En tør fornøjelse

Sommeren er kun lige begyndt i Indien, men store dele af befolkningen lider allerede under akut vandmangel. Årsagen er manglende nedbør, rovdrift på vandreserverne og en politisk ledelse, der glimrer ved sit fravær. Foran venter tre varme måneder. Men først skulle der være fest…

Holi-festen er Indiens gladeste højtid. Det er forårets og kærlighedens fest, hvor inderne kaster farve og vand på hinanden. Alle, der vover sig ud på gaden, er legitime mål. Rig og fattig, ung og gammel, bramin og kasteløs.

Men i år blev holi’en en tør affære. Myndigheder forbød den traditionelle ”regndans” og opfordrede borgerne til kun at hælde pulver over hinanden. De kaldte det ”Dry Holi”. Nu skulle der spares på vandet.

Eco Holi

I evig-smarte Mumbai gik man skridtet videre, og indførte ”Eco Holi”. Hér brugte man kun økologiske farver, og de hotteste Bollywoods-skuespillere gik forrest med det gode eksempel. ”Jeg ved det bliver hårdt, men lad os stræbe efter en tør Holi” udtalte en af de helt store filmstjerner til en samlet presse.

Men Mumbais overklasse mærker næppe det store afsavn. I SoBo (South Bombay) og de andre rigmandsenklaver er der masser af vand. Over 300 liter per person om dagen, til sammenligning med de 200 liter om ugen, som hver familie må nøjes med i de hårdest ramte dele af landet. F.eks. Marathwada-distriktet godt 300 kilometer øst for SoBo og Bollywood.

Her er det 10 måneder siden det regnede sidst, og de sidste fire ud af fem monsuner har været skuffende. Marathwada-distriktet er 1½ gang større end Danmark og har 19 mio. indbyggere, og tusindvis af landbyer er nu 100% afhængige af vand fra lastbiler. Borgerne venter dagen lang med deres dunke. De har ikke råd til at lade være.

Halvdelen af Indien

Hvis det så bare var Marathwada, der tørstede… Men tørken er et landsdækkende fænomen; halvdelen af Indiens distrikter er ramte og vandreserverne er på deres laveste i 10 år. Det er ikke kun et problem for de mange bønder, der ser deres afgrøder visne bort, også industrien og kraftværtkerne er ramt.

Floderne kan ikke længere levere kølevand til turbinerne, og flodprammene, der fragter kul til værkerne, sidder fast på sandbanker. Vandmangel er en potentiel trussel mod Modis storslåede planer om en indisk industrirevolution.

Desværre skal der mere til end en god monsun for at løse problemerne, for den nuværende vandkrise stikker dybere end lunefulde vejrforhold og mulige klimaforandringer. Krisen er et produkt af korrupte politikere og træge embedsmænd. Her er delstaten Maharasthra, hvor både Mumbai og Marathwada ligger, et præmieeksempel:

I løbet af de seneste 10 år har delstaten brugt 70 milliarder kroner på vandingsanlæg, men har i samme periode kun øget kapaciteten med 0.1%. Pengene er fordampet i en sky af korruption. ”The Maharasthra Irrigation Scam” er én af mange korruptionsskandaler, der har ramt Indien de seneste år.

Landbrug i Mumbai?

I en knapt så episk, men stadig lusket sag, er over halvdelen af delstatens landbrugskreditter gået til folk, der bor i Mumbai – et forunderligt forhold i lyset af, at Mumbais betonjungle ikke just et klassik landbrugsdistrikt. Som de lokale siger lettere ironisk: ”You don’t have credits for farming, but farming of credits…”.

Et sørgeligt biprodukt af de manglende lånemuligheder er de mange landmænd, som er blevet tvunget over i armene på lokale pengeudlånere med ågerrenter og hårdhændede opkrævningsmetoder. Det forhold har næppe lagt en dæmper på de mange selvmord, som hvert år finder sted blandt landmænd.

I Maharasthra alene har over 36.000 landmænd taget deres liv i løbet af de seneste 10 år. Det svarer til 10 bønder om dagen, hver dag. Tallene er hentet fra de officielle statistikker, men det reelle antal kan være højere (se bl.a. artikel The Slaughter of Suicide data).

Roser eller Ris?

Tæt forbundet med korruptionen, er også store erhvervsmæssige interesser. Knastørre Maharasthra er storproducent af roser, bomuld og sukkerrør; netop de afgrøder, som kræver allermest vand og pesticider.

Sukkerrør alene opsuger 70% af al landbrugsvandet, men dækker kun 4% af landbrugsarealet. Hvorfor denne vanvittige disponering af afgrøder? Fordi sukkerindustrien ejes af magtfulde familier med politiske forbindelser. Og fordi en lukning af sukkerfabrikkerne vil føre til øget arbejdsløshed.

Det samme gælder de mange, som lukrerer på den såkaldte ”tørstindustri”. Mafiagrupper, som lænser de offentlige vandforsyninger og sælger det til dem, som har råd til at betale. Eller tjener stort på at bore brønde og trække vandledninger til desperate bønder.

Et hul per meter

Politikerne har hele tiden vidst, at tørken ville komme, men de har intet gjort for at afhjælpe situationen. Og det eneste, der måske tangerer den politiske nølen, er den offentlige træghed.

For 10 år siden konstaterede vandforsyningsselskabet i Latur – en af de hårdest ramte byer i Marathwada – at der var 45.000 lækager på det vandrør, der forbandt byen med det store Dhanegaon reservoir 45 kilometer væk. Halvdelen af vandet forsvandt undervejs, og stadig i dag er røret hullet som en si.

Endelig afspejler vandkrisen den store ulighed i det indiske samfund, både mellem rig og fattig og land og by. De 45% af befolkningen i delstaten Maharasthra, der bor i byerne, bruger fire gange så meget vand, som de 55%, der bor på landet. Der er vand nok til frodige golfbaner og klorfyldte vandlande, men på markerne visner afgrøderne bort.

Fritz & Poul i Indien

Et enkelt lyspunkt må være, at en række planlagte boligblokke i Mumbai, der lovede private svømmebassiner på hver etage, nu er sat i bero. Det var ellers en flot reklame, de havde lavet. Den omfattede en computeranimeret film af folk, der svømmede rundt på deres altaner, mens andre nød udsigten over det Indiske Ocean med et glas champagne. Og det er lige hvad man trænger til efter en tør Holi. Et glas kold champagne.

Photo Credits (above): SatpalSingh / Shutterstock.com

bandra

 

Der er skrevet meget om dette på det seneste. En af de bedste og mest datatunge kilder er IndiaSpend. Se to af mange artikler:

Samt andre medier:

Og India Today, for Interview med P. Sainath, førende journalist på området:

Marathwada drought: Boy killed in jostle for water

Og Sainaths egen gode hjemmeside samt nedenfor, en fremragende dokumentar om bønders vilkår i Indien. Hør Sainaths afsluttende tale fra 49:12 hvor han trækker paralleler til Romerriget – det bliver ikke meget bedre…

Nero’s Guests:

twitter