemme på en kriminel kandidat hvis blot ”de leverede varen”.8 Resultatet afspejles med al tydelighed i de rapporter, som Association for Democratic Reform (ADR), en indisk NGO, der overvåger indiske politikere i forhold til personlig formue og kriminelle forhold, har leveret siden 1999.

Ved det sidste nationale parlamentsvalg stod 34% af de folkevalgte anklaget for en eller flere kriminelle forhold, dvs. 185 ud af 543 parlamentarikere. Af disse 185 ”kriminelle” folkevalgte, var 21% anklaget for ”alvorlige forbrydelser” som mord, røveri, voldtægt og kidnapninger. Forholdene i de nordindiske delstatsparlamenter er endnu mere udtalte. I Bihars nuværende parlament er tallene hhv. 58% og 35% i forhold til ”kriminelle sager” og ”alvorlige forbrydelser”.9

Det skal understreges, at ”kriminelle forhold” dækker anklager, tiltaler og sigtelser – ikke domfældelser. Mange af de berørte er ofre for falske politianmeldelser fra politiske modstandere. Alligevel er tallene interessante, især når man sammenligner forholdet mellem ”kriminelle” kandidater og endelige sejrherrer. Her synes en blakket baggrund ikke at være en ulempe, for hele 13% af de ”kriminelle” kandidater sejrede, mens det samme kun gjorde sig gældende for 5% af de ”rene” kandidater. Dertil kom, at 83% af parlamentarikerne havde en personlig formue på over 10 mio. rupees (1 mio. kroner). For stort set alle var formuen steget, efter de kom til magten.

Det er ikke uden ironi, at det var Nehrus revolutionære Kongresparti, der banede vej for klient-demokratiet i Nordindien. Nehru håbede, at demokratiet ville frigøre folket fra kastesystemets bånd, at vælgerne ville stemme på de bedste og mest kompetente politikere, men i stedet blev partiet en reaktionær kraft, der underbyggede de eksisterende magtstrukturer, med godsejere og braminere øverst i hierarkiet.

Også Bhimrao Ambedkar havde høje forhåbninger til demokratiet, men var mere afmålt omkring perspektiverne. Ambedkar var sammen med Nehru og Gandhi den vigtigste af Indiens landsfædre, en kasteløs mønsterbryder, der fik en juridisk embedseksamen fra Columbia University i New York og blev Indiens første justitsminister. Han var den drivende kraft bag landets moderne forfatning.

I en tale til forfatningsudvalget i 1948 beskrev han Indiens folkestyre som garniture – ”top-dressing” – på et grundlæggende udemokratisk samfund. Tre år senere tog han sin afsked som justitsminister, og leverede følgende ætsende kritik af Nehrus regering: ”At acceptere ulighed mellem klasser og kaster, og kvinder og mænd, som er det hinduistiske samfunds inderste sjæl, og blot vedtage lovforslag, der vedrører økonomiske problemer, er at latterliggøre vores forfatning, og bygge et palads på en mødding”.10

Demokratiet hvilede på et grundlag – kastesystemet – som var uforeneligt med demokratiet. Kastesystemet er demokratiets anti-tese; elitært, hierarkisk og undertrykkende, og rangordner borgere ud fra forestillinger om en iboende og medfødt urenlighed. Demokratiet kunne ikke nedfælles fra toppen, idealismen var ikke nok, men krævede gennemgribende reformer, som han indså, at Kongrespartiet ikke evnede at gennemføre.11

Ambedkars ord var nærmest profetiske. 70 år senere skriver den kyniske og anmelderroste forfatter Pavan Varma, at det sande mirakel ved Indiens demokrati er, at ”det har blomstret i fem årtier uden skygge af demokratisk sindelag…demokratiet har ikke overlevet i Indien fordi inderne er demokratiske, men fordi det har vist sig at være den mest effektive måde at opnå magt”. Han tilføjer, at det ikke var de demokratiske idealer, der fik inderne til at omfavne demokratiet, ”men de potentielle goder, som den demokratiske proces kastede af sig”. Demokratiet gav ”de eksisterende magthavere, især på landet, mulighed for at styrke deres status og dominans”.12

Klientdemokratiets ånd kaster skygger over stemmeboksen, men også partiernes indre liv, dels i forhold til en grundlæggende mangel på ideologi hos de fleste folkevalgte, dels i forhold til en stærkt hierarkisk partistruktur.

Da det primære mål med demokratiet er status og personlig vinding, følger de folkevalgte ofte magten uden skam og skrupler. Partiskift er hyppigt forekommende og især problematiske i forbindelse med tætte valgresultater, hvor en enkelt afhopper kan ændre på magtbalancen mellem parterne.

I visse ekstreme tilfælde har partiledelser sendt hele folketingsgrupper i eksil, f.eks. på et hotel i Goa med whisky og kortspil, og vagter, der skærmede af for ubudne gæster med gode tilbud. Først når regeringskabalen var på plads, og det ikke længere gav mening at skifte parti, blev de lukket ud igen.13

Derudover er de indiske partiet stærkt hierarkiske og anført af en enkelt magtfuld leder, der bestemmer kursen. Lederen tildeler sine familiemedlemmer de sikreste valgkredse, og overdrager med tiden ledelsen til sønner og døtre, hustuer og elskerinder. Kongrespartiet er et præmieeksempel, det har været domineret af Nehru-klanen siden starten af det 20. århundrede. Det var Jawaharlal Nehrus far Motilal, der bad Mohandas Gandhi udnævne den unge Nehru som ny partipræsident, og senere udnævnte Gandhi Jawaharlal som landets første statsminister, uden at rådføre sig i partiet. I dag er stort set alle de indiske partier, nye som gamle, kendetegnet ved dynastier og familieforbindelser. Alle er topstyret og præget af en ringe grad af internt partidemokrati.

Forfatteren Patrick French foretog en analyse af de 543 folkevalgtes adkomst i Lok Sabha i Delhi: alle under 30 år havde arvet deres plads fra familiemedlemmer. For de 31-40 årige drejede det sig om 86,4%. Hvis tendensen fortsatte, ville de fleste parlamentsmedlemmer med tiden være repræsentanter for familiedynastier, og Indien ville vende tilbage til deres udgangspunkt før uafhængigheden, hvor landet var regeret af konger og fyrstendømmer.14

I et forsøg på at skabe en dybere forståelse for det forhold, henviser Pavan Varma til det hinduistiske begreb ”Bhakti”, der er fordringen om underkastelse i vejen til spirituel frelse. Fordringen om underkastelse er et grundlæggende element i det indiske samfund. Det definerer ikke kun forholdet mellem Gud og menighed eller guru og discipel, men også forholdet mellem far og søn, svigermor og svigerdatter, godsejer og daglejer, leder og medarbejder, konge og undersåtter. Og således også intern i partierne, hvor medlemmerne forventes at underkaste sig den øverste leder, som til gengæld forventes at være stærk. I den brede befolkning er Indira Gandhi stadig den mest ærede af Indiens statsministre.

Jeppe på Bjerget

Tilbage i Bihar satte Lalu Yadav hurtigt sit præg på statsadministrationen. Familiemedlemmer, kastefæller og andre politiske allierede blev belønnet med lukrative poster i den offentlige sektor. Politistyrken blev opmandet med 6.000 rekrutter fra Yadav-kasten og andre tilhængere fik uddelt dhoti’er og sari’er (hhv. herre- og damebeklædning) til spotpris; to kroner stykket, billigt selv efter indiske forhold. Den samlede omkostning for statskassen beløb sig til 200 mio. kroner.

På den anden side at statsgrænsen i Uttar Pradesh kastede Mulayam Yadav sig ud i lignende tiltag, og erstattede pc’erne i den offentlige administration med gamle Remington skrivemaskiner, i et bevidst forsøg på at de-effektivisere forvaltningen, og dermed skabe flere jobs til sine tilhængere.

Også deres respektive fødebyer nød godt af de nye tider, de blev omdannet til såkaldte VVIP-landsbyer. Very Very Important People. Lalu Yadavs landsby Phulwaria fik tilført solceller, vindmøller og elektriske vandpumper, samt en ny vej, der ifølge Lalu var ”ligeså glat som Hema Milinis kinder”. Hema Milinis er en berømt Bollywood diva, som Lalu har et godt øje til. Da hans vælgere senere klagede over manglende veje andre steder i Bihar, svarede han at ”man kun har brug for veje hvis man har en bil”.

Mulayam Yadav gik videre endnu. Hans landsby, Saifai, gik fra at være en lille støvet flække i det vestlige Uttar Pradesh med et par tusinde indbyggere i små lerklinede hytter, til den perfekte legoby med lufthavn, hospital, skoler og universitet. Samt vand og strøm døgnet rundt; en flygtig drøm for de fleste landsbyboere i Uttar Pradesh.

Hospitalet i Saifai er én af delstatens største, og gennemfører 20.000 operationer og 500.000 konsultationer om året. En specialafdeling for neurokirurgi, hjertekarsygdomme og særligt komplekse operationer er under opførelse. I 2014 åbnede et sportskompleks til en samlet pris af 200 mio. kroner, med indendørs svømmehal i olympiske dimensioner, øvebassin og pool til udspringskonkurrencer. Hockeybane med kunstigt græs, badmintonhaller, cricket stadion, beboelses- og uddannelsesfaciliteter samt en bryderring, som en enkelt gestus mod fordums traditioner. Snart følger en safaripark med løver, der skal fremme turismen i denne oversete del af Indien; én at landets fattigste egne.15

At Saifai stadig kun huser 7.000 indbyggere og 5.000 sæsonarbejdere gør ikke indtryk på Mulayam Singh. Han fastholder at landsbyen er ”et knudepunkt for uddannelse, sundhed og kultur i 200 km. radius”. Saifai og Phulwaria står som monumenter over Lalu og Mulayam Yadav magt og ære, og fungerer samtidig som deres stensikre valgkredse. Der findes VVIP landsbyer over hele Indien.
Uden for de små oaser bredte krisen sig. Mens multinationale IT-selskaber flokkedes mod Sydindien, stivnede den økonomiske udvikling i Nord.

