Jeg vil skilles. Jeg vil skilles. Jeg vil skilles.

Ifølge Sharia kan muslimske mænd afbryde et ægteskab ved sige ”talaq” tre gange. Loven er afskaffet i Pakistan og Bangladesh, men stadig aktiv i Indien. Nu overvejer den indiske højesteret, om ”triple talaq” er forfatningsstridig. Et forbud vil være en sejr for kvindesagsgrupper, men hvordan kan Sharia overhovedet være gældende i et sekulært land som Indien?

Hvordan tilpasser man Sharia de sociale medier i det 21. århundrede? Tag f.eks. triple talaq. Skal manden sige ordene direkte til sin kone, eller kan han nøjes med at poste dem på hendes Facebook-side? Og hvad med tre sms’er, er det ok? De skriftkloge er uenige, og mens debatten raser, må stadig flere indiske kvinder se deres ægteskab annulleret per smartphone.

Tidligere i år var det så 35-årige Shayara Banos tur, da hun modtog et brev fra sin mand med de tre talaq’er. Deres 15 år lange ægteskab var slut, og siden har hun ikke set sine børn. Skilsmissen afspejlede et skævt magtforhold til mandens fordel, for kvinder har i praksis ikke samme mulighed for at lade sig skille, og er ringere stillet efterfølgende.

En tur i højesteret

Shayara Banos sagfører tog sagen op ved den indiske højesteret, der var tale om et grundlæggende brud på lighedsrettigheder. Søgsmålet anfægtede ikke kun triple talaq, men også flerkoneri.

Søgsmålet vakte opsigt, men var egentlig blot den seneste udvikling i en sag, der startede i oktober sidste år, da højesteretten på eget initiativ stillede skarpt på kønsdiskrimination i islamisk lov (den indiske højesteret er kendt for sin aktivisme og har ret til selv at rejse principielle sager). Initiativet ansporede andre, både NGO’er og privatpersoner som Shayara Bano, til at følge trop.

Sagen bliver politisk

Siden har debatten raset, og for to uger siden indsendte den indiske regering en officiel erklæring til højesteretten, hvor de krævede triple talaq afskaffet, med henvisning til 22 muslimske lande, der havde truffet samme beslutning.

I et modtræk afviste den islamiske interesseorganisation All India Muslim Personal Law Board enhver sekulær indblanding i religiøs lov, og argumenterede for, at kvinder er bedst tjent med ”instant divorce”, da manden ellers kunne føle sig nødsaget til at ”myrde eller brænde sin hustru”.

Hvorfor Sharia i Indien?

Men hvordan kan Sharia overhovedet være til debat i et land som Indien, der bygger på sekulære principper? En del af forklaringen går tilbage til kolonitiden, og briternes syn på inderne som værende gennemsyret af religion og kasteidentitet. Derfor var det også bedst, om de indfødte fik lov til at administrere deres familieretslige forhold ud fra egne religiøse traditioner, mente altså briterne. Således fik muslimerne Sharia.

Efter uafhængigheden i 1947 var det politisk umuligt at indføre en fælles All India Civil Code for alle trossamfund, selvom det ellers flugtede med både Nehru og Ambedkars idealer (hhv. Indiens første statsminister og manden, der stod i spidsen for det indiske forfatningsudvalg). Traditionelle kræfter over en bred kam fastholdt status quo, og desuden udgjorde muslimerne en vigtig vælgergruppe for Kongrespartiet.

Fra Shah Bano til Shayara Bano

Sharia blev (visse) muslimers hellige ko, en kulturel klippe i et hav af hinduer. Det stod klart 40 år senere i den såkaldte Shah Bano-sag, der ikke kun af navn minder om den aktuelle Shayara Bano-sag.

I starten af 1980’erne trak en muslimsk kvinde sin mand i retten, da han nægtede at betale hende mere end de tre måneder underholdsbidrag, som islamisk lov foreskriver. Sagen endte i højesteret, og i 1985 fik Shah Bano medhold. Manden skulle betale hende 197 rupees om måneden, uanset hvad Sharia mente om den sag. Samtidig opfordrede højesteret til en lovsanering, så alle kunne blive lige for loven, uanset trosretning – et ekko af Nehrus gamle vision.

Kongrespartiets hovedpine

Dommen førte til et ramaskrig i store dele af det muslimske samfund. Shah Bano blev udråbt til kætter og frosset ud af sine trosfæller, og endte med at frasige sig de 197 rupees. Statsminister Rajiv Gandhi frygtede for sine muslimske valgkredse, og gennemtrumfede en hastelov, der annullerede højesterets afgørelse.

Og hermed opstod en af de helt store ironier i indisk politik: Det sekulære Kongresparti er blevet Shariaens beskytter, mens hindunationalisterne kæmper for en fælles familie-lov for alle trossamfund (om end med flere hinduistiske aftryk end Nehru havde forestillet sig).

Shayara Bano-sagen er derfor en politisk foræring til den siddende hindunationale regering. Kongrespartiet ved ikke hvilket ben de skal stå på, for den indiske venstrefløj lider dybest set af samme ideologiske forvirring som den danske, når det kommer til Islam. Sympatien for udsatte minoriteter kolliderer med en stiltiende accept af synspunkter, der ligger venstrefløjen fjernt, f.eks. Sharia.

