Hardcore Hindu

Om den hindunationale vækkelse og triumf

 I 1987 lancerede det indiske fjernsynsmonopol Doordashan Tv-serien ”Ramayana”. Det blev dens største succes nogensinde, med næsten 100 millioner seere. Ramayana er Indiens mest elskede gudefortælling, og handler om den Ramas kamp mod ondskab og uretfærdighed. Rama er den gode tronfølger, der snydes for sit kongerige og sendes i eksil langt ude i junglen med sin smukke hustru Sita. Her bortføres hun af den onde dæmon Ravanna og føres til Sri Lanka. Rama og hans tro tjener abeguden Hanuman følger efter og besejrer Ravanna i et episk slag og forenes med Sita.

Men Rama nages af tvivl, for har den skønne Sita nu også været ham tro i Ravannas fangeskab? Sita beviser sin uskyld ved at vandre gennem et brændende bål uden af flammerne bider på hende. Guderne har set hendes uskyld, men folket tror hende ikke, og Rama bliver nødt til at bandlyse hende. Hun sendes ud i skoven, hvor hun venter i 10.000 år, indtil Rama erkender sin vildfarelse og tager hende til nåde.

Hver søndag morgen kl. 9.30 flokkedes inderne om det nyeste afsnit af serien. Fjernsynet blev det nye alter, som folk pyntede med blomsterkranse og røgelsespinde. Når guderne trådte frem på scenen sang de hymner og bad til skærmen. Busserne kørte kun sporadisk og passagertogene stoppede på tilfældige stationer, hvor fjernsyn blev sat op. Det var umuligt at praje en taxa. Nyvalgte ministre udskød deres tiltrædelsesceremonier og en enkelt brud blev væk fra sit bryllup.

Begejstringen er svær at forstå, for serien var komisk dårlig, selv efter indiske forhold, med et opbud af papkulisser og vatskæg, der var en skolerevy værdig. I det store episke slag mellem Rama og Ravanna flyver elektroniske pile gennem luften mens de knitrer og udsender farvestrålende lys. Serien er blottet for seksuelle undertoner (af respekt for guderne), og tilmed uden en eneste kendt skuespiller på rollelisten, som ellers plejer at være det vigtigste trækplaster for indiske film. Og så var historien dræbende langsomt fortalt henover 78 afsnit.[1]

Alligevel blev serien en uhørt succes, for Doordashan ramte én af tidens stærkeste strømninger, den hindunationale vækkelse. Det var en bevægelse, som havde ligget i dvale siden uafhængigheden, men i slutningen af 1980’erne blev den vakt til live, og en del af fortjenesten tilfaldt Ramayana serien.

For serien vakte en folkelig fascination for Rama, og det var kærligheden til Rama, som blev omdrejningspunktet for to af de blodigste begivenheder i moderne indisk historie; nedrivningen af Babri Masjid moskéen i 1992 og massakren i Gujarat i 2002. De to hændelser dannede grobund for en voksende folkelige opbakningen til det hindunationale parti BJP, der satte kronen på værket med en historisk valgsejr i 2014.

Og sejren i 2014 var på alle måder en frydefuld for hindunationalisterne. For det første fik de absolut flertal i parlamentet. Det var en gunst som kun havde været forbeholdt Kongrespartiet, og dét for 30 år siden, da Rajiv Gandhi blev båret ind på ryggen af sin mors martyrium i 1984.

For det andet var den ny statsminister, Narendra Modi, en erklæret hardliner. Ingen kunne anfægte hans ideologiske sindelag, han var det ægte hindunationale vare. Og dermed var han også den første statsminister, der kunne tænkes at føre en ufortyndet hindunational dagsorden, med en langsigtet reform af samfundet for øje.

For det tredje repræsenterede valget 2014 ærkefjendes totale deroute. Kongrespartiet, som havde siddet på magten siden 1947 og solgt ud af det hinduistiske arvesølv, var knækket. Partiet befandt sig i en eksistentiel krise og Nehru/Gandhi-dynastiet magi var kraftigt aftagende.

I dag står hindunationalismen stærkere end nogen sinde. Men hvad kommer de af? Og hvad vil de? Hvordan har de nået deres mål? Og hvad betyder de for Indien?

Hindutva – at være inder

Den 30. januar 1948 blev Gandhi skudt tre gange i brystet af hinduaktivisten Nathuram Godse. Mordet var en straf for Gandhis eftergivenhed over for Pakistan. Godse mente, at en fastere indisk hånd overfor Pakistan kunne have forhindret nedslagtningen af hinduer og sikher under delingen. Og nu insisterede Gandhi så ovenikøbet på, at Indien skulle overføre store pengebeløb til Pakistan fra den indiske nationalbank, jf. den oprindelige aftale om delingen. Det var en hån overfor de mange, som havde lidt under delingen.

Men hindunationalisterne foragt for Gandhi – og Nehru – stak dybere end deres politik overfor Pakistan. Hindunationalisterne mente, at de to landsfædre havde forspildt en historisk chance, da de formulerede deres vision om det mangfoldige Indien. I deres optik havde Indien været underlagt fremmede herskere i tusind år. Først af de muslimske feltherrer fra Centralasien, der styrede Indien fra deres paladser i Delhi og tvangskonverterede hinduer til Islam. Siden af den britiske kolonimagt, der udplyndrede landet og inficerede det med vestlige værdier. Alle havde de ydmyget hinduerne, og i 1947 fik inderne en enestående chance for at nulstille historien. Men Nehru og Gandhi ville noget andet. For mange hindunationalister var det landsforræderi.

Men drabet på Gandhi gav bagslag. Gandhi var frihedsbevægelsens åndelige fader, en guru som inderne elskede og agtede, og hans mord var et helligbrøde. Han blev en martyr for det mangfoldige Indien. Hindunationalismen blev bandlyst som ideologi og Nehru stod stærkere end nogensinde. Da forfatningen blev vedtaget i 1950, var de hindunationale mærkesager blevet reduceret til hensigtserklæringer uden juridisk tyngde.

Forfatningen var pluralisterens sejr over hindunationalisterne, i en kappestrid, der kunne spores tilbage til den gryende frihedsbevægelse i slutningen af 1880’erne, og som for alvor tog form i 1920’erne. Allerede i 1907 blev Kongresbevægelsens splittet i den ”varme” og ”bløde” fløj, hvor den ”bløde” fløj prædikede dialog og inklusion, mens den ”varme” fløj ønskede væbnet modstand mod briterne, og hyldede en mere hindunational dagsorden.

Men det var i 1920’erne, da Gandhi formulerede Kongresbevægelsens religiøst altfavnende ideologi, at hindunationalismen tog form som en modbevægelse.[2] Ophavsmanden til den hindunationale ideologi hed Vinayak Sarvarkar.

Som de fleste andre indiske frihedskæmpere (Gandhi, Nehru, Patel, Ambedkar, Jinnah, Bose), studerede Sarvarkar jura i England – og derfor var det også i London, at Gandhi og Sarvarkar mødtes første gang. Året var 1906, og ifølge overleveringen var Sarvarkar i færd med at stege rejer, da Gandhi lagde vejen forbi hans studiekammer. Sarvarkar tilbød Gandhi at dele sit måltid, men Gandhi afstod, da han var vegetar. Sarvarkar svarede, at kun et fjols ville bekæmpe briterne uden først at indtage en god dosis protein.

Hvad enten historien er sand eller ej, illustrerer den fint forskellen på de to mænd og deres modstridende ideologier. Sarvarkar troede ikke på Gandhis passive modstand, han mente, at der skulle mere til at ryste det britiske imperium. Pacifisme ville blot bekræfte briterne i deres forestilling om den svage hindu, der ikke kunne slås. Væbnet kamp var derfor et nødvendigt middel i kampen mod frihed, og den eneste måde hvorved hinduerne kunne genrejse deres af ære og værdighed efter hundrede års ydmygelser.

Selv lignede Sarvarkar så langt fra en hindu-kriger. En britisk embedsmand beskrev ham som en ”lille mand med et intelligent ansigt og nervøs udstråling”.[3] Men trods den ”nervøse udstråling” havde Sarvarkar sin faste gang i militante kredse i London, hvor han omdelte bombemanualer til indiske studerende og underviste i guerillakrig.

I 1910 blev han anholdt af britisk politik og idømt 50 års fængsel for meddelagtighed i et attentant på en britisk parlamentariker. Afsoningen skulle ske i Indien, og derfor blev han sat ombord på en båd til Bombay. Da Sarvarkars båd lagde til i Marseille, hoppede han i havnen og svømmede i land, men desværre for Sarvarkar holdt den aftalte flugtbil ikke hvor den skulle. Han pågrebet af fransk politi og sat ombord på både i håndjern.

Ved ankomsten til Indien blev han ført videre til den berygtede fangekoloni på Andamanerne langt ude i det Indiske Ocean – i øvrigt en tidligere dansk koloni, som briterne overtog fordi øen var aldeles ubeboelig. På overfladen et paradis med palmer og hvide strande, men hårdt plaget af malariamyg.

Det var her briterne byggede deres mest berygtede fængsel som inderne kaldte ”Kala Pani” (det store vand), med henvisning til hinduismens forbud mod at krydse havet; en handling som var forbundet med tab af kaste og dermed en ekstra straf, som briterne påførte fanger, der endte i netop hér.

Sarvarkar tilbragte 10 år på Andamanerne og skrev, ifølge overleveringen, sit kampskrift på væggene af sin fængselscelle. Titel var ”Hindutva – at være hindu”. I dag udgør ”Hindutva” grundlaget for den hindunationale ideologi og bogen er dens bibel.

Hindu, Hindi, Hindustan

Sarvarkar var ikke religiøs. Han var erklæret ateist, ønskede kastesystemet afskaffet og mente ikke, at koen var hellig. Han hyldede vestlig videnskab og teknologisk udvikling og hans største helt var Giuseppe Mazzini, en italiensk frihedskæmper, der kæmpede for et forenet Italien.

