Flyvende Punjab

Om tre dage går delstaten Punjab til valg, og et af de store emner er narkomisbrug. Nogle politikere lover strengere straffe, andre lokker vælgere til sig med små hvide poser. Den siddende regering afviser, at der overhovedet er et problem. Hvorfor fylder narko så meget i Punjab?

Debatten startede allerede i sommers i forbindelse med lanceringen af den hårdtslående film Udta Punjab (Flyvende Punjab), der handler om en kokainsniffende rockstjernes fald fra tinderne. Den indiske filmcensur mente, at filmen gav den nordvestlige delstat et dårligt omdømme, og krævede alle referencer til Punjab fjernet, herunder selve titlen.

Dertil kom alle bandeord, alle nærklip af narkomisbrug, alle referencer til politikere og politik, samt en hund, som ikke måtte kaldes for Jackie Chan. I alt krævede censuren 89 ændringer foretaget.

Væk med tissescenen

Instruktøren kaldte den upopulære chef for filmcensuren, Pahlaj Nihalani (se Forbudte ord og gamle længsler) for en ”oligark”, en ”diktator fra Nordkorea” og ”regeringens nikkedukke”. Han trak sagen i Bombay High Court hvor han fik medhold. Filmen kunne vises ubeskåret på nær en enkelt scene, hvor vores rockstjerne  tisser på publikum.

Under den igangværende valgkamp i Punjab er debatten atter blusset op. For et år siden påstod den siddende delstatsleder fra det regionale parti Akali Dal, Sukhbir Singh Badal, at kun 0.06% af Punjabs befolkning var narkomisbrugere, den laveste andel i hele Indien.

Han anklagede lederen af det lille protestparti AAP, Arvind Kejriwal, samt andre ”opportunistiske ikke-punjabier”, for at fremstille Punjab som en ”narkorede”. Disse ”ikke-punjabier” omfattede uden tvivl Kongrespartiets evige kronprins, Rahul Gandhi, der løbende har påstået at 70% af Punjabs befolkning har et narkoproblem. Både delstatslederen og Rahul Gandhis tal kan anfægtes.

Talmagi

Delstatslederen henviste til en rapport fra det respekterede AIIMS-institut, der fastslår at Punjab har en kvart million opiat-afhængige, dvs. misbrugere af både den klassiske opium, heroin og diverse syntetiske stoffer. Men her er ingen referencer  til 0.06% (eller 16.000 individer), hverken direkte eller indirekte. Hans tal er stadig et mysterium.

Rahul Gandhi er på lidt mere sikker grund, men stadig manipulerende. Med ”70% misbrugere” henviser han enten til nogle få hårdt belastede landsbyer langs den pakistanske grænse, eller også inddrager han alkoholmisbrug i sit regnestykke. Virkeligheden er som altid mere kompleks. Det endelige resultat er betinget af definitioner og metodiske overvejelser.

Ifølge officielle tal fra 2013 står Punjab – med en befolkning på 29 mio. indbyggere – for halvdelen af alle narkorelaterede anholdelser i Indien. To ud af tre familier i landdistrikterne har mindst én person, der er afhængig af alkohol eller narko, og det er især de unge, der står for skud. 76% af dem, som sendes til afvænning er mellem 18-35 år, og 70% af alle universitetsstuderende indrømmer, at de har taget stoffer. Ifølge rapporten er rusmidler blevet en integreret ”del af punjabi kultur… ingen fest er fuldendt før sprutten kommer på bordet”. Tidsskriftet The Economist anslår, at 20% af Punjabs ”unge mænd” bruger diverse opiater.

Skæv i Punjab

Men hvorfor netop Punjab? En yndet forklaringsmodel er Indiens traditionelle prygelknabe, Pakistan, der grænser op til Punjab. Det er pakistanske gangstere, der smugler afghansk heroin til Indien, lyder det. Men forklaringen er kun delvist dækkende, for de øvrige grænsestater Rajasthan og Gujarat har ikke samme problemer med misbrug, og desuden er Punjabs udfordringer af nyere dato.

En del af årsagen er historisk. I Punjabs landdistrikter var milde opiumsformer traditionelt den foretrukne stimulans efter en lang dags arbejde i marken; det var bøndernes svar på en fyraftensøl – en relativt harmløs fornøjelse, og tilmed ganske billig – blot nogle få kroner om dagen. De primære forsyninger kom fra nabostaten mod syd, Rajasthan, men i starten af 00’erne satte regeringen ind overfor den illegale opiumstransport. I tomrummet fulgte en masse syntetiske stoffer, der var stærkt vanedannende. Inden for de seneste fem år er heroin blevet det foretrukne rusmiddel.

Mindst ligeså vigtig er Punjabs fald fra de økonomiske tinder. Fra slutningen af 1960’erne oplevede delstaten en massiv økonomisk fremgang som følge af den grønne landbrugsrevolution. Punjab blev Indiens brødkurv. Med små 1.4% af landets areal producerer de nu 17% af Indiens hvede og 11% af risen.

Alligevel er de gunstige vinde aftagende. Landbruget er blevet mere mekaniseret og skaber ikke det samme antal arbejdspladser, som før. Dertil kommer omfattende miljøproblemer som følge af 50 års overopdyrkning; grundvandet er faldende og fyldt med pesticider. Måske derfor punjabierne er begyndt at slå sig på flasken. Delstatens alkoholforbrug steg med 59% fra 2005-10.