Alligevel blev Lalu Yadav genvalgt i 1995, denne gang med et endnu stærkere mandat. Lalu viste med al tydelighed, at det ikke krævede god regeringsførelse at blive genvalgt, der var alligevel ingen, der troede det var muligt, slet ikke de fattigste i landsbyerne, der levede i godsejerens skygge. Med Lalu levede håbet om et opgør med den etablerede magtelite.16

I 1997 blev Lalu Yadav ramt af den såkaldte ”Foderskandale”, der omfattede snyd med tilskud til dyrefoder og medicin til fiktive kvæghold for 2½ milliard kroner. Men Lalu var kun øverste led i fødekæden. Alle i systemet havde været indblandet, fra inspektørerne i marken, der tilså de fiktive køer, til afdelingsledere, der godkendte rapporterne, til de højerestående embedsmænd, der frigav midlerne og politikerne, der vedtog bevillingerne. Retfærdigvis videreførte Lalu bare en praksis, som havde stået på i 20 år.

Men selvom Lalu Yadav blev tvunget til at træde tilbage, slap han ikke magten af den grund. Han overdrog embedet til sin kone, Rabri Devi – en indisk husmor uden politisk erfaring, der knapt kunne skrive sit eget navn – og fortsatte sit virke fra kulissen. Og på trods af, at Bihar på ingen måde oplevede større økonomisk fremdrift under Rabri Devi, i en tid hvor resten af Indien i øvrigt oplevede sin største vækst nogen sinde, blev hun genvalgt to gange og styrede Bihar frem til 2005. Hvorfor?

MY-alliancen fremhæves ofte som Lalus største styrke, og meningsmålinger viser, at 75-80% af alle muslimer og Yadav’er stemte på ham, uanset hvor dårlig hans regeringsførelse var. I deres optik adskilte hans opportunisme sig ikke fra tidligere herskere, nu var det bare én af deres egne, der kunne nyde dens frugter, og dermed også dem selv. Men ligeså vigtig for muslimerne var Lalus hårde kurs overfor hindunationalisterne. I en tid hvor antallet af sekteriske angreb på muslimer voksede over hele landet, oplevede Bihar ingen særlige overgreb i de 15 år, hvor Lalu var ved magten. Politiet holdt hindunationale aktivister i skak og forhindrede kendte ballademagere i at holde offentlige møder. Lavkastepartierne var muslimernes nye beskytter.

Men frem for alt sejrede Lalu Yadav på sin person. Det var hans folkelighed og den respektløshed, som han udviste overfor højkasterne, der gav ham hans brede appel, og han formåede med stor dygtighed at mobilisere brede udsnit af de fattigste dele af befolkningen, især de kasteløse. Han bidrog med en ny følelse af selvværd, som var ganske unik.17

En artikel i det ansete indiske tidsskrift Caravan beskrives forandringerne i landsbyen Barbigha i det centrale Bihar, et klassisk lille samfund ”hærdet af århundreders had, og hvis små jordslåede veje udgør dybe kløfter mellem højkasterne og de øvrige indbyggere”. Barbighas indbyggere var fordelt på 35 kasteløse familier, 300 lavkaste-familier (heraf 200 fra Yadav-kasten) og 15 fra Bhumihar-kasten, som trods deres lave antal, var landsbyens mest magtfulde gruppe. De var braminere, godsejere ejede 45% af jorden. De dominerede landsbyrådet og levede adskilt fra de andre i finere huse med hvidkalkede mursten. Når lavkasterne passerede godsejernes huse, skulle de tage skoene af og bære dem på hovedet – berøring af skosåler er forbundet med skam og ydmygelse. Godsejerne var hævet over loven og kunne behandle de andre som det passede dem, politiet greb ikke ind.

Men i starten af 00’erne fik Barbigha ny leder af landsbyrådet. I 28 år havde rådet været styret af den samme Bhumihar, hvis ryg var plettet med skudsår, som han havde fået i kamp mod lavkastemilitser. Nu måtte han vige for en Yadav, og tilmed bukke for ham i respekt, selvom han foragtede ham. Lavkasterne sikrede sig ret til at opdyrke mere af deres egen jord og fik bedre priser for deres afgrøder. Lavkasterne blev rigere på bekostning af godsejerne, som begyndte at sælge fra. De gamle strukturer gik i opløsning.18

MY alliancen

Allerede i 1957 forudså den store indiske sociolog Srinivas, at demokratiet ville styrke betydningen af kasteidentitet. Fremtidens politiske kamp ville afspejle kastemæssige rivaliseringer, hvor vælgere samlede sig i ”stemmebanker” og vendte sig mod politikere fra deres egen kaste. Lalu og Mulayam Yadavs var kastekrigere af højeste karat, og fuldbyrdede Srinivas profeti. Deres sejre byggede på støtte fra muslimerne og deres egne Yadav-fæller, den såkaldte MY-alliance.

Det var en stærk alliance. Muslimerne var tungt repræsenteret i Nordindien og Yadav’erne var den største, rigeste og mest veluddannede Sudra-underkaste, og udgjorde over 10% af den samlede befolkning af Bihar og Uttar Pradesh.19 Til sammen dækkede MY-alliancen næsten 25% af vælgerne, en solid blok i et samfund, der er splittet på kryds og tværs af kaster og religion.
Muslimerne havde altid været Kongrespartiets trofaste støtter. De huskede hvordan Nehru og Gandhi havde stået dem bi under delingen i 1947, hvor store dele af befolkningen i Indien lagde dem for had. Men som årene gik, blev muslimernes loyalitet taget for givet, de stemte troligt på Kongrespartiet, men fik ingenting retur.

Da Rajiv Gandhi i slutningen af 80’erne gav efter for de voksende hindunationale strømninger, og lod Rama-aktivisterne få adgang til Babri Masjid moskeen i Ayodhya (se Kongrespartiets storhed og fald), mistede Kongrespartiet sin sidste rest af sekulær troværdighed. Muslimerne søgte nye politiske allierede.
I modsætning til muslimerne, havde lavkasterne aldrig været de store tilhængere af Kongrespartiet. Allerede fra starten blev de afskåret fra den brede koalition, som gjorde Kongrespartiet uovervindelig de første 30 år., en koalition, der bestod af kasteløse, muslimer og andre minoriteter, anført af højkasterne. Lavkasterne blev set som en trussel mod den harmoni, som herskede i Kongrespartiets, de var større, stærkere og mere motiverede end de andre, og ville næppe affinde sig med rollen som føjelige klienter på højkasternes nåde.20

Deres udelukkelse fik konsekvenser. Lavkasterne blev underrepræsenteret på alle niveauer i det indiske samfund; de havde færre folkevalgte i parlamenterne og færre beskæftigede i den offentlige sektor. Stadig i 1980 sad de på kun 12% af stillingerne, heraf 5% i de øverste lag, selvom de udgjorde halvdelen af befolkningen. Selv de kasteløse klarede sig formelt set bedre.
For i modsætning til de kasteløse, havde lavkasterne ingen jobkvoter, og fik det heller ikke. For mens Nehru accepterede positiv særbehandling af de kasteløse, hvis armod var åbenbar, mente han at yderligere særbehandling ville udkrystallisere eksisterende skel i samfundet og styrke kastesystemet. Kongrespartiets konservative lokalafdelinger bifaldt Nehrus beslutning, for de vidste, at den ville afskære lavkasterne fra den offentlige sektor og det politiske liv, og sikre højkasternes magt og indflydelse de næste mange år. Lavkasterne fandt sammen i nye fællesskaber, bondebevægelser og socialistiske partier, der skulle blive Kongrespartiets nemesis.

Varna & Jati

Yadav-kasten var kodrivere. De vogtede køer, solgte mælk og arbejdede i markerne. Ofte fungerede de som godsejernes håndlangere, holdt styr på de kasteløse daglejere og sikrede ro i geledderne.

Ifølge braminerne tilhørte Yadav’erne Sudra-kasten, for deres arbejdsopgaver lå under højkasternes værdighed. Yadav’erne solgte mælk, og tjente dermed penge på den hellige ko. Og hvad værre var, så arbejdede de med dyreavl, herunder kastrering af tyrekalve, som var forbundet med blod, vold og kropsvæsker – aldeles urent i en braminsk optik. Derfor var Yadav’erne lavkaster.

Men Yadav-kastens placering i hierarkiet var ikke et udtryk for den endegyldige sandhed, det afspejlede blot det braminske verdensbillede jf. Manus bog, et gammelt hinduistisk skrift fra omkring 100 fvt., som definerede kastesystemet ned til mindste detaljer. Ifølge Manus bog er alle hinduer indplaceret i en af fire store kaster, og alle kender deres plads og accepterer deres lod i livet som del af en kosmisk retfærdighed. De fire kaster, eller varna, som de hedder på sanskrit, er Bramin (præstekasten) som ligger øverst, efterfulgt af Kshatriya (krigerkasten), Vaisya (købmandskasten) og Sudra (bondekasten).Uden for varna-systemet, og lavest i systemet, ligger stammefolket og de kasteløse.

Varna-systemet udgør stadig grundlaget for den gængse opfattelse af kastesystemet i Vesten, ikke mindst fordi den britiske kolonimagt og de første antropologer og sociologer fra Europa abonnerede på det syn. Det var braminerne, som briterne rådførte sig hos, da de skulle forstå det indiske samfund, og braminerne kvitterede med en fortælling, som underbyggede deres egen magt i samfundet. Men varna-systemet ligger langt fra den sociale virkelighed. For mange indere er deres varna irrelevant. Langt vigtigere er den såkaldte jati, som er kastesystemet anden struktur. Stort set alle indere har en jati. Man fødes ind i sin jati, og den udgør ens vigtigste fællesskab udover familien. Jati’en kan bedst sammenlignes med et etnisk stammeforhold.
Der findes tusindvis af jati’er og de bestemmer stort og småt for de fleste indere. Farven og formen på deres turban, måden de binder deres lændeklæde på, hvordan de ruller deres skæg (op, ned eller lige ud…) og hvilke guder de tilbeder. Normalt gifter man sig indenfor sin jati, bor i samme bydel, har samme beskæftigelse. Ofte kan jati’en udledes fra efternavnet. Når indere omtaler deres kaste, er det jati’en de mener, ikke deres varna. Jati’en er kastesystemet i praksis.

Jati’en beskrives ofte som en underkaste til de fire varna, men reelt er der tale om to særskilte strukturer. For det første er varna-systemet uforanderligt mens jati’er er dynamiske. Der findes kun fire varna, og de ændrer sig ikke, men der opstår løbende nye jati’er. Hvis f.eks. en stor gruppe danskere emigrerede til Indien, ville de blive opfattet som en ny jati.21 Dermed er jati-systemet heller ikke begrænset til hinduer, men gælder alle trossamfund og etniske minoriteter. Varna-systemet, derimod, omfatter kun en del af hinduerne. De kasteløse har som bekendt ingen varna – men masser af jati’er.