Sarvarkars vision for Indien var formet af en vestlig nationsforståelse. Indien skulle være en stærk nation, der byggede på en fælles identitet, og det fællesskab var Hindutva.

Hindutva omfattede tre elementer, der definerede hhv. landet, folket og kulturen i et samlet nationalt fællesskab. Indien, moderlandet, var den geografiske størrelse beskrevet i de ældste hinduistiske skrifter, Veda’erne. Det var ariernes land, Aryavarta, som omfattede hele det indiske subkontinent, herunder Nepal, Bangladesh, Pakistan og dele af Afghanistan. Det indiske folk var en samlet race, der nedstammede fra arierne og dermed bundet sammen af et etnisk fællesskab. Fælles for dem alle var hinduismen, ikke kun i en religiøs forstand, men et kulturelt fællesskab, der også omfattede de øvrige indfødte trosretninger; buddhisme, jainisme og sikhisme, men ekskluderede Islam og kristendom, der var bragt til Indien af fremmede herskere.[1]

Dermed var Indien ikke en mangfoldighedens nation, men en nation som byggede på en enestående og veldefineret hinduistisk kultur og identitet, med dybe historiske rødder. Hinduismen var Indiens største og ældste kultur, som minoritetskulturerne måtte underkaste sig, og afsværge troskab.

Den hindunationale ideologi afspejlede sig i en vifte af mærkesager. Nationen skulle hedde Bharat, det oprindelige navn for det indiske subkontinent, hentet fra en arisk konge, der levede i en fjern og ukendt fortid. Flaget skulle prydes med svastika (hagekors), et af hinduismens vigtigste symboler. Og nationalhymnen skulle være ”Vande Mataram”, som hyldede de asketiske hindukrigere, der bekæmpede muslimske ”invasionsstyrker” i 1700-tallet.

Sarvarkars kampskrift Hindutva blev udgivet i 1923, kort efter at Gandhi overtog ledelsen af Kongresbevægelsen og stadfæstede sine idealer om pacifisme og religiøs harmoni. Sarvarkars udfald mod Gandhi blev stadig mere harske. Han kaldte ham ”en svækling, der samarbejder med briterne”, ”en galning, der rabler om medfølelse og tilgivelse” og en mand, som ”trods sit store hjerte besidder et meget snævert og umodent sind”.

Op gennem 1940’erne voksede opbakningen til den hindunationale ideologi. Bevægelsen drog næring fra det voksende fjendskab mellem hinduer og muslimer, og muslimernes kamp for en selvstændig nation. For selvom Sarvarkar og hans fæller var modstandere af Pakistans tilblivelse, var det samtidig vand på deres ideologiske mølle. Hvis det ny Pakistan skulle være muslimernes land, så måtte det ny Indien i sagens natur være hinduernes land.

Alligevel var det Kongresbevægelsen, der sejrede. Den havde en bredere folkelig opbakning – ikke mindst fra Indiens mange religiøse mindretal. Den havde en stærkere organisation. Og den havde mere karismatiske ledere, især Nehru og Gandhi, men også Patel, der udgjorde en slags hindunationale modvægt til de to andre.

Endelig blev hindunationalismen offer for sin egne kugler. Da en af Sarvarkars disciple, Nathuram Godse, skød og dræbte Gandhi den 30. januar 1948, mistede bevægelsen sin folkelige opbakning. Sarvarkars hjem blev omringet af en rasende hob af stenkastende borgere. Selv blev han anholdt og sigtet for meddelagtighed i mordet, ikke mindst fordi Nathuram Godse havde besøgt Sarvarkar nogle få dage før han udførte sin ugerning.

Sarvarkar blev frikendt på manglende beviser. Godse blev henrettet. Og Gandhi blev fragtet gennem Delhis gader på toppen af en åben ammunitionsvogn. Hans båre var flankeret af soldater i paradeuniform, næppe et skue, som havde glædet den gamle pacifist. Til gengæld havde det glædet ham, at han trak hindunationalismen med sig i døden. Der skulle gå 40 år før bevægelsen atter blev stueren.[4]

Det hindunationale hus

Den hindunationale bevægelse har meget til fælles med hinduismens guder – den har mange ansigter og mange inkarnationer, der alle repræsenterer forskellige aspekter af en større samlende gud. For den hindunationale bevægelse er det RSS, der er den store samlende gud. Rashtriya Swayamsevak Sangh (”Den Nationale Organisation af Frivillige”) er en landsdækkende organisation med over 5 mio. medlemmer, og den hindunationale bevægelses flagskib.

De mange medlemmer er fordelt på 50.000 lokalafdelinger, de såkaldte ”Shakas”, der stræber efter at virkeliggøre det hinduistisk idealsamfund, med lighed og broderskab på tværs af kaster, og stærke, veltrænede mænd, der kan forsvare hinduismens ære. RSS en revolutionær græsrodsbevægelse, der ønsker at ændre samfundet fra bunden.

RSS er også verdens største NGO. Den varetager socialt arbejde, bygger skoler og indgår i katastrofearbejde, når ikke de bekæmper ”globaliseringen”. I 2009 gik RSS til kamp mod Coca-Cola og Pepsi-Cola og lancerede en ny læskedrik baseret på ko-tis, udviklet af deres ”Afdeling for Beskyttelse af Køer”. Den ny sodavand, som er mere gul end Fanta, hedder ”Gau Jal” (Ko-vand) og sælges med både med stikkelsbær- og aloe vera-smag. Ifølge RSS’ talsmand virker ko-urin helbredende på mere end 80 sygdomme, herunder kræft og sukkersyge. Især urin hentet fra jomfruelige køer, tappet før solopgang, har mange gavnlige egenskaber.

RSS’ hårde kerne består af 5.000 pracharaks, fuldtidsmedlemmer, der har afsværget familielivet og taget et kyskhedsløfte. De har viet deres liv til ”sagen”, og lever en munkeagtig tilværelse med hårdt arbejde og spartansk livsstil. De arbejder for de ultimative mål; at genskabe hinduernes kulturelle storhed og genvinde ejerskabet over deres land, som de mener, har været besat af fremmede magter i tusind år.

RSS blev grundlagt i 1925 som en reaktion på den islamiske vækkelse, Khalifat-bevægelsen, og dens pletvise angreb på hinduer forskellige steder i Indien. Det var angreb, der pirkede ved det mindreværdskompleks, som dele af den hindunationale intelligentsia havde overtaget fra den britiske kolonimagt, forestillingen om den svage, feminiserede hindurace. Endnu engang blev hinduer forfulgt af muslimer. RSS skulle skabe en kadre af disciplinerede mænd, der kunne tjene det fremtidige Indien.

Stadig i dag mødes frivillige ved daggry på støvede pladser i indiske storbyer iført hvid skjorte, kakifarvede bukser og gule sokker, kraftig sort bælte og blanke, sorte sko. De står ret på snorlige rækker og udfører RSS tegnet i takt; højre hånd føres vandret op mod brystet med håndfladen nedad. Der lyder trommehvirvel, de afsynger nationalhymnen og udfører kamptræning med bambuskæppe.

Deres organisatoriske forbilleder var især deres fjender; muslimerne og den britisk-indiske hær, hvis styrker de ønskede at gøre til deres egne, især deres sammenhold og militære kvaliteter.

Men også samtidens fascistiske bevægelser i Europa vakte gehør. I 1947 bemærkede RSS chefideolog, at ”Tyskland chokerede verden ved at udrense sit land for (jøderne). Det var racestolthed på sit højeste, der blev udvist her. Tyskland har også vist hvor umuligt det er for racer og kulturer, der er grundlæggende forskellige, at lade sig assimilere i et samlet hele, det er en lektie vi kan lære fra her i Hindustan”.[5] Hinduismen er ikke kun en trosretning, det er også et folk og en race.

Born again hindu

Den rabiate Hindutva trives især i organisationerne VHP og Bajrang Dal. VHP – ”Vishwa Hindu Parisad” eller ”Hinduismens Verdensråd” – blev grundlagt for at beskytte Indien mod kristen, islamisk og marxistisk infiltration, med Bajrang Dal som deres såkaldte ungdomsorganisation. I praksis fungerer de som stormtropper ved sekteriske angreb og deltager i kirkeafbrændinger og bombeangreb mod moskeer.

Organisationerne bekæmper enhver forhånelse af hinduismen og forfølger forskere, forfattere, filminstruktører og malere, som de mener forbryder sig mod hinduistiske værdier. Filminstruktøren Deepa Mehta blev angrebet af Bajrang dal aktivister under optagelserne af ”Water”, om hinduistiske enkers hårde skæbne, og ”Fire”, om lesbisk kærlighed.

Dertil kommer anslag mod formodet kulturimperialisme. Aktivister vandaliserer med jævne mellemrum Pizza Hut og Kentucky Fried Chicken, og idømmer unge mennesker mavebøjninger på fortovet, hvis de mistænkes at fejre Valentine’s Day. Når der er cricket-landskamp mod Pakistan, overvåger de muslimske områder, og sikrer, at der er et tilpas opbud af indiske flag.

VHP’s fornemmeste opgave er at reformere hinduismen, for den traditionelle hinduisme dur ikke som folkebevægelse. Der er for lidt samling over menigheden og for meget kaotiske mangfoldighed. Der er ingen samlende gud eller fælles profet, men tusindvis af guder, som vælges efter behov og hvilken kaste, man tilhører.

I de fleste taxaer hænger en figur af Ganesh i bakspejlet, han er guden, der fjerner forhindringer på livets vej. I køkkenet står ofte et alter til ære pengegudinden Lakhsmi – det er ikke altid nemt at få det hele til at hænge sammen som indisk husmor. Og husets tjenere vender sig mod abeguden Hanuman, Ramas tro væbner og tjener.