Feminister vs. feminister

Således tog en markant indisk feminist fornyelig afstand fra Shayara Bano-sagen i det velansete akademiske tidsskrift EPW.  Hun mente, at sagen vil polarisere befolkningen, bidrage til en ”stereotyp opfattelse af muslimske mænd og kvinder”, skabe opbakning til de konservative kræfter blandt muslimerne, styrke den hindunationale højrefløj og i øvrigt gøre livet surt for Shayara Bano, som hun forudser bliver frosset ud af sine muslimske fæller, ligesom hendes navnesøster blev det i 1985. Desuden er hele korstoget mod Sharia unødvendig, da indisk lov på alle måder beskytter triple talaq-ofre.

Det argument afviser den muslimske kvindesagsgruppe Bharatiya Muslim Mahila Andolan (BMMA), der er gået forrest i kampen mod triple talaq. Hvor manden blot skal udtale tre ord, skal kvinden kæmpe sig igennem retssystemet. Det er urimelig.

Desuden mener de, at triple talaq er uden belæg i Koranen, mod forfatningens ånd og grundlæggende umenneskelig overfor kvinder. Det gælder ikke kun talaq, men andre aspekter af muslimsk familieret: flerkoneri, arveret, myndighed overfor børn osv.

Kampen fortsætter

Og derfor fortsætter kampen. I august vandt BMMA en sejr i Bombay High Court om kvinders ret til at betræde Haji Alis ikoniske gravmæle i Mumbai. Nu står kampen om talaq. Men deres ambition er større: De vil have lov til selv at fortolke Koranen, i stedet for at forlede sig på ”patriarchal elements posing as religious leaders”. Som gruppens talskvinde siger: ”Jeg tvivler på, at de er i stand til at forstå Koranens værdier om retfærdighed, omsorg og visdom”.


Note om Sharia: Talaq praktiseres forskelligt afhængig af hvilken islamisk tradition, man følger. Det er kun Hanafi-traditionen, der tillader “instant talaq”. Andre traditioner lægger op til varierende karensperioder. 


  • The Guardian, 20. oktober 2016: ‘Talaq’ and the battle to ban the three words that grant India’s Muslim men instant divorce
  • Analyse fra BMMA: Seeking justice within family (Dr. Noorjehan Safia Niaz, Zakia Soman) – akademisk redegørelse for Talaq
  • EPW, 14. maj 2016: Muslim Women’s Rights and Media Coverage (Flavia Agnes) – den kritiske feminist
  • Firstpost, 19. september 2016: Why Flavia Agnes’ position on Shayara Bano’s SC petition is anti-women – kritik af den kritiske feminist
  • The Wire, 17. juni 2016: Why Triple Talaq Needs to Be Abolished – BMMAs argument
  • Hindustan Times, 18. oktober 2016: Cong caught between Muslim votes and women’s rights over triple talaq

Photo credit: Shutterstock

image_pdfimage_print
twitter

Below Zero

Forholdet mellem Indien og Pakistan er historisk dårligt. I går gennemførte indiske specialenheder ”kirurgiske angreb” mod formodede terrorceller på den pakistanske side af grænsen, og for 10 dage siden angreb jihadier fra Pakistan en indisk militærbase. Høgene i Indien kræver hævn og hårdhændet handling, men statsminister Modi træder varsomt. Det er en farlig situation, og Indien har fat i den lange ende. 

De fire jihadier angreb ved daggry. De klippede hul i hegnet, sneg sig ind på basen og kastede håndgranater mod en række dieseltønder, placeret i nærheden af barakkerne. En kraftig brand bredte sig til teltene, hvor soldaterne sov. Dem som ikke døde i flammerne, blev skudt, som de kom løbende ud.

Angrebet varede kun en halv time, men blev det blodigste angreb på en indisk militærbase i 25 år. 19 soldater døde og 50 såret. Ingen af de fire jihadier overlevede.

Line of Control

Basen i Uri lå kun seks kilometer fra den såkaldte Line of Control (LoC), den reelle grænse mellem Indien og Pakistan i Kashmir, og føjede dermed endnu et kapitel til den lange konflikt mellem de to lande.

De fire gerningsmænd menes at tilhøre Jaish-e-Mohammed, en islamistisk terrororganisation med tætte forbindelser til den pakistanske efterretningstjeneste. Ifølge inderne var de udstyret med pakistansk isenkram; maskinpistoler, feltrationer og GPS-udstyr – hvis oprindelige koordinater placerede dem på den pakistanske side af LoC.

Et nyt lavpunkt

I de følgende dage lød højlydte krav om hævn og gengældelse fra pensionerede generaler, prominente Tv-værter og en højtstående politiker i statsministerens eget parti, der krævede ”en kæbe for en tand”. Pakistan var den egentlige dukkefører, og skulle straffes hårdt og kontant, mente de. Forholdet mellem Indien og Pakistan nåede et nyt lavpunkt i det 21. århundrede.

Nedturen startede den 2. januar 2016, da en indisk luftbase i Pathankot, Punjab blev udsat for et angreb, der i påfaldende grad mindede om angrebet på Uri (se Mod nye horisonter). Også her mente man, at Jaish-e-Mohammed stod bag. Pakistan afviste alle anklager, og anholdte en formodet indisk spion i Baluchistan under stor fanfare.

Kashmir – alle konflikters moder

For nogle måneder siden strammede konflikten for alvor til, da indiske styrke dræbte den populære oprørsleder Burhan Wani og antændte en intifada i Kashmir (se Det ulmer i Kashmir). Oprøret raser nu på tredje måned og har kostet 90 demonstranter livet og flere tusind sårede i mødet med indisk politi og militær.