Den anden grund til, at jati’er ikke blot er en underopdeling af varna-systemet er, at der hersker delte meninger om hvilken varna, de enkelte jati’er hører under. Ofte mener jati’er, der officielt er lavkaster eller kasteløse, at de egentlig er højkaster. Alle ligger de inde med myter, som fortæller om deres storhed og fald, hvordan de engang i tidernes morgen tabte en krig, trodsede en gud, blev forrådt af brødre eller bare var uheldige. Chamar-kasten, en kasteløs jati, der arbejder som garvere og læderarbejdere, mener f.eks. at de i virkeligheden er malplacerede braminere.

Ifølge deres fortælling, nedstammer Chamar fra den yngste af fire braminske brødre, der engang for længe siden var ude og bade i en flod. Her så de en ko, som kæmpede for livet i noget kviksand. De tre ældste sendte deres yngste bror ud for at redde koen, men forgæves, koen døde før han fik den i land. Nu blev den yngste bror tvunget til at fjerne liget, og herefter fratog de ham hans kaste, da han nu havde håndteret døde dyr. Han fik navnet Chamar, og fremover skulle hans slægt leve af det læder, som de kunne trække af døde dyr.22

Det samme gør sig gældende for Yadav-kasten, som mener, at deres placering i Sudra-kasten er en historisk fejl, at de i virkeligheden er Kshatriya, og tilhører kriger- og kongekasten. Ifølge dem selv, er de ikke simple hyrder, men vogter Indiens helligste dyr. Derudover er de efterkommere af guden Krishna, en af Indiens mest populære guder, det fremgår i hvert fald af deres egen oprindelsesmyte. Krishna var både en kriger og en hyrde, den guddommelige hyrde, der nedlagde malkepiger på stribe og spillede på tværfløjte for sit følge af køer. Endelig blev de godkendt som krigere af den britiske kolonimagt, der udnævnte Yadav-kasten til et ”martial race” på linje med sikher, pashtuner og gurkhaer – folkeslag, som briterne mente var særligt egnede til militærtjeneste. Mange Yadav’er gjorde tjeneste i den britisk-indiske hær, og er stadig talstærkt repræsenteret i den indiske hær i dag. Yadav-kasten er derfor ikke Sudra men Kshatriya, mener de altså selv.23

De mange oprindelsesmyter er et sværd, der skærer to veje i den sociale mobilitet. For når de nederste kan være malplaceret på bunden, kan det modsatte jo også gøre sig gældende; så kan de øverste også være malplaceret på toppen. I det lys er kastesystemet ikke en statisk struktur, der fastlåser folk i tid og al evighed, men en struktur, der giver plads til social mobilitet. Og udviklingen i dag går måske hurtigere end nogensinde. Forandringer, der før tog århundreder at gennemføre, sker nu på årtier, og demokratiet er en af de stærke katalysatorer. Turen til valgboksen har givet den sociale opdrift ny luft under vingerne.
Dermed ikke sagt, at selve kastesystemet befinder sig i en dødskamp, ånden lever videre i bedste velgående. Inderne er enige om, at der findes et hierarki, og de er som regel også enige om hvor i hierarkiet alle de andre jati’er befinder. Det eneste de er uenige om er, hvor på strukturen deres egne jati befinder sig. Det er ikke kun højkaster, der anser lavkaster for urene, væmmelsen går begge veje. En Kuricchan, en jæger fra Sudra-kasten, mener at hans jordhytte bliver forurenet hvis en braminer betræder det, og vil efterfølgende dække det til med kokasser som led i en rituel rensning. Og Kurmis’en, også fra Sudra-kasten, vil ikke dele et måltid med en braminer, med mindre det er hans guru.24

Og således lever de forskellige kaste-samfund hver for sig. Der findes ingen samhørighed på tværs af jati’erne, ingen særlig solidaritet, der knytter den ene lavkaste-jati til en anden lavkaste-jati, udover et fælles (og forbigående) politisk mål. Arbejderklassen holder ikke sammen, og det afspejler sig også i den politiske proces. Hver jati hytter deres eget skind. Og i et samfund som det indiske, hvor ressourcerne er knappe, er den enes død som regel den andens brød.

Kodrivernes magt

Allerede i 1920’erne begyndte Yadav-kastens sociale opstigning. De organiserede sig i en landsdækkede interesseorganisation, der kæmpede for at fuldbyrde deres skæbne som krigerkaste, og herske over det nordlige Indien.

De kom skidt fra start ved uafhængigheden, og fik hverken jobkvoter eller anden hjælp fra Kongrespartiet, men de nød godt af Nehrus landsbrugsreformer. I løbet af 1950’erne blev en del af de store godser brudt op og fordelt blandt de jordløse bønder, ofte fra Sudra-kasten. Da Indira Gandhi i 1965 lancerede ”den grønne revolution” og mangedoblede Indiens kornproduktion på få år, stod de største og dygtigste Sudra-bønder klar til af høste.
Men trods deres voksende økonomiske styrke, var de stadig udelukket fra den administrative og politiske magt. I løbet af 60’erne samlede lavkasterne sig derfor i et politisk parti, Janata Party (Folkepartiet), som kæmpede for egne jobkvoter i det offentlige. Snart fulgte de første politiske sejre i de regionale forsamlinger i Bihar og Uttar Pradesh. Kongrespartiets deroute var begyndt, og Indira Gandhi handlede resolut, i 1975 annullerede hun demokratiet og indførte sin Emergency. Men det var en stakket frist. Da hun i 1977 genindførte demokratiet og udskrev valg, led Kongrespartiet sit største nederlag. For første gang nogen sinde måtte de afgive magten i Delhi. Den ny regering var en koalition anført af Janata Parti.

Janata-regeringen blev en rodet og kortvarig affære, et sammenrend af socialister og hindunationalister, hvis eneste fællesnævner var et had til Kongrespartiet og multinationale selskaber. Efter tre kaotiske år gik regeringen i opløsning, og folket vendte sig atter mod Indira Gandhis faste og trygge favn. Janata-regeringens eneste eftermæle var deres fordrivelse af Coca-Cola fra Indien, samt etableringen af Mandal-komiteen, der skulle undersøge indførelse af positiv særbehandling for lavkasterne. Komiteens rapport skulle blive gnisten, der for alvor antændte lavkasternes revolution 10 år senere.

Det teknokratiske grundlag for Mandal-komiteens arbejde var ikke ”Sudra” eller ”Lavkaste”, men ”OBC”, der står for ”Other Backward Classes”. Det var et begreb, som Nehru opfandt i 1950’erne i et forsøg på at udviske kastebegrebet fra den offentlige forvaltning, og det mindede i påfaldende grad om SC/ST-kategorien, der dækkede stammefolket og de kasteløse. Men hvor SC/ST var en betegnelse, som briterne indførte sammen med den positive særbehandling – SC/ST stod for Scheduled Castes/Scheduled Tribes, og omfattede dem, som stod på listen (on the schedule) – så fulgte der ingen særlige rettigheder med for OBC’erne. De var bare en definition på en gruppe, der var ringere stillet end højkasterne, men hævet over stammefolket og de kasteløse. OBC’erne omfattede 3741 jati’er, eller 52% af befolkningen. I bedste Nehruviansk-sekulære ånd, omfattede gruppen alle trossamfund, ikke kun hinduer.25
Men i 1979 pustede Mandal-komiteen atter liv i Nehrus gamle kategori, i et omfang som han næppe havde forestillet sig. Komiteen anbefalede at OBC-gruppen skulle tildeles 27% af alle jobs i den offentlige sektor. Da SC/ST’erne i forvejen sad på 22,5% af alle stillinger, ville halvdelen af alle offentlige jobs dermed være reserveret på forhånd, mens de anden halvdel skulle gå til de bedst egnede.

Men inden anbefalingerne kunne omsættes til lov, gik Janata-regeringen i opløsning, Indira Gandhi vente stærkt tilbage og lagde Mandal-komiteens rapport på is. Det var først 10 år senere, da Kongrespartiet for anden gang måtte vige for en Janata-regering, at rapporten blev vakt til live, denne gang for alvor. Regeringens dominerende parti var Janata Dal, en ny inkarnation af det gamle Janata Party, og deres valgsejr byggede netop på løftet om positiv særbehandling af OBC’erne. Den 13. august 1990 ophøjede den ny statsminister Mandal-komiteens anbefalinger til lov.

Højkasterne var i oprør, især studerende fra de fattigere segmenter af højkasterne, som havde kurs mod arbejdsmarkedet. Nu skulle yderligere 27% af de stillinger, som traditionelt var deres, fordeles på lavkasterne. Det reducerede deres jobmuligheder væsentligt.
Det første måned var protesterne fredelige. Delhis politi holdt sig i ro, selvom de ellers var kendte for deres korte lunte. I et indlæg fra en tidligere braminsk demonstrant, tilskrives denne blide adfærd den menige politimands sympati for studenterne. De fleste af dem tilhørte Jat-kasten, en magtfuld bonde-kaste, som lå udenfor OBC-kategorien. Også de ville blive berørt negativt af den ny lov, også de ville se deres egne sønner afvist ved optagelsen, til fordel for OBC’erne, som nu lagde beslag på 27% af stillingerne.
Men i midten af september indgik statsminister V. P. Singh en studehandel med lederen af Jat-kasten, og tilbød dem en andel af jobkvoterne.26 Den fælles front gik i opløsning, de øvrige Jat-studerende indstillede deres protester og Delhis politi genfandt formen. Højkasterne fik prygl af politiets bambuskæppe, slaget var tabt og den 19. september 1990 satte en braminsk studenterleder ved navn Rajiv Goswami ild til sig selv på Delhis universitet. Billederne af den brændende Rajiv gik landet rundt, de fredelige demonstrationer i Delhi blev til voldelige oprør over hele landet, især i Nordindien. I Sydindien var presset mindre. Her var økonomien bedre, der var flere jobs i det private, og højkasternes dominans var allerede begrænset.

I løbet af de efterfølgende måneder oplevede Nordindien nogen af de mest omfattende uroligheder siden 1947. Studerende kastede sten efter busser, der vovede sig ud på landevejene. Skoler lukkede ned, togene holdt stille, offentlige bygninger blev vandaliseret. Hver dag var der blodige sammenstød med politi, som slog ned på demonstranterne med stokkeslag og skarpe skud. Over 200 unge mennesker satte ild til sig selv, 63 døde. Rajiv selv blev stærkt forbrændt. Han overlevede med nød og næppe, men fik mén for livet. Han døde i 2004, 33 år gammel.

