India Inc.

Om skygger og sol i den indiske liberalisering

I 2010 havde Delhi værtsskabet for Commonwealth Games (CWG), et sportsstævne for nationer, der engang havde tilhørt det britiske imperium. Det skulle være Indiens svar på Kinas OL i 2008, og den største CWG-turnering nogensinde, med 6.000 deltagere fra 71 lande. Men i modsætning til Kina, hvor alt stod klar flere måneder før tid, kæmpede inderne med deres deadline helt til det sidste. Som dagen nærmede sig, stod mange af faciliteterne ufærdige hen, mens andre var begyndt at krakelere allerede inden de var taget i brug, eller stod dækket med svamp efter den første monsun. To uger før åbningsceremonien kollapsede en gangbro til det primære Jawaharlal Nehru stadion. Mange frygtede det utænkelige – en aflysning.

Men CWG 2010 blev afviklet og var generelt en succes. Der var de sædvanlige kiks ved den slags stævner, omend de her havde deres eget særlige indiske touch: en kongekobra, der forvildede sig ind på tennisbanerne og nogle sprintere, der fik dårlig mave. Under åbningsceremonien blev der buet af stævnets øverste ansvarlige, Suresh Kalmadi, for hans elendige ledelse og åbenlyse korruption.
For den sande skandale ved CWG lå ikke i afviklingen, men i planlægningen, ikke mindst i udnævnelsen af Suresh Kalmadi som øverste ansvarlig for stævnet.

I 2007 havde han arrangeret et Formel 1 løb, der var gennemsyret af korruption og vennetjenester. tidligere arrangeret i forvejen et blakket eftermæle som arrangør af et Formel 1 løb i 2007. Forberedelsen af CWG 2010 blev præget af elendig byggekvalitet og høje priser. Toiletpapir blev indkøbt til 88 dollars per rulle og førstehjælpstasker kostede 125 dollars. Den samlede pris endte på 4.1 milliarder dollars, ni gange mere end den planlagte udgift, og blev dermed det dyreste Commonwealth Games nogensinde.

Efterfølgende viste det sig, at alle de bedste kontrakter var gået til Kalmadis venner og bekendte, ikke de mest konkurrencedygtige leverandører. Kalmadi blev sigtet for korruption, snyd og falskneri, men blev løsladt på kaution efter 10 måneder. Siden er hans sag faldet til jorden som følge af en pludselig opstået demens.
CWG-skandalen er en af de mest omtalte korruptionsskandaler i Indien i nyere tid, ikke fordi den kostede landet mest, men fordi den var så pinlig. Den udstillede Indiens korruptionsproblem for en samlet verdenspresse, så det næsten overskyggede den store sportsbegivenhed. Korruptionens spor var tydelige for enhver. De kunne ses i de sprængte budgetter, de snære deadlines og den dårlig byggekvalitet.

CWG-skandalen er et eksempel på den ”store” korruption, som gennemsyrer de øverste lag af det indiske samfund, korruption som omfatter store beløb og udføres af topministre, politikere, departementschefer, erhvervsfolk og mafiabosser. Det er en korruption, som er karakteriseret ved en gensidighed, hvor begge parter nyder godt af aftalen, på bekostning af staten og samfundet. I øvrigt i modsætning til den ”lille” korruption, den banale bestikkelse, som påtvinges borgeren, når kørekortet skal forlænges eller vandet skal tilsluttes. Her er der tale om et klart defineret magtforhold, med en vinder og en taber.

Den ”store” korruption er ikke et nyt fænomen, men har været i kraftig vækst de seneste årtier. Siden 1990’erne er nye og større sager dukket op hvert eneste år. Udviklingen ses måske bedst i et historisk lys. I 1986 blev Indien ramt af Bofors-skandalen, som ofte beskrives som den første af de store korruptionssager. Højtstående politikere og embedsmænd modtog 70 mio. kroner under bordet for at vælge de svenske Bofors-kanoner i en stor våbenkontrakt med det indiske forsvar.

Sagen skabte stor virak og var medvirkende til, at Rajiv Gandhi tabte valget i 1989. Han var næppe selv impliceret – han gik under tilnavnet Mr. Clean – men en af sagens hovedpersoner var en italiener, der havde forbindelser til Sonia Gandhi, Rajiv Gandhis italiensk-fødte kone. De små beløb og store konsekvenser vidner om en mere uskyldig tid. I dag bliver sager i millionklassen nærmest ikke omtalt af medier, nu hærdet af sager i milliardklassen. Og de fører ikke til et valgnederlag.

Alene i perioden 2010-12 blev Indien rystet af fire enkeltsager, der kostede den indiske statskasse flere hundrede milliarder kroner. Bellary mining scam fra 2011 omfattede f.eks. illegal udvinding af jernmalm i delstaten Karnataka, der stod på i årevis, og kostede staten et anslået 60 milliarder kroner. Hver dag kørte 2.000 lastbiler frem og tilbage mellem minerne og den lokale havneby, hvorfra malm blev afskibet til Kina. Offentligheden vendte det blinde øje til lastbilkonvojer, der var 25 km. lange. Dertil kom Karnataka Land scam (2010), Bellary mining scam (2011), Maharashtra Irrigation scam (2012), Coal block allocation scam (2012) og ikke mindst 2G spectrum scam (2012) som fik tildelt en 2. plads på Time Magazines top 10-liste over magtmisbrug, kun overgået af Watergate-skandalen

image_pdfimage_print
English