Pakistan har kritiseret Indien i de skarpeste vendinger, og genoplivet deres gamle krav om en lokal folkeafstemning om Kashmirs fremtid (en øm tå for Indien, da kravet bygger på en næsten 70 år gammel FN-resolution).

Indien svarede igen med anklager om pakistansk støtte til Burhan Wanis kampfæller, og begyndte at træde på Pakistans egen ligtorn, Baluchistan, hvis oprør Pakistan mener Indien støtter. På Indiens uafhængighedsdag den 15. august udtrykte Modi sympati for Baluchistans folk, og skabte ny bølgegang mellem de to lande. I Baluchistan viftede den lokale separatistbevægelse med indiske flag.

Duen Modi

Stemningen var derfor spændt til det yderste, da Uri blev angrebet, og de indiske lænestolsgeneraler og hindunationale strammere forventede da også en skarp militær respons – ikke mindst fordi Modi gik til valg på en hård kurs overfor Pakistan, og i øvrigt aldrig fik hævnet angrebet på Pathankot-basen.

Skuffelsen var derfor stor blandt høgene, da Modi i stedet udfordrede Pakistan til en ”dyst på arbejdsløshed og barnedødelighed”, som han sagde i sin første offentlige udtalelse efter Uri-angrebet. Det var en noget anden sabelraslen, end de havde håbet på. Modi træder varsomt, og med god grund.

Hellere pennen end sværdet

For det første er den militære løsning for risikabel. Aftenen før angrebet på Uri udtalte den pakistanske forsvarsminister i TV, at han ikke ville tøve med at bruge atomvåben, hvis det blev nødvendigt. Pakistan har aldrig afskåret sig fra en ”first strike” option – i modsætning til Indien, og en større konventionel krig er derfor udelukket. Desuden vil et militært indgreb svække de politiske kræfter i Pakistan, der ønsker forsoning.

For det andet er diplomatisk isolering og økonomisk styrke et langt mere effektivt våben. Indien har indgået alliancer med Iran og Afghanistan, og er dermed godt på vej til at inddæmme Pakistan. Indien har været den glade giver af store udviklingsprojekter i Afghanistan siden 2001, blandt andet den nye parlamentsbygning i Kabul.

Det er næppe et tilfælde, at Afghanistan var en af de tre lande, der i sidste uge bakkede Indien op i sin boykot af det planlagte SAARC-møde i Pakistan i november (Sydasiens økonomiske samarbejdsorganisation). Nu bliver mødet aflyst.

Et klemt Pakistan

I sommers indgik Modi en aftale med Iran om massive investeringer i iransk industri og et stort havneanlæg nær den pakistanske grænse. Samtidig har Modi opbygget nære forhold til både USA og Rusland. Pakistan sidder tilbage med sin eneste trofaste ven, Kina.

Endelig har Modi antydet, at han vil genoverveje den gamle Indus Waters Treaty: ”blod og vand flyder ikke sammen” sagde han lettere truende forleden. Traktaten, som blev indgået i 1960, og fordeler vandet fra de seks floder, som Indien og Pakistan har til fælles.

Desværre for Pakistan, flyder alt vandet gennem Indien først. Det giver Indien nogle oplagte pressionsmuligheder. Selv de mindste reduktioner af vandtilførsel til Pakistan kan have store konsekvenser.

Og netop derfor kan Modi nøjes lidt bulder og brag over grænsen. Han har masser af andre tangenter at spille på.


For relaterede artikler:

  • The Diplomat, 24. september 2016: Could India and Pakistan Go to War?
  • The Times of India, 28. september 2016: How India plans to use Indus Water Treaty to turn the heat on Pakistan
  • The Diplomat, 30. september 2016: The Uri Attack and the Civil-Military Divide in Pakistan’s Kashmir Policy (om den pakistanske side af kabalen)
  • The Wire, 29. september 2016: Indian Surgical Strikes Against Terrorists in Pakistan: What We Know, What We Don’t Know (for analyse af nattens angreb mod Pakistan)

Photo Credit: OlegD / Shutterstock.com

image_pdfimage_print
twitter

Kampen om den hellige ko

Beskyttelsen af den hellige ko er en af hindunationalisternes vigtigste mærkesager, og en sag, som nyder stadig større bevågenhed i Indien. Hvert år bringer skrappere love og skærpet retorik, og statsminister Modi burde glædes. Men sejren har kun gjort livet sværere for ham.  

Uden for Mumbai ligger en ranch med frodige grønne marker, velholdte bygninger og en stald, hvor 220 køer nyder deres otium. Staldene er overvåget af CCTV og udstyret med ventilation, sprinklersystem og musikanlæg, der spiller religiøse hymner, mens dyrene tygger drøv. Det holder dem i godt humør, siger Sachin Patil, lederen af ko-refugiet, og et mangeårigt medlem af den hindunationale organisation, RSS.

Ranchen, som hedder Keshav Srushti Gaushala, er en af de mange ko-retræter, som tager vare om køer, der har nået pensionsalderen – køer, der ikke længere producerer mælk, men heller ikke kan slagtes som følge af Maharashtras forbud mod slagtning af køer.

Ko-vogtere

Sidste år strammede delstaten loven, så man nu risikerer op til fem års fængsel for salg eller besiddelse af oksekød. Derudover må man ikke længere slagte ”udtjente” kvæghold. De skal dø en naturlig død.