Abstinenser

Nu er narkoproblemerne blevet en belastning for delstatslederen, Sukhbir Singh Badal. Hans regering har – med støtte fra det hindunationale BJP – siddet på magten de seneste 10 år, og i den tid er forholdene gået fra ondt til værre. Badal har konsekvent bagatelliseret problemerne, måske – siger onde tunger – fordi han selv har en aktie med i spillet.

Rygterne svirrer om lyssky forbindelser mellem narkobaroner og politikere, samt heroin-penge, der indgår i finansieringen af valgkampen. Ved sidste delstatsvalg begrænsede de sædvanlige (illegale) gaver til vælgerne sig ikke til spiritus og gratis måltider, men også kuponer, der kunne indløses på apoteket for sjove piller.

Slet skjulte referencer

Og det bringer os tilbage til Udta Punjab-filmen, hvor filmcensuren krævede alle referencer til politikere fjernet, især dér hvor en ledende politikers svigersøn fremstilles som narkobagmand. I 2014 tilstod en stor narkosmugler, at Badals egen svigersøn var hans partner in crime. Svigersønnen er samtidig skatteminister i sin svigerfars regering.

Nu lugter oppositionen blod. Rahul Gandhi fra Kongrespartiet har skærpet retorikken og lovet at sende alle i fængsel, som har svigtet i kampen mod narko. Ingen nævnt ingen glemt. Han truer også med hårde straffe mod heroinsmuglere, så de ”vil skælve, alene ved tanken om narko”. Der plejer at skulle mere til at afskrække mafiaen. så det er nok tom teatertorden. Der er lagt op til en opfølger på Udta Punjab.


02.02.2017 – Indslag i Radio 24-syv Datolinjen

Officiel pressemeddelelse. januar 2013
Rapport fra Indian Journal of Psychiatry, januar 2015
23.06.2016 – The Economist, Pushing poppies in Punjab
03.01.2017 – Scroll.in
1
2.01.2014 – India Today, om den luskede svigersøn
18.06.2016 – Firstpost

 

image_pdfimage_print
twitter

Shivaji den Store

Juleaftensdag lagde statsminister Modi grundstenen til den enorme Shivaji-statue, der skal opføres to kilometer ud fra Mumbais kyst. Med en højde på 192 meter, bliver det verdens største statue. Pris: 3½ mia. kroner. Er der mening med galskaben?

Uanset hvordan man kommer til Mumbai, bliver man modtaget af Shivaji: Med fly, lander man i Chhatrapati Shivaji International Airport. Med tog, ruller man ind på Chhatrapati Shivaji Terminus, som briterne oprindelig kaldte Victoria Station. Og når man i 2019 kommer sejlende til Mumbai, vil man passere byens ny vartegn, en statue af Shivaji med løftet sabel, siddende på en hest i fuld galop.

Modis statuer

Statuen bliver dobbelt så høj som Frihedsgudinden og otte meter højere end verdens næsthøjeste statue, som sjovt nok er under opførelse 300 kilometer længere nordpå, i delstaten Gujarat. Også her var det statsminister Modi, der lagde grundstenen (se Statuen, der ikke voksede ind i himlen). To spørgsmål melder sig: Hvem var Shivaji? Og hvorfor alle disse statuer?

Shivaji var en krigerkonge, der grundlagde Maratha-riget i det nuværende Maharasthra. Han startede som en oprører, der udfordrede den muslimske Stormogul Aurangzeb, og skabte for en stund et mægtigt og velfungerende rige, med en stærk hær og en effektiv statsmagt. Det var en kamp mod alle odds, for i midten af 1600-tallet strakte mogulernes rige sig over det meste af subkontinentet. Men Shivaji var en snu og dygtig hærfører.

Drabet på Afzal Khan

Mest kendt er historien om Shivajis likvidering af hans modstander, den erfarne general Afzal Khan. De to herrer mødtes til forhandlinger på en bakketop, kun i følge af deres sekundanter, men Shivaji var bevæbnet med en skjult ”tigerklo”, et knojern med syleskarpe klinger. Da de omfavnede hinanden, jog Shivaji kloen ind i Afzal Khan (i visse udgaver af historien, var det Afzal Khan der slog til først). Herefter overrumplede Shivajis hær fjenden.

I dag er han Maratha-folkets største helt. Han er også et af de stærkeste symboler på hinduistisk oprør mod muslimerne, om end det historiske belæg for dén tolkning er yderst tvivlsom. De muslimske moguler havde hinduistiske generaler og Shivaji gjorde brug af muslimske fodfolk. Det var ikke en kamp mellem trossamfund, der udspillede sig i 1600-tallet, den konflikt startede først i det 19. århundrede. Forståelsen af Shivaji er farvet af nutidens konflikter, og det er dén, der lever videre i den politiske kamp i dag.

Shivajis hær

Forrest i den kamp står det lokalpatriotiske parti Shiv Sena – Shivajis hær – som siger, at de alene taler Marathaernes sag, og beskytter dem mod alle de andre: Muslimerne, de fattige daglejere fra Bihar, de dygtige forretningsfolk fra Gujarat og ikke mindst den kosmopolitiske elite, som kendetegner det liberale og progressive Bombay. Marathaerne, især dem fra arbejderklassen og den lavere middelklasse, føler sig som fremmede i deres eget land, som et proletariat. Og den vrede udnytter Shiv Sena med skarp retorik og voldelige angreb på modstandere. Især muslimerne.

