Indiens hindunationale regering blev valgt på et mandat om økonomisk udvikling, men under overfladen lever den hindunationale ideologi i bedste velgående. Et af deres vigtigste våben er historien; en ny fortolkning af en gammel fortælling.
Sidste år vakte den indiske statsminister Narendra Modi opsigt, da han i forbindelse med indvielsen af et hospital fremhævede elefantguden Ganesh som eksempel på fortidens indiske lægekunst; ”der må have været en kirurg, som placerede et elefanthoved på en menneskekrop og derved opfandt plastikkirurgi” sagde han i ramme alvor, og nævnte herefter sagnfiguren Karna som et levende bevis på tidlig indiske stamcelleforskning. Karna blev, jf. det episke heltesagn Mahabharata, født uden for sin moders skød.
Modis udtalelser gik verden rundt og blev hånet af den liberale, engelsksprogede presse i Indien. Men hos den hindunationale højrefløj, og de mange indere, som higer efter national stolthed, faldt talen i god jord. At Indien var en højtudviklet kultur mens man i Vesten levede som stenalderfolk i mørke grotter og bankede pilespidser ud af flintesten, tæller godt i det regnskab.
Men Modis tale afspejlede også hvordan den hindunationale historiefortælling er blevet stadig mere stueren de senere år. Det er en fortælling, som blander myte med virkelighed, og danner grundlag for den hindunationale vision om Indien; at hinduismen og Indien er er uløselig forbundet, at indere per definition er hinduer. Og muslimer og kristne dermed ikke er ægte indere.
Civilisationens vugge
Ifølge den hindunationale fortælling var Indien selveste civilisations vugge. Det var hér hinduismen opstod sammen med oldsproget sanskrit og de hellige vedaer, og hér de videnskabelige og filosofiske strømninger udgik til resten af verden. Det ariske folk rejste ud fra Indien og bragte civilisationens lys til Europa (Hitler sagde det samme, bare med omvendt fortegn, forskningen tyder på at arierne udgik fra Iran – det moderne ord for Aryan – omkring 1600 fvt.).
Pointen er klar: Indien en storslået nation, der ikke står i gæld til nogen. Tværtimod. For det var muslimske invasionsstyrker, der satte et punktum for den hinduistiske guldalder omkring år 1000, og kastede Indien ud i en mørk middelalder, der kun lige har nået sin afslutning. Først 800 års muslimsk overherredømme med tvangsomvendelser af hinduer. Dernæst 200 års britisk kolonistyre og kristen indoktrinering. Og endelig – siden uafhængigheden – 40 års styre, anført af Kongrespartiet og Nehru/Gandhi-dynastiet, i hvis forestilling om det mangfoldige Indien, der ikke var plads til hinduistiske værdier.
Det var i frustration over Kongrespartiets knæfald overfor muslimerne, at en hindunationalist myrdede Mahatma Gandhi i januar 1948, men det sendte dem bare yderligere ud i den ideologiske kulde. For mange hindunationalister var Modis sejr i 2014 et historisk vendepunkt, måske endda enden på den mørke middelalder.
En flyvende Rama
Men hindunationalisterne nøjes ikke med at fremhæve den hinduistiske guldalder, som berigede verden med astronomi, lægekunst og matematik (herunder skakspillet og 10-talsystemet) i perioden 500 BC til 1000 AD. Hindunationalisterne går helt tilbage til myternes tid. I deres optik er guden Rama og dæmonen Ravanna historiske skikkelser i kød og blod, der levede for 9.000 år siden. Da Rama – jf. det episke heltesagn Ramayana – drog til Sri Lanka for at kæmpe sit episke slag mod Ravanna, fløj han i deres fortælling over strædet i en flyvemaskine. Hvordan skulle det ellers kunne lade sig gøre at komme så hurtigt over det store vand? Endvidere havde det oldhinduistiske samfund et teknologisk niveau, der overgik nutiden, komplet med biler, fly og interplanetariske rumrejser, atomkraft, avanceret radarteknologi og kunstig befrugtning. Mener altså hindunationalisterne.
Kort efter Modis tiltræden sidste år, introducerede delstaten Gujarat nye historiebøger i folkeskolen, der byggede på netop dette historiesyn, inklusiv historien om Ramas flyvetur. Bogens forfatter var den pensionerede skolelærer Dinanath Batra, også kendt som ”The Ban-Man” for de mange retssager og forbud, han har påført sekulære ytringer.
Mest kendt var hans sag mod forlaget Penguin og bogen ”The Hindus: An Alternative History”, skrevet af den anerkendte amerikanske indolog, Wendy Doniger. Hun hævdede, at Mahabharata og Ramayana var fiktive beretninger, hvorefter Batra hidkaldte straffelovens § 295, der giver op til tre års fængsel for bevidst opildning til religiøs vrede.
Efter længere tids juridisk tovtrækkeri valgte forlaget at trække bogen tilbage fra markedet og makulere alle resterende eksemplarer. Siden er 85-årige Batra blevet ansat som uddannelsesrådgiver i delstaten Haryana, der nu har indført undervisning i Sanskrit og Bhagvad Gita’en på de højere læreanstalter på bekostning af tysk.
En ligevægtig historie?
Hindunationalisterne hævder, at de nye historiebøger i Gujarat blot genindfører ligevægten i et ideologisk regnskab, som sekulære kræfter længe har skævvredet. Sekulært indstillede historikere frygter, at de nye historiebøger i Gujarat kun er en start, at det ny pensum snart introduceres på nationalt plan som led i en langsigtet bearbejdning af den fælles konsensus om indisk historie, hvor begivenheder udviskes og fremhæves i forhold til det hindunationale projekt. I det regnskab glemmes stormogulen Akbar, der skabte et samfund hvor hinduer og muslimer levede sammen i fred og harmoni. Og den milde Shah Jahan, der byggede Taj Mahal til ære for sin afdøde hustru Mumtaz. Mens hans krigeriske søn Auranzeb, der myrdede løs blandt hinduer og sikher, huskes for evigt. Hindunationalisternes egen indblanding i drabet på den åndelige landsfader Gandhi skrives helt ud af pensum.
Narendra Modi var delstatsleder for Gujarat i 14 år. Og det var selveste Modi, der skrev forordet til Batras historiebog. Den politiske kalkule er klar. En fælles fjende skaber sammenhold i egne rækker – de 80% af befolkningen, der er hinduer – og det kan omsættes til langvarig politisk mønt for hindunationalisterne. Men det koster i sammenhængskraften mellem hinduer og muslimer og alle de andre indiske minoriteter. En kosmetisk operation af Indiens historie er et farligt indgreb.