Hinduismens frodige kaos stikker dybere end de mange guder. Der findes ingen bibel, heller ingen faste regler og fælles vej til frelse, men utallige skrifter, der peger i hver sin retning. Der er endda grene af hinduismen, der tager afstand fra gudetro og er direkte ateistiske. Endelig har hinduismen hverken kirkelig organisation eller missionstrang.

Alt det ønsker VHP at ændre. For ligesom RSS tog ved lære af fjendens militære disciplin, og overtog briternes uniformer og paradeteknik, så har VHP taget ved lære af fjendes religiøse disciplin, og ønsker at indpode hinduismen med noget af den samling og slagkraft, som kendetegner Islam og kristnedom. Derfor arbejder VHP for en harmonisering af de hinduistiske ritualer og en forenkling af teologien. De ønsker at etablere en fælles kirkelig organisation, med en samlet struktur og en tilhørende missionsvirksomhed. Og endelig ønsker de at afmontere kastesystemet, da det underminerer sammenholdet blandt hinduer.[6]

Ramayana-seriens succes blev et uventet bidrag til VHP’s ambitioner, for den etablerede Rama som det fælles ikon på kryds og tværs af hinduer, på en måde som aldrig var set før. Med Rama-feberen opstod konturerne af et hinduistisk samlingspunkt på tværs af kaster og gammelt nag.

Samtidig banede globaliseringen og 90’ernes økonomiske boom vej en dybereliggende spirituel forvandling af den indiske middelklasse, eller dele af den. Tusindvis af unge veluddannede indere fik arbejde i IT-industrien. De nød frugterne af opsvinget, blev forbrugere og oplevede den fremmedgørelse og materielle tomhed, som ofte følger i kølvandet på et stressende moderne arbejdsliv. De fik nye spirituelle behov, ikke helt ulig udviklingen i Vesten.

Og ligesom i Vesten, følte de unge sig ikke hjemme i de gamle templer med deres arkaiske ritualer. De havde ikke tid til messen og cymbale-klang og lange opremsninger på sanskrit. De søgte konkrete svar i en kaotisk tid.

Og guruerne stod klar, ikke mindst Baba Ramdev, der i dag har sit eget tv-show, der følges af flere millioner mennesker. Han prædiker yoga og den indisk naturmedicin ayurveda, og leverer en spirituel oprustning, der i form og indhold minder om de amerikanske tv-prædikanter. Han tordner mod globalisering og homoseksualitet, hylder hinduistisk sammenhold og har tætte forbindelser til den hindunationale bevægelse. Han er langt fra den eneste.

Størst blandt new age hinduisterne er Sri Sri Ravi Shankar og hans ”The Art of Living Foundation”, et globalt imperium, der også har lokaler på Østre Farimagsgade i København, og som ifølge deres hjemmeside hjælper folk med at ”slippe af med stress og opleve indre ro”. At han også har nære relationer til den hindunationale bevægelse, fremgår ikke af hjemmesiden. På det punkt er han mere diskret, men sad dog på forreste række ved ceremonien hvor Modi påtog sig statsministeriet.

Ravi Shankars primære ashram ligger i Bangalore og kan ses på flere kilometers afstand, badet i et blåt og hvidt skær, og lysår fra datidens dunkle templer, med deres støvede mystik i kringlede baggyder. Ravi Shankars tempel er fem etager højt, formet som en lotus og opført i marmor. Under kuplen ligger et kæmpe romersk amfiteater. Vægge og hvælvinger er dækket af lyserøde lotusblomster og søjlerne er prydet af symboler fra alle de store verdensreligioner. Den islamiske halvmåne, jødestjernen, det kristne kors.

Ravi Shankars bevægelse fungerer som en hinduistisk prototype for VHP. ”The Art of Living Foundation” er et levende eksempel på hinduistisk reform, der følger med tiden. Det tiltrækker de unge, samler en menighed og skaber en fælles liturgi. Præcis det, som VHP arbejder for.[7]

Indisk Folkeparti

Hvis RSS udgør den bærende struktur i det hindunationale hus, og VHP og Bajrang Dal husets dunkle kælder, så består husets pæne facade af Bharatiya Janata Party (BJP), der direkte oversat betyder ”Indisk Folkeparti”. BJP er bevægelsens politiske gren og hindunationalismens venlige ansigt udadtil; demokratisk, lyttende og umiddelbart kompromissøgende.

BJP blev fostret af RSS med henblik på at kapre den politiske magt og implementere Hindutva i praksis. Men forholdet mellem de to organisationer er vanskeligt, lidt som den fromme fader, der gør krav på sin søns lydighed. RSS ønskede ikke at blande sig i det politiske liv. De ønskede ikke at skulle gå på kompromis med deres idealer, og opfattede generelt politik som en beskidt affære, som lå under deres værdighed. Deres var en kulturkamp, en kamp om værdier og holdninger, hvis effekt og holdbarhed lå langt ud over en almindelig valgperiode. Omvendt måtte de sande, at et politisk parti var en uundgåelighed, hvis de ønskede indflydelse i et folkestyre. Derfor grundlage RSS partiet BJP. I dag er BJP den vigtigste drivkraft bag den hindunationale vækkelse.

Da partiet første gang stillede op til valg i 1980 fik det nul mandater, men herefter gik det fremad ved hvert eneste valg, og i 1996 var partiet parlamentets største. BJP blev det højreorienterede alternativ til Kongrespartiet, der trak vælgere på lige dele moderne liberalisme og gammeldags kulturkonservatisme. Dertil en mere håndfast linje over for Pakistan, og flere krav om tilpasning til Indiens muslimer.

BJP gik forrest i en offensiv mod Kongrespartiets kerneværdier, som de kaldte for ”pseudo-sekulære”. De hævdede, at Kongrespartiet ikke praktiserede den lighedstanke, som de selv prædikede, men favoriserede muslimer og andre mindretal i et forsøg på at kapre deres stemmer, alt i mens de tog deres hinduistiske vælgere for givet.

Analysen var ikke uden belæg, og den vakte gehør i den hinduistiske middelklasse. Holdninger, som tidligere var blevet bandlyst af det indiske kulturparnas blev nu stuerene. Det blev legitimt at hævde sin hinduistiske kultur og identitet.

Som BJP voksede i styrke og magt, voksede også kløften med deres ideologiske ophav, RSS. Mange af BJP’s kernevælgere var veluddannede byboere og forretningsfolk, der var tiltrukket af partiets økonomisk liberale profil. De var ikke drevet af de antimuslimske følelser, der kendetegnede det hindunationale bagland, men var bare trætte Kongrespartiets socialisme og korruption.

Partiet blev erhvervslivets darling, og er det stadig. Den gang som i dag, støttes BJP med rundhåndede pengegaver af Indiens største virksomheder og glamourøse rigmænd, der ses på forsiden af glittede blade i festligt lag med unge Bollywood starletter.

Og dét er en torn i øjet hos de spartanske hindukrigere i RSS, som hylder livets spirituelle værdier. I deres optik er en stræben efter det materielle foragteligt, og noget der udspringer af gement begær og dyriske drifter. I den forstand flugter deres hindunationalisme pænt med Gandhi, ikke kun i forhold til livsanskuelse, men også i hans økonomiske politik.

Begge parter deler en svaghed for småbrug og selvforsyning (swadeshi) på bekostning af masseproduktion og teknologisk udvikling. Og begge nærer en naturlig skepsis overfor udenlandske virksomheder og investeringer. Stadig i dag har BJP et schizofrent forhold til sin egen økonomiske politik.

Jo mere succes BJP fik op gennem 90’erne, jo mere insisterede de på et ligeværdigt forhold til RSS, og jo mindre brød de sig om RSS indblanding i deres ideologiske linje, og deres diktering af hvem, der skulle være partiets kandidater. For de fleste BJP politikere har en fortid i RSS. Partiets to statsministre, Atal Vajpayee og Narendra Modi, er begge del de den hårde kerne af RSS-fuldtidsfrivillige, de pracharaks. Begge har taget kyskhedsløftet og vier deres liv til den hindunationale sag. Vajpayee er stadig ungkarl, og Modi forlod sin kone kort efter brylluppet. Ingen af dem har børn.

Inden Modi blev politiker fungerede han som forbindelsesofficer mellem RSS og BJP på landsplan. Han var den officielle RSS vagthund, der sikrede, at BJP ikke slingrede for langt væk fra hindunationalismens smalle spor. I hvert fald indtil 2001, hvor statsminister Vajpayee trak ham ind i BJP-folden og udnævnte ham til delstatsleder for Gujarat.

Og netop derfor skal skismaet mellem RSS og BJP ikke overdrives, ej heller de hyppige kontroverser med de øvrige dele af den hindunationale familie. På græsrodsniveau hænger de sammen i et finmasket net, alle har været del af de andres organisation. En offentlig fejde kan ligefrem være en fordel, for den skaber en bredde, der favner alle: Den vrede unge mand, den gamle patriark og den moderne familiefar med arbejde i den private sektor.

Over for så broget en forsamling er det nødvendig at bekræfte en forskellighed. Men trods deres forskelligheder, er den hindunationale familie stadig enige om det endelige mål; at skabe et Indien, der bygger på hindunationale værdier. At skabe et Indien for hinduerne.[8]

Fælles fjender, indre styrke

Problemet var bare, at BJP generelt blev opfattet som et højkasteparti, der især henvendte sig til velhavende byboere. Opfattelse blev bestyrket af partiets økonomisk liberale kurs, dens nære forhold til erhvervslivets tunge drenge, og den påfaldende overvægt af højkaster i partigruppen – en overvægt som i øvrigt afspejles i RSS topledelse, som ikke kun styres af braminere, men en særlig gren af braminere. De gamle Jati-fællesskaber lever tilsyneladende videre i bedste velgående, selv i en bevægelse, der officielt påstår at ville kastesystemet til livs. Men også kun officielt, og blandt de unge idealister i VHP. I den gamle garde af braminske hindunationalister er der stadig tilslutning til kastesystemet i en eller anden form.

