Indisk elmast

Skrankepaver & Græsrødder

Om det lange farvel til den alfaderlige stat

Den 31. juli 2012 kl. 13.02 gik lyset ud i Nordindien. Med ét stod 670 mio. mennesker uden strøm, svarende til halvdelen af Indiens befolkning, og ca. 10% af jordens. Kyniske røster påpegede, at skaden nu ikke var så stor, for en tredjedel af Nordindiens befolkningen havde alligevel ingen strøm, og var derfor ganske uberørte.

Men i Delhi hobede bilkøerne sig op foran døde trafiklys, og byens funklende, nye metro gik i stå langt under jorden. Ude på landet stod hundredvis af intercitytoge strandet på skinner, mens solen bagte 45 grader i skyggen. Først efter et par dage vendte normaliteten tilbage.

Til den menige inders ros, var der nærmest ingen tilfælde af vold og plyndring, da mørket faldt på over storbyerne. Mindre prisværdigt handlede landets politikere og embedsmænd, der alle havde travlt med at fralægge sig ansvaret og nedtone situationens alvor. Formanden for det statslige el-net beroligede borgerne med en bemærkning om, at ”dette ikke er en ny situation for os…”, med henvisning til de mange strømsvigt, som konstant rammer Indien i løbet af sommeren, ”…landet ligger trygt i vores hænder”, tilføjede han. Samtidig kastede regeringen sig ud i en ministerrokade allerede inden strømmen var vendt tilbage. Til alles forundring blev den ansvarlige energiminister forfremmet til indenrigsminister.

Det var en svag monsun, der trak stikket ud på Indien. Bønderne var tvunget til at pumpe store mængder vand ud på deres marker, og det førte til en overbelastning af el-nettet, der i forvejen kørte på fuld kapacitet. Kraftværkerne lukkede automatisk ned og sendte belastningen videre i systemet. Det startede en kædereaktion hen over Nordindien. Den 30. juli kom det første varsel, da det nordlige el-net kollapsede kl. 02.36 og sendte 350 mio. indbyggere ud i mørket. I en feberredning knyttede man de østlige og nordøstlige el-net op på det nordlige, og det banede vej for det endnu større nedbrud den 31. juli, der mørklagde 19 af Indiens 28 delstater.

Historien om ”Sorte tirsdag”, som hændelsen nu hedder, er i første omgang historien om Indiens mangelfulde og nedslidte kraftværker. Landet befinder sig i en tilstand af kronisk underkapacitet, og de største virksomheder som Tata og Reliance har for længst investeret i egne kraftværker uden tilknytning til det statslige netværk. Det har kostet dem milliarder af kroner, men i det mindste er de ikke underlagt de samme snagende bånd som andre – især små og mellemstore virksomheder – hvor produktionen følger strømforsyningens lunefulde rytme, med hyppige lange pauser af op til 10 timers varighed. Regeringen skønner, at den manglende energiproduktion nedskriver den årlige vækst med ca. 1.2%. Dertil kommer tabte udenlandske investeringer, som søger andre steder hen, mod mere energistabile lande.

Men der er flere lag til historien om ”Sorte tirsdag”. Det handler også om en statsmagt, der er udhulet af bureaukrati, lav arbejdsmoral og ringe effektivitet. Siden uafhængigheden har Indiens offentlige sektor, i tråd med Nehrus socialisme, været primus motor i udbygningen af Indiens infrastruktur, og resultatet har været katastrofalt. Ikke en eneste gang siden 1951 har den formået at indfri sine egne energimål. Det samme mønster ses på alle andre områder: transport, telekommunikation, vandforsyning, uddannelse, sundhed og retssikkerhed.

Endelig dækker historien om det store strømsvigt over en tilstand af af massiv korruption, lovløshed og politisk opportunisme. Det skønnes, at 27% af Indiens strømproduktion forsvinder ud i det blå, uden vederlag til elselskaberne. Både virksomheder og private husholdninger knytter sig op på el-nettet med ureglementerede ledninger, der meget passende får elmasterne til at ligne hårknuder. Eller de betaler funktionærer fra elselskabet til at manipulere deres aflæsere, så de slipper billigere. Elselskaberne pådrages et kronisk underskud og mangler kapital til at udbygge kapaciteten. Ikke at det gør den store forskel. Eventuelle bevillinger til nye værker eller master fordamper som regel i korruption.1

Da Nehru holdt sin ikoniske tale til nationen den 15. august 1947, mindede han folket om, ”at tjene Indien er at tjene de millioner, som lider. Det betyder at udrydde fattigdom, uvidenhed og ulighed”. Nehrus stat blev grundlagt med det formål for øje. Nehru ønskede en stor alfaderlig stat, der kunne værne om de svageste, og løfte dem ud af deres armod. Staten skulle sikre folket uddannelse, lægehjælp og arbejde. Sådan gik det ikke. Staten voksede sig stor, sandede til i bureaukrati og blev folkets åg.

Samtidig skulle staten holde sammen på den unge nation, der netop havde oplevet delingens blodbad og stadig manglede en naturlig sammenhængskraft. Nok blev Indien en føderation, men trådene førte alle til Delhi, og delstaterne blev holdt i kort snor. Ingen måtte udfordre nationens sammenhold.

Følgende kapitel stiller skarpt på den offentlige sektors storhed og fald. Siden starten af 90’erne har Nehrus stat været under pres, tæret på indersiden af en tiltagende korruption, og presset på ydersiden af en gryende modvilje fra delstatsregeringer, almindelige borgere, en stadig mere aktivistisk højesteret, nye muligheder indenfor digital forvaltning og en øget accept af privatiseringer.

Dertil kommer en generel bevægelse mod decentralisering. I forrige kapitel så vi hvordan de regionale partier flyttede den politiske tyngde fra Delhi til delstat. Bihar og Uttar Pradesh havde vores fokus, men også i resten af Indien er de regionale partier vundet frem. Denne decentralisering blev yderligere forstærket af en grundlovsændring i 1992, der indførte valg af landsbyråd over hele Indien. Siden er over tre mio. borgere blev valgt ind i de såkaldte Panchayat. Gandhis drøm om græsrodsdemokrati på landsbyplan har fået ny relevans. Spørgsmålet er hvad det har betydet for den offentlige forvaltning og den folkelige deltagelse.

Nehru stat er under forvandling, både den centralistiske stat i Delhi, som holdt Indien samlet i medgang og modgang, og den store, altfavnende stat, som måske har været den største hæmsko for økonomisk vækst og udvikling de sidste 30-40 år. Det er én af Nehrus hellige køer, der nu skal slagtes.

Fra ICS til IAS

I 1931 havde Indien en befolkning på ca. 300 mio.2 Dertil kom 168.000 briter, hvoraf 60.000 var i hæren, 60.000 ansat i private virksomheder og 4.000 i statsadministrationen. Forvaltningens elite var de 1.000 medlemmer Indian Civil Service (ICS). Det var dem, der sikrede Pax Britannica. Det var dem, der holdt sammen på kronkolonien og sikrede briternes eftermæle som uforlignelige administratorer, trods alle deres øvrige gerninger og misgerninger. De blev hyret fra Englands bedste universiteter og gennemførte imperiets hårdeste optagelsesprøve. En god forvaltning var et ankerpunkt for det britiske imperium, Indien skulle styres af en akademisk elite, der var ”upartisk, ubestikkelig og alvidende”.3

image_pdfimage_print
English