Men kærligheden til Shivaji stikker dybere end hans militære evner og kampen mod muslimerne. Shivaji kom selv fra relativt beskedne kår, var søn af en officer, og sled sig op gennem hierarkiet med list og dygtighed, for til sidst at blive kronet til konge (Chhatrapati) og anerkendt i krigerkasten af den braminske gejstlighed.

Når den fattige Marathi kæmper for det daglige brød i Mumbais asfaltjungle, er Shivaji den store rollemodel. Han giver dem håbet tilbage, og selvrespekten. Og det bringer os videre til det næste spørgsmål: Hvorfor denne dyre statue?

En sten i havet

I dagene mellem jul og nytår, efter statsminister Modi havde kastet den første grundsten ud i havet fra en hovercraft tilhørende Mumbais kystvagt, rasede den engelsksprogede presse i Indien over statuen.

Deres primære anke var, at statuen var spild af penge, hvorefter de nævnte alle de fornuftige ting man kunne få for 3½ milliard kroner: Man kunne fordoble allokeringerne til kunstvanding, så Maharashtras hårdt plagede bønder kunne sikre deres livsgrundlag (se En tør fornøjelse). Man kunne øge allokeringerne til energiprojekter (x5) eller vejarbejde (x7). Og hvis man virkelig ønskede at hylde Shivaji, kunne man renovere samtlige af hans 300 stærkt forfaldne fæstninger og slotte. Man kunne også være kedelig, og afskrive hele delstatens gæld. Listen var endeløs. Det samme var forargelsen.

Fiskernes sorte flag

Også fiskerne var utilfredse, for Shivajis statue skal placeres midt i deres vigtigste fiskezoner. De frygter for deres fremtid, når store mængder sand og beton hældes ned over fiskenes yngleområder (der skal bygges en 17 hektarer stor kunstig ø) og millioner af turister efterfølgende skal sejles ud til statuen hvert år. Dagen før Modis ceremoni flagede fiskerskibene med sort.

Tilhængerne af statuen afviser kritikken som provinsielle og perspektivløs. Uden de store ambitioner havde Indien aldrig fået deres Taj Mahal. Andre mener, at statuen tjener sig hjem på turistpenge, om end beregninger viser, at det vil tage 140 år, hvis statuen tangerer Taj Mahals indtjening. Andre – herunder statsminister Modi – anlagde en mere ideologisk vinkel, og fremhævede statuen som en kilde til inspiration til “Good Governance”, som måske herskede i Shivajis storrige.

It’s politics…

Men i sidste ende handler det om politik. Maharasthra er en af de vigtigste delstater i Indien; den største målt på BNP, næststørste målt på befolkning og tredjestørste målt på areal. Hovedstaden Mumbai er Indiens finansielle centrum og landets største og rigeste by. Og nøglen til magten ligger i det store Maratha-valgsegment, der udgør en tredjedel af delstatens befolkning.

Af samme grund har alle partierne, på forskellige tidspunkter, støttet op om statuen, som de mener udgør nøglen til de eftertragtede stemmer. Både det sekulære Kongresparti, det regionale NCP, Shiv Sena (surprise…) og lige nu – ivrigst af alle – det hindunationale BJP, der også sidder på delstatsmagten. I den forstand er det i lige så høj grad et regionalt politisk projekt, som et hindunationalt projekt.

Maratha-folkets vrede

Dels ønsker BJP ikke længere at være afhængige af Shiv Sena. Nok er de hindunationale åndsfæller, men de vil helst styre på egen hånd, og vil derfor gerne æde sig ind på Shiv Senas Maratha-vælgere. Dels blev delstatsregeringen rystet af en række store Maratha-protester i august sidste år (se radioindslag på 24-syv), hvor bønder krævede arbejde, støtte og en lysere fremtid. Protesterne gjorde især ondt, fordi de var rettet mod BJP’s delstatsleder Devendra Fadnavis som er af brahminsk herkomst, og ikke Maratha.

Nu håber Fadnavis så, at et symbolpolitisk plaster på såret kan dulme smerten. Det har virket før, men spørgsmålet er, om det virker i nutidens Indien, hvor vælgerkorpset er stadig mere kritisk, og mere villig til at søge nye veje. Spørgsmålet er, om folket bare ser en statue på dybt vand.

27.12.2016 – The Logical Indian
24.12.2016 – The Quint
27.12.2016 – The Times of India

…blandt utallige artikler

Hør også Sunil Khilnanis suveræne podcast på BBC om bl.a. Shivaji (som har inspireret til blog intro)

 

image_pdfimage_print
twitter

En ode til Amma

For en uge siden døde Jayaram Jayalalithaa efter længere tids sygdom: Tamil Nadu mistede en delstatsleder og Indien mistede én af sine mest karismatiske og kontroversielle politikere. Tilhængere hylder Jayalalithaa for at have omdannet Tamil Nadu til en af Indiens mest velfungerende delstater, modstandere mener hun var korrupt og opbyggede en skamløs personkult omkring sig selv. Vi bringer en nekrolog.

I går meddelte det regerende parti AIADMK, at antallet af tilhængere, der var døde af sorg og chok over Jayalalithaas død havde passeret 470. Alle berørte familier – sagde talsmanden – ville få et bidrag fra staten på 300.000 rupees som kompensation, cirka 30.000 kroner.

Fire geder og en PC

Det var en gestus i Jayalalithaas ånd. I 2011 gik hun til valg på løfter om fire gratis geder eller får til alle familier, der levede under fattigdomsgrænsen i Tamil Nadu, og en gratis pc til alle skoleelever i 11. og 12. klasse. Pc’erne var prydet med et billede af ”Amma” (mor), som Jayalalithaa kaldes af hendes tilhængere.

