What have the Romans ever given us?

Den 15. august fejrede Indien sin 68-års uafhængighed, og traditionen tro blussede en gammel debat op: Bør Storbritannien betale erstatning for de skader, som deres kolonimagt påførte Indien for mange år siden? Shashi Tharoor, et prominent indisk parlamentsmedlem, argumenterer blændede for sagen i en tale, som er blevet set tre mio. gange på youtube. Siden har britiske historikere taget til genmæle. Det er en kamp om ære og selvrespekt og en meget stor diamant.

Den første omtale af Koh-i-Noor diamanten findes i et gammelt hinduistisk skrift fra 1306: ”Den som ejer diamanten skal eje hele verden, og alle dens ulykker. Kun Gud og kvinder kan bære den uden at skulle bære dens forbandelse”.

Det lyder som en historie taget ud af 1001-nats eventyr, men forbandelsen synes ægte nok, når man ser på den skæbne, som tilfaldt de fleste af dens ejermænd. Hér tæller vi mange af Indiens største konger, som enten blev blændet, kogt eller hakket ihjel. Til gengæld levede de få konger, der holdt sig fra stenen, et påfaldende langt liv.

Selv briterne – som generelt kun frygtede røde tal på bundlinjen – respekterede forbandelsen. I dag er Koh-i-Noor diamanten gemt væk i Tower of London, og må kun bæres af kvindelige medlemmer af den britiske kongefamilie.

Koh-i-Noor har stadig en dragende kraft. Både Indien og Pakistan kræver den udleveret, den er blevet symbolet på alt det, som mange mener Storbritannien skylder deres gamle kolonier. Fornylig opsummerede Shashi Tharoor argumentet for britisk erstatning på formfuldendt overklasse-engelsk i den hæderkronede debatklub, Oxford Union.

Tekstiler og toldmure

Ifølge Tharoor, byggede England sin industrielle revolution på bekostning af inderne. Indien havde “verdens fineste tekstilindustri”, men så kom briterne og ”skar tommelfingrene af de bengalske vævere, ødelagde deres spinderokke, indførte toldmure for indiske tekstiler og oversvømmede kolonien med deres egne billige produkter fra ”the dark and satanic mills of Victorian England””. Indien blev reduceret til en gemen leverandør af bomuld til de Nordengelske spinderier. I starten af 1700-tallet sad Indien på 23% af verdensøkonomien og 27% af verdens eksport. I 1947 var de tal faldet til hhv. 4% og 2%.

Men briternes synd rækker ud over ussel mammon. Ifølge Tharoor døde mellem 15 og 29 mio. indere fra hungersnød ”forårsaget af briterne”, og nævner Churchills kyniske dispositioner under den bengalske hungersnød i 1942. Her døde 4 mio. mennesker, fordi Churchill i stedet sendte fødevarerne til britiske soldater i Europa med en bemærkning om, at ”bengalerne i forvejen var underernærede” og hvis det stod så slemt til ”hvorfor var Gandhi så ikke var død endnu?”.

Endelig fremhæver Tharoor de mange indere, som kæmpede og døde under Første og Anden Verdenskrig. En sjettedel af alle britiske tropper, som deltog i Første Verdenskrig, var indere. Over 45.000 mistede livet, 64.000 blev såret. Under Anden Verdenskrig gjorde 2½ million indere tjeneste på britisk side. Dertil milliardlån og materiel støtte, som aldrig er blevet tilbagebetalt.

En britisk velsignelse

Tharoor argumenter står ikke uimodsagt. Den britiske historiker Niall Ferguson hævder i sin anmelderroste bog Empire, at den britiske kolonitid var en velsignelse for Indien. Briterne byggede verdens største jernbanesystem og 8-doblede arealerne dækket af kunstvanding. Mogulerne øgede mængden med sølle 5% de foregående 300 år.

Tharoors økonomiske klagesang holder ikke, mener Ferguson. Briterne grundlagde Indiens kul-, stål- og tekstil-industri, og oversvømmede ikke Indien med egne varer. Briternes handelsoverskud overfor Indien beløb sig til 1% af det indiske nationalprodukt, mod 7-10% i hollandske og franske kolonier, og indiske tekstilproducenter dækkede 75% af den hjemlige efterspørgsel i 1945.

Samtidig forbedrede briterne den offentlige sundhed i Indien. De bekæmpede malaria og kolera og gennemførte vaccineprogrammer trods lokal modstand. Indernes gennemsnitlige levealder voksede fra 21 til 32 år fra 1820 til 1950. Endelige efterlod briterne en effektiv statsforvaltning, bemandet af veluddannede indere, og lagde kimen til Indiens demokrati – hvilket Tharoor afviste med bitter ironi: ”Det er en smule frækt at undertrykke, torturere, slavebinde, dræbe og lemlæste et folk i 200 år og så fejre, at de afsluttede med et demokrati. Vi var nødt til at vride demokratiet ud af jer”.

Et pund om året

Tharoor anerkender, at det ikke er muligt at sætte beløb på den skade, som briterne påførte inderne. For ham er Koh-i-Noor diamanten ikke det vigtigste, blot en britisk anerkendelse af skyld. ”Evnen til at erkende en forkert handling, og sige undskyld, betyder langt mere…Personligt vil jeg være tilfreds med et enkelt pund om året de næste 200 år, for de 200 år som briterne befandt sig i Indien”.

Siden har den britiske historiker John Keay anfægtet Tharoors erstatningskrav mere principielt. Han mener, at man kun kan dømme individer og staters adfærd ud fra datidens normer, for ellers findes der syndere overalt ”…og vi kunne slå ned på den italienske regering for at fodre kristne til løverne, mens mongolerne skal undskylde Ghengis Khan for evig tid”. En historisk synd kan ikke vaskes bort med penge, og det skal den heller ikke. Synden skal spøge til evig tid, for kun på den måde kan vi sikre os, at ugerningen ikke gentager sig.

Desuden påpeger Keay, at Indien aldrig var en egentlig koloni, for det blev aldrig koloniseret af briterne. Det var en handelsstation og senere en del af imperiet, ligesom Indien var et imperium for mogulerne, gupta’erne og alle de andre, der herskede over subkontinentet, før briterne. Og hvem skal kræve erstatning for dem…? spørger Keay retorisk.

Under bæltestedet

Keay slutter af med et slag under det indiske bæltested, og påpeger, at en samlet indisk nation næppe var opstået uden britisk styre. I stedet for en stor, stærk, samlet nation, havde inderne siddet tilbage med et utal af småstater spredt udover subkontinentet. Som han spydigt konkluderer, vil den ”britiske regering nok synes, at det er en smule frækt, hvis den indiske nation kræver erstatning for netop den britiske tilstedeværelse, som i sidste ende førte til skabelsen af selvsamme indiske nation”.

Og således fortsætter fejden. Koh-i-Noor bliver sandsynligvis liggende i sikker forvaring i Tower of London, som et minde om fordums storhed. En storhed, som nu har fået et par ridser i lakken.

 


Shashi Tharoors tale på youtube
J
ohn Keays genmæle i Outlook India

image_pdfimage_print
twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.