Det forunderlige var, at de nye jobkvoter kun lagde beslag på 55.000 offentlige jobs ud af 204.000, og de i øvrigt kun gjaldt nyansættelser. De var en dråbe i havet blandt de mange millioner, som hvert år trådte ud på arbejdsmarkedet. Men Mandal var ikke kun en jobordning. Faktisk fremgik det tydeligt af rapporten, at øremærkede jobs kun ville have begrænset betydning for OBC’erne økonomiske status. Til gengæld ville de have en ”enorm psykologisk betydning” og give lavkasterne ”følelsen af at have ‘deres egen mand’ repræsenteret i magtens korridorer”. Og det var lige præcis hvad der skete, og derfor urolighederne spredte sig som en lynild over Indien i september 1990. Mandal gav lavkasterne en følelse af magt og anerkendelse og social opdrift.27

De efterfølgende uroligheder skærpede kløften mellem høj- og lavkaster og polariserede inderne ud fra kasteidentitet. I miljøer, hvor efternavn og kastemæssig adkomst ikke før havde været afgørende, blev det pludselig en konfliktzone. Det ydre pres skabte et uset fællesskab blandt lavkasterne på tværs af jati’er, og den støvede og bureaukratiske OBC-betegnelse blev omdrejningspunktet for deres sociale aspirationer og politiske kamp. For første gang begyndte lavkasterne at stemme konsekvent på folk fra deres egen kaste.

Det gamle højkaste-oligarki – et indspist fællesskab af folkevalgte, der alle kom fra de samme familier, gik på de samme skoler og minglede med hinanden til lukkede fester på mondæne ”farmhouses” syd for Delhi – blev nu truet af en flok politiske opkomlinge, der var født og opvokset i landsbyerne.28 I 1952 udgjorde andelen af OBC-parlamentsmedlemmer 4,5% af de folkevalgte i Delhi. I 1998 var tallet steget til 23%. I samme periode faldt højkasternes andel fra 64% til 35%.

Da lavkastepartierne kom fra store folkerige delstater, fik de meget magt, ikke kun i deres egne fattige baggårde, men også nationalt, hvor den rigtige magt lå. Fra 1998 til 2009 blev Lalu og Mulayam Yadavs partier Kongrespartiets vigtigste allierede. Store dele af den braminsk dominerede pressekorps vekslede mellem hån og forfærdelse over de nye tider, denne endelige deroute af indisk demokrati, den sidste glidetur ned i en muddergrøft af populisme og korruption. Især Lalu Yadavs ustoppelige færd hen over de bonede gulve vakte furore.
Da Lalu i 1997 blev tvunget fra posten som delstatsleder af Bihar, og overlod magten til sin kone, vendte han sig mod den nationale scene. I 1998 meldte han – fra sin fængselscelle – at han stillede op til det nationale folketingsvalg. Han blev løsladt mod kaution, førte valgkamp mellem afhøringer i foderskandalen og vandt sit mandat med sikker hånd. Retssagen trak ud, kronvidner trak sig eller døde under mystiske omstændigheder, og i 2004 blev Lalu atter genvalgt til Lok Sabha i Delhi. Nu udgjorde hans parti den største koalitionspartner i Kongrespartiets regering og Lalu blev udnævnt til jernbaneminister, en populær ministerpost, da den gav råderet over 1½ mio. ansatte og 40% af Indiens godstransport. I 2009 blev Lalu genvalgt for tredje gang til Lok Sabha.

Solidariteten mellem OBC’er varede ikke ved. I løbet af 90’erne opstod en urskov af partier, ikke kun kastepartier, men også afskalninger af Kongrespartiet og egentlige regionale partier, der tvang enhver siddende statsminister ud i vanskelige koalitionsregeringer og umulige kompromisser. Den politiske beslutningsdygtighed fortonede sig i skrøbelige samlingsregeringer og hyppige valg. Fra 1989-98 havde Indien syv statsministre, ligeså mange som i de foregående 42 år.

Et højhus uden trappe og indgang

Bhimrao Ambedkar er en af Indiens mere oversete landsfædre, i hvert fald i Vesten. Han var helt skrevet ud af David Leans storfilm ”Gandhi” fra 1981, måske fordi filmen var en festskrift til ære for Mohandas Gandhi, og Ambedkar var en af hans hårdeste kritikere. Det var især i forhold til kastesystemet, at deres veje skiltes.
Gandhi var selv højkaste, og var ikke modstander af kastesystemet. I 1925 advarede han mod, at braminere og kasteløse spiste sammen og giftede sig indbyrdes (en holdning han reviderede kort før sin død). Han mente, at de kasteløse skulle acceptere deres lod, og påtage sig deres skæbne med værdighed, mens højkasterne skulle hylde de kasteløse for deres selvopofrelse. Gandhi udtalte, at han håbede at blive genfødt som kasteløs, så han kunne tjene gud gennem deres ydmyge gerninger. I hans aktuelle liv udviste han en anden adfærd.

I 1946 overnattede han i en kasteløs bydel under stor mediebevågenhed, bl.a. med besøg af en fotojournalist fra det amerikanske Life Magazine. Kort før hans ankomst blev landsbyen sminket. Halvdelen af indbyggerne blev forflyttet og deres rønner revet ned, det lokale tempel blev kalket og indgangen til Gandhis hytte sprinklet med vand. Da en kasteløs senere overrakte ham nødder som gave, fodrede han dem til sin ged, og sagde han ville spise dem senere, i gedens mælk. Siden har overnatninger i kasteløse landsbyer været en fast del af Kongrespolitikernes mediecirkus.29

Ambedkar var anderledes klar kompromisløs. Som kasteløs kendte han alt til kastesystemets undertrykkelse. Han kom fra Mahar-kasten, der traditionelt arbejdede som rakkere, gadefejere, murerarbejdsmænd og nattevagter. I 1700-tallet bandt Mahar-folket lerkrukker om halsen, så deres spyt ikke ramte jorden. Og slæbte koste efter sig, bundet til deres kroppe, så deres beskidte fodspor blev visket bort mens de passerede. Selv deres skygger blev anset for urene, hvorfor de kun måtte bevæge sig ud på offentlige steder midt på dagen, når solen var på sit højeste og skyggerne kortest. I de kølige morgen- og aftentimer, hvor skyggerne var lange, skulle de holde sig væk.
Ambedkar mente, at problemets kerne lå i selve hinduismen. Han beskrev det hinduistiske samfund som et højhus uden trapper og indgang. Alle skulle leve og dø på den etage, de nu var født på.30 Den eneste måde at besejre kastesystemet var at rive hinduismen op med rode, og bygge et samfund baseret på moderne, sekulære værdier.

I dag er Ambedkar stadig den største helt blandt Indiens 200 mio. kasteløse, og der er sandsynligvis rejst flere statuer til ære for ham end der er for Gandhi. Forskellen på statuerne er i øvrigt slående. Hvor Gandhi typisk præsenteres som en lille, senet guru med vandrestav, lændeklæde og runde metalbriller, ligner Ambedkar en pendler, der venter på bussen, altid iført jakkesæt og hornbriller og en bog under armen (som er forfatningen). Det er Ambedkars navn for de kasteløse, som de bruger om sig selv i dag: ”Dalit” (De knuste mennesker). Gandhi navn ”Harians” (Guds børn), er nærmest et skældsord.

De kasteløse udgør Indiens absolutte underklasse. Typisk arbejder de som gadefejere og garvere, kloakarbejdere og lokumsrensere, slagtede, skomagere, svinehyrder og skraldemænd. Deres faglige fællesnævner er kontakt med læder, kropsvæsker og døde dyr, som er tabu for højkasterne. Også jordemødre er kasteløse, men udsættes for en rituel renselse, inden de føres ind på højkasternes barselsstue.

Urørligheden gennemsyrer alle aspekter af livet, især i landsbyen, hvor de bor afsides fra de andre og hverken må vise sig i templer eller chai-shops. Hér er de henvist til fortovet og drikker te fra egne kopper. I skolerne sidder de kasteløse børn på bagerste række og bliver snydt for det statsgaranterede skolemåltid, eller bliver serveret på særligt markerede tallerkener. Eneste undtagelse til urørligheden synes at være seksuel misbrug, som til gengæld sker med overvældende hyppighed. I en tilfældig landsby, som en journalist fra tidsskriftet The Economist besøgte, havde 40% af byens mænd misbrugt kasteløse kvinder.31
Så meget mere desto overvældende var det, at Uttar Pradesh i 1995 fik sin første kasteløse delstatsleder. Og tilmed en kvinde. I landsbyerne måtte kasteløse kvinder ikke trække vand fra brønden, og hvis de mødte en braminer på deres vej, skulle de undgå hans blik og se ned i jorden. Nu skulle Mayawati fra Chamar-kasten stå i spidsen for Indiens største delstat. Mayawati blev ikonet på de nye demokratiske vinde, der blæste ind over Nordindien, og symbolet på de kasteløses vækkelse.

De fattiges folkeparti

Mayawati var en lille, firskåren kvinde med kort hår og et drenget look. Hun var 39 år gammel og den yngste leder af Uttar Pradesh nogensinde. Hun var også Indiens første kvindelige delstatsleder. Mayawati kom fra en fattig bydel i Delhi, hvor hun var opvokset med sine otte søskende. Hendes far var postarbejder og selv var hun skolelærerinde, og tilhørte dermed den lille gruppe af heldige kasteløse, der havde et offentligt sikret job.

Første gang hun gjorde sig bemærket var i 1977. Hun var 21 år og deltog i en konference i Delhi under titlen ”Abolish Caste”. En respekteret minister fra Janata-regeringen talte til deres forsamling af kasteløse, og tiltalte dem konsekvent som Harians, Gandhis forhadte navn for de kasteløse. Mayawati afbrød ministeren og spurgte ham hvorfor han hånede de kasteløse offentligt? Hvorfor han brugte betegnelsen ”Harian”, når Dr. Ambedkar anvendte betegnelsen Scheduled Castes i forfatningen? Og hvorfor han forgav at bekæmpe kastesystemet, når han egentlig ønskede at fastholde det? Mayawati lod hånt om de gængse regler for ærbødighed; kvinde overfor mand, ung overfor gammel, menig overfor magtfuld, kasteløs overfor lavkaste. Hun var frygtløs og respektløs, og snart var hun i lære hos den kasteløse aktivist Kanshi Ram. Hun blev hans discipel, og han bragte hende til tops.32
De kasteløses frihedskamp spirede for alvor frem i starten af 70’erne. I Bombay opstod bevægelsen ”Dalit Panthers”, en militant gruppe inspireret af de amerikanske Black Panthers, der blandede Ambedkars filosofi med marxisme og hjemmelavede haglgeværer. I Nordindien dannede Kanshi Ram en interesseorganisation med det knapt så mindeværdige navn ”All India Backward (SC, ST, OBC) And Minority Communities Employees’ Federation”, forkortet til BAMCEF.