Stramningerne i Maharashtra afspejler udviklingen på landsplan. I dag er der – i varierende grader – forbud mod slagtning af køer i 24 af Indiens 29 delstater. Dertil kommer en skærpet retorik mod ”ko-drab” (som det kaldes) og et stigende antal gau rakshaks – ko-vogtere. Mange af vogterne handler ud fra en religiøs fordring, og passer køerne med den største hengivenhed.

Andre har en anden dagsorden. De deltager i voldelige overgreb og lynchninger af især muslimer og kasteløse, der mistænkes for at slået køer ihjel (se Det var bare lammekød), eller kræver penge af kvægtransporter, før de lader dem køre videre.

Kasteløs vrede

For halvanden måned siden gik det ud over fire kasteløse i byen Una i delstaten Gujarat, der fik tæv af de mere hårdtslående ko-vogtere, da de blev pågrebet med en død ko. De fire insisterede på, at de havde anskaffet koen på redelig vis og blot gjorde deres arbejde – mange kasteløse lever af at fjerne døde dyr, hvis skind de flår og garver – men forgæves. De blev bundet til en 4-hjulstrækker og fik pisk. Afstraffelsen blev optaget på video, og lagt ud på de sociale medier.

Hændelsen skabte en stærk vrede blandt de kasteløse. I de efterfølgende dage bredte protesterne over hele Gujarat, og de kasteløse erklærede, at de nu ville lade de døde dyr blive liggende i gaderne. Så kunne højkasterne selv fjerne dem.

Problemer med baglandet

Toppolitikere flokkedes til hospitalet hvor de fire var indlagt, herunder den hindunationale delstatsleder Anandiben Patel, der prøvede at klinke skårene. Siden er hun trådt tilbage af ”helbredsmæssige årsager”. Narendra Modi har fordømt overgrebene, og beskyldt mange af ko-værnene for at være falske disciple. Bemærkningen skabte vrede i Modis hindunationale bagland, og blotlagde hans eget grundlæggende dilemma.

På den ene side er beskyttelsen af koen en af de mest centrale mærkesager i den hindunationale bevægelse. Koens ophøjede status er dybt forankret i de hellige skrifter, og koen æres på tværs af kasteskel og regionale grænser.

Hindunationalt hjerteblod

Allerede i slutningen af 1800-tallet, da reformbevægelsen Arya Samaj lagde kimen til den hinduistiske vækkelse, var den hellige ko det naturlige samlingspunkt, et symbol alle kunne forstå. Det samme gjorde sig gældende i 1920’erne, da den paramilitære bevægelse RSS så dagens lys. Den hellige ko er hindunationalt hjerteblod, og den store fokus på beskyttelsen af den hellige ko er en ubetinget ideologisk sejr.

På den anden side er der store økonomiske interesser i spil. Indien producerer en femtedel af verdens mælk, den indiske mælkeindustri har en samlet omsætning på 60 milliarder dollars om året. Og dén nyder ikke godt af de ideologiske opstramninger.

Hvis de hindunationale forbud om slagtning af køer bliver alt for omfattende, står Indien tilbage med en ældrebyrde blandt køer og okser. Hvad skal der ske med alle dem, der er for gamle til at producere mælk, og for affældige til avl? Og hvad med de mange tyrekalve, der fødes? De kan ikke alle komme på plejehjem uden for Mumbai.

Glæden ved læder

Dertil kommer læderindustrien, der omsætter for 12 milliarder dollars om året, og spiller en vigtig rolle i Modis Make In India-program, der skal skabe flere industriarbejdspladser i Indien (om end garverierne er stærkt forurenende og spænder ben for Modis Clean Ganga-projekt. Det er ikke nemt at være indisk statsminister…).

Læderindustrien beskæftiger 2½ mio. mennesker, især muslimer og kasteløse, og det bringer os videre til Modis politiske dilemma. Under de efterfølgende protester i Gujarat stod muslimer og kasteløse side om side. De to grupper har fælles interesser. De udgør Indiens mest marginaliserede grupper, og er begge økonomisk truet af den voksende modstand mod ”ko-drab”.

Visse analytikere ser konturerne af en ny politisk alliance, der kan udfordre hindunationalisterne i deres egen højborg, Modi hjemstat Gujarat, ikke mindst fordi der i forvejen er utilfredshed blandt hans Patel-kernevælgere (se Når kaster snobber nedad).

Nye alliancer

Derudover kan den kasteløse vrede og gryende alliance med muslimerne underminere chancen for en valgsejr i den folkerige delstat Uttar Pradesh til næste år. Ikke overraskende har Mayawati, den magtfulde kasteløse leder fra Uttar Pradesh, besøgt de fire ofre fra Una på hospitalet. Det samme har Kongrespartiets vicepræsident Rahul Gandhi, der måske håber at puste liv i den gamle alliance med de kasteløse. For Modi er der mere på spil; det handler om hans genvalg i 2019, hvor en sejr i Uttar Pradesh er stærkt nødvendig.

Og således er det blide dyr, der symboliserer alt det bedste i verden – gavmildhed, selvopofrelse, frugtbarhed og fred – blevet omdrejningspunktet for en benhård kamp om penge, magt og rå politik. I det spil er der ingen hellige køer.