Men Jayalalithaa står ikke alene med den gavmilde gaveregn. I 2006 blev hendes løfter om gratis blendere og elektriske vifter overtrumfet af ærkerivalen fra partiet DMK, der lovede gratis gaskomfur og farvefjernsyn til alle. Efter valgsejren udleverede DMK 2.5 mio. fjernsyn til vælgerne.

DMK vs. AIADMK

Rivaliseringen mellem DMK og udbryderpartiet AIADMK har været den røde tråd i tamilsk politik siden 1972. Begge partier udspringer af den dravidiske bevægelse, der krævede selvstyre og løsrivelse for Sydindien efter Indiens uafhængighed i 1947.

Bevægelsen drog næring fra den etniske og sproglige forskellighed mellem nord og syd, og en historisk mistro til det evigt dominerende Nordindien, inkarneret ved centralregeringen i Delhi. Nord/Syd-skismaet er en af de vigtigste brudflader i det moderne Indien.

Trekantsdrama i på settet

Både DMK og AIADMK har tætte forbindelser til filmbranchen. Lederne af DMK, senest den nu 92-årige Karunanidhi, var manuskriptforfattere, mens lederne af udbryderpartiet AIADMK var skuespillere, først filmhelten M. G. Ramachandran, også kendt som ”MGR”, og derefter hans starlet og elskerinde Jayalalithaa. Hun var smuk som en gudinde og Sydens største diva, og medvirkede i 140 film op gennem 1960’erne og 70’erne. I mellem tiden skrev den senere politiske rival Karunanidhi sange og manuskripter til dem begge indtil de forskansede sig i hver deres politiske parti.

Egentlig var det  MGR’s kone, der skulle have overtaget ledelsen af AIADMK efter hans død i 1989, men også her måtte hun se sig slået af elskerinden. I 1991 vandt Jayalalithaa sin første af fem sejre som delstatsleder, og siden har kampen om magten stået mellem hende og Karunanidhi fra DMK. Trods alle deres uenigheder har de sammen skabt en af Indiens mest velfungerende delstater, med vedvarende høje vækstrater og en gennemsnitlig indkomst, der ligger 68% over resten af landet.

Indiens kraftcenter

Med 75 mio. indbyggere er Tamil Nadu blevet et kraftcenter, den næstrigeste og mest industrialiserede delstat i Indien. Hovedstaden Chennai kaldes Indiens Detroit for dens omfattende bilproduktion. Men det helt særlige ved Tamil Nadu er dens stærke sociale profil og førende i bekæmpelse af børnedødelighed, underernæring, analfabetisme samt overgreb på kvinder. En del af æren tilfalder Jayalalithaa, som forstod af forvalte en historisk arv.

Et klassisk eksempel var hendes indførelse af et ”baby kit” til nybagte mødre, der omfattede babypudder, håndklæde, børnetøj, myggenet, olie, sæbe, shampoo og et lille stykke legetøj til barnet. Dertil kom 350 offentlige amme-rum, så kvinder kunne amme i fred, og syv ”brystmælksbanker”, hvor kvinder kunne donere modermælk til andre kvinder. Forholdene er lysår fra de fattige nordindiske landsbyer, hvor en stor del af de nyfødte ingen mad får i løbet af det første døgn.

Amma-dit og Amma-dat

Samtidig indførte Jayalalithaas en stribe af ”Amma klinikker”, hvor de fattige kunne søge lægehjælp, og ”Amma kantiner” hvor de kunne få et måltid mad for 50 øre. Senere fulgte ”Amma apoteker”, ”Amma mineralvand”, ”Amma salt” og ”Amma cement”.

Jayalalithaa var dronningebien, der beskyttede sin flok, og heri lå konturerne af hendes skyggeside; hun skabte en personkult som var overvældende, selv efter indiske forhold. Embedsmænd ville kaste sig for hendes fødder og tilhængere ville bevise deres loyalitet ved at gå på glødende kul eller tegne hendes portræt med deres eget blod. Og selv bidrog hun til kulten var at opføre store plakater af sig selv over hele delstaten.

Verdens største bryllup

I 1995 fik hun sin egen plads i Guinness rekordbog, da hun holdt verdens største bryllup for sin adoptivsøn, med 150.000 inviterede. Udsmykningen omfattede en fem kilometer lang rute mellem templet og receptionsområdet, som blev overstrøet med blomsterblade og flankeret af 600 græske søjler, samt et ukendt antal erotiske hindugudinder i papmache. I 1996 blev hun anklaget for korruption første gang. Politiet ransagede hendes bolig og fandt en masse guld og sølv, 250 par importerede sko og 10.000 sarier.

I 2014 blev hun idømt 4 års fængsel og en bøde på 100 mio. kroner for korruption. Dermed blev hun den første indiske delstatsleder, der måtte fratræde som følge af en korruptionsdom. Da nyheden ramte offentlighed var der 18 tilhængere, der enten begik selvmord eller døde af chok. De fleste mente, at hendes karriere var slut, men i 2015 blev hun frikendt ved en appeldomstol og genindsat som delstatsleder. I 2016 blev hun genvalgt og stod atter som en af Indiens mægtigste politikere.

Jayalalithaa styrede Tamil Nadu i 15 år, trods alle hendes svagheder må hun tilskrives en stor del af æren for rigets stand. Men nu er det slut. Hun døde den 5. november, 68 år gammel. Dagen efter blev hun stedt til hvile i et mausoleum ved siden af hendes mentor og elsker, MGR.