BAMCEF henvendte sig til den kasteløse elite af offentligt ansatte, og fungerede som fagforening, netværk, tænketank og økonomisk fællesfond for de svageste grupper i Indien. I løbet af de næste 10 år rejste Kanshi Ram rundt i landet og samlede de 200.000 mest veluddannede kasteløse i sin forening. I 1983 cyklede han 3000 kilometer gennem Nordindien og udbredte sit budskab om solidaritet blandt de udstødte, mens højkasterne latterliggjorde ham.

Kanshi Ram var en sand visionær. Han ønskede at samle alle Indiens undertrykte i en fælles front mod højkasterne, ikke kun de kasteløse, men også stammefolket, de svageste lavkaster, muslimerne og de øvrige religiøse minoriteter. I 1984 blev BAMCEF omdannet til det politiske parti Bahujan Samaj Party (BSP), ”Flertallets samfund”. Målet var at skabe et landsdækkende alternativ til de to store højkastepartier BJP og Kongrespartiet, et ”fattiges folkeparti”. BSP skulle repræsentere Indiens 85% fattige og udstødte.

Men Kanshi Ram indså, at der skulle mere til at bygge bro mellem kasterne. Der manglede en fortælling, der kunne samle de laveste kaster om en fælles etnisk identitet. Det var netop grunden til deres sydindiske fællers tidlige sammenhold, omend de havde haft en oplagt fordel, den dravidianske kultur, som definerer Sydindien var givet på forhånd. Den var synlig i alle henseender; eget sprog, mørkere hudfarve og en lang, stolt historie. Lavkasterne i Sydindien samlede sig om deres dravidianske kultur, og isolerede braminerne i fremmed, ikke-sydindisk gruppe. Stadig i dag bygger de regionale partier i Sydindien på en etnisk identitet mere end på kaste.
Inspireret af deres fæller i syd, fremlagde Kanshi Ram en ny historisk fortælling: Han fremførte, at det var nutidens kasteløse og lavkaster som havde skabt Induskulturen for 4.500 år siden, Indiens første højkultur og én af verdens allerførste store civilisationer. Det var dem, der var Indiens oprindelige beboere. Men i 1.600 fvt. kom arierne rullende ned fra Centralasien og ødelagde Induskulturen. De etablerede sig selv som samfundets nye overklasse, som højkaster, og trælbandt de oprindelige indere. Dermed var højkasterne slet ikke rigtige indere, men udefrakommende ariske nomadefolk. Tiden var kommet til at erobre deres land tilbage (se også Kastesystemet tilblivelse).

I starten af 90’erne uddelte BSP aktivister flere hundredetusind løbesedler, der udbredte denne fortælling om fordums storhed og fald. Historier om mytiske krigere, der havde bekæmpet højkasternes invasion, blev vakt til live. Men Kanshi Rams fortælling prellede af på den hårde virkelighed i landsbyerne. På bunden af samfundet var der ingen samhørighed, og ingen fælles front mod højkasterne.

For når det kom til stykket, havde de kasteløse meget få udeståender med braminerne. De levede hver for sig og havde ingen kontakt i dagligdagen. I modsætning til lavkasterne, som de havde masser af kontakt med, og konflikter på alle niveauer. De rige lavkaster var deres arbejdsgivere, velhavende bønder, der hyrede dem som daglejere til en ussel løn. Og de fattige lavkaster var deres direkte konkurrenter på arbejdsmarkedet, og i kampen om de få ressourcer, som sivede ned til bunden af det indiske samfund. BSP blev ikke ”Flertallets samfund”, men et parti for kasteløse.

Da skomageren forlod sin læst
Mayawati blev valgt første gang til Lok Sabha i Delhi i 1989. Hun var 33 år og blev mødt med hån og spot. De øvrige folkevalgte klagede over at hun gik dårligt klædt, lugtede af sved og havde olie i håret – om ikke der kunne gøres noget ved det? Men Mayawati lod sig ikke anfægte. Hun fulgte i sin mentor Kanshi Rams fodspor, cyklede rundt mellem landsbyerne og vakte sine fæller til politiske kamp med BSP. De kasteløse var fanget i landsbyen, ofte kunne de hverken rejse, gifte sig eller deltage i festivaler uden godsejerens velsignelse. De levede på hver deres ø og stemte som befalet på Kongrespartiet.

Mayawati opsøgte dem og udfordrede dem. Havde Kongrespartiet ændret deres lod gennem de seneste 40 år? Kendte de nogen garvere, svineavlere eller rickshaw-cyklister, som havde nydt godt af partiets ydelser? Troede de virkelig på, at braminerne i Delhi ønskede at forbedre deres kår?

Samtidig var en kasteløs middelklasse ved at tage form, frugterne af årtiers positiv særbehandling. I 1995 var der 2½ mio. kasteløse ansat i det offentlige, heraf 6.637 i de såkaldt klasse 1 jobs, som udgjorde de mest magtfulde poster i forvaltningen. Det svarede til 10% af den samlede stab. I 1965 var de blot 318 ansatte, eller 1.6%.33 En ny generation af veluddannede, økonomisk stærke og politisk bevidste kasteløse stod klar til at kræve deres ret.
Det var denne gruppe, som udgjorde rygraden af BSP’s stærke partiorganisation. Tilfældigvis var de kasteløse særlig stærkt repræsenteret i postvæsenet – også Mayawatis far havde været postansat – og heri lå en uventet fordel. Postbudene havde deres gang i selv de mindste landsbyer og havde adgang til telegraf og telefoner (det var før mobil-revolutionen). De blev bevægelsens budbringere, der sikrede Kanshi Ram og Mayawati et publikum, når de mødte op i landsbyerne.
Snart bredte BSP’s græsrodsbevægelse sig over Kongrespartiets udpinte valgkredse i Uttar Pradesh. Fra 1980 til 1991 faldt Kongrespartiets mandattal i delstatsparlamentet fra 309 til 46 mandater, mens BSP voksede fra 0 til 65 mandater. I 2002 var Kongrespartiet blevet reduceret til 22 mandater. Delstatens tre stærke magtfaktorer var nu Mulayam Yadavs lavkasteparti SP, Mayawatis kasteløse BSP og det hindunationale BJP.
I 1993 dannede BSP dannede regering med lavkastepartiet SP. Mulayam Yadav blev delstatsleder og BSP fik sine første ministerposter, i et kort øjeblik så det ud som om Kanshi Rams vision om ”Flertallets samfund” skulle gå i opfyldelse. Men alliancen var præget af modstridende interesser, gensidig skepsis og gammelt nag.

De kasteløse rasede over Mulayam Singhs ”yadavisering” af den offentlige sektor, hans forfordeling af egne fæller på bekostning af alle andre. Omvendt mente Yadav’erne, at de kasteløse førte sig frem med upassende respektløshed. De krævede højere løn, bedre arbejdsvilkår og flere statuer af Ambedkar. De var ved at glemme deres plads. Antallet af kasterelaterede sammenstød voksede, og som regel gik det hårdest udover de kasteløse. Fra 1990 til 1995 steg antallet af overgreb mod kasteløse i Uttar Pradesh fra 1.000 til 15.000 om året. Samme tendenser gjorde sig gældende andre steder i Indien, både i nærliggende Bihar og langt væk i Tamil Nadu.

I 1994 fik Kanshi Ram et slagtilfælde og overdrog partiledelsen til Mayawati. Hun droppede det umage samarbejde med SP og vendte sig mod en anden politisk bejler, det hindunationale BJP. Det var et eksotisk par, et forbund mellem braminere og kasteløse, men alliancen lå fint i tråd med tidens politiske nybrud og mærkværdige koalitioner. De to parter delte en fælles aversion mod de nyrige Yadav-bønder og deres muslimske allierede, og den 2. juli 1995 satte Mayawati sig i spidsen for en skrøbelig samlingsregering.
Mulayam Yadavs tilhængere rasede over Mayawatis kup. Samme aften, den 2. juli, omringede flere hundrede aktivister Mayawatis festlokaler i det statslige herberg for VIP-gæster i Lucknow, hovedstaden i Uttar Pradesh. SP aktivister var berygtede for deres bøllemetoder og voldelige adfærd, og denne gang var de anført af deres egne parlamentsmedlemmer. Jungleloven i indisk politik viste sit ansigt. De omringede bygningen, slukkede for strøm og vandforsyninger, råbte dødstrusler og truede med at brænde dem alle inde. Et par uheldige BSP politikere blev fanget på den forkerte side af hegnet og fik tæv. Mayawati forskansede sig i de inderste gemakker. Hun var tidligere blevet truet med voldtægt fra SP politikere. Belejringen varede i ni timer, alt i mens det Mulayam-tro politi kiggede på fra sidelinjen. Det var først da aktivister fra hendes ny allierede, BJP, kom hende til undsætning, at Mayawati slap fri.
Op gennem 90’erne og 00’erne fortsatte stillingskrigen mellem Mayawati og Mulayam, alt i mens de kaprede stemmer og politikere fra hinanden. Som et kuriosum kan nævnes, at fire af de SP parlamentarikere, som var hovedansvarlige for angrebet på Mayawati i 1995, fik en ”generel amnesti” og sluttede sig til BSP. Loyalitet er flygtig i indisk politik.