P1 Morgen – 5/9-2016

Swarajyamag – 19/8-2016
The Economist – 18/8-2016
The Wire – 18/8-2016
Al Jazeera – 25/8-2016
Vice news – 10/8-2015

Og en god artikel om de konkrete konsekvenser, den nye lov har for Maharashtras bønder (en vinkel, som lå uden for indlægget fokus):

India Express – 4/2-2016

Photo Credits: Shutterstock

image_pdfimage_print
twitter

Uden mad og drikke…

For 16 år siden svor Irom Sharmila, at hun ikke ville indtage mad og drikke, rede sit hår eller se sig i spejlet førend den kontroversielle AFSPA lov blev afskaffet. Loven giver det indiske militær vidtrækkende beføjelser i urolige områder, blandt andet hendes egen delstat Manipur i det nordøstlige Indien. I sidste uge afsluttede hun sin sultestrejke, men loven står stadig ved magt. Var kampen forgæves?

Den 9. august brød Irom Sharmila verdens længste sultestrejke foran en samlet verdenspresse. Hun spiste lidt honning fra sin finger, skar en grimasse og proklamerede, at kampen fortsatte på demokratisk vis. Nu ville hun stille op til valg som delstatsleder med det ene formål at afskaffe AFSPA-loven. Det var en ny strategi mod samme mål.

Kursskiftet kom i erkendelse af den indiske regerings urokkelighed. I næsten 16 år var hun blevet stillet for en dommer hver 14. dag, hvor hun fastholdt sin intention om sultestrejke. Derefter blev hun ført tilbage til det lokale hospital og tvangsfodret med sondemad gennem næsen, officielt fordi selvmord er forbudt i Indien.

Et ikon mod AFSPA

Men reelt var der mere på spil, for Irom Sharmila er med tiden blevet selveste ikonet i kampen mod AFSPA, ikke kun i sin egen delstat Manipur, men i hele det nordøstlige Indien og Kashmir, hvor loven er gældende. Og statsmagten ønsker ikke en martyr i den kamp.

Derfor blev Irom Sharmila mandsopdækket døgnet rundt af 40 personer, herunder fem læger og 12 sygeplejersker, der sikrede, at hun tre gange om dagen fik den nødvendige blanding af vitaminer, kulhydrater, proteiner og afføringsmiddel op gennem et rør i næsen. Hun nægtede at drikke, og børstede sine tænder med et stykke tørt bomuld.

Irom Sharmilas metoder var lige efter Mahatma Gandhis bog: passiv modstand, ikke-vold og sultestrejke. Men i modsætning til Gandhi, førte Sharmilas protest ingen vegne. Gandhi nød større folkelig opbakning, fik mere bevågenhed og blev i øvrigt ikke tvangsfodret af myndighederne. Det gav en naturlig bagkant på enhver protestaktion.

Massakren i Malom

Irom Sharmilas aktion startede i november 2000, da indiske soldater skød og dræbte 10 uskyldige mennesker ved et busstopsted i landsbyen Malom i Manipur. Massakren skete i forbindelse med et bombeangreb på soldaternes militærkonvoj udført af den lokale oprørsbevægelse.

Delstaten Manipur har – ligesom de fleste andre nordøstlige delstater – været plaget af vedvarende uroligheder i snart 50 år. Især 1980’erne og 90’erne gik det hårdt for sig. Årsagerne er komplekse og mangfoldige, men bunder især i en manglende folkelig tilknytning til den indiske nation og en stor etnisk diversitet. Der findes over 470 etniske grupper i det nordøstlige Indien, der taler 400 sprog og dialekter.

Nogen af grupperne kæmper derfor for løsrivelse fra Indien. Andre udkæmper en etnisk krig mod gamle ærkefjender. Andre igen – især nu om dage – er gemene røverbander, der lever af afpresning.

Den koloniale arv

Det var i forbindelse med den voksende lovløshed i nordøst, at regeringen i 1958 indførte den såkaldte AFSPA-lov (Armed Forces Special Powers Act). Loven er egentlig et kolonialt efterladenskab, indført af briterne i forbindelse med Quit India kampagnen den 9. august 1942 – i øvrigt samme dato som Irom Sharmila afsluttede sin sultestrejke. Næppe et tilfælde.

Med Quit India kampagnen opfordrede Mahatma Gandhi og Kongresbevægelsen inderne til civil ulydighed overfor kolonimagten, på et tidspunkt, hvor briterne var allermest sårbare og japanerne havde kurs mod Indien. Myndighederne svarede igen med en særlig håndfast lov, der gav militæret frie tøjler til at knuse enhver dissens. AFSPA.

Licence to Kill

Loven ophæver de almindelige grundlovssikrede borgerrettigheder i områder hvor lokale myndigheder er ude af stand til at sikre lov og orden. Sikkerhedsstyrker må ransage biler og bygninger og foretage anholdelser uden kendelse (dog skal de overdrages til politiet ”så hurtigt som muligt, med rapport om omstændighederne for anholdelsen”). Officerer må beordre anvendelse af dødelig magt, og kan kun retsforfølges med særlig tilladelse fra regeringen.

Tilhængere af AFSPA fastholder, at militæret ville stå magtesløs i kampen mod oprørsgrupper uden disse særlige rettigheder. De påpeger, at loven kun er blevet brugt i de mest ekstreme situationer (Nordøstindien 1958, Punjab 1983 og Kashmir 1990), hvor Indien har været ramt af væbnet oprør, og hvor løsrivelsesgrupper truer Indiens sammenhængskraft. Uden AFSPA – siger de – havde den indiske stat aldrig besejret sikhernes velorganiserede, og af Pakistan støttede, oprør i Punjab i 1980’erne.

