Indisk togdrift er på én gang lunefuld og forudsigelig. Jo tættere man kommer på målet, jo langsommere kører toget. Det sker hver gang. Det ene øjeblik tror man, at rejsen er slut. Man passerer de ydre forstæder og føler, at enden er nær. Snart kan man slippe ud af den ...
Læs mere
Læs mere
Jeg ankom første gang til Indien den 16. september 1990. Jeg var 20 år gammel og vidste meget lidt om kaster, intet om indisk politik. Jeg skulle bare op til bjergene, op til Old Manali og hænge ud sammen med de andre backpackere. Den 20. september, dagen efter at Rajiv ...
Læs mere
Læs mere
Omkring mig sad tyve pashtunere og grinede i skægget mens de sammenlignede deres våben: pistoler, haglgeværer og forskellige udgaver af AK-47'eren; det billige plagiat fra stammeområderne, den lidt dyrere model fra Kina og den ægte vare fra Rusland. Vi sad alle på toppen af en bus på vej hjem fra ...
Læs mere
Læs mere
Det var på min rejse med Mr. Singh, at jeg første gang mødte et ægte landsbyråd, et ”panchayat”, ”de fems forsamling”. Ikke overraskende bestod rådet af fem mænd, som alle var højkaster. Braminere med gult lændeklæde, dusk i nakken og den hellige snor om livet. Og Rajput-mænd med store hvalros-overskæg ...
Læs mere
Læs mere
”Kalkulen er egentlig ganske enkel...” sagde Mr. Singh, mens han lagde an til endnu en livsfarlig overhaling med sin hvide 4-hjulstrækker. ”De to landsbyer har 3000 indbyggere til sammen. Med en valgdeltagelse på 60% er der 1800 stemmer i spil. Hvis bare jeg kan flytte 800 stemmer, så vinder vi…” ...
Læs mere
Læs mere
Bortset fra den skarpe sikkerhedskontrol lignede Varanasi Taj Gateway et ganske almindeligt luksushotel. En bred indkørsel rullede henover plænen og forbi en overdækket indgangsportal. Veltrimmede piccoloer stod klar til at slæbe kufferter. Dørvogtere i røde uniformer med guldknapper, hvide handsker og prangende turban viste én hen mod døren, som dog ...
Læs mere
Læs mere
Jeg skulle af ved Noida – Sector 18 ved den yderste udkant af Delhis metronet. Toget var fyldt med slidte kontorfolk i krøllede skjorter og udenfor passerede funklende højhuse i glas og stål. De klingede fint med det sci-fi agtige navn på min destination. I starten af 90’erne var Noida ...
Læs mere
Læs mere
Det er svært at sige hvor mange vi var. Mindst 100.000. Måske 300.000. Et bølgende menneskehav på en støvet mark uden for den nordindiske by Allahabad. 43 grader i skyggen og en stemning nær kogepunktet. De fleste havde ventet i tre, fire og fem timer. Selv havde jeg kun været ...
Læs mere
Læs mere
Danganj er en af disse tarvelige hybridbyer, der findes overalt i Indien, og som består af en stribe lave bygninger støbt i beton, der klæber sig til landevejen og huser den sædvanlige klynge af kiosker, chai-shops, værksteder og tingeltangel-butikker. Det var hér, godt fyrre kilometer nord for Varanasi, at jeg ...
Læs mere
Læs mere
Byen Agra er kendt for to ting; Taj Mahal og sine hustlere. Og for mit eget vedkommende tyfus, som jeg fik fordi jeg drak postevand fra hanen, som den ægte backpacker jeg var. Kun turister drak mineralvand fra fryseboksen, og turist var jeg i hvert fald ikke. Så hellere trække ...
Læs mere
Læs mere
For mange er Indien det spirituelle land. Og de fem mio. sadhuer, swamier, guruer og andre vise mænd, der lever i bjergene, templerne og langs de hellige floder, er de stærkeste eksponenter for denne forestilling. Mange af sadhuerne er dybt respekterede, store yogier med særlige evner. Nogle lever i ekstrem ...
Læs mere
Læs mere
Mit møde med yogaen var en lidet glamourøs affære. Den varede et par dage midt i 90'erne og ebbede ud i vægelsind, ledsmerter og almindelig dovenskab. Jeg var ankommet til McLeod Ganj i Himalaya, et fast stop på den nordlige backpackerrute og et populært eksil fra lavlandets støv, varme og ...
Læs mere
Læs mere