Og heri ligger BJP’s største udfordring: Hvordan får det fat om vælgerne i de laveste kaster, når det selv har ry som højkasteparti? Og hvordan skaber det en sammenhørighed mellem kasterne, som aldrig har eksisteret før? Hvis det lykkedes, vil BJP kunne trækker stemmer fra den største stemmebank af alle, ”de forenede hinduer”, der udgør 80% af befolkningen. Det vil gøre dem politisk uovervindelige.

Men det er svært, for kastesystemet er netop karakteriseret ved den totale splittelse. Der er ingen samhørighed er mellem kasterne, ingen fællesskab. Den primære loyalitet findes på den laveste fællesnævner: slægten, klanen og Jati’en. Den eneste måde at bygge bro over de gamle kasterivaliseringer er at skabe en ny fælles fjende uden for den hinduistiske fold. Jo større en polarisering mellem hinduer og muslimer, jo flere stemmer til BJP.[9]

Til al held var det lige præcis sådan en konflikt, der opstod da Jammu Kashmir Liberation Front (JKLF) startede et væbnet oprør for et selvstændigt Kashmir i 1987. To år senere eskalerede konflikten, da russerne trak sig ud af Afghanistan, og efterlod tusindvis af islamiske mujahediner med ledige hænder og blod på tanden.

Med Pakistan som villig fødselshjælper blev disse mujahediner sendt til Kashmir hvor de dannede Hizb-ul-Mujahideen og Lashkar-e-Toiba, to rabiate islamistiske bevægelser med en helt anden dagsorden end JKLF. Deres kamp var en Jihad mod hinduerne. De ønskede Indiens opløsning, og de ønskede Kashmir underlagt Pakistan. Ikke – som JKLF – et selvstændigt og sekulært Kashmir.

I vinteren ’89 kastede islamisterne sig ud i et orgie af tortur, mord og voldtægt rettet mod de 200.000 hinduer, der i århundreder havde levet i fredelig harmoni med muslimerne i Kashmir-dalen. De ønskede et Kashmir renset for vantro, og inden for det første år flygtede 100.000 hinduer sydpå. Ti år senere var der kun 4.000 hinduer tilbage. Hindunationalisterne rasede; endnu en gentagelse af historien, endnu en fortælling om muslimsk undertrykkelse af hinduer, endnu en regering, der ikke greb ind.

Op gennem 90’erne blev krigen i Kashmir stadig mere blodig. Hver dag bragte nye historier om væbnede sammenstød, selvmordsangreb og overgreb på civilbefolkningen gennemført af både jihadier og den indiske hær. Indien indsatte en halv million soldater i delstaten, oprettede svært befæstede kontrolposter overalt i hovedstaden Srinagar og chikanerede befolkningen.

Og jihadierne påtvang det ellers moderate Kashmir deres middelaldernormer; kvinder blev tvunget i burka, biografer blev lukket, rygning forbudt. Kashmirs ungdom blev radikaliseret og civilsamfundet ophørte med at eksistere. Kun hæren og modstandsbevægelsen fungerede efter hensigten. Som altid, var det kun ekstremisterne, der nød godt af den voksende voldsspiral.[10]

Ramas hellige mursten

Det var ikke hindunationalisterne, der først pustede til de sekteriske gløder. I starten af 1980’erne begyndte Indira Gandhi at skilte med sin hinduistiske tro – ikke just en adfærd, der havde præget hende tidligere. Hun badede i hellige floder, besøgte templer og holdt lange taler om hinduistisk sammenhold. Hendes motiv var det samme som hindunationalisterne, hun ønskede at kapre stemmer blandt de hinduistiske lavkaster i en tid, hvor Kongrespartiets oplevede faldende vælgertilslutning.

Efter hendes død forsøgte Rajiv Gandhi at gøre hende kunsten efter, men det gav bagslag, for han prøvede både at tækkes de muslimske og hinduistiske fundamentalister på én gang. Det var især sagen om Shah Bano, der sendte Rajiv Gandhi ud i politisk uføre, og bidrog til Kongrespartiets ry som ”pseudo-sekulært”.

Shah Bano var en 75-årig fraskilt muslimsk kvinde, der anlagde sag mod sin mand, da han nægtede at betale hende mere end de tre måneder underholdsbidrag som islamisk lov foreskriver. Det var en delikat sag, med direkte tråde tilbage til Nehrus kontroversielle accept af muslimsk sharia-lov i forbindelse med familieforhold. Sagen endte i den indiske højesteret, som i 1985 dømte til fordel for Shah Bano. Hendes mand skulle betale hende 197 rupees om måneden, uanset hvad sharia sagde. Samtidig opfordrede højesteret til en lovsanering, så alle – uanset trosretning – kunne blive lige for loven.

Dommen førte til et ramaskrig i store dele af det muslimske samfund. Shah Bano blev udråbt til kætter og frosset ud af sine trosfæller, så hun endte med at frasige sig de 197 rupees. Også Rajiv Gandhi rystede på hånden, især da Kongrespartiet tabte en række valg i sine muslimske valgkredse. Han gennemtrumfede en hastelov, der annullerede højesterets afgørelse. Rajivs vankelmod gav bagslag. Kongrespartiet fik det brede hinduistiske flertal imod sig, og Rajiv prøvede nu i at dulme den hinduistiske vrede ved at kompensere i en anden mærkesag, der skulle vise sig at være endnu mere sprængfarlig – sagen om det forsvundne Rama-tempel i den nordindiske by Ayodhya.[11]

Den nordindiske by Ayodhya er Ramas formodede fødested for godt 900.000 år siden. Det var her Ramayana udspilede sig, og derfor er byen en af hinduismens syv helligste byer. Sagen tog sin begyndelse i 1949, da en lille statue af Rama i barneskikkelse manifesterede sig i Ayodhyas Babri Masjid moské, en 500 år gammel moské opkaldt efter Stormogulen Babur.

Sandsynligvis blev statuen placeret i moskéen af en pro-hinduistisk embedsmand, men i folkemunde bredte historien sig om Ramas genkomst, at det var Rama selv, der markerede sit fødested, og ønskede et tempel opført netop dér. Midt i moskéen. Den gang i 1949 fik Kongrespartiet hurtigt lagt lå på konflikten. Sagen gik i dvale indtil den blev vakt til live af VHP i starten af 1980’erne, i en kampagne, som de kaldte ”befrielsen af Rama fra det muslimske fængsel”.

I et forsøg på at tækkes de hindunationale strømninger beordrede Rajiv nu moskéen åbnet for bedende hinduer. Nu var det muslimerne, der rasede, og vælgere fra begge lejre vendte ryggen til Kongrespartiet. Hinduerne flygtede over i BJP, mens muslimerne vendte sig mod de nye lavkastepartier, som kapitel 3 omhandler.

Endelig havde VHP fundet en sag, der på alle måder gavnede den hindunationale sag. De lod sig ikke nøjes med Rajiv Gandhis forslag om at åbne moskeen for bedende hinduer, de ønskede moskeen revet ned og et Rama tempel bygget på dens ruiner. I et elegang PR-stunt opfordrede VHP alverdens hinduer til at sende velsignede mursten til Ayodhya, som skulle bruges til genopførelsen af Ramatemplet.

Kampagnen var en kæmpe succes og mursten blev fragtet til byen i læssevis. 167.000 i alt, alle møjsommeligt indgraveret med Ramas navn og stenens oprindelse. Mange kom fra USA, England, Caribien og Sydafrika. Babri moskeen var blevet symbolet på den hindunationale fortælling om muslimsk ydmygelse af hinduerne, og hinduernes retfærdige genrejsning. Ayodhya blev stedet hvor slaget skulle stå.[12]

Den pyntede Toyota

I oktober 1990 pustede VHP atter liv i sagen, da de bekendtgjorde, at de ville gennemføre en 10.000 km lang hinduistisk pilgrimsfærd gennem Nordindien, med Ayodhya som den endelige destination. I spidsen for pilgrimsfærden stod selveste L. K. Advani, BJP’s grand old mand, partiets medstifter, nummer to i hierarkiet og en erklæret hardliner.

Det planlagte pilgrimsfærd var en såkaldt ”Rath Yatra”, en rituel rejse med stridsvogn. Og stridsvognen var i dette tilfælde en pyntet Toyota-lastbil, hvor Advani stod på ladet iført Ramakostume, og bevæbnet med bue og pil, Ramas signatur-våben. Toyotaen kørte fra by til by med et stadig større følge af RSS og Bajrang Dal aktivister, samt en broget flok sadhuer med dreadlocks, filterede skæg og aske i panden.

I hver eneste landsby på vejen holdt Advani brandtaler mod Babri moskeen og Kongrespartiet, og bag sig trak han et spor af optøjer, anti-muslimske overgreb og hinduistiske blodofringer.

Men Advani nåede aldrig frem til Ayodhya. På grænsen til Bihar blev han anholdt af politiet efter ordre fra den nyvalgte delstatsleder Lalu Yadav, en lavkastepolitiker, der ikke sympatiserede med hindunationalisterne. Hans vigtigste politiske allierede var muslimerne. De mange hinduaktivister trodsede dog politiet, og fortsatte deres march mod nabodelstaten Uttar Pradesh hvor Ayodhya lå. Også her var en lavkastepolitiker netop kommet til magten, den tidligere landsbybryder Mulayam Yadav, og heller ikke han var venlig stemt overfor hindunationalisterne. Alligevel lykkedes det 70.000 ud af de oprindelige 200.000 aktivister at nå frem til et stærkt befæstet Ayodhya.

Det var eftersigende en nøgen sadhu, der først brød igennem afspærringerne, da han kørte en bus mod politiets linjer. De andre fulgte efter, og snart vejede hindunationalisternes orange flag fra den ene af moskeens kupler. Politiet svarede igen med tåregas og skarpe skud.