Lyserøde elefanter

Mayawati havde ingen særlig administrativ erfaring, da hun satte sig i spidsen for Uttar Pradesh og dens 200 mio. indbyggere. Hun var frontkæmper og politisk aktivist, almindelig pli lå hende fjernt, og hun var ikke tynget af den store respekt for den tredelte magt. Rivaliserende politikere fra andre partier blev chikaneret, især fra SP, hvor Raja Bhaiya (ham med krokodillefarmen, se Studehandler i Landsbyen) blev anholdt, fik konfiskeret sine ejendomme og indefrosset sine midler. Krokodillerne blev overdraget til skovmyndighederne.
Også delstatens embedsmænd fik Mayawatis luner at mærke. Over 1.500 braminske embedsmænd fra de øvre lag af forvaltningen blev degraderet og erstattet af kasteløse uden erfaring, eller flyttet rundt mellem distrikterne som nomader. Og mens deres familier fik lov til at pakke op og ned på ugentlig basis, med en lind strøm af nye hjem og skoler, udtalte én af Mayawatis rådgivere, at ”hun elsker at se braminerne danse og vores folk i landsbyerne fryder sig over det store cirkus”.34 Men prisen var høj; den offentlige administration sandede til i korruption og inkompetence.
Hendes mest markante politik var opførelsen af 15.000 statuer til ære for Ambedkar (og et ukendt antal til ære for sig selv og Kanshi Ram), som skød op over hele Uttar Pradesh og rystede den etablerede samfundsorden. Statuerne var en torn i øjet på kaste-inderne og en vedvarende kilde til konflikt. Typisk var der sammenstød mellem borgere, både når de blev opført og efterfølgende vandaliseret.
Som kronen på værket allokerede Mayawati 1½ milliard kroner til to mindeparker til ære for de kasteløse, den ene i Lucknow, den anden i udkanten af Delhi. Parken i Lucknow var en hyldest til Ambedkar, og omfattede 3.000 elefanter skåret i bronze og sten, og spredt over flere tønder land, blandt andet som fontæner med vand fossende ud af deres snabler. Alle statuerne var en slet skjult hyldest til BSP, hvis partisymbol netop er elefanten. Parken i Delhi fulgte samme koncept som i Lucknow, med 22 massive bronzeelefanter, der førte op til en katedral-lignende bygning med søjler og kuppel, flankeret af store åbne græsplæner (se også Mayawatis mausoleum).
I 2009 nedlagde den indiske højesteret forbud mod opførelse af flere statuer. Dommerne mente, at de tre milliarder kroner, som Mayawati allerede havde brugt var spild af penge og stred imod offentlighedens interesser. Men Mayawati afviste kritikken og henviste til de mange mindesmærker, der gennem tiderne er blevet rejst til ære for Nehru/Gandhi dynastiet. Hun mente, at det var på tide, at de kasteløse fik samme anerkendelse. Mayawati prøvede bare at indhente årtiers efterslæb.
Højesteretten afviste hendes parader og påpegede, at man kun rejser mindesmærker til ære for de døde, f.eks. Nehru og Gandhi, og ikke nulevende politikere. Statuer af hende selv, og ikke mindst de mange BSP elefanter, var i virkeligheden partipropaganda, hvilket fik den indiske valgkommission på banen. I forbindelse med delstatsvalget i 2012 krævede den, at alle statuer af Mayawati og elefanter i hele Uttar Pradesh skulle dækkes til. Alle partierne skulle have lige vilkår. Dekretet omfattede også de utallige elefantdørhåndtag og elefantspringvand, som Mayawati med løs hånd havde strøet udover delstaten.
I løbet af de efterfølgende uger bredte sig lyserøde indpakninger over hele Lucknow. Alene i mindeparken brugte man 1½ kilometer stof til de mange elefanter. Det var ikke noget tilfælde, at farven var lyserød, det er en af Mayawatis foretrukne farver (creme er også populær). Det er farven på hendes tøj til valgmøderne og den smørcreme, som hun pyntede sin fødselsdagskage med, da hun fyldte 47 år – en 50 kilo tung sag, på størrelse med en minibus. Uanset hvor fint man indpakkede hendes elefanter, svævede Mayawatis ånd stadig over delstaten som lyserøde pupper.
Den enevældige
Mayawati var delstatsleder af to omgange i 1995 og 2002-03, men i 2007 fik hun sit store gennembrud. BSP kaprede 240 af de 372 sæder i delstatsparlamentet, foran ventede en fuld 5-års periode uden besværlige koalitionspartnere. Hendes sejr tilskrives en række forhold, måske først og fremmest en generel lede ved Mulayam Yadavs korrupte regering, hvis forbrydervælde og elendige administration havde sendt økonomien ud i samme negative spiral som Bihars, mens vækstraterne i resten af landet nåede nye højder. Folket ønskede en stærk leder og fandt det i Mayawati, som før havde vist, at hun evnede at sikre lov og orden med håndfaste midler.
Samtidig henvendte BSP sig nu direkte til den braminske stemmebank. De opstillede braminske kandidater og førte sig frem under det forbløffende slogan ”dalit-brahmin-bhai-bhai” (broderskab mellem kasteløs og bramin). Endelig blev BSP’s stærke partiorganisation yderligere styrket af mobiltelefonens indtog midt i 00’erne. Nu blev det endnu nemmere for græsrødderne at mobilisere vælgere i fjerntliggende landsbyer, og samtidig lagde de en dæmper på SP-aktivisternes velkendte bøllemetoder på valgdagen. BSP kunne nu dokumentere overgreb med billede og lyd, og underrette Indiens effektive valgkommission. Valget i 2007 blev det fredeligste i mands minde.35
Siden da har Mayawati ført sig frem som en enevældig dronning. Hun blev en fjern og uopnåelig skikkelse, der styrede partiet med hård hånd. Hun mødtes kun med sine nærmeste rådgivere og sjældent talte med pressen. Den gamle græsrodsbevægelse blev topstyret og centralistisk. Efter sigende var hun dybt bekymret for attentatforsøg, hun havde egen mundskænk og en personlig livgarde på 415 mand. Hun rejste helst rundt i helikopter, og hvis turen gik over land, skete det i en kortege af 14 biler, hvoraf fire var skudsikre og udstyret med elektronisk jamming af vejsidebomber.
Når hun endelig viste sig offentligt, var hun iført diamantsmykker og håndtasker fra Paris. Hun købte sig ind på de fineste adresser i Delhi og Lucknow og sendte, ifølge lækkede dokumenter fra den amerikanske ambassade, en tom privatjet til Mumbai for at hente et par af sine yndlings sandaler.
Mayawati blev en af Indiens rigeste politikere, og – tilføjede hendes presseafdeling – dén politiker, som betalte mest i indkomstskat. I 2007 var hun god for ca. 50 mio. kroner, et højt beløb for en tidligere skolelærer, men i løbet af de næste fem år voksede hendes formue til 130 mio. kroner. Hendes smykker alene havde en værdi af 1½ mio. kroner. Mayawati insisterede på, at hendes formue kom fra gaver og donationer fra private støtter, som ønskede ”at se en kasteløs datter rig og magtfuld”.36
I anledning af BSP’s 25 års jubilæum blev Mayawati prydet med en pengekrans på størrelse med et traktordæk. Kransen bestod af tusindvis af 1000 rupee-sedler (100 kr.), hver især svarende til en måneds løn for mange af hendes vælgere. BSP har aldrig offentliggjort den samlede pris for kransen, men estimater lyder på mellem 20 til 50 mio. rupees.
Men hendes vælgere lod sig ikke forarge. Diamanter, designertøj og pengekranse var legitime rekvisitter i herskerens scenografi. Mayawatis statussymboler bekræftede hendes magt i folkets øjne og indgød en kollektiv stolthed, for hun havde også forceret de gamle kasteskel på deres vegne. Nok ønskede hun de kasteløses oprejsning, men hun anfægtede ikke hierarkiets principper og de traditionelle adfærdsmønstre.
I rollen som delstatsleder mindede hun om datidens fyrster, den enerådige hersker og halvgud, der var højt hævet over sine undersåtter. Mayawati var ikke længere den kasteløse datter af en fattig postarbejder. I status og anseelse var hun nu en Kshatriya fra krigerkasten.

