Ingen sejr uden Uttar Pradesh

De fem største delstater sidder på næsten halvdelen af parlamentets 543 pladser, og derfor er valgkampen særlig intens netop hér. Kampen om magten i indisk politik står og falder i de tre fattige starter mod nord – Uttar Pradesh, Bihar og Vestbengalen –  og de to mere velhavende delstater mod syd – Maharasthra og Tamil Nadu.

Kongemagerstaten over dem alle er Uttar Pradesh (UP). Med sine 200 mio. indbyggere og 80 Lok Sabha pladser er der ingen, der bliver statsminister i Indien, uden en solid sejr her. Otte af landets  14 statsministre kommer fra UP, herunder Jawaharlal Nehru, Indira Gandhi og Rajiv. Nehruklanens højborg ligger i byen Allahabad midt i UP og delstaten var indtil fornylig ”die hard Congress-country”. Kongrespartiets storhed og fald er nøje afspejlet i deres op- og nedtur i UP.