Urolighederne rasede i tre dage og kostede mindst tyve aktivister livet. Men Advani havde opnået sit mål. Det hindufanatiske bål brændte stærkere end nogensinde og BJP stormede frem i meningsmålingerne. Til sidst bøjede Kongresregeringen sig for presset og lod hindunationalisterne opføre et lille Rama tempel i Ayodhya, på betingelse af, at de lovede ikke at holde sig fra Babri moskéen under ceremonien. Det lovede de!

Opførelsen af templet blev planlagt til den 6. december 1992, og hinduaktivister fra hele landet flokkedes til Ayodhya for at overvære højtideligheden. Men det havde aldrig været meningen, at de skulle gå fredeligt for sig. Ledere fra BJP, RSS og VHP holdt fyrrige taler og piskede stemningen i vejret, og halvvejs gennem forløbet vendte aktivisterne sig mod de tilrejsende journalister, tævede dem og knuste deres udstyr.

Det menes at aktionen var planlagt, så de ikke kunne dokumentere de efterfølgende begivenheder, for kort efter stormede aktivisterne Babri Masjid med hakker og reb, mens de råbte ”Død over muslimerne” og ”Hindustan for hinduerne”.

Nedrivningen var planlagt ned til mindste detalje, og skete med forbløffende hast. Det tog cirka fire timer at jævne den 450 år gamle bygning med jorden. Moskeens tre kupler styrtede til jorden, én efter én, som var det selveste søjlerne i Indiens demokrati. Murbrokkerne blev pulveriseret med systematisk grundighed. Til sidst gik aktivisterne løs på de lokale muslimer, brændte deres hjem og dræbte i flæng.

Fra Bombay til Mumbai

På få dage spredte urolighederne sig fra Ayodhya til resten af landet. Muslimer og hinduer dræbte hinanden i gader og stræder og tusinder mistede livet. De fleste ofre var muslimer. Værst gik det for sig i Bombay, Indiens mest driftige og moderne by, som på ingen tid blev forvandlet til en rygende kampzone. Det var først da militæret indførte undtagelsestilstand, at roen sænkede sig. Da var mindst 1.400 mennesker omkommet. Bag urolighederne stod håndlagere fra det lokale hinduradikale parti Shiv Sena.

Sammenstødene faldt i to faser. De første uroligheder fandt sted umiddelbart efter nyheden om Babri Mashids moskéens pulverisering. Rasende muslimer gik på gaden, og blev yderligere tirret af jublende hinduaktivister. Politiet slog til, især mod det muslimske demonstranter, og den 20. december ebbede urolighederne ud.

Den næste, og mest blodige runde, startede et par uger senere i den fattige, og overvejende muslimske bydel Jogeshwari. Om natten, den 8. januar, kastede ukendte gerningsmænd benzinbomber ind ad vinduet til en fattig hinduistisk familie mens de lå og sov. Brandstifterne havde samtidig spærret døren udefra, så alle seks beboere døde, herunder en fysisk handikappet pige. Historien bredte sig som en lynild over hele Bombay. Snart svirrede der rygter om voldtægt, om hvordan store flokke af muslimske mænd havde misbrugt 20 hindukvinder, herunder den handikappede pige.

Historien om voldtægt var opspind. Der var ingen vidner og ingen indberetninger i politiets rapporter, men det hindurabiate Shiv Sena udnyttede situationen og iværksatte velkoordinerede angreb på muslimske områder. Sagesløse mennesker blev overhældt med benzin og antændt, kvinder blev voldtaget, selv børn blev jagtet ned. Men i modsætning til de første uroligheder i december, hvor politiet slog hårdt ned på muslimske demonstranter, så holdt de sig denne gang på sikker afstand.[13]

Det mest forstemmende var måske, at gerningsmændene ikke kun var kendte bøller og voldsmænd, og politisk motiverede aktivister, men også helt almindelige borgere fanget i en blodrus.

Den danske antropolog og hindutva-forsker har siden forsøgt at kortlægge konfliktens anatomi, og fremhæver tre forhold, som gør sig gældende ved de fleste sekteriske overgreb i Indien: Først de sociale spændinger i konkrete bydele, der antænder oprøret. Dernæst fordomme og vandrehistorier om modparten, der fører til en eskalering af konflikten. Og endelig en politisk-ideologisk overbygning, der binder konflikten sammen i en større fortælling, der legitimerer de mange bestialske gerninger. Alle tre forhold gjorde sig gældende i Bombay 1993.

I bydelen Jogeshwari, hvor konflikten startede, var forholdet mellem hinduer og muslimer i forvejen betændt. Det var præget af gammelt nag og dårlig historik, der var få venskaber og ingen ægteskaber, der bandt parterne sammen. Dertil kom – i hvert fald ifølge Blom Hansens generelle analyse – en manglende økonomisk afhængighed mellem parterne. Måske ligefrem en tilstand af indbyrdes konkurrence, der kun skabte yderligere fjendskab.

Og det bringer os videre til det næste lag i konfliktens anatomi, for i samfund med ghettodannelse, vokser fordommene på begge sider af hegnet. I hinduernes optik er muslimerne urene, for de spiser kød, også kød fra den hellige ko, som forurener krop og sjæl. De er liderlige og stirrer konstant på sariklædte hindupiger, mens de trækker rundt på deres egne burkaklædte koner. Til gengæld har de fire koner hver, og får alt for mange børn.

Omvendt mener muslimerne, at hinduerne er feje og umoralske. De er blottet for disciplin og har ikke styr på noget. Se bare deres religion, som er uden struktur. De kan kun klare sig, hvis de har statsmagten i ryggen og politiet i baghånden. Muslimerne er modige, disciplinerede og gode til at slås. Det var jo derfor, de styrede Indien i så mange år.

De fortællinger, der svirrede i Bombay i 1993 i forbindelse med urolighederne var alle skåret over denne læst. De handlede om luskede hinduer, der hældte gift i drikkevandet og liderlige muslimer, der voldtog hindupiger. Det er stort set de samme fortællinger, der gentager sig hver gang der er optakt til sekteriske angreb i Indien.[14]

Og det bringer os frem til det tredje lag i Blom Hansen analyse, den ideologiske overbygning, der forbinder den daglige konflikt og de gængse fordomme med en større fortælling. For hinduernes vedkommende, deres historiske ydmygelse og ønsket om genrejsning. For muslimernes vedkommende, den evige nedgørelse af Islam og følelsen af at være en undertrykt minoritet. I en højere sags tjeneste er det nemmere at udføre umenneskelige gerninger.

I Bombay 1993 harmonerede den store fortælling med den konkrete virkelighed. Fattigdom og arbejdsløshed blandt de lokale mahratta’er (indfødte hinduer fra delstaten Maharasthra, hvor Bombay ligger) skabte grobund for vrede, som kun blev forstærket af en følelse, at muslimske immigranter tog deres jobs.

Den frustration udnyttede det hindunationale og lokalpatriotiske parti, Shiv Sena, til det yderste, og knyttede vrede op på den store hindunationale fortælling om Indien: At hinduernes nederlag til de muslimske horder bundede i deres egen interne splittelse, deres manglende sammenhold og feminiserede folkesjæl. Og at frelsen gik gennem styrke, disciplin og væbnet modstand.

Og når rygterne så svirrede om muslimske horder, der voldtog handikappede hindupiger, var ringen sluttet. Fortid og nutid hang sammen med nation og individ. Kun ved at ødelægge den muslimske kultur kunne man genvinde sin værdighed og mandighed, et forestilling som mange hinduistiske kvinder bidrog til. De hånede de mænd, som ikke ønskede at deltage i overgrebene, ved at forære dem farverige armbånd, som var forbeholdt kvinder.[15]

Ligesom BJP, var polariseringen mellem hinduer og muslimer en politisk fordel for Shiv Sena. I 1995 sejrede de ved delstatsvalget i Maharasthra og omdøbte Bombay til Mumbai. For de nye magthavere var navneskiftet et opgør med kolonitiden. Shiv Sena mente, at Mumbai var navnet på det fiskerleje, som briterne omdannede til en handelsstation i starten af 1600-tallet, og derfor byens oprindelige navn.

For andre var navneforandringen til Mumbai et symbol på de nye, reaktionære og lokalpatriotiske strømninger. Stadig i dag nægter dele af befolkningen at kalde byen for andet end Bombay. Men Shiv Sena er stadig en væsentlig magtfaktor i Mumbai, og et af landets største regionale partier.

Et sidste blodigt efterspil til Ayodhya og Bombay-urolighederne fandt sted den 13. marts 1993, da 10 bomber eksploderede på nøje udvalgte mål i Bombay, blandt andet foran Shiv Senas hovedkvarter. Næsten 300 mennesker mistede livet. Bag terrorangrebet stod byens berygtede muslimske mafiaboss Dawood Ibrahim, som ønskede hævn for Shiv Senas overgreb tidligere på året.

Forud for angrebet havde Dawoods håndlangere i al hemmelighed bevæbnet muslimer, så de kunne forsvare sig når Shiv Sena som forventet tog hævn. Men hævnen kom aldrig, måske fordi rygtet om de bevæbnede muslimer var sivet ud, måske fordi Bombays borgere bare ønskede fred. Dawood blev i øvrigt aldrig dømt. Han er stadig gang-lord i Mumbai, og styrer sin forretning fra Karachi i Pakistan.

Softcore Hindu

BJP’s topledelse fordømte urolighederne i generelle vendinger og beklagede den ulovlige nedrivning af Babri Masjid. Men han fastholdt, at det jo ikke var BJP, der var ansvarlig for hændelsen, men derimod aktivister fra VHP og Bajrang Dal. Deres anger stak dog ikke dybere, end at de snart hyrede arkitekter og håndværkere til genopførelsen af Ram templet i Ayodhya i prægtig marmor.

Meningsmålingerne var også bedre end nogensinde, og ved valget i 1996 blev BJP Indiens største parti. Strategien havde båret frugt, den hindunationale vækkelse var blevet omsat til politisk mønt, og BJP trak nu stemmer fra en bred vifte af hinduer; høj og lav, fra by og land. Det muslimske fjendebillede havde smedet dem sammen i en fælles valggruppe.

