Synopsis

Bogen falder i seks kapitler, der hver især stiller skarpt på en eller flere af 90’ernes tendenser. Dertil kommer tredive korte fortællinger jævnt fordelt over de seks kapitler, der enten kan læses hver for sig eller i sammenhæng med de store kapitler. De korte fortællinger kredser dog alle om samme temaer, som afdækkes i det tilhørende hovedkapitel.

I første kapitel bærer de korte fortællinger præg af faktabokse, der sammenfatter de vigtigste og mest grundlæggende forhold i det indiske galleri, men herefter bygger de alle på egne oplevelser i Indien; fra mine første spæde skridt som ung, rodløs backpacker i 90’erne, lykkelig uvidende om det land jeg rejste i (selvom jeg nok mente noget andet den gang). Til semi-seriøs specialestuderende på vandring gennem Pakistans historiske arkiver. Til den halvmodne familiefar, der mere eller mindre forgæves forsøgte at indpode sine døtre en kærlighed til Indien. Og endelig den målrettede forsker i forbindelse med tilblivelsen af bogen.

I det første kapitel ”Kongrespartiets storhed og fald” sættes scenen for den nation, som nu er under forandring. Kapitlet tager afsæt i nationens fødsel i 1947, den traumatiske og blodige deling af Indien og Pakistan, som på alle måder prægede Indien og Nehrus vision.

Den røde tråd gennem hele kapitlet er Nehru-familien og Kongrespartiets historie. Deres betydning for Indien kan ikke undervurderes, for deres styrker og svagheder er indvævet i nationens dna. Dermed er ”En umage nation” ikke kun et kapitel, der leverer en historisk baggrund, det beskriver også en af de mest grundlæggende tendenser frem til i dag, nemlig Kongrespartiets og Nehru-klanens storhed og fald. Mange af de store forandringer, som præger Indien nu, udspringer af denne bevægelse. Og det knusende nederlag, som Nehrus oldebarn og arvtager, Rahul Gandhi, led ved valget i 2014, sætter et passende punktum for både kapitlet og den generelle udvikling.

90’ernes to store politiske tendenser dækkes i de efterfølgende to kapitler. I ”Hardcore Hindu” følger vi hindunationalismens fremmarch, fra slaget om Ayodhya til valgsejren i 2014. Og selvom Modis vælgertække især skyldes et udbredt håb om økonomisk udvikling, så er partiets ideologiske tankegods stadig intakt. Modi er om nogen et barn af den hindunationale vækkelse, han meldte sig ind i den militante hinduorganisation RSS da han var otte.

Hans og deres ideologi er et grundlæggende opgør med Kongresbevægelsens helligste kronjuveler, nemlig at Indien er en sekulær nation, der favner alle trosretninger. For Nehru udgjorde den sekulære tanke selveste grundlaget for det moderne Indien, den vision, der skulle sikre nationens sammenhængskraft. Hindunationalisterne var dybt uenige, og dræbte Gandhi på den konto. For dem er Indien en hinduistisk nation, hvis normer og kultur de andre trossamfund må indordne sig under. Især de kristne og muslimerne, som tilbeder fremmede, ikke-indiske guder. Om Modi forbliver tro mod sit radikale bagland, eller i stedet vender sig mod sin anden store partner, Big Business, bliver afgørende for Indiens religiøse minoriteter og den generelle stemning i Indien.

I ”Kastekrigerne” vender vi os mod den anden store politiske strømning i Indien, den demokratiske vækkelse af de laveste kaster og delstaternes stadig mere insisterende krav på selvstyre. Denne udvikling er på mange måder en demokratisk solstråle historie, historien om de undertrykte masser, der hæver sig fra muddergrøften med folkestyret i hånd. Men det er også historien om et folkestyre, der er gledet endnu længere ned i sølet.

