I over to måneder har det sydlige Nepal været hærget af protester mod en ny forfatning. Grænsen til Indien er lukket, og nepaleserne lider under en akut mangel på brændstof og medicin. Vinteren nærmer sig og FN advarer om en humanitær katastrofe. Konflikten er både et internt nepalesisk anliggende og et familieopgør med Indien. Og i det kolde nord spøger Kina.
På overfladen lignede det en demokratisk solstrålehistorie. Den 20. september stemte 90% af det nepalesiske parlament ja til en ny forfatning. Tilmed en moderne af slagsen, med afskaffelse af dødsstraf, positiv særbehandling af kvinder i offentlige jobs, og – som det første land i Asien – anerkendelse af homoseksuelles rettigheder.
Selv gamle ærkefjender – maoister og monarkister – fandt sammen i enighed, og pegede på de to voldsomme jordskælv i april/maj som årsagen til deres forbrødring. Endelig kunne det hårdt prøvede land lægge årtiers splittelse bag sig: det lange maoistiske oprør og den blodige massakre af den samlede kongefamilie.
Højland mod lavland
Men i lavlandet syd for Kathmandu, i det såkaldte Terai, ulmede utilfredsheden. Her opfattede man den pludselige ”forbrødring” og hastige vedtagelse af forfatningen som et anslag mod Terai-folkets grundlæggende rettigheder. Her følte man, at landets gamle magtelite – udvalgte bjergstammer og braminerne i Kathmandu – endnu engang befæstede deres magt på bekostning af de fattige og folkerige masser i lavlandet.
Den ny forfatning underminerede Terai-folkets politiske magt og repræsentation i parlamentet, og anfægtede deres statsborgerskab, i hvert fald for dem med familiemæssige bånd til Indien. Især i Terai har folk nære forbindelser med fæller på den anden side af grænsen.
De var netop disse urimeligheder, som den indiske regering forsøgte at udjævne, men altså uden held. Den 20. september vedtog det nepalesiske parlament den ny forfatning uden skelen til Terai-folkets utilfredshed. Den indiske regering udlod, som kutymen byder, at lykønske sin nabo med den ny forfatning, de tog blot vedtagelsen ”til efterretning” og hjemkaldte deres ambassadør til ”drøftelser” i Delhi.
Balladen ved Birgunj
Og i Terai marcherede tusindvis af demonstranter ind i ingenmandsland ved den store grænseovergang i Birgunj, og blokerede hovedvejen til Kathmandu. Det fik den indiske regering til at lukke for grænsen. De ønskede ikke, at urolighederne skulle brede sig til delstaten Bihar på den anden side af grænsen, som befandt sig midt i et vigtigt delstatsvalg (se forrige indlæg Slaget om Bihar). Desuden mente de – i hvert fald officielt – at det var uansvarligt at lade lastbiler rejse gennem Terai under de givne omstændigheder.
Det var måske første gang, at den indiske centralmagt udviste bekymring for lastbilchaufførers ve og vel, og den nepalesiske regering opfattede da også den indiske udmelding som en moralsk støtte til demonstranterne og en de facto handelsblokade af Nepal. I givet fald var det ikke første gang det skete. I 1989 blev Nepal straffet med en 15 måneders indisk blokade, fordi de havde trodset deres sydlige storebror og købt kinesiske luftværnsbatterier.
For blokaden er et effektivt våben. Stort set alle forsyninger kommer fra Indien. Nepals eneste alternativ er en hullet vej til Kina, der snor sig op gennem Himalaya og er lukket om vinteren (og i øvrigt blev ødelagt af jordskælvet). 60% af alle importerede varer, og stort set al olie og gas, kommer sydfra. Og netop derfor er der trange kår i Nepal lige nu.
UNICEF advarer
Syd for grænsen står tusindvis af lastbiler strandet i 12-14 km. lange køer, og kun en håndfuld får lov til at krydse hver dag. Hospitalerne er løbet tør for medicin og laver mad til patienter over åben ild. Der kører ingen biler på vejene, den offentlig transport er indstillet og skolerne lukkede – eleverne kan alligevel ikke komme frem. Hotellerne ligger øde hen i højsæsonen, og restauranter fører sig frem med ”fuel-free menues”. I bjergene hugges træerne ned med rekordhast, for at skaffe brændsel til madlavning.