06.12.2016: Radio 24-syv, Datolinjen

image_pdfimage_print
twitter

En hostende førsteplads

Delhi er verdens mest forurenede hovedstad, med partikelniveauer, der er dobbelt så høje som den tidligere verdensmester, Beijing. I sidste uge forbød den indiske højesteret salget af fyrværkeri i et forsøg på at lægge låg på smoggen. Nu mangler det lange seje træk.

 Formelt set var det lille Arjun og Aarav på seks måneder og Zoya på 14 måneder, der rejste sagen overfor højesteret. I deres indsigelse – sikkert skrevet med hjælp fra deres forældre – bemærkede de tre små poder, at Delhi ”inden for de seneste to år har fået den tvivlsomme ære, at blive udnævnt til verdens mest forurenede storby…. på landsplan dør over 700.000 indere som følge af luftforurening. Studier viser, at inderne har 30% mindre lungekapacitet end europæere, og at børn er hårdest ramt, da deres lunger ikke er helt udviklede og derfor mere sårbare”.

Derfor krævede de nu, på vegne af Delhis hostende småbørn, at domstolen skred til handling, og værnede om deres grundlovssikrede ret til selve livet.

Frisk luft på menuen

Og luften er elendig i Delhi lige nu. De såkaldte PM2.5 målinger, som angiver mængden af de mindste og mest skadelige partikler lå på 500 mikrogram per kubikmeter (µg/m³) de første 10 dage af november, 20 gange højere end WHO’s anbefalede grænse på 25 µg/m³. Ved spidsbelastninger sneg målingerne sig op på 1.000 µg/m³. Dertil store mængder af de tunge PM 10 partikler samt almindelige giftgasser som svovldioxid.

En amerikansk forsker sammenlignede luftkvaliteten i Delhi med forholdene i en trang mineskakt, når boremaskinerne kørte for fuldt blus. Smarte restauranter indførte luftrensningsanlæg og satte ”frisk luft” på menuen.

En mørk vinter

Forholdene er altid værst om vinteren. Det er her bønderne brænder deres stubmarker af før vintersæden skal i jord, mens byens borgere skruer op for varmen. Nordindien er overraskende kold om vinteren, kraftværkerne brænder store mængder kul og i slumområderne tændes tusindvis af små åbne bål. Samtidig er der hverken vind eller regn til at rense luften.

Smoggen lægger sig som en kold dyne over alle de nordindiske storbyer: Agra, Allahabad, Kanpur, Lucknow, Varanasi og Jaipur. Det er ikke kun Delhis 20 mio. indbyggere, der lider, de får bare mere opmærksomhed.

De små partikler er ekstremt skadelige, for de siver dybt ind i lungerne og ud i blodet. De giver astma, kronisk bronkitis, lungekræft og hjertekarsygdomme. Ifølge en WHO rapport lider en fjerdedel af alle børn i Delhi af svære lungeproblemer.

Lappeløsninger

Den 7. november – i øvrigt dagen før Modi sprang sin valutabombe (se forrige indlæg: Penge er kun papir) – lukkede myndighederne 1.800 skoler i en uge, forbød byggeaktiviteter i fem dage og sprinklede vand på gaderne for at binde støvet.

Endnu engang kastede politikerne sig ud i lappeløsninger. Sidste år forsøgte man sig med et køreforbud for halvdelen af Delhis biler; lige og ulige dage for ditto nummerplader. Bilkøerne forsvandt men smoggen blev hængende. Netop derfor vendte Arjun, Aarav og Zoyas (eller rettere, deres forældre) sig mod den indiske højesteret, og krævede at den tog affære, for myndighederne evnede det tydeligvis ikke.

Højesteret skrider til handling

I sidste uge kvitterede højesteretten med et øjeblikkelig forbud mod fyrværkeri, som er en af de mange kilder til luftforurening, især i forbindelse med højtider. Samtidig krævede domstolen, at der hurtigst muligt blev nedsat en række ekspertudvalg, der kunne udforme en strategi mod luftforureningen. For det er klart, at et forbud mod fyrværkeri forslår som en rygende skrædder i helvedet, når sigtbarheden på en dårlig dag ebber ud efter 300 meter.

Der er ingen tvivl om de værste syndere: Kulfyrede kraftværker, støv fra byggebranchen, afbrænding af stubmarker og alt for mange biler, især dårlige dieselbiler. Der er næsten ni mio. køretøjer i Delhi, og hver uge registreres 12.000 nye.

Mundhuggeri

Til gengæld er politikerne ikke helt enige om hvem, der skal stå for skud. Det afhænger af deres vælgersegment. Delhis delstatsleder Kejriwal, fra det lille protestparti AAP, mener at bøndernes afbrænding af stubmarker udgør den største forureningskilde. Han kræver at forbundsregeringen skrider til handling, velvidende at det vil skade regeringspartiet BJP mest. Kejriwals vælgere – byboerne – har jo ikke brug for at brænde marker af.

Omvendt mener statsminister Modis regering, at 80% af forureningen kommer fra Delhis mange køkken-bål, samt afbrænding af affald i gaderne, bønderne ikke de værste syndere, flaskehalsen peger atter på Kejriwal. Han mener til gengæld, at forbundsregering obstruerer hans handlinger som hævn for det svidende nederlag han påførte BJP sidste år (se indlæg: Da Modi-bølgen ebbede ud). Og således fortsætter det politiske mundhuggeri, mens Delhis borgere holder vejret og venter på højesteret.