Ikke at Kongrespartiet var en bly mimose udi korruption og nepotisme, men lavkastepartierne har fjernet den sidste rest af illusion. Samtidig har de utallige nye småpartier undermineret Kongrespartiets politiske monopol, og tvunget enhver siddende regering ud i besværlige koalitionsregeringer, der har gjort ubehagelige reformer nærmest umulige at gennemføre. I hvert fald indtil 2014, hvor alt ændrede sig, og BJP sikrede sig et absolut flertal.

Det store spørgsmål er nu, om de nye regionale- og lavkastepartier træder i karakter, eller bliver hængende i dyndet. Om de lærer den lektie, som Modi lærte før alle andre; at folket nu kræver udvikling og ordentlig regeringsførelse. For heri ligger den sande demokratiske revolution, at folkestyret fjerner dårlige magtehavere.

Kapitel 4 stiller skarpt på den offentlige sektor. ”Skrankepaver og græsrødder” handler om statsmagten, bureaukratiet og den voksende korruption. Det er en bitter ironi, at dén stat som Nehru i sin tid undfangede som de svages beskytter, nu er blevet et kvælende misfoster af korruption, som udgør den største hæmsko for vækst, udvikling og social mobilitet.

Men samtidig blæser nye vinde, et ulmende oprør, der har bredt sig til store dele af befolkningen, især den voksende middelklasse. Græsrodsbevægelser er skudt op over hele landet, der overvåger politikere og embedsmænd og udstiller systemet. Dertil kommer en større aktivisme fra de sundere dele af statsmagten, især fra højesteret, der smeder nye våben til de sociale aktivister. Kampen er langt fra vundet, for korruptionen har mange ansigter, men uanset hvad, så synes endnu én af Nehrus hellige kør at være på vej mod slagteriet. Statsmagtens uangribelighed.

Med ”India Shining” bevæger vi os over i den private sektor; industrien og erhvervslivet. Reformerne i 1991 åbnede Indiens økonomi mod omverdenen og skabte en generation af indiske iværksættere med ideer og virkelyst. Vækstraterne eksploderede, velstanden steg og Indien indtog en værdig plads på det globale marked.

Men ingen roser uden torne, Indiens udvikling har været akavet og skæv. Ingen jobs til de millioner af landløse bønder, der drømmer om et bedre liv i byerne. Ingen fabrikker, der producerer billig elektronik til verdensmarkedet. I hvert fald ikke sammenlignet med Kina, Taiwan, Hongkong, Sydkorea og de andre asiatiske lande, der har taget turen fra fattig til rig, på godt og ondt. I Indien byggede opsvinget på specialiseret arbejde. På programmører og call centre i smarte glashuse og hi-tech produkter fra avancerede fabrikker. Indien sprang et stadie over, og lod de uskolede masser i stikken mens de veluddannede skummede fløden. Opsvinget er blevet et tveægget sværd, der har skåret en kløft mellem rig og fattig og nu presser den indiske fatalisme til det yderste. Social uro truer, ganske uhørt i et land, hvor folket altid har kendt deres plads.

Og netop dét er temaet for bogens sidste kapitel ”Opbrud og nybrud”, der beskriver de store sociale omvæltninger, som samler og deler Indien lige nu. Middelklassen vokser, ligeledes forskellen mellem rig og fattig og skellet mellem land og by. Stadig flere flytter ind til storbyerne, daglejere der ikke har noget valg og unge, der drømmer om et job i et call center. Stadig flere kan læse og skrive, stadig flere ser fjernsyn, stadig flere drømmer om noget andet og mere. Stadig flere kræver deres ret. Kvinderne, de kasteløse, de unge.

Og heri ligger kimen til den største af alle forandringer, et opgør med tusind års servil underkastelse og fatalisme. Med hierarkier og tradition og fastlåst patriarkat. Den ligger som en diskret dunkende bas under alle de politiske, økonomiske og sociale forandringer beskrevet i de forrige kapitler. Evnen til at drømme, og tro på, at de går i opfyldelse.

image_pdfimage_print
English