Kritikere, herunder FN og den indiske venstrefløj (om end det i teorien venstreorienterede Kongresparti troligt har støttet loven i alle år), mener at AFSPA er upassende for et demokrati som Indien. Samtidig mener de, at loven bare gør ondt værre. Sikkerhedsstyrker med frie tøjler vil uvægerlig føre sig frem med større voldsomhed, og det giver anledning til yderligere oprør. Situationen i Kashmir lige nu fremhæves som et skoleeksempel på dét (se Det ulmer i Kashmir).

Historiske skeletter

Irom Sharmila har skabt debat om AFSPA, men får næppe loven afskaffet, også selvom hun mod forventning skulle blive Manipurs delstatsleder næste år. Centralregeringen i Delhi har det sidste ord i sagen, og er – som alle deres forgængere – rundet af Indiens historie. Og den historie skaber grundlag for AFSPA.

Delingen af Britisk Indien for præcis 69 år siden i dag førte til massemord og flygtningestrømme i et episk omfang (med op til en mio. døde og cirka 17 mio. flygtninge til og fra Indien og Pakistan).

Den erfaring har været styrende for enhver siddende indisk regering lige siden. Aldrig mere skulle nationens sammenhængskraft udfordres, enhver løsrivelsesbevægelse skulle imødegås med dialog og demokratisk kompromis, og – om nødvendig – med væbnet magt. I statsmagtens optik er AFSPA derfor nødvendig.

Og derfor bliver AFSPA sandsynligvis først afskaffet når den sidste oprørsgruppe i Manipur har nedlagt våbnene, som det i øvrigt var tilfældet i nabostaten Tripura sidste år. Desværre er Manipur stadig hærget af en pallette af mere eller mindre tvivlsomme oprørsgrupper, så der venter stadig en hård kamp for Irom Sharmila.


For AFSPA-tilhængernes argumentation, www.swarajyamag.com
For filmklip over Irom Sharmilas første honning
Indlæg på Radio 24syv

Se derudover nyttige artikler:

image_pdfimage_print
twitter

Transkønnede tendenser

For 10 dage siden vedtog den indiske regering en lov, der beskytter transkønnede mod overgreb og diskrimination, og i dag starter den første transkønnede kulturfestival i Indien nogensinde; The International Transgender Arts Festival. Det er nye toner for Indiens transkønnede, som generelt anskues med en blanding af frygt og foragt af den øvrige befolkning. Det gryer i øst for en udstødt minoritet.

For nylig gik en indisk video for større trafiksikkerhed viral og blev delt fem millioner gange. Det var usædvanligt, for trafiksikkerhed er ikke just noget, der tynger de indiske bilister. Men omvendt var filmen også usædvanlig.

Scenen var sat i én af Mumbais evindelige trafikpropper; en hårknude af biler, der sad urokkelig fast. Pludselig tonede en flok transkønnede frem iført kongeblå sarier med gyldne kanter. Lederen tændte for sin megafon:

”May I have your attention please…?” råbte han henover de måbende bilister, mens pigerne stillede sig an mellem bilerne. ”Hvis I skal køre som en pilot er der ting I bør vide… der er ingen iltmasker i jeres biler, der er ingen redningsveste under jeres sæder, men der er sikkerhedsseler, så hvorfor bærer I dem ikke, skatter…?”, lød det gennem megafonen, mens pigerne udførte en parodi på den klassiske sikkerhedsinstruks, som udspiller sig i alle fly før takeoff. Seancen var krydret med sjofle bemærkninger som… ”Hey sexy boy, stop filming me and wear your seat belt…”.

På kanten af samfundet

Filmen var et muntert indslag i en ellers dyster dagligdag for de fleste indiske transkønnede, eller hijras, som de hedder i Indien.

Transkønnede identificerer sig ikke med det køn, som de er født med, og lever derfor på tværs af de vedtagne forestillinger om køn. Der er altså ikke tale om seksuel orientering, men om kønsbevidsthed, hvorfor de også kaldes for det tredje køn.

Over det meste af verden lever de  på kanten af samfundet; udstødte fra deres egne familier, chikaneret af myndighederne og uden adgang til jobmarkedet. I Indien tjener de til dagen og vejen ved almisser og prostitution; forekomsten af Hiv-smitte blandt transkønnede er over 100 gange højere end landsgennemsnittet. Mellem 17.5% og 41% menes at være smittet med Hiv.

Velsigner de nyfødte

Men trafik-filmen fra Mumbai afspejler også en særlig indisk (eller rettere, sydasiatisk) dobbelthed i forhold til transkønnede. For selvom hijra-folket lever på samfundets bund, er de samtidig omgærdet af en vis religiøs aura, der gør deres velsignelser eftertragtede, og deres forbandelser frygtede. Og det udnytter de til det yderste.

Hijra-folket er markante skikkelser i bybilledet. De går gennem gaderne iført kvindetøj og kraftig make-up. De er højlydte og sjofle, de danser og svanser, klapper med hænderne og kræver almisser i flæng.

De flirter med mændene og truer med at blotte sig, med mindre de får en erkendtlighed (hvad de som regel gør, ganske hurtigt…). De møder op hos nybagte forældre og velsigner de nyfødte, og gate-crasher bryllupper med løfter om lykke og frugtbarhed. Mod betaling, naturligvis.

En ældgammel kultur

Sydasiens transkønnede adskiller sig fra deres fæller i resten af verden ved en særegen kultur og historie, som går flere tusind år tilbage. Hijra-folket følger deres egne normer og traditioner, og lever i små samfund tilknyttet en chela – en guru – som passer på dem og sørger for deres oplæring.