De økonomiske konsekvenser overstiger med flere alen de to jordskælv tidligere på året, og krisen rammer netop de internt fordrevne fra jordskælvene særlig hårdt. Netop i dag skrev UNICEF i en pressemeddelelse, at ”tre millioner børn under 5 år risikerer død eller sygdom i løbet af den kommende vinter som følge af mangel på mad, brændsel, medicin og vacciner”.
2 x stædighed
I mellemtiden står parterne urokkeligt overfor hinanden. Den nepalesiske regering nægter at genforhandle forfatningen og bøje sig for indisk pres, og den indiske regering fastholder, at miseren er selvforskyldt. Kun hvis Terai-folkets indsigelser imødekommes, kan forholdene normaliseres.
Den hårde indiske linje står i underlig kontrast til den charmeoffensiv, som Modi kastede sig ud i overfor alle de indiske nabostater kort efter sin tiltrædelse. Selv Pakistan blev mødt af den blide Modi, selvom kursen siden har været noget mere slingrende. I august sidste år rejste han så til Nepal på det første officielle statsledervisit i 17 år, og selvom der – som altid – var meget snak om handel og økonomi, havde besøget til Nepal – som med alle hans andre besøg i nærområderne – en storpolitisk dagsorden, nemlig at holde Kina ude af Indiens interessesfære. I det lys kan Indiens pludselige hamskifte virke uforståelig.
Årsagerne er både symbolske og strategiske. Den indiske regering føler sig dårligt behandlet af Nepal. Trods alle deres gavmilde gaver – Indien stod klar med nødhjælp blot fire timer efter jordskælvet og bidrog med 1 mia. dollars til genopbygning, mere end noget andet land – så var Nepal på ingen måde lydhør overfor Indiens indsigelser i forhold til forfatningen. Til gengæld føjede de sig overfor Kina og EU.
Bundet til Indien
Og dermed blev Nepals modvilje også tolket som et forsøg på at hævde deres selvstændighed, og vende sig mod Kina på bekostning af Indien. Og dét skaber bekymring i Delhi, for Nepal er en ufravigelig del af den indiske interessesfære, og har været det lige siden briterne oprettede Nepal som en venligsindet buffer-zone mod Kina under kolonitiden. Omvendt mener nepaleserne, at Indien har blandet sig stadig mere i deres interne forhold, især efter 1990 hvor de indførte demokrati, og taget Nepal stadig mere for givet. Derfor deres aktuelle trodsighed.
Men Indien har grund til bekymring. I dag er Kina den største udenlandske investor i Nepal, og inden for de seneste tre år er antallet af kinesiske turister fordoblet til 90.000. I oktober lovede Kina at forsyne Nepal med 1.3 mio. liter benzin som erstatning for de manglende forsyninger sydfra, og i november indviede Kina en jernbaneforbindelse, som borede sig endnu længere ned over det tibetanske plateau. Nu har de planer om at føre linjen helt ned til den nepalesiske grænse. Kineserne rykker nærmere.
Nationalisme mætter ikke
På overfladen fremstår Indien som bøllen, der tryner den lille nabo, men de indiske indsigelser er rimelige. Terai-folket udgør halvdelen af Nepals befolkning, og den nepalesiske regering bliver nødt til at føje dem, hvis ikke landet skal glide ud i permanent uro og etniske stridigheder. Den napalesiske regering bør sluge sin nationale stolthed og erkende, at Nepal er dybt afhængig af Indien. I stedet bør de anskue deres store nabo mod syd som en nyttig partner, der kan forsone parterne.
En smule storsind fra indisk side vil derfor være passende. Modi bør fralægge sine imperiale manerer, og genopfinde sit charmerende jeg. Gerne hurtigt. For vinteren nærmere sig, og med kulden kommer kineserne.
For mere om dette emne, se følgende gode artikler:
Indian Express, den. 24. september 2015 – om syv specifikke ændringer til forfatningen, som den indiske regering krævede gennemført.
The Diplomat, den 27. november 2015 – for en grundig analyse af konflikten.