Lyspunkter bag tågerne

De langsigtede løsninger er vanskelige og mangestrengede. Bedre offentlig transport, færre dieselkøretøjer, mere bæredygtig energi, politisk mod til at takle bønderne og industriens folk. Meget er allerede sket.

Delhi har på rekordtid fået bygget en omfattende metro, de fleste af Delhis busser og rickshaws kører på naturgas og Modi kræver strengere miljøkrav til biler indført allerede per 2020. Tilmed kunne Indien i går præsentere verdens største solcellepark på 10 km2, bygget på blot seks måneder – dog nede i Tamil Nadu, langt fra Delhi. Men alligevel et tegn på nye tider.

Kampen kan vindes, i Beijing faldt mængden af små partikler med 20% sidste år. Og heri ligger måske det vigtigste lyspunkt, at problemerne er så akutte, at de tvinger politikerne til handling. Det er ikke frygten for smeltende iskapper, der skaber krav om en fremsynet klima- og miljøpolitik. Det er lyden af ens datter, der hoster natten lang.


19.11.2016 – The Diplomat
30.09.2015 – The Hindu
10.11.2016 – The Economist
07.11.2016 – The Wire

 

Photo credits: Shutterstock.com

image_pdfimage_print
twitter

Penge er kun papir…

For en uge siden indledte statsminister Modi en blitzkrig mod sorte penge, og erklærede alle 500 og 1.000 rupee-sedler for ugyldige med næsten øjeblikkeligt varsel. Gamle sedler skulle erstattes med nye. Siden har der været lange køer foran bankerne og mange står uden penge til det daglige brød. Spørgsmålet er, om det er umagen værd?

Alle blev taget på sengen. Onsdag morgen indrømmede en bankdirektør fra Mumbai, at han var nødt til at knuse sin datters sparegris, så han kunne komme på arbejde. Han havde ingen småpenge til vejtolden, for den gamle 500 seddel (50 kroner) duede jo ikke længere.

Til Modis ros må man sige, at det var lykkedes ham at holde indgrebet hemmeligt, og dét var afgørende, for ellers ville de brodne kar være sluppet igennem nettet. Nu sad de tilbage med alle deres sorte penge, skjult i madrasser og hengemte kufferter. Og hvad kunne de bruges til…?

En dårlig dag på kontoret

Desværre havde hemmelighedskræmmeriet også en bagside til medaljen. Bankerne, som i sagens natur udgør operationens yderste frontlinje, blev også taget på sengen. De fik onsdagen til at forberede sig, og modtage forsyninger af nye 500 og 2.000 rupee-sedler.

Da de slog dørene op torsdag morgen, blev de mødt af frådende hob. Kontantautomaterne blev tømt på rekordtid og står nu tomme hen. De nye sedler har andre mål end de gamle, og kan derfor ikke fyldes direkte på maskinerne (det tager et par uger, siger finansministeren), og der er ikke nok 100 rupee-sedler til at dække behovet.

Verdens største pengeombytning

Ifølge planen kan borgere veksle 4.000 rupees (400 kroner) om dagen de næste to uger og hæve op til 20.000 rupees om ugen. De kan indsætte så mange penge de vil på deres bankkonto frem til årets udgang, dog vil alle indbetalinger på over 250.000 rupees blive gransket af skattevæsenet. Spørgsmålet er så, om skattevæsenet har mandskab til det.

Der er tale om historiens største pengeombytning. Indien er verdens mest kontantbaserede økonomi: 90% af alle transaktioner betales kontant, og de to sløjfede sedler udgør 86% af den samlede kontantbeholdning. Dermed fjernede Modi med et trylleslag 11% af Indiens BNP fra det økonomiske kredsløb i tirsdags.

No change

Resultatet er noget nær paniske tilstande blandt borgerne, der hverken kan købe mad til bordet eller transport hjem fra arbejde. Hospitaler afviser akutte patienter, restauranter ligger øde hen og grønthandlere holder lukket.

I landområderne, hvor 60% af befolkningen bor, er forholdene endnu værre. De færreste har en bankkonto eller et hævekort, og 70% af alle landsbyer ligger mere end fem kilometer fra nærmeste filial. Af samme grund handler bønderne kontant, både når sælger deres afgrøder eller køber såsæd og kunstgødning. No problem… lige indtil i tirsdags.

Et nationalt problem

Modi har erkendt, at overgangsfasen bliver svær, men har opfordret til overbærenhed. Store problemer kræver store løsninger, og problemet med falske sedler og sorte penge er et nationalt problem. Ifølge den indiske efterretningstjeneste er Pakistan storproducent af falske indiske rupee-sedler, der undergraver økonomien og finansierer terrorgrupper i Indien.

Dertil kommer de sorte penge, der samlet set udgør 23% af den indiske økonomi, jf. Verdensbanken. Pengene stammer fra korruption og skattesnyd. Kun 1% af befolkningen betaler indkomstskat. Modi håber, at den økonomiske lussing til skulkerne kan bringe flere over skattefolden.

Løser det problemet?

Men indgrebet har vakt kritik fra en bred front, og ikke kun fra de sædvanlige politiske modstandere, venstreorienterede indiske medier og professorer fra JNU (se indlæg Heksejagt på de højere læreranstalter).

Mange tvivler på, at indgrebet for alvor kommer de sorte penge til livs, for der er altid smuthuller, både for de store og små fisk. De rigtig store summer er allerede i sikker havn, de er slet ikke bundet i sammenrullede 1.000 rupee-sedler, men opbevares i guld, aktier og fremmedvaluta.

