Uden mad og drikke…

For 16 år siden svor Irom Sharmila, at hun ikke ville indtage mad og drikke, rede sit hår eller se sig i spejlet førend den kontroversielle AFSPA lov blev afskaffet. Loven giver det indiske militær vidtrækkende beføjelser i urolige områder, blandt andet hendes egen delstat Manipur i det nordøstlige Indien. I sidste uge afsluttede hun sin sultestrejke, men loven står stadig ved magt. Var kampen forgæves?

Den 9. august brød Irom Sharmila verdens længste sultestrejke foran en samlet verdenspresse. Hun spiste lidt honning fra sin finger, skar en grimasse og proklamerede, at kampen fortsatte på demokratisk vis. Nu ville hun stille op til valg som delstatsleder med det ene formål at afskaffe AFSPA-loven. Det var en ny strategi mod samme mål.

Kursskiftet kom i erkendelse af den indiske regerings urokkelighed. I næsten 16 år var hun blevet stillet for en dommer hver 14. dag, hvor hun fastholdt sin intention om sultestrejke. Derefter blev hun ført tilbage til det lokale hospital og tvangsfodret med sondemad gennem næsen, officielt fordi selvmord er forbudt i Indien.

Et ikon mod AFSPA

Men reelt var der mere på spil, for Irom Sharmila er med tiden blevet selveste ikonet i kampen mod AFSPA, ikke kun i sin egen delstat Manipur, men i hele det nordøstlige Indien og Kashmir, hvor loven er gældende. Og statsmagten ønsker ikke en martyr i den kamp.

Derfor blev Irom Sharmila mandsopdækket døgnet rundt af 40 personer, herunder fem læger og 12 sygeplejersker, der sikrede, at hun tre gange om dagen fik den nødvendige blanding af vitaminer, kulhydrater, proteiner og afføringsmiddel op gennem et rør i næsen. Hun nægtede at drikke, og børstede sine tænder med et stykke tørt bomuld.

Irom Sharmilas metoder var lige efter Mahatma Gandhis bog: passiv modstand, ikke-vold og sultestrejke. Men i modsætning til Gandhi, førte Sharmilas protest ingen vegne. Gandhi nød større folkelig opbakning, fik mere bevågenhed og blev i øvrigt ikke tvangsfodret af myndighederne. Det gav en naturlig bagkant på enhver protestaktion.

Massakren i Malom

Irom Sharmilas aktion startede i november 2000, da indiske soldater skød og dræbte 10 uskyldige mennesker ved et busstopsted i landsbyen Malom i Manipur. Massakren skete i forbindelse med et bombeangreb på soldaternes militærkonvoj udført af den lokale oprørsbevægelse.

Delstaten Manipur har – ligesom de fleste andre nordøstlige delstater – været plaget af vedvarende uroligheder i snart 50 år. Især 1980’erne og 90’erne gik det hårdt for sig. Årsagerne er komplekse og mangfoldige, men bunder især i en manglende folkelig tilknytning til den indiske nation og en stor etnisk diversitet. Der findes over 470 etniske grupper i det nordøstlige Indien, der taler 400 sprog og dialekter.

Nogen af grupperne kæmper derfor for løsrivelse fra Indien. Andre udkæmper en etnisk krig mod gamle ærkefjender. Andre igen – især nu om dage – er gemene røverbander, der lever af afpresning.

Den koloniale arv

Det var i forbindelse med den voksende lovløshed i nordøst, at regeringen i 1958 indførte den såkaldte AFSPA-lov (Armed Forces Special Powers Act). Loven er egentlig et kolonialt efterladenskab, indført af briterne i forbindelse med Quit India kampagnen den 9. august 1942 – i øvrigt samme dato som Irom Sharmila afsluttede sin sultestrejke. Næppe et tilfælde.

Med Quit India kampagnen opfordrede Mahatma Gandhi og Kongresbevægelsen inderne til civil ulydighed overfor kolonimagten, på et tidspunkt, hvor briterne var allermest sårbare og japanerne havde kurs mod Indien. Myndighederne svarede igen med en særlig håndfast lov, der gav militæret frie tøjler til at knuse enhver dissens. AFSPA.

Licence to Kill

Loven ophæver de almindelige grundlovssikrede borgerrettigheder i områder hvor lokale myndigheder er ude af stand til at sikre lov og orden. Sikkerhedsstyrker må ransage biler og bygninger og foretage anholdelser uden kendelse (dog skal de overdrages til politiet ”så hurtigt som muligt, med rapport om omstændighederne for anholdelsen”). Officerer må beordre anvendelse af dødelig magt, og kan kun retsforfølges med særlig tilladelse fra regeringen.

Tilhængere af AFSPA fastholder, at militæret ville stå magtesløs i kampen mod oprørsgrupper uden disse særlige rettigheder. De påpeger, at loven kun er blevet brugt i de mest ekstreme situationer (Nordøstindien 1958, Punjab 1983 og Kashmir 1990), hvor Indien har været ramt af væbnet oprør, og hvor løsrivelsesgrupper truer Indiens sammenhængskraft. Uden AFSPA – siger de – havde den indiske stat aldrig besejret sikhernes velorganiserede, og af Pakistan støttede, oprør i Punjab i 1980’erne.

Kritikere, herunder FN og den indiske venstrefløj (om end det i teorien venstreorienterede Kongresparti troligt har støttet loven i alle år), mener at AFSPA er upassende for et demokrati som Indien. Samtidig mener de, at loven bare gør ondt værre. Sikkerhedsstyrker med frie tøjler vil uvægerlig føre sig frem med større voldsomhed, og det giver anledning til yderligere oprør. Situationen i Kashmir lige nu fremhæves som et skoleeksempel på dét (se Det ulmer i Kashmir).

Historiske skeletter

Irom Sharmila har skabt debat om AFSPA, men får næppe loven afskaffet, også selvom hun mod forventning skulle blive Manipurs delstatsleder næste år. Centralregeringen i Delhi har det sidste ord i sagen, og er – som alle deres forgængere – rundet af Indiens historie. Og den historie skaber grundlag for AFSPA.

Delingen af Britisk Indien for præcis 69 år siden i dag førte til massemord og flygtningestrømme i et episk omfang (med op til en mio. døde og cirka 17 mio. flygtninge til og fra Indien og Pakistan).

Den erfaring har været styrende for enhver siddende indisk regering lige siden. Aldrig mere skulle nationens sammenhængskraft udfordres, enhver løsrivelsesbevægelse skulle imødegås med dialog og demokratisk kompromis, og – om nødvendig – med væbnet magt. I statsmagtens optik er AFSPA derfor nødvendig.

Og derfor bliver AFSPA sandsynligvis først afskaffet når den sidste oprørsgruppe i Manipur har nedlagt våbnene, som det i øvrigt var tilfældet i nabostaten Tripura sidste år. Desværre er Manipur stadig hærget af en pallette af mere eller mindre tvivlsomme oprørsgrupper, så der venter stadig en hård kamp for Irom Sharmila.


For AFSPA-tilhængernes argumentation, www.swarajyamag.com
For filmklip over Irom Sharmilas første honning
Indlæg på Radio 24syv

Se derudover nyttige artikler:

image_pdfimage_print
twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.