Generationsskifte
Mayawatis nedtur startede i 2009, da hendes ambitioner var størst. Foran ventede de store nationale parlamentsvalg til Lok Sabha i Delhi, hvor BSP skulle lanceres som et landsdækkende parti, der kunne vække det fattige flertal over hele Indien. Kanshi Rams vision skulle fuldbyrdes.
Mayawati drømte om statsministerposten og planen var ikke urealistisk, for det politiske landskab var splittet, og de store landsdækkende partier havde mistet deres appel. Måske kunne hun blive dronningemager i en skrøbelig koalitionsregering. Mayawati bestilte en 15 meter høj statue af sig selv, som skulle placeres midt i Delhi, når hun blev kåret som Indiens første kasteløse statsminister.
Men BSP fik kun et enkelt mandat uden for Uttar Pradesh, og samlet set færre mandater end ærkerivalen SP. Og nedturen fortsatte ved delstatsvalget i 2012, hvor BSP fik en vælgerlussing, der kunne høres over det meste af Indien. Partiet blev reduceret fra 206 til 80 mandater, mens SP sejrede stort. Den ny delstatsleder var den kun 38-årige Akhilesh Yadav, søn af den gamle landsbybryder Mulayam Yadav.
Akhilesh var umiddelbart sin fars modsætning. Han havde studeret miljøteknologi i Sydney og arbejdet i det private erhvervsliv i Californien. Han elskede rockmusik, han elskede sin Ipad og bekymrede sig om klimaforandringerne. Han giftede han sig med en højkastekvinde mod sin fars vilje og tilbragte weekenderne sammen med sine børn. Han var beskeden, tilbageholdende og ubesmittet af korruption. Han symboliserede en ny start. Det var i hvert fald den fortælling, som SP’s presseafdeling fremførte, og den vakte tilsyneladende gehør i befolkningen. SP sikrede 224 pladser og dermed fik Akhilesh et endnu stærkere mandat end Mayawati i 2007.
Det skortede ikke på ambitiøse projekter fra den unge Akhilesh: Højteknologiske industrizoner med fokus på finansielle ydelser og IT-outsourcing, digitalisering af den offentlige sektor, topmoderne kraftværker drevet af bio-ethanol og et vodka-produktionsanlæg til 800 mio. kroner placeret i hans kones valgkreds. Dertil eldrevne rickshaws, strøm døgnet rundt i hele delstaten indenfor fire år, gratis pc’er til færdiguddannede gymnasieelever, og understøttelse til alle arbejdsløse mellem 25 og 40 år.
De store forventninger til Akhilesh er siden faldet til jorden. Ingen af hans ambitiøse projekter er blevet til noget og der hersker en generel opfattelse, at han ikke er herre i eget hus, men at det er patriarken, hans far, som har den reelle magt. Akhilesh højteknologiske zoner ligger stadig øde hen. Hans løfte om strømforsyning døgnet rundt er skrumpet, og omfatter nu kun ”byer med religiøs og turistmæssig betydning”. Og hans støtte til arbejdsløse og uddeling af pc’er til gymnasieelever (1½ mio. i alt) blev indstillet, da prisen efter et år løb op i 10 milliarder kroner. Mulayam hånede efterfølgende sin søn for projektet, og mente det var grunden til SP’s elendige præstation ved folketingsvalget i 2014: de unge brugte deres ny pc’er til at følge med i Narendra Modis velsmurte valgkampagne.37
For at gøre ondt værre, er store korruptionssager siden kommet rullende og implicerer Akhilesh nærmeste venner og rådgivere. Siden har Mulayam udtalt, at alle ministre og højtstående embedsmænd i hans søns regering er korrupte og bør udskiftes!
Således var alt ved det gamle i Uttar Pradesh. Alligevel er valget 2012 siden blevet analyseret ned til mindste detalje. De store udsving mellem de to kastepartier og den markante forskel på Mayawati og Akhilesh, i stil om ikke i indhold, bidrog til forestillingen om nybrud i indisk politik. Var vælgerne trætte af korruption og kastebaseret politik? Var de for alvor begyndt at stille deres politikere til ansvar for dårlig regeringsførelse, uanset deres adkomst? Var indisk demokrati ved at modnes? Eller var alt som det plejede at være?
Pessimisterne hæftede sig ved, at de store udsving i mandatfordelingen ikke afspejlede tilsvarende udsving i stemmefordelingen. BSP mistede kun 4.5% af sine stemmer og SP sejrede med kun 29.1% af stemmerne – aldrig før havde et parti i Uttar Pradesh fået så mange mandater med så få stemmer. SP’s sejr var ikke et udtryk for et grundlæggende skift i stemmeadfærd, men byggede på en heldig fordeling af stemmerne i de enkelte valgkredse.
Optimisterne gravede sig dybere ned i tallene, og hæftede sig ved, at BSP’s nederlag i enestående grad skyldes tabte stemmer fra deres eget kasteløse kernesegment, som ellers var kendt som den mest stabile af stemmebanker. Frafaldet var særlig voldsomt i Mayawatis egen Chamar-kaste, hvor andelen faldt fra 85% til 62%.38 Værre endnu (for Mayawati) var frafaldet især markant hos de mest ressourcestærke kasteløse; de unge, veluddannede og velhavende. Denne gruppe følte ingen særlig loyalitet for BSP og stemte frit på andre partier.
BSP’s nederlag skyldes utilfredshed med Mayawatis politik i løbet af hendes fem enevældige år. Hendes store sejr i 2007 blev mødt med eufori, for endelig kunne hun herske uden skelen til besværlige alliancepartnere. Men i stedet for at forbedre deres vilkår, byggede hun statuer og mindesmærker som de kasteløse ikke værdsatte (kun 20% syntes det var en ”meget god idé”). Samtidig tog hun sine kernevælgere for givet. Hun forgyldte dem ikke med goder, som ellers er den første og sidste lov i indisk klientdemokrati, og udliciterede f.eks. de offentlige latrin-renseropgaver til braminerne, som (naturligvis) satte de kasteløse Balmiki’er på opgaven for en ringe betaling. I 2012 fik BSP 40% færre stemmer fra Balmiki-kasten – men til gengæld flere stemmer fra braminerne.
Men afgørende var Mayawatis dårlige regeringsførelse. Især de ressourcestærke segmenter blandt de kasteløse var trætte af korruptionen. De lod sig ikke dupere af Mayawatis pengekranse, men ønskede udvikling og fremdrift for hele delstaten, og en fremtid, som ikke var afhængig af den herskede delstatsleders skiftende luner.
Valget i 2012 var et vigtigt skridt væk fra den kastebaserede politik, der havde kendetegnet Indien siden 1990. Vælgerne, især de unge og veluddannede, følte sig ikke længere forpligtede overfor ”deres” parti, men vendte sig mod dem, som de mente tjente almenvældet bedst.39
Bihar som foregangsland
Mens de nye politiske takter var i sin vorden i Uttar Pradesh, havde systemskiftet i Bihar allerede bundfældet sig. Også i Bihar blæste nye vinde over det politiske liv. I 2005 fik Bihar en ny delstatsleder. Nitish Kumar vandt en kneben sejr over Lalu Yadav, dvs. Lalus kone Rabri Devi, der jo havde været Lalus stand-in siden 1997. Nitish Kumars parti hed Janata Dal United (JDU) og var dermed endnu en afskalning af Janata Dal, alle lavkastepartiernes moder. JDU var domineret af Kurmis-kasten, den næststørste jati blandt lavkasterne og Yadav’ernes traditionelle rival. Således virkede alt ved det gamle, med kasterivaliseringer serveret i ny politisk indpakning. Men sådan blev det ikke. Nitish Kumar var på mange måder Lalu Yadavs modsætning.
Lalu og Nitish havde kendt hinanden siden studenterdagene. De var begge politisk aktive i starten af 70’erne, agiterede mod Indira Gandhi, blev begge fængslet under hendes diktatur, delte celle sammen og var nære venner. I 1994 skiltes deres veje, de blev politiske modstandere, med hver deres meget forskellige stil. Hvor Lalu førte sig frem som landsbytossen med spydige jokes og sans for folkedybet, var Nitish den ikke-rygende afholdsmand, nedtonet og alvorsfuld. Med sit korte gråsprængte fuldskæg, lignede han en kultiveret humanist fra den intellektuelle elite. Nitish Kumar fremstod som en karmayogi med et anstrøg af Gandhi, en mand som levede sit liv hævet over selviske handlinger.
Nitish Kumar udvirkede mirakler for Bihar. Først fik han bugt med lovløsheden. Inden for de første tre år blev 39.000 kriminelle anholdt og dømt. Ifølge politiets egne statistikker faldt antallet af kidnapninger fra 411 til 66 fra 2004 til 2008, mens antallet af røverier faldt fra 5071 til 3363.40 Patnas borgerne kunne atter færdes på gader og stræder efter mørkets frembrud.
Samtidig påbegyndte Nitish Kumar en omfattede udbedring af broer og veje, skoler og hospitaler. I løbet af hans første embedsperiode nåede Bihars vækstrater op på 11% om året, mod 3.5% i løbet af Lalus regeringstid. Med ét befandt Bihar sig i selskab med Indiens mest driftige delstater. Kritikere fastholdt, at tallene var manipulerede større, og desuden skyldtes store pengeoverførsler fra centralregeringen i Delhi. De vigtige private investeringer udeblev stadig.
Men også på den sociale front mærkede borgerne en forskel. Over 1.2 mio. skolebørn fik uddelt cykler, så de lettere kunne komme i skole, og 100.000 skolelærer blev ansat for at tage imod. Regeringen hævdede, at frafaldet i skolen dalede fra 2½ til 1 mio. børn. Nitish Kumar blev hyldet af nær og fjern. Han fik rosende omtaler i New York Times, Forbes Magazine udnævnte ham til ”Årets inder”, og Foreign Policy Magazine, placerede ham på deres anerkendte top-100 liste over vigtigste personer i 2012.41
Men trods de gunstige vinde over Bihar, er der stadig lang vej igen. Bihar er stadig en af de fattigste delstater i Indiens, med socioøkonomiske nøgletal, der ligger langt under landsgennemsnittet. Det vil kræve flere årtiers konsistent udvikling før Bihar nærmer sig de driftige delstater som Gujarat (Modis hjemstat), Maharasthra (med Mumbai) og Karnataka (med Bangalore). Nitish Kumar har stadig ikke taget favntag med de magtfulde godsejere – som har truet med borgerkrig, hvis han gennemfører jordreformer – og udenlandske investorer er stadig tøvende, selvom Carlsberg ellers åbnede et bryggeri i Patna i 2012.
Alligevel kvitterede vælgerne for Nitish Kumars gode indsats, og gav ham en solid sejr ved delstatsvalget i 2010. Nitish Kumar og hans hindunationale allierede BJP fik 206 ud af delstatsparlamentets 243 mandater, og valget var det fredeligste i årtier. Lalus Yadavs parti blev reduceret til 22 mandater. Selv Rabri Devis bundsolide valgkreds i hjertet af ”Lalu-land” gik tabt.
Og som et passende varsel om de nye tider, faldt der endelig dom i foderskandalen. Den 30. september 2013 blev Lalu Yadav kendt skyldig, idømt fem års fængsel og frataget sit mandat i Lok Sabha. Dermed blev han den første delstatsleder, som blev dømt for korruption. De næste seks år må han ikke genopstille til valg.
Men som sagt er der lang vej endnu for Bihar. Lalu led ingen nød, heller ikke i fængsel. Han blev ført ind i en celle komplet med tv og sofagruppe, separat soveværelse med myggenet og et ”attached western bathroom”. Han blev holdt adskilt fra de andre fanger og fik sin egen kok. Og selvom fængselsregulativerne tilsagde, at han kun måtte modtage én gæst hver 14. dag, og i øvrigt kun drøfte personlige forhold, så nød Lalu godt af daglige besøg fra prominente gæster; delstatsministre, parlamentsmedlemmer og gamle støtter.
Mindre ombejlet var politimanden Bidhu Dwivedi, der skrev de første indberetninger om foderskandalen i 1992. Han har fået kastet bomber mod sit hjem og blevet skudt efter på gaden. Han er blevet nægtet forfremmelse, angiveligt fordi han snød en rickshaw-cyklist for én rupee, og beskar et træ uden tilladelse! Og han er blevet suspenderet fra sit arbejde otte gange, udsat for interne høringer 16 gange, frataget sin løn og tvunget på tidlig pension i 2010. Han kæmper stadig et juridisk slag for at få sit arbejde igen, alt i mens han frygter for sit liv. Lalu blev til gengæld løsladt mod kaution, efter 76 dage i kachotten.
Farvel til kaster?
I 2008 gennemførte forskere fra blandt andet Harvard universitet og Center of Advanced Studies of India i Pennsylvania, en rundspørge blandt 19.087 kasteløse familier i Uttar Pradesh, og bad dem forholde sig til deres økonomiske og sociale udvikling fra 1990 til 2007. Spørgerammen omfattede fem hovedområder: deres materielle udvikling og adgang til forbrugsgoder, deres fokus på personlig hygiejne og fremtoning, ændringer i kost og spisevaner, ændringer i social status samt ændringer i beskæftigelse.
For at gøre undersøgelsen så repræsentativ som mulig, udspurgte man alle familier fra et antal landsbyer i to meget forskellige områder af delstaten, der lå 800 km. fra hinanden, det fattige Azamgarh-distrikt i det østlige Uttar Pradesh og det mere frodige og velstående Bhulandshahar-distrikt i det vestlige Uttar Pradesh, i nærheden af Delhi, med alt hvad deraf følger af urban påvirkning. Resultaterne viste på alle punkter og i begge områder en markant forbedring af forholdene for de kasteløse. Nedenfor vises den gennemsnitlige udvikling mellem øst og vest for et udvalg af resultaterne.42