Derudover svirrer det med historier om entreprenante typer, der opkøber gamle 1.000 sedler til nedsat pris, og sælger dem videre til folk, der kan veksle. Og dyre togrejser, der bliver opkøbt med gamle kontanter og derefter aflyst mod et mindre gebyr og refunderet i nye kontanter. Og bygherrer, der aflønner deres daglejere i gamle 500-sedler. Enten får daglejerne flere måneders løn på forskud, eller også må flere mand deles om én seddel, så kan de selv bøvle med at få dem vekslet.

Og heri lyder den anden store kritik at indgrebet, nemlig at indgrebet først og fremmest rammer almindelige, hårdtarbejdende indere. Daglejere tvinges ud i lange køer og en masse besvær, og ingen dækker deres tabte indtægt. Og millioner af indiske husmødre, der i årevis har lagt penge til side i smug, tvinges nu til at røbe deres små kontantbeholdninger – ikke altid en fordel, hvis husbonden har laster.

Økonomiske efterdønninger

Endelig frygter mange, at indgrebet vil skære toppen af vækstraterne. Indkøb af større luksusvarer er sat på standby og boligpriserne er faldende, da udbetalingen ofte sker i kontanter. På et dybere plan skaber indgrebet usikkerhed om pengenes troværdighed, hvilket kan styrke indernes i forvejen lidenskabelige forhold til guld.

Men store gulddepoter er skidt for økonomien, da det dræner det finansielle sektor for likvide midler – guld i skuffen kan ikke investeres. Tilhængerne indvender, at indgrebet netop vil føre til mere kapital, da hengemte penge nu tvinges ind på bankkonti.

En klassisk Modi

Pengeombytningen er et sympatisk og tiltrængt slag mod korruptionen, der plager Indien, men det er også ”en klassisk Modi”: Et indgreb rettet mod Indiens helt store problemer, med en strategi alle kan forstå, der emmer af maskulin handlekraft, lanceres under stor fanfare og har måske/måske-ikke den tilsigtede effekt (se indlæg: Take the Poo to the Loo & Statuen der ikke voksdede ind i himlen).

Timingen god, til næste år venter fem delstatsvalg, som gerne skal vindes. Til den tid har irritationen forhåbentlig lagt sig, og folket vil huske Modi som handlingens mand. Manden, der knuste korruptionen med den store hammer.


16.11.2016: Radio 24syv Millionærklubben (30 min. inde i indslag)

10.11.2016: The Economist – Taking notes
14.11.2016: Firstpost – Demonetisation…
12.11.2016: EPW – Theatrics on Black Money

Photo credits: Shutterstock

image_pdfimage_print
twitter

Jeg vil skilles. Jeg vil skilles. Jeg vil skilles.

Ifølge Sharia kan muslimske mænd afbryde et ægteskab ved sige ”talaq” tre gange. Loven er afskaffet i Pakistan og Bangladesh, men stadig aktiv i Indien. Nu overvejer den indiske højesteret, om ”triple talaq” er forfatningsstridig. Et forbud vil være en sejr for kvindesagsgrupper, men hvordan kan Sharia overhovedet være gældende i et sekulært land som Indien?

Hvordan tilpasser man Sharia de sociale medier i det 21. århundrede? Tag f.eks. triple talaq. Skal manden sige ordene direkte til sin kone, eller kan han nøjes med at poste dem på hendes Facebook-side? Og hvad med tre sms’er, er det ok? De skriftkloge er uenige, og mens debatten raser, må stadig flere indiske kvinder se deres ægteskab annulleret per smartphone.

Tidligere i år var det så 35-årige Shayara Banos tur, da hun modtog et brev fra sin mand med de tre talaq’er. Deres 15 år lange ægteskab var slut, og siden har hun ikke set sine børn. Skilsmissen afspejlede et skævt magtforhold til mandens fordel, for kvinder har i praksis ikke samme mulighed for at lade sig skille, og er ringere stillet efterfølgende.

En tur i højesteret

Shayara Banos sagfører tog sagen op ved den indiske højesteret, der var tale om et grundlæggende brud på lighedsrettigheder. Søgsmålet anfægtede ikke kun triple talaq, men også flerkoneri.

Søgsmålet vakte opsigt, men var egentlig blot den seneste udvikling i en sag, der startede i oktober sidste år, da højesteretten på eget initiativ stillede skarpt på kønsdiskrimination i islamisk lov (den indiske højesteret er kendt for sin aktivisme og har ret til selv at rejse principielle sager). Initiativet ansporede andre, både NGO’er og privatpersoner som Shayara Bano, til at følge trop.

Sagen bliver politisk

Siden har debatten raset, og for to uger siden indsendte den indiske regering en officiel erklæring til højesteretten, hvor de krævede triple talaq afskaffet, med henvisning til 22 muslimske lande, der havde truffet samme beslutning.

I et modtræk afviste den islamiske interesseorganisation All India Muslim Personal Law Board enhver sekulær indblanding i religiøs lov, og argumenterede for, at kvinder er bedst tjent med ”instant divorce”, da manden ellers kunne føle sig nødsaget til at ”myrde eller brænde sin hustru”.

Hvorfor Sharia i Indien?