De første referencer til hijra-folket findes i vedaerne, de gamle hinduistiske skrifter fra cirka år 1.000 fvt, og gennem historien har de haft vekslende status i samfundet.

Ifølge nogen beretninger (William Dalrymple, City of Djinns) har hijra-folket altid været uglesete blandt hinduerne, mens de nød større anseelse ved de muslimske hoffer i Nordindien. Her levede de som enukker, med en særlig magt og fortrolighed. Hijra-folkets ambivalente status i dag bygger på en syntese mellem det traditionelle hinduistiske og muslimske syn på de transkønnede, mener Dalrymple.

Andre mener, at hijra-folkets status falmede i mødet med den britiske kolonimagt. Den victorianske seksualmoral levnede ikke meget plads til flydende kønsidentitet og i 1871 blev hijra-folket kriminaliseret. Nu kunne de anholdes på stedet for deres amoralske adfærd. Det britiske stempel hænger ved, den dag i dag.

Medhold fra højesteret

Men tiderne skifter, til det bedre. I april 2014 anerkendte den indiske højesteret hijra-folket som ”det tredje køn”, og krævede, at kategorien ”transkønnet” skulle anføres som valgmulighed på officielle dokumenter. Samtidig skulle de transkønnede tildeles adgang til samme statslige støtteordninger i forhold til uddannelse, sundhed og beskæftigelse som de fattige.

Siden har Indien fået sin første transkønnede rektor og borgmester og er – som kuriosum – blevet anvendt til opkrævning af udestående skatter i delstaten Bihar. De er jo berygtede for deres vedholdenhed, og deres evne til at få selv de mest fodslæbende mænd til lommerne.

…og fra Modis regering

Den 20. juli 2016 vedtog Narendra Modis regering den såkaldte Transgender Persons (Protection of Rights) Bill, der pålægger alle myndigheder at beskytte transkønnede mod overgreb og diskrimination, med skærpede strafferammer på op til to års fængsel mod enhver, der angriber eller ydmyger transkønnede, ”tvinger dem væk fra deres landsbyer, river tøjet af dem og fører dem nøgne rundt” i gader, til spot og spe.

Dermed er loven på plads. Nu mangler bare den folkelige accept. The International Transgender Arts Festival i Bangalore er et lille skridt i den retning, når de transkønnede indtager scenen med traditionel indisk dans, sang og teater.

Som en af deltagerne sagde med en vis underdrivelse: ”Det er ikke hver dag vi ser nogen fra vores samfund på de skrå brædder”. Der er et stykke vej endnu til fordums hyldest på de nordindiske kongepaladser.


Photo credits: wuthrich didier / Shutterstock.com

Samt indlæg i P1 Morgen den. 01.08.2016

image_pdfimage_print
twitter

Det ulmer i Kashmir

I fredags blev Burhan Wani dræbt af indiske sikkerhedsstyrker i Kashmir. Han kæmpede for Kashmirs løsrivelse fra Indien og var oprørsbevægelsens ”poster boy”, deres smukke ansigt udadtil. Siden har myndighederne indført udgangsforbud, lukket skolerne ned og aflyst en stor pilgrimsfærd. Alligevel er titusindvis af borgere gået på gaden. Indtil videre er 21 døde og mere end 200 sårede i sammenstød med politi. Mange frygter, at Burhan Wanis død puster liv i en gammel konflikt.  

Det havde glædet Burhan Wani, at han toppede på Twitter dagen efter sin død. De sociale medier var hans primære slagmark; det var hér han skilte sig ud fra de andre skæggede jihadier. Burhan opdaterede Facebook og WhatsApp med en lind strøm af billeder og filmklip fra slagmarken i Kashmirs dybe skove:

Burhan med Kalashnikov. Burhan iført kamuflagetøj. Burhan omkring lejrbålet, hvor han jokede med kammeraterne, spillede cricket i bjergene og holdt glødende brandtaler mod politi og militær. Det var krigerromantik fra første parket, med adgang fra selv den tyndeste Wi-Fi forbindelse.

Vold avler vold

Burhan Wani sluttede sig til oprørsbevægelsen som 15-årig. Han kom fra en veluddannet familie. Hans far var forstander på det lokale gymnasium, hans mor havde en universitetsuddannelse, og selv var han en mønsterelev med gode karakterer.

Men i 2010 blev han stoppet af indisk militær sammen med sin bror. De fik tæv, han blev ydmyget, og et par måneder senere sluttede han sig til den islamistiske oprørsbevægelse Hizbul Mujahideen.

Han steg i graderne, blev bevægelsens yngste leder og den mest kendte oprører i Kashmir i mange år. For han var en lokal dreng, ikke en ukendt kriger fra Pakistan. Han stod frem uden tildækket ansigt. Han var veltalende og sympatisk, og hans historie vakte gehør i den brede befolkning.

Snart stod han øverst på indernes dødsliste, med en million rupees i dusør hængende over sit hoved. For et par måneder siden sagde hans far med nærmest profetisk sikkerhed: ”Jeg afventer Burhans lig. Oprørene overlever i gennemsnit syv år, og han har levet i seks. Så jeg ved, at hans tid nærmer sig…”.

En skrøbelig fred

De nyeste uroligheder kommer efter en længere periode med umiddelbar ro. De seneste fem år er turisterne flokkedes til Kashmir i et omfang, der ikke er set siden oprøret startede i 1989.

