Træk et nummer

I sidste uge trak Indien overskrifter, med en historie om 368 jobs, der fik 2.3 mio. ansøgere. Historien siger en del om det indiske arbejdsmarked, og en masse om hvorfor Modi har travlt.

Ingen havde forestillet sig så mange ansøgere til 368 jobs på nederste niveau i den offentlige sektor. Medarbejderne skulle lave te, flytte rundt på sagsmapper og løbe ærinder for funktionærerne. De formelle krav begrænsede sig til fem års skolegang og evnen til at cykle. Alligevel fik HR-afdelingen 2.3 mio. ansøgere, 16 gange flere end sidste gang delstaten Uttar Pradesh slog lignende stillinger op i 2006. 150.000 af ansøgerne havde videregående uddannelser, 155 doktorgrader. Hvad sker der i Indien?

Jobs i den offentlige sektor er i høj kurs. De er vellønnede, i dette tilfælde 1.500 kr. om måneden, væsentlig bedre end det nærmeste daglejerjob. Og frem for alt er det et job for livet. Det er næsten umuligt at afskedige en offentlig ansat. Tidligere i år blev en medarbejder fyret for at have pjækket i 24 år, men ellers sker det sjældent. Offentlige stillinger er blandt de få i Indien, hvor man har en fast og sikker hyre, betaler skat, har krav på fridage og løn under sygdom, og altså ikke kan fyres uden tungtvejende grunde.

Daglejere og diamantslibere

Langt hovedparten af alle jobs i Indien, over 90%, befinder sig i den uformelle sektor uden nogen af disse rettigheder. Det drejer sig om bønder og daglejere, grønthandlere og gadesælgere, tjenere og taxachauffører og de millioner af små virksomheder, der udgør grundstammen af indisk erhvervsliv; fra skræddere til diamantslibere.

Men derudover handler kampen om de 368 stillinger først og fremmest om akut jobmangel, især i de store nordindiske delstater. Uttar Pradesh er Indiens folkerigeste delstat med 200 mio. indbyggere, og en af de fattigste. Arbejdsløsheden er stigende, især blandt de unge. Indiens økonomiske boom de sidste 20 år er især kommet Sydindien til gode.

Endelig har Indiens udviklet sig ud af en anden tangent end resten af verden. Da Indien liberaliserede sin økonomi i 1991, blev Bangalore det globale brand for indisk IT. Men IT-revolutionen var ikke kun symbolet på det ny Indien. Det var også symptomatisk for landets udvikling, for hvor de fleste lande bevæger sig langsomt men sikkert fra landbrug til industri, tekstil til teknologi, kopivarer til innovation, hoppede Indien på det nærmeste industrifasen over, og blev storleverandør af højteknologiske serviceydelser.

En skizofren økonomi

Resultatet blev en underlig skizofren økonomi, med et primitivt landbrug og en avanceret IT-industri, men uden den store industrielle base, til at absorbere de mange nytilkomne på arbejdsmarkedet. Industriproduktionen i Indien udgør blot 16% af BNP og beskæftiger 60 mio. mennesker. Til sammenligning har Kina skabt flere hundrede millioner arbejdspladser i industrien siden 1990.

Årsagen til den atypiske udvikling går tilbage til revolutionen i 1991, hvor toldmure og bureaukratiske benspænd blev fjernet, mens de svære strukturelle reformer blev fortrængt i en sky af høje vækstrater. Det blev ikke nemmere at skaffe kapital og jord til nye fabrikker, eller fyre medarbejdere, hvis det var nødvendig. Infrastrukturen blev ikke bedre, statsmagten var stadig lige korrupt og domstolene dræbende langsomme i deres sagsbehandling. Erhvervsklimaet for industrivirksomhederne ændrede sig ikke synderligt.

Godt men lidt

Til gengæld åbnede sig en fagre ny verden for de små letbenede IT-virksomheder, der ikke krævede de samme godkendelser og anlægsomkostninger. Ifølge brancheorganisationen NASSCOM bidrager IT-industrien i dag med 10% af Indiens BNP, men har kun skabt 3½ mio. arbejdspladser. Deres indtjening stor, men samlet set er de kun en dråbe i havet af de 10 mio. mennesker, som træder ud på arbejdsmarkedet hvert år.

Og netop derfor har statsminister Modi travlt. Over halvdelen af Indiens befolkning er under 25 år, og frem til 2040 vil arbejdsmarkedet vokse med 300 mio. mennesker. Kun en voldsom vækst i antallet af industrijobs kan absorbere de mange jobsøgende. Desværre har Indien kun formået at skabe 1.4 mio. nye arbejdspladser i industrien om året siden år 2000.

Make in India

Siden sin tiltrædelse har Modi derfor kæmpet på to fronter. Han har taget favntag med de træge og sammenfilterede arbejdsmarkedslove, jordlove og skattelove, men stadig uden held. Og han har lanceret en række store, ambitiøse programmer, der skal bane vej for en industriel revolution, især Make in India, der skal forbedre Indiens skrantende infrastruktur med nye veje, jernbaner, havneanlæg, kraftværker og særlige industrizoner.

Man må håbe det lykkedes, for Indien står overfor en historisk chance, der har en klar udløbsdato. Der er masser af virkelyst og potentiale blandt de unge, men der er grænser for hvor længe de gider stå i kø for et job som piccolo i det offentlige.


Relevante artikler og baggrund:

IndiaSpend.com # 1
IndiaSpend.com # 2
The Economist

P1 Morgen den 21.09.2015, om end med lidt anden vinkel

image_pdfimage_print
twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.