Bedre tabel skal indføjes…

Spørgsmål (med svaret JA)
1990 (%)
2007 (%)
Bor I i et ”godt” hus (dvs. ikke en hytte af mudder og strå)?
28,3
79,5
Får børnene serveret gårsdagens rester?
82
14,9
Køber I tomater?
13,6
72,3
Bruger I regelmæssigt tandpasta?
2,5
68
Bruger I regelmæssigt shampoo?
0,8
70,2
Sidder I på stole?
1,4
27,6
Ejer I elektriske vifter (”fans”)?
3,3
49,1
Ejer I et TV?
0,8
33,6
Ejer I en cykel?
42,2
83,9
Kører gommen til bryllup i bil (og bruden med tilbage)?
18,2
99,1
Skal I sidde adskilt fra kaste-inderne ved deres bryllupper?
24,8
86,6
Tager kaste-indere imod mad og drikke, når de besøger jer?
3
60,2
Er det kun kasteløse, der skal fjerne døde dyr?
45,9
3
Går alle, eller næsten alle, jeres børn i skole?
25,3
64,6
Går alle, eller næsten alle, jeres pigebørn i skole?
8,4
57,8
Arbejder mindst et familiemedlem som fæstebonde?
16,9
0,7
Arbejder mindst et familiemedlem som faglært?
11,7
39,6
Kritiske miner kunne indvende, at de forbedrede materielle kår ikke nødvendigvis afspejlede en svækkelse af kastesystemets ideologi – undertrykkelsen og den social stigmatisering – men blot en øget velstand i befolkningen generelt. Men rapportens forfattere argumenterer for, at materielle goder også fungerer som statusmarkører, der hæver de kasteløse socialt. Når en kasteløs kører rundt på en scooter eller skilter med sin smartphone, bliver han højere grad anset som ligeværdig.
I samme dur, og vigtigere endnu, afspejler det stigende forbrug af shampoo og tandpasta en voksende selvrespekt. Rapportens forfattere argumenterer for, at forbruget af personlige pleje-produkter er vokset hurtigere end den tilsvarende økonomiske vækst tilsiger, og at udviklingen afspejler en mentalitetsudvikling. De kasteløse ønsker ikke at fremstå som værende urene.
Men det mest interessante ved undersøgelse er, at der tilsyneladende også er sket et holdningsændring blandt kaste-inderne. De insisterer ikke længere på, at de kasteløse skal deltage i festligheder i behørig afstand fra de andre. Og de tager langt oftere mod mad og drikke fra de kasteløse, når de besøger deres hjem, en handling der før i tiden var utænkelig og forbundet med urenlighed, der kun kunne bortvaskes med religiøse ritualer. Tilsyneladende er forestillingen om de kasteløses spirituelle urenlighed aftagende.
Endelig er den engang så skarpe fordeling af arbejdsopgaver i opblødning, selvom det ellers er et af kastesystemets mest grundlæggende karakteristika. Det er ikke længere de kasteløse, der automatisk forventes at fjerne døde dyr, eller udføre andre opgaver, som før definerede deres lod. Stadig flere arbejder med håndværk, der ligger fjernt fra deres traditionelle opgaver, eller flytter ind til byen, hvor de gamle regler er sat ud af kraft. Og på landet har mange godsejere opgivet ævred og solgt deres land fra til kasteløse, som nu er blevet selvstændige bønder.
Som forfatterne til analysen påpeger, er disse ændringer langt vigtigere end materiel fremgang, som er underlagt økonomiens luner. Ændringer i social status kan ”…ikke rulles tilbage. Så snart en kasteløs har kigget en højkaste direkte i øjet, i stedet for at sænke blikket i underkastelse, bliver forholdene aldrig som før”.
Analysen peger på en bred vifte af årsager bag den positive udvikling, men afstår fra at kvalificere yderligere. Øget velstand og markedsøkonomiske reformer har undermineret de gamle feudale strukturer og skabt nye muligheder for Indiens fattigste. Det samme kan siges om den politiske revolution, især Mayawati, der mere end nogen anden politiker sikrede de kasteløse deres grundlæggende sociale rettigheder som adgang til templer og landsbybrønde.
Dertil kommer bevægelsen fra land til by, og den voksende skare af kasteløse daglejere, som ikke længere er afhængige af godsejerne for arbejde. I de tætpakkede indiske byer er der ikke plads til fine fornemmelser; man pendler, spiser og arbejder sammen. Man tager jobs uden for sit normale virke og gifter sig på tværs af kaster, i hvert fald oftere end i landsbyerne, og samtidig udviskes de synlige forskelle mellem kasterne; hvordan man går klædt, hvad man spiser og hvem man beder til.
De anden ”stille revolution”
På sin egen ujævne manér har udviklingen i Bihar og Uttar Pradesh været symptomatisk for resten af Indien. I starten som en sort spiral, og nu måske med et anstrøg af håb. Det var i 70’ernes Nordindien, at der første gang forekom valgsvindel ved et indisk parlamentsvalg, og i 80’erne, at bandemedlemmer og mafiabosser første gang stillede op til valg.
Det var også her at kasteidentitet blev den afgørende ledesnor i politik. I løbet af 90’erne fordelte partierne sig langs de kastemæssige brudlinjer. Hindunationalisterne i BJP fik højkasterne. SP tog sig af muslimerne og udsnit af lavkasterne. BSP kerede om de kasteløse og Kongrespartiet stod tilbage i den politiske stoleleg, uden klar profil. Nu synes nye forandringer under opsejling. I 00’erne begyndte vælgerne at hæve sig over kasteidentitet, de begyndte tilsyneladende at stille politikerne til ansvar, uanset deres kastemæssige baggrund.
Kastesystemet er under forvandling, og det har sat sine spor. Man behøver ikke længere henvende sig til en repræsentant fra Yadav-klanen, hvis man mangler et job til sin søn eller skal klage over el-regningen, er på flugt fra politiet eller skal løslades på kaution. I løbet af de seneste to årtier har de øvrige kaster ophobet en vis portion ”social kapital”, som giver dem magt og indflydelse på niveau med Yadav’erne. De har deres egne fyrtårne, deres egne forskere og intellektuelle, forretningsfolk og millionærer, og magtfulde kontakter i statsapparatet.
Og det har sat sit præg på de politiske partier, der i langt mindre grad er bundet af deres oprindelige kasteprofil. De lancerer kandidater fra hele feltet og tiltrækker stemmer fra alle kaster. De engang så eksotiske alliancer – Lalu Yadavs MY-alliance og Mayawatis ”dalit-brahmin bhai-bhai” – har brudt deres egne rammer og blevet endnu mere mangfoldige.
Et markant eksempel er Mayawatis BSP, der i 2012 havde næsten ligeså mange braminske kandidater som kasteløse (74 mod 88), selvom partiet traditionelt repræsenterede de kasteløse. Ligeså påfaldende var BSP’s mange kandidater fra Sudra-kasten, med 113 kandidater udgjorde de det største segment på partiets valgliste – på trods af, at forholdet mellem kasteløse og lavkaster altid har været særlig anspændt.43 Da BSP led sit store nederlag i 2012 skyldtes det frafald af hendes kasteløse kernevælgere. Støtten fra højkaster, lavkaster, muslimer voksede.
Og jo mere kastekortene blandes, jo mindre betyder forskellen. Partiernes oprindelige udgangspunkt fortoner sig, og dermed også deres ensidige favorisering af egne fæller. Med ét giver det mening at fokusere på en generel udvikling af samfundet, der kommer alle til gode. Vælgerne vil i stigende grad kræve god regeringsførelse, hvilket også synes at kunne aflæses i valgresultaterne.
I Bihar 2010 belønnede vælgerne Nitish Kumar. I Uttar Pradesh 2012 forkastede vælgerne Mayawati til fordel for den ungdommelige Akhilesh Yadav. Og i 2014 stemte et flertal af Indiens befolkning på Narendra Modi, i forventning om god regeringsførelse. Alle tre sejre var markante og utvetydige, og blev tolket som vælgernes krav om udvikling frem for klientbaseret kastenepotisme.
Under den ”første stille revolution” fik Indien et dybere demokrati; valgdeltagelsen voksede og det svageste fik større indflydelse. Ved delstatsvalget i Uttar Pradesh steg stemmeprocenten fra 46% til 60% fra 2007 til 2012, og på landsplan bød folketingsvalget 2014 på den højeste stemmeprocent nogensinde. Det var især kvinderne og kasteløse, der lod sig mobilisere, og dermed blev Indien måske det eneste demokrati i verden, hvor de svageste grupper havde en højere stemmeprocent end de rige. Men samtidig styrkede den stille revolution betydningen af kasteidentitet. Den demokratiske kamp blev en kamp mellem jati’er, klanens kollektive magt og fremgang blev vælgerne primære kriterium.
Men den voksende betydning af kasteidentitet op gennem 90’erne og 00’erne stod i underlig kontrast til den gradvise udvanding af kastesystemet i samme periode, både i forhold til adfærd og kultur, beskæftigelse og socioøkonomiske nøgletal.44 Og heri ligger kimen til den ”anden stille revolution”, som nu synes under opsejling, hvor betydningen af kasteidentitet fader ud til fordel for kravet om ansvarlighed og ordentlig regeringsførelse. Og hvor de vigtigste kriterier for valg og genvalg ikke er politikernes evne til at forgylde de nærmeste klienter, men deres evne til at løfte samfundet under ét, til glæde og gavn for alle.
Hvis Indien dermed er på vej mod et bæredygtigt demokrati, hvor politikerne stilles til ansvar for deres gerninger, ville det være den største revolution af alle. Og fortidens kastekrigere vil blive set som nødvendige onder, der uforvarende genopfandt Indiens demokrati.

image_pdfimage_print
English