I 2015 besøgte én million indiske og 30.000 udenlandske turister Kashmir. Sikkerhedssituationen er generelt stabil, bortset fra sporadiske bataljer mellem indisk og pakistansk militær langs Line of Control (LoC).

Op gennem 1990’erne og frem til midten af 00’erne udgjorde urolighederne i Kashmir Indiens største interne sikkerhedsproblem. Kashmir er Indiens eneste muslimsk dominerede delstat, og mange kashmirier har aldrig følt sig hjemme den indiske nation. Oprøret startede, da den sekulære Jammu Kashmir Liberation Front (JKLF) trak våben for et selvstændigt Kashmir.

Snart fulgte islamistiske jihadier med kamperfaring fra Afghanistan, der ønskede Kashmir underlagt Pakistan. Disse bevægelser – især Hizbul Mujahideen og Lashkar-e-Taiyyba – fik massiv støtte af Pakistan, og kastede delstaten ud i et orgie af terror rettet mod de lokale hinduer. De ønskede et Kashmir renset for vantro og fordrev omkring 300.000 hinduer fra deres hjem.

Indien svarede igen, og indsatte en halv million soldater i delstaten. Civilbefolkningen blev udsat for overgreb fra begge sider, med vilkårlige henrettelser og tortur. Mindst 50.000 mennesker mistede livet.

Da oprøret ebbede ud

I midten af 00’erne ebbede oprøret ud. Pakistan neddroslede deres støtte til jihadierne og inderne satte sig tungt på forsyningsruterne henover grænsen. Desuden nød de udenlandske jihadier stadig mindre opbakning i den brede befolkning. De var trætte af krigen, og delte generelt ikke jihadiernes islamiske ideologi og deres ønske om sammenlægning med Pakistan. Dødstallet faldt markant (se graf) og Kashmir gennemførte delstatsvalg med rimelig deltagelse i 2008.

Insurgency_Terror-related_Fatalities_of_Civilians_and_Security_Forces_in_Jammu_and_Kashmir_India_from_1988_to_2013

Alligevel fortsatte undertrykkelsen. Jf. to omdiskuterede love – PSA (Public Safety Act) og AFSPA (Armed Forces Special Powers Act) – havde politiet ret til at fængsle borgere uden rettergang, mens militæret var straffri i forhold til overgreb. Og det gjorde de så; fængslede og torturerede (se også Amnesty Internationals rapport fra 2015).

Da unge i 2010 gik på gaden for at demonstrere mod overgreb, blev de mødt med skarpe skud. Over 110 blev dræbt. Ønsket om væbnet modstand slog rod i en ny generation, herunder Burhan Wani.

De ny jihadier

I modsætning til 1990’erne jihadier, er de nye oprørere forankret i lokalmiljøet. De kommer ikke fra Pakistan. Mange af dem veluddannede, har gode jobs og træder offentligt frem på de sociale medier. De er ikke længere anonyme.

Som den lokal politichef i det urohærgede Pulwama-distrikt sagde fornyligt: ”De unge sidder i timevis og ser de videoer, som de lokale militante uploader… deres eneste rollemodeller er oprøre med våben som Burhan. Vi har ikke været i stand til at give dem nogen alternative rollemodeller”.

Og i modsætning til de udenlandske krigere, er de nye oprøres vrede ikke rettet mod lokale hinduer og pilgrimme, men mod militærets brutalitet og deres manglende respekt for borgerrettigheder. Det var i hvert fald Burhan Wanis budskab.

Den lokale forankring har tilsyneladende givet oprørerne en stærk opbakning i befolkningen, især i det sydlige Kashmir. Der berettes om hele landsbyer, der møder op, når der er væbnede sammenstød i området. De kaster med sten mod militæret og hjælper oprørerne med at flygte. Det skete ikke i 1990’erne.

Status quo

På overfladen handler oprøret om undertrykkelse og desillusion. Den massive militære tilstedeværelse, deres brutale fremfærd, deres foragt for basale rettigheder, den manglende politiske dialog, den høje arbejdsløshed, den evige status quo, er alle kilder til frustration og fremmedgørelse blandt de unge. Og der er mange unge. 60% af Kashmirs befolkning er under 30 år.

Derudover taler visse iagttagere om en gryende nationsfølelse blandt Kashmirs unge, der er vokset ud af det snart 30 år lange modsætningsforhold til den indiske stat, samt den stigende hindunationalisme i Indien. Det har skabt en national modkultur i det muslimsk dominerede Kashmir.

Sidste års lynchning af Mohamed Akhlaq i Bisada (se indlæg Det var bare lammekød), mistænkt for at spise oksekød, og en lignende sag mod en lastbilchauffør i Kashmir, der fik kastet brandbomber ind i førerhuset, hænger ved i den kollektive bevidsthed.

Samfundets skyld

Den nuværende oprørsbevægelse er stadig for lille til at udfordre det indiske militær. Analytikere mener, at oprørerne blot udgør nogle hundrede mand. De nyder ikke samme støtte fra Pakistan, som deres forgængere, og selvom store dele af befolkningen måske sympatiserer med deres kamp, kender de prisen for oprør – mange savner de gyldne tider, hvor turister valfartede til Kashmir.

Men også i 1989 startede oprøret i det små. Da Indien næppe nogensinde giver Kashmir fra sig, står valget mellem krig eller forsoning. Det bør give anledning til selvransagelse hos magthaverne.


Se også relevante artikler

Samt indlæg i P1 Morgen den 25.07.2016

image_pdfimage_print
twitter
English