The Art of Simple Living

I den kommende weekend fejrer den spirituelle bevægelse Art of Living deres 35 års jubilæum med en gigantisk festival uden for Delhi. World Culture Festival forventes at trække 3½ million deltagere og indvies af selveste statsministeren. Men ikke alle er lige begejstrede. Lokale bønder klager over, at deres marker er blevet inddraget til parkeringspladser, og miljøorganisationer frygter for områdets økosystem. Har Art of Living en skyggeside? 

Blandt de mange deltagere, der møder op til på festen på fredag, er sandsynligvis også et par repræsentanter fra Guinness rekordbog. For det bliver en weekend, der byder på en stribe nye verdensrekorder; verdens største vegetarbuffet, verdens største fællesmeditation og verdens største midlertidige scene, der skal danne ramme for 36.000 artister. Scenen dækker et område på størrelse med fire fodboldbaner.

Udover de mange menige deltagere kommer også ministre, parlamentsmedlemmer og tidligere statsministre fra hele verden. For festivallen har en idealistisk dagsorden; at bringe politikere, erhvervsfolk, forskere, videnskabsfolk og religiøse ledere sammen i en frugtbar symbiose, så de kan udvikle nye strategier til håndtering af globaliseringen. EU stiller med Europaparlamentets vicepræsident. Norge stiller med en kulturminister, en tidligere biskop og en tidligere statsminister. Danmark stiller ikke med nogen.

Stressbekæmpelse på Fiji-øerne

Art of Living (AOL) er en verdensomspændende spirituel bevægelse, der – efter eget udsagn – opererer i ”152 lande og har berørt 370 mio. mennesker”. De har sågar kontor på Fiji-øerne. I Danmark tilbyder de ”stress-udrensnings programmer, der omfatter vejrtrækning teknikker, meditation og yoga”.

I Indien er deres primære kundekreds den voksende middelklasse, der søger balance i en stadig mere hektisk hverdag, især de hårdt pressede IT-folk. De er også veluddannede og velhavende, og det sætter sit præg på AOL’s hovedkvarter uden for Bangalore; en funklende, fem etagers bygning i ren marmor, formet som en lotus og dækket af 1008 udskårne lyserøde lotusblomster. Bygningen kan ses på flere kilometers afstand, især om natten, hvor den er badet i lys og skifter farve hvert andet sekund.

Den fnisende guru

Bevægelsen guru er Sri Sri Ravi Shankar, der selv var i lære hos den store kendis-guru, Maharishi Mahesh (også kendt som ”den fnisende guru”), manden der lancerede Transcendental Meditation og havde Beatles, Beach Boys og David Lynch i sin fold.

I dag er AOL lige dele NGO og nyreligiøs bevægelse, med godgørende projekter i fængsler og landsbyer over hele verden. Efter eget udsagn arbejder de for ”fred på tværs af samfundslag gennem forskellige humanitære projekter, herunder konfliktløsning, katastrofehjælp, bæredygtig udvikling af landdistrikterne… og miljømæssig bæredygtighed”.

Netop denne fokus på bæredygtighed er nu til debat. Festivalpladsen dækker et 10 km2 stort område omkring Yamuna-floden uden for Delhi, ifølge miljøaktivister et sart økosystem, der ikke kan bære den gigantiske scene, endsige 3½ million gæster i tre dage, 640 kemiske toiletter, fem midlertidige broer og de endeløst mange lastbiler, der kører frem og tilbage med forsyninger og byggematerialer. Også bønderne klager. De hævder at deres marker er blevet jævnet med hårdhændede metoder for at gøre plads til P-pladser.

Træerne er kun blevet trimmet

AOL afviser anklagerne. Bønderne – siger de – dyrker jorden illegalt. Og hvad angår byggeriet, så opfører de kun midlertidige strukturer og bruger kun miljøvenlige materialer som træ, bambus og mudder. Ifølge Sri Sri Ravi Shankar er der ikke fældet et eneste træ, ”vi har kun trimmet fire træer, der skyggede for udsigten”. I går tweetede han, at selv bøflerne fornemmer den spirituelle renhed, der nu svæver over Yamuna-floden. De bader i vandet hvor de før holdt sig væk.

Men det statslige miljøudvalg National Green Tribunal (NGT) fastholder kritikken. De hævder, at store dele af flodlejet har taget skade. AOL har efterladt bunker af byggeaffald (AOL siger, at det lå der i forvejen). Træer og buske er blevet fjernet, fugle og dyreliv er forsvundet og terrænet er blevet planeret, så det er mere ”festival-venligt”. Ifølge eksperterne har de mange indgreb reduceret flodens evne til at absorbere store vandmængder, og det øger risikoen for oversvømmelse af Delhi næste gang regnen falder hårdt.

Men NGT er også kritiske overfor regeringen og statsmagten, som godkendte festivallen, og nu tilmed bidrager med logistisk støtte. For et par dage siden mobiliserede forsvarsministeren det indiske militær til opførelse af de midlertidige broer over Yamuna-floden. Officererne undrer sig. De mener, at bistand til private, religiøse festivaller ligger uden for deres virkefelt.

Sri Sris loyaliteter

Og hér ser man konturerne af AOL’s måske største skyggeside, nemlig Sri Sri Ravi Shankars nære tilknytning til den hindunationale sag. Ravi Shankar er en af Modis tro væbnere, og sad på forreste række ved hans indvielsesceremoni i maj 2014. Heri ligger måske én af årsagerne til regeringens velvilje overfor World Culture Festival.

For den smilende guru udgør hindunationalismens kærlige ansigt udadtil. Nok prædiker han fred og tolerance, og har prydet søjlerne i hans lotusformede hovedkvarter med halvmåner, jødestjerner og kristne kors. Men bag hans glade budskabet lyder et andet mantra; at Indien er en hinduistisk nation, og hinduismen den suveræne religion.

Som tidskriftet The Economist bemærker, lyder han mere som en politiker end en guru, når han udtaler sig om de hindunationale mærkesager. Sri Sri mener, at muslimske mindretal bliver favoriseret på bekostning af hinduer, og at der skal opføres et Rama-tempel på ruinerne af Babri Masjid moskéen i Ayodhya – én af de mest kontroversielle hindunationale kæpheste.

Det budskab fortaber sig hurtigt, når 650 afrikanske trommespillere slår tonen an på den store scene fredag aften. World Culture Festival er en fest, der hylder global samhørighed, der er ikke plads til lokal malurt og politisk fnidder. Man må håbe, at det indiske militær får bygget nogle solide broer hen over Yamuna-flodens grumsede vand.


Photo credit: A. Einsiedler / Shutterstock.com


Se også artikler på blandt andet FirstpostThe WireThe Economist, IBT og et norsk forskningsprojekt

twitter