For første gang indtog BJP regeringsmagten, med den charmerende partileder Atal Vajpayee i spidsen. Dog kun for 13 dage, da koalitionen gik i opløsning, og en ny samlingsregering opstod udenom BJP og Kongrespartiet. Den ny regering var en eksotisk kombination af mindre regionale partier, der vidnede om nye turbulente tider i indisk politik. Slutningen af 1990’erne var de mest politisk ustabile tider i Indiens historie.

I 1998 blev der igen udskrevet valg, og atter igen slog BJP’s sejr nye rekorder. Vajpayee dannede regering og gennemførte kort efter fem prøvesprængninger i Rajasthans ørken nær den pakistanske grænse. Flygtige alliancer førte til nyvalg i 1999. For sjette gang i træk vandt BJP en ny og større sejr. Denne gang kunne Vajpayee danne en stabil regering.

Vajpayee sad alle fem år ved magten, men befandt sig i et permanent minefelt af realpolitik og ideologi. På den ene side skulle han tækkes de hindunationale kamphunde, der krævede mere Hindutva. De var langt fra tilfredse med de fem atomsprængninger og de andre symbolpolitiske lunser, som Vajpayee kastede til dem i ny og næ. Herunder indførelse af håndaflæsning og astrologi på universiteterne og en generel omskrivning af historiebøgerne i folkeskolen, der gav mere plads til hinduismens guldalder og nedtonede det faktum, at Mahatma Gandhis banemand var en tidligere RSS-mand.

De hindunationale mærkesager var stadig ikke blevet indfriet. Ingen Rama tempel i Ayodhya, ingen fælles-indisk familielov (med tilsvarende annullering af muslimernes separate sharia-lov for arveret og skilsmisse). Vajpayee var realpolitiker og havde blikket rettet mod næste valg. Han ønskede ikke at ofre sin magt på et alter i Ayodhya, han ønskede at kapre den politiske midte. Vajpayee lød stadig mere som Nehru når han talte om national samling. VHP rasede og kaldte ham for en pseudo-hindu. Det knagede i fugerne på den hindunationale familie, i hvert fald på overfladen.

Det brændende tog

Da BJP vandt regeringsmagten i 1998 vejrede hindunationalisterne morgenluft i forhold til Ayodhya-sagen. Genopførelsen af et Rama-tempel på ruinerne af Babri Masjid var en af deres vigtigste mærkesager, og de forventede, at statsminister Vajpayee ville indfri deres forventninger. Sagen var naturligvis kontroversiel, og enhver afgørelse ville uden tvivl føre til nye uroligheder. Men Vajpayee havde ikke travlt med at puste til de sekteriske gløder, især ikke nu hvor han havde vundet regeringsmagten. Det var kun relevant når BJP var i opposition, og ønskede at vinde valgkampen, ikke når de sad med et regeringsansvar, og skulle skabe økonomisk udvikling.

Derfor var det også heldigt, at sagen var kørt fast i det indiske retsvæsen. Vajpayee lagde ansigtet i triste folder og henviste til højesteretten i Allahabad, som skulle træffe den endelige afgørelse om hvem der ejede området omkring Babri Masjid-ruinen. Hinduerne eller muslimerne?

Afgørelsen ville være bestemmende for, om det var et Rama-tempel eller en moske, som skulle genopføres i Ayodhya. Men en væsentlig forudsætning for dommen, var resultaterne af de arkæologiske udgravninger, der skulle fastlægge om hindunationalisternes påstand var korrekt, at der engang havde ligget et Rama-tempel på området, som blev revet ned af muslimerne til fordel for moskeen. Den klassiske tredeling af magten var tydeligvis stærkere end Babri-moskeens tre kupler.

Men på 10-årsdagen for Babri moskeens nedrivning blussede konflikten op på ny. Fra hele landet rejste aktivister mod Ayodhya for at kræve Rama-templet genopført. Også fra delstaten Gujarat, hvor den lille stationsby Godhra udgjorde et vigtigt knudepunkt for tog til og fra Ayodhya. Godhra var også en muslimsk by med en lang historik for religiøse stridigheder.

I flere måneder havde gennemrejsende hinduaktivister hånet de lokale muslimer med slogans og tilråb. Den 27. februar 2002 gik det galt, da aktivisterne hev nogle lokale småhandlende i skægget og tvang dem til at synge sange til ære for Rama. Da toget rullede ud af stationen blev der trukket i nødbremsen netop som det befandt sig midt i den muslimske bydel hvor mange af stationsmedarbejderne boede. Toget standsede brat og var snart omringet af en hob af vrede muslimer, der kastede sten mod de vogne hvor hinduaktivisterne befandt sig i. Toget brød i brand og 57 mennesker døde i flammerne, over halvdelen var kvinder og børn.

Hindunationalisterne mente, at det var den muslimske pøbel, der stod bag. Den officielle undersøgelse konkluderede, at ilden startede ved et uheld inde i kupeen, måske fra et utæt gascylinder. Branden antændte de værste overgreb mod muslimer i Indien siden delingen i 1947.

Massakren i Gujarat

Dagen efter branden i Godhra rullede lastbiler ind i Gujarats største byer, lastet med tusindvis af hinduaktivister fra RSS, VHP og Bajrang Dal militsen. Aktivisterne var klædt i den klassiske RSS uniform med kaki shorts og orangefarvede pandebånd. De var bevæbnet med knive, spyd, benzin og gascylindre og medbragte rigeligt med drikkevand. Lastbilerne kørte gennem de muslimske bydele og placerede aktivisterne på strategiske punkter inden det gik løs. Aktivisterne var organiserede i tre slags grupper med hver deres leder og funktion; ”todwavalla” som skulle ødelægge, ”lootwavalla” som skulle plyndre og ”baadwavalla” som skulle nedbrænde.

Mange af lederne var kendte skikkelser fra BJP og RSS, folkevalgte politikere og delstatsministre, og med dem fulgte det statsapparatet med logistisk støtte. Aktivisterne var udstyret med valglister, der identificerede muslimske hjem og virksomheder, også dem, der lå i hinduistiske bydele og gemte sig bag anonyme navne som Tasty Bakery og Tulsi Restaurant. Alle blev de plyndret og brændt.

Fremgangsmåden var systematisk. Først blev gitter og hængelås svejset over. Dernæst blev forretningen tømt for værdier, og sendt væk på lastbiler. Endelig blev gas fra medbragte gascylindre pumpet ind i bygningen og antændt med et brag.

Alt tydede på en nøje planlagt operation. De tusindvis af gascylindre, der blev brugt, måtte komme fra de statslige magasiner, for de var de eneste, der havde så store lagre liggende. Sabler og rygsække, som blev anvendt af dødspatruljerne, var alle af samme mærke. Slagets gang blev styret fra centralt hold af højtstående embedsmænd og politikere, der havde forskanset sig på politistationer og var i tæt dialog med lederne i felten over mobiltelefoner. Rygter gik om et omfattende net af træningslejre, hvor stormtropperne var blevet trænet og indoktrineret i månederne op til massakren, og rollerne fordelt – helt ned til hvem der stod for genopladning af våben.

Politiet blev beordret til ikke at beskytte borgerne. Standardsvaret til muslimer, der ringede om hjælp var et lakonisk: ”vi har ordre til ikke at hjælpe jer”. Flere steder var politiet en aktiv medspiller i overgrebene, andre steder nøjedes de med at sende flygtende muslimer tilbage i armene på deres banemænd. De steder hvor politiet gjorde deres pligt, som i byen Surat, var der ingen optøjer og dødsfald.

Overgrebene i Gujarat 2002 var ikke kun de blodigste, men også de mest bestialske siden delingen i 1947. Der var beretninger om drab, voldtægt og tortur, som kun hører hjemme i de mørkeste afkroge af en sadistisk hjerne, gerninger udført mod hele familier, gravide kvinder og små børn for øjnene af deres forældre. Et gennemgående træk var systematiske voldtægter, der havde til formål at undergrave det muslimske samfund indefra, ydmyge og splitte familier så de aldrig voksede sammen igen – en ofte anvendt metode ved etniske udrensninger.

Som noget nyt bredte urolighederne sig også til landdistrikterne. 1.200 landsbyer blev berørt, og igen var der tale om en velorganiseret indsats, hvor aktivister rejste fra landsby til landsby i lastbiler og jeeps og mobiliserede lokale hinduer. Hvilket ikke var så svært, for muslimerne i Gujarats landsbyer var ofte forretningsdrivende og pengeudlånere, og havde dermed penge til gode hos deres hinduistiske naboer.

Og dermed handlede massakren i Gujarat ikke kun om religion, men også økonomi, om end disse mere prosaiske forhold ofte druknede i hindunational retorik, og mediernes overeksponering af det hindu-muslimske fjendskab. Men ligesom det var tilfældet i Bombay 1993, er der mange lag, mange motiver og mange bagmænd bag sekteriske sammenstød. Og konflikter, som handler om alt andet en religion. F.eks. i Gujarat, hvor der også var tale om et opgør mellem fraktioner af den lokale spritmafia.

Gujarat er en tørlagt stat og alkohol købes illegalt. Før 2002 var det muslimerne, der stod for salget af ”Indian made foreign whisky” mens de kasteløse måtte nøjes med det mindre lukrative hjemmebrænde alkohol. Det ændrede sig i 2002, hvor den muslimske spritmafia blev knust. Som én af mine lokale venner sagde: ”Alle vidste at man kunne købe whisky hos slagteren. Det kan man ikke længere”.[16]

Efter slaget

Urolighederne kostede over 2.000 mennesker livet. Derudover brændte 100.000 huse, 15.000 virksomheder og mere end 1.000 hoteller. Over 200 moskeer og 30 religiøse skoler blev vandaliseret og prydet med statuer af Hanuman. Hundredvis af muslimske mindesmærker blev jævnet med jorden og efterfølgende overdækket med asfalt og omdannet til vejkryds. Stadig i dag undgår mange muslimske taxachauffører disse områder.