Men hvordan kan Sharia overhovedet være til debat i et land som Indien, der bygger på sekulære principper? En del af forklaringen går tilbage til kolonitiden, og briternes syn på inderne som værende gennemsyret af religion og kasteidentitet. Derfor var det også bedst, om de indfødte fik lov til at administrere deres familieretslige forhold ud fra egne religiøse traditioner, mente altså briterne. Således fik muslimerne Sharia.

Efter uafhængigheden i 1947 var det politisk umuligt at indføre en fælles All India Civil Code for alle trossamfund, selvom det ellers flugtede med både Nehru og Ambedkars idealer (hhv. Indiens første statsminister og manden, der stod i spidsen for det indiske forfatningsudvalg). Traditionelle kræfter over en bred kam fastholdt status quo, og desuden udgjorde muslimerne en vigtig vælgergruppe for Kongrespartiet.

Fra Shah Bano til Shayara Bano

Sharia blev (visse) muslimers hellige ko, en kulturel klippe i et hav af hinduer. Det stod klart 40 år senere i den såkaldte Shah Bano-sag, der ikke kun af navn minder om den aktuelle Shayara Bano-sag.

I starten af 1980’erne trak en muslimsk kvinde sin mand i retten, da han nægtede at betale hende mere end de tre måneder underholdsbidrag, som islamisk lov foreskriver. Sagen endte i højesteret, og i 1985 fik Shah Bano medhold. Manden skulle betale hende 197 rupees om måneden, uanset hvad Sharia mente om den sag. Samtidig opfordrede højesteret til en lovsanering, så alle kunne blive lige for loven, uanset trosretning – et ekko af Nehrus gamle vision.

Kongrespartiets hovedpine

Dommen førte til et ramaskrig i store dele af det muslimske samfund. Shah Bano blev udråbt til kætter og frosset ud af sine trosfæller, og endte med at frasige sig de 197 rupees. Statsminister Rajiv Gandhi frygtede for sine muslimske valgkredse, og gennemtrumfede en hastelov, der annullerede højesterets afgørelse.

Og hermed opstod en af de helt store ironier i indisk politik: Det sekulære Kongresparti er blevet Shariaens beskytter, mens hindunationalisterne kæmper for en fælles familie-lov for alle trossamfund (om end med flere hinduistiske aftryk end Nehru havde forestillet sig).

Shayara Bano-sagen er derfor en politisk foræring til den siddende hindunationale regering. Kongrespartiet ved ikke hvilket ben de skal stå på, for den indiske venstrefløj lider dybest set af samme ideologiske forvirring som den danske, når det kommer til Islam. Sympatien for udsatte minoriteter kolliderer med en stiltiende accept af synspunkter, der ligger venstrefløjen fjernt, f.eks. Sharia.

Feminister vs. feminister

Således tog en markant indisk feminist fornyelig afstand fra Shayara Bano-sagen i det velansete akademiske tidsskrift EPW.  Hun mente, at sagen vil polarisere befolkningen, bidrage til en ”stereotyp opfattelse af muslimske mænd og kvinder”, skabe opbakning til de konservative kræfter blandt muslimerne, styrke den hindunationale højrefløj og i øvrigt gøre livet surt for Shayara Bano, som hun forudser bliver frosset ud af sine muslimske fæller, ligesom hendes navnesøster blev det i 1985. Desuden er hele korstoget mod Sharia unødvendig, da indisk lov på alle måder beskytter triple talaq-ofre.

Det argument afviser den muslimske kvindesagsgruppe Bharatiya Muslim Mahila Andolan (BMMA), der er gået forrest i kampen mod triple talaq. Hvor manden blot skal udtale tre ord, skal kvinden kæmpe sig igennem retssystemet. Det er urimelig.

Desuden mener de, at triple talaq er uden belæg i Koranen, mod forfatningens ånd og grundlæggende umenneskelig overfor kvinder. Det gælder ikke kun talaq, men andre aspekter af muslimsk familieret: flerkoneri, arveret, myndighed overfor børn osv.

Kampen fortsætter

Og derfor fortsætter kampen. I august vandt BMMA en sejr i Bombay High Court om kvinders ret til at betræde Haji Alis ikoniske gravmæle i Mumbai. Nu står kampen om talaq. Men deres ambition er større: De vil have lov til selv at fortolke Koranen, i stedet for at forlede sig på ”patriarchal elements posing as religious leaders”. Som gruppens talskvinde siger: ”Jeg tvivler på, at de er i stand til at forstå Koranens værdier om retfærdighed, omsorg og visdom”.


Note om Sharia: Talaq praktiseres forskelligt afhængig af hvilken islamisk tradition, man følger. Det er kun Hanafi-traditionen, der tillader “instant talaq”. Andre traditioner lægger op til varierende karensperioder. 


  • The Guardian, 20. oktober 2016: ‘Talaq’ and the battle to ban the three words that grant India’s Muslim men instant divorce
  • Analyse fra BMMA: Seeking justice within family (Dr. Noorjehan Safia Niaz, Zakia Soman) – akademisk redegørelse for Talaq
  • EPW, 14. maj 2016: Muslim Women’s Rights and Media Coverage (Flavia Agnes) – den kritiske feminist
  • Firstpost, 19. september 2016: Why Flavia Agnes’ position on Shayara Bano’s SC petition is anti-women – kritik af den kritiske feminist
  • The Wire, 17. juni 2016: Why Triple Talaq Needs to Be Abolished – BMMAs argument
  • Hindustan Times, 18. oktober 2016: Cong caught between Muslim votes and women’s rights over triple talaq

Photo credit: Shutterstock

image_pdfimage_print
twitter
English