Store dele af den hinduistiske middelklassen udviste meget lidt medfølelse over for ofrene. I hvert fald ikke de muslimske ofre og deres pårørende, som mange mente havde fået sig en velfortjent lærestreg. De 58 hinduer, der døde i togbranden i Godhra, skabte derimod stor vrede.

Reaktionen skal måske ses i en større sammenhæng, navnlig angrebet på World Trade Center i New York et halvt år tidligere, og terrorangrebet udført af en pakistansk-støttet gruppe fra Kashmir på det indiske parlament i december 2001. Det gamle refræn om, at muslimer var voldelige og hinduer fredelige lød med stadig større resonans.

I mellemtiden var mindst 200.000 mennesker sendt på flugt. Regeringen i Gujarat nægtede at oprette flygtningelejre til de fordrevne. Som den daværende delstatsleder (og nuværende statsminister) Narendra Modi bemærkede i en slet skjult henvisning til forestillingen om, at muslimer får for mange børn.: ”Hvorfor skulle vi det? Ønsker vi at oprette lejre til børneproduktion?”.

Det var første gang siden uafhængigheden, at indiske myndigheder ikke trådte til i en katastrofesituation. I stedet opstod uformelle lejre i og omkring muslimske ghettoer, de fleste administreret af muslimske NGO’er. Forholdene var elendige. I en enkelt lejr delte 12.000 flygtninge 18 toiletter, mens temperaturen kredsede om 44 grader.

For dem som vendte hjem, ventede chikane og ydmygelse: Myndigheder forhalede tilslutning af strøm, vand og telefonforbindelser til deres hjem. Børn blev afvist fra deres gamle skoler. Værst gik det ud over dem, der vendte tilbage til landsbyerne, og derfor ikke kunne lade sig omfavne af storbyens anonymitet. Her ventede et liv som pariaer. Ingen talte med dem, ingen så på dem, ingen inviterede dem hjem og ingen handlede i deres butikker.[17]

Den manglende omsorg stod i øvrigt i skærende kontrast til den folkelige mobilisering, som Gujarats borgere lagde for dagen året før, da delstaten blev ramt af et voldsomt jordskælv.

Siden er Modis ansvar og indblanding blevet vendt og drejet. Hans udtalelser og handlinger (eller mangel på samme) op til og i forbindelse med urolighederne er alment kendte. Det står klart, at han få timer efter togbranden i Godhra fastslog, at der var tale om en terrorhandling, selvom det senere viste sig ikke at være tilfældet. Og at han i samme ombæring filosoferede over hvordan ”enhver handling uvægerligt afstedkommer en tilsvarende og modsatrettet handling”.

Han skred heller ikke ind over for sine ministre, når de opfordrede til hævn, og nedlagde ikke forbud mod, at de forkullede lig fra Godhra blev ført gennem gaderne i Ahmedabad og lagt frem til offentligt skue, selvom alle vidste, at det kun ville piske stemningen yderligere op. Han tillod VHP gennemføre en ”Bandh” (en protest- eller sørgemarch), selvom det er en klassisk forbrænder til uroligheder og overgreb. Og endelig undlod Modi at indføre undtagelsestilstand, og mobiliserede ikke de specialtropper, som regeringen i Delhi i al hast havde sendt til Gujarat for at tøjle urolighederne. Det meste af tiden var de henvist til deres barakker.

Og selvom den indiske højesteret i 2003 fordømte alle grene af Gujarats statsmagt; den politiske ledelse, domstolene, politiet, og kaldte Modi for en ”moderne Nero”, blev han aldrig dømt. I 2012 blev han frikendt som følge af manglende beviser. Ifølge kritikere fordi bevismaterialet blev fjernet og sporene dækket. F.eks. var der ingen referater fra regeringsmøderne i den kritiske tid op til og under urolighederne.

Men skylden hænger ved. Det er alment accepteret, at Modi kunne have forhindret – eller i hvert fald begrænset massakren – hvis han ville. I byen Surat i det sydlige Gujarat var der ingen overgreb eller dødsfald, da den lokale politimester handlede korrekt og hurtigt. Modi, derimod, hældte benzin på bålet med velvalgte ord og manglende indgriben.

Det juridiske efterspil var en farce. De muslimske demonstranter i Godhra blev straffet hårdt mens de fleste hinduistiske demonstranter i Ahmadabad gik fri. I april 2013 var i alt 249 mennesker blevet dømt: 184 hinduer og 65 muslimer. Én af de dømte hinduer var Modis daværende minister for familieanliggende, Maya Kodnani, som førte an gennem gaderne med pistol i hånden. I 2012 blev hun idømt 28 års fængsel, men forblev en del af Modis kabinet frem til 2009.

Seks måneder efter massakren gik Modi til valg uden skyggen af skam eller soning. Han tordnede mod de muslimske borgere, som han kaldte for en pakistansk 5. kolonne, illoyale overfor fædrelandet. Modi vandt en jordskredssejr og blev genvalgt som delstatsleder af Gujarat.

Modi aldrig beklaget eller undskyldt massakren. Han er kendt for at udvandre fra interviews, når emnet bringes på banen og beskylder det ”pseudo-sekulære” segment for at føre en smædekampagne mod hinduer.

Efter massakren blev Modi persona non-grata i Vesten. EU nægtede Modi indrejse frem til marts 2013, USA helt frem til hans valgsejr i maj 2014. Danmark var i øvrigt det første vestlige land, der hævede embargoen mod Modi, i 2008.

Ti års ørkenvandring

Mens Modi sejrede i Gujarat i 2002 tabte BJP en stribe delstatsvalg i resten af landet. Det stod klart, at den brede befolkning tog afstand fra den hårde Hindutva. Statsminister Vajpayee satsede i stedet på liberalismen, og med stor succes. I starten af 00’erne toppede det økonomiske opsving med tårnhøje vækstrater og en boblende optimisme.

I 2004 gik Vajpayee til valg under parolen ”India Shining”. De fleste ventede en solid sejr til den siddende BJP-regering, som havde udvist ansvarlighed og ført en fornuftig økonomisk politik. De havde skabt vækst og fremgang for landet og lagt låg på de farligste hindunationale mærkesager.

Alligevel blev BJP besejret af Kongrespartiet, som gik i spidsen for en bred koalition af mindre regionale partier. Fem år i kulden havde lært det engang så almægtige Kongresparti den svære kunst at danne alliancer, og i 2004 dannede de ”United Progressive Alliance” (UPA) som et modtræk til BJP’s ”National Democratic Alliance” (NDA). I dag står kampen om magten mellem disse to blokke, UPA og NDA.

Choknederlaget førte til en langtrukken selvransagelse i BJP, der trak fronterne op mellem partiets to fløje: de kulturkonservative og ideologiske hindunationalister, og de pragmatiske og globalt-orienterede liberalister. Hver især beskyldte hinanden for nederlaget. Den konservative fløj fortolkede det som en konsekvens af Vajpayees manglende hindunationalisme, mens den liberale fløj mente, at det netop var baglandets hårde hinduradikale retorik, der skræmte vælgerne væk. Analytikere leverede en mere nuanceret forklaring.

På den ene side kastede massakren i Gujarat en skygge over BJP, og selvom Vajpayee forsøgte at klinke skårene, og iførte sig muslimsk hovedbeklædning under valgkampen, vendte muslimerne sig i stort tal mod de nye regionale lavkastepartier. På den anden side var opsvinget overvurderet, da den ny velstand var ulige fordelt, og især kom storbyens middelklasse til gode, der jo i forvejen stemte på BJP. For daglejerne og bønderne på landet var kampagnen for ”India Shining” nærmest en hån, der blot mindede dem om, at de som altid blev forfordelt af byboere og højkaster. Endelig fjernede en række pinlige korruptionssager den sidste rest af illusion om, at BJP på det punkt var frommere end Kongrespartiet.

Efter nederlaget lagde den aldrende Vajpayee op til et generationsskifte. I 2006 blev den populære Pramod Mahajan lanceret som BJP’s nye håb, men få måneder efter hans udnævnelse blev han skudt i sin lejlighed af sin bror som følge af en ægteskabelig tvist. Blikkede rettede sig nu mod Pramods søn Rahul, der førte sig frem på tv som den gode søn, der trøstede sin søster og mor og tændte ligbålet på behørig vis. En måned senere skulle Rahul så udføre det vigtigste ritual i en ung hindus liv, og hælde sin faders aske i Brahmaputra-floden. Men sådan gik det ikke.

Aftenen før højtideligheden holdt Rahul hof i sin fars hjem med en god ven og en flok nigerianske pushere. Jacuzzi, champagne ad libitum og en masse kokain, der i bedste Pulp Fiction-stil viste sig at være iblandet heroin. Rahul og hans ven fik en overdosis og blev i hast ført til hospitalet. Officielt som følge af madforgiftning. Vennen døde, Rahul overlevede, men hans politiske karriere lå i ruiner. Rahuls forfald fortsatte i øvrigt.

Senere blev han reality star i ”Big Boss”, Indiens udgave af Big Brother, hvor han flirtede med den falmede filmstjerne Monica Bedi, bedst kendt som pigen, der blev anholdt sammen med Abu Salem, én af drivkræfterne bag Bombay-bomberne i 1993. Derefter optrådte Rahul i tv-showet ”Dagens mand”, hvor en række kvinder skulle kappes om hans gunst.[18]

BJP var lammet og uden ledelse, og nu trådte L. K. Advani ind på scenen, manden som i 1990 havde stået på ladet af Toyotaen iført Rama-kostume, i spidsen for den store pilgrimsfærd mod Ayodhya. Han var, med sine 80 år, ikke just den eksponent for nye tider, som partiet havde håbet på. Valget i 2009 bød på endnu et nederlag til BJP. Partiet var splittet, fløjkrigen rasede og spørgsmålet meldte sig, om det var slut med den hindunationale vækkelse.

Gujarat Inc.

Mens BJP falmede på landsplan, var partiet uovervindeligt i Gujarat. I 2012 vandt Narendra Modi vandt sit tredje delstatsvalg i træk, med 67% af stemmerne i ryggen. Hos Modi var der igen fløjkrig. Han var både den koldblodige hindukriger og den effektive og erhvervsvenlige administrator. Hans uforsonlighed omkring begivenhederne i 2002 blev set af mange som et adelsmærke. Men det var hans ry som den effektive administrator, der evnede at skabe økonomisk fremgang, der sikrede ham sejren i Gujarat. Og det var den fortælling, der i sidste ende førte hans parti til magten i 2014.

Og tallene er svære at anfægte. Gujarat er i dag en af Indiens rigeste delstater og står for 25% af Indiens eksport med kun 5% af Indiens befolkning. Virksomheder beretter om et unikt forretningsmiljø, med stabile vand- og elforsyninger, gode vej, et fleksibelt arbejdsmarked og føjelige fagforeninger. Dertil et pragmatisk embedsværk, der handler ud fra devisen ”minimum government, maximum governance”, unikt for et land, hvor staten i årtier har kvalt erhvervslivet i bureaukrati og korruption, der kvæler enhver foretagsomhed.

Det var en simpel sms med ordene ”Welcome to Gujarat”, der forseglede Modis ry som handlingens mand. I flere år havde Tata-koncernen – en af Indiens største virksomheder – forsøgt at etablere en bilfabrik til Tata Nano, Indiens kommende familiebil. Men de var blevet fanget i endeløse forhandlinger med myndigheder, fagforeninger og de lokale bønder, uden at det førte nogen vegne. Tre dage efter at Modi havde sendt sin sms til Tata-koncernens leder, Ratan Tata, stod han klar med et egnet område til fabrikken. En uge senere var kontrakten underskrevet.

Kritikere tegner et andet billede af Modis succes. For det første mener de ikke, at han alene kan pryde sig med Gujarats succes, for delstaten har altid været driftig og velhavende, og gujaratiernes handelstalent er berygtet, ikke kun i Indien, men over hele verden. De udgør rygraden af den indiske diaspora i Vesten, ejer 30% af alle moteller i USA, og de fleste kiosker i Storbritannien. Desuden er der andre delstater, der har klaret sig ligeså godt som Gujarat, eller bedre.

For det andet mener de, at Gujarat-modellen repræsenterer et massivt knæfald for de største virksomheder. Når Modi med kort varsel stiller store ejendomme til rådighed til Tata-koncernen, sker det på bekostning af bønder og borgere, der tvinges til at afgive deres land med minimal erstatning. Dertil kommer Modis svaghed for store prestigeprojekter, der netop kommer de store private virksomheder til gode. Endelig belønner staten de rigeste med store skattefritagelser. Det er ikke så underligt, siger kritikerne, at de store virksomheder fremhæver det gunstige erhvervsmiljø i Gujarat, og financierer Modis valgkampagne med store beløb. Modis økonomiske politik beskrives i større deltalje i kapitel 5.

For det tredje mener kritikerne, at det gunstige erhvervsmiljø har en pris, som især rammer de fattigste. 44% af Gujarats børn under fem år lider af underernæring, mere end i Uttar Pradesh, som er én af Indiens fattigste delstater. Modi redegjorde for årsagen i et interview med Wall Street Journal: ”Gujarat er en middelklasse… hvor (borgerne) går mere op i deres udseende end deres sundhed. Hvis en mor siger til hendes datter at hun skal drikke mælk, begynder de at slås. De siger til deres mor: jeg vil ikke drikke mælk, for så bliver jeg tyk”.[19]

Manden, myten og magten

Da Narendra Modi i 2013 blev valgt som partiets spidskandidat, var han den perfekte kandidat. Han favnede hele den hindunationale lejr; fra erhvervsfolk i slips og jakkesæt i store glasbygninger til RSS-folk i kakifarvede shorts på støvede paradepladser. Han stille alle tilfredse i Gujarat, han tredoblede delstatens økonomi mens han var delstatsleder og undskyldte aldrig massakren på muslimer i 2002. Det tætteste han kom en beklagelse var i juli 2013, kort efter hans nominering til partileder, hvor han bemærkede, at han følte en vis sorg over hændelserne, som når man ”kører en hundehvalp over”.[20]

Men frem for alt fængede han de menige vælger, der bare drømte om en nemmere hverdag, og en mere håbefuld fremtid for deres børn. Modi var noget så sjældent som en indisk mønsterbryder. Søn af en Sudra, en lavkaste, der kæmpede sig til tops ved egen kraft og udfordrede Kongrespartiets dynastiske tronfølger på fjerde generation, Rahul Gandhi – Nehrus oldebarn. Kulten om Modi blev en hjørnesten i BJP’s valgkamp i 2014.

Modi blev født ind i en børneflok på seks, og gik til hånde i sin fars chai-shop på banegården i Vadnagar i Gujarat. Tidligere klassekammerater mindes dog, at han ofte skulkede fra te-tjansen til fordel for skoleteateret, hvor han altid insisterede på at spille konge.

Som 8-årig meldte han sig ind i RSS, og som 18-årig fuldbyrdede han sin tilknytning til Hindutva-bevægelsen, da han kort efter sit bryllup forlod sin unge kone og satte kurs mod Himalaya. Det er en meget indisk historie om asketen, der undsiger det jordiske liv, og helliger sig en større sag. I dette tilfælde nationen og Hindutva.

I to år hørte ingen fra ham, og da han endelig vendte hjem, var det kun for en kort bemærkning. På hans hjemkomst flyttede han ind i RSS hovedkvarteret i Ahmedabad mens han hustru blev boende i landsbyen. Og der bor hun stadig. Det var først i 2002, at det blev offentligt kendt, at Modi var gift.

Han startede på bunden i RSS. Han lavede mad, vaskede tøj og gjorde rent, men snart blev han kendt som manden, der fik tingene gjort. Han var snarrådig, pragmatisk og en fremragende organisator. Under Indira Gandhis diktatur fik Modi til opgave at sikre den fortsatte produktion af illegal Hindutva-litteratur. Millioner af eksemplarer blev trykt på en vifte af sprog og fordelt over hele landet. Senere var han den organisatoriske ånd bag Advanis Toyota-færd mod Ayodhya.

Modi var på én gang den spartanske pracharak og effektive CEO. Han gik klædt i designertøj og Bulgari-briller og underskrev sine dekreter med en dyr Montblanc-pen, han kendte folkets vilkår på egen krop. Og så var han en Sudra i spidsen for et højkasteparti. For første gang kunne BJP nedtone sit braminske image og udfordre lavkastepartierne på egen banehalvdel.

Alligevel var der mange, som mente, at Modi ikke var den rette kandidat. De moderate kræfter frygtede, at massakren i 2002 ville overskygge hans økonomiske solstrålehistorie og skræmme vælgerne væk. Og ledelsen i RSS frygtede, at han var for stærk, at han ville blive svær at styre.

Men de største forbehold handlede om Modis personlighed. Allerede i sine unge år trodsede han jævnligt sine overordnede i RSS, usædvanligt i en organisation kendt for sin stærke disciplin. Modi var egenrådig, og som han steg i graderne, også tiltagende autokratisk. Endelig var han berygtet for sin evne til at bære nag. Frygtsomme kolleger fra RSS berettede – altid uden for citat – om nådesløse hævn han fældede over dem, der krydsede hans spor.[21]

Mange frygtede, at Modis stridbare personlighed kunne stå i vejen for den brede koalitionsregering, som alle ventede ville blive nødvendig efter valget – de sidste 20 års indisk politik havde jo netop været kendetegnet ved et stærkt fragmenteret politisk landskab. Koalitionsbyggeri krævede charme, snilde og kompromis. Det havde den tidligere BJP statsminister Vajpayee mestret til perfektion, men det ville næppe være Modis stærke side. Den svaghed kunne i værste fald koste dem sejren.

En knusende sejr

Valget den 16. maj 2014 blev én af de største politiske jordskælv i Indien siden uafhængigheden. Da støvet havde lagt sig og stemmerne talt op, havde BJP sikret sig 282 mandater ud af 543, mere end selv de mest optimistiske prognoser havde forudset. For første gang havde et parti andet end Kongrespartiet fået absolut flertal i det nationale parlament. Samtidig blev der sat punktum for 25 års besværlig koalitionspolitik, BJP kunne regere uden støttepartier. Modis stridbare personlighed ville ikke blive et problem, snarere tværtimod. Nu kunne Indien endelig få den faste hånd, som så mange havde drømt om, mens de skelede misundeligt til Kinas kommandoøkonomi.

Modis sejr byggede på en blanding af egen dygtighed og langvarig inkompetence hos Kongrespartiet. Modi blev generelt ikke valgt på en hindunational dagsorden og dæmonisering af muslimerne, men på håbet om bedre tider. Han førte en uovertruffen valgkampagne, hvor han solgte sig selv som den store reformator, med Gujarat som det levende bevis for sine evner. Han kørte sin valgkampagne som en produktionshal. Han stillede høje krav til sine medarbejdere og gik selv forrest som det gode eksempel, ofte med deltagelse i fem store valgmøder om dagen, flere end nogen af sine konkurrenter orkede. Han var utrættelig.

Modi var den stærke mand med de store visioner, der gerne fremhævede sin brede brystkasse som en forudsætning for at lede landet. Modis ”56-inch chest” blev en kliché på hans styrke, som tilhængere og modstandere omtalte med fryd og hovedrysten. Han var den leder alle drømte om, oven på ti års tavshed med tidligere statsminister Manmohan Singh. Inderne ønskede en stærk mand i statsministeriet, og Rahul Gandhi virkede vægelsindet og verdensfjern, som én der ikke rigtig orkede magten. Rahul var Modis diametrale modsætning.

I den forstand var valget af BJP ligeså meget et fravalg af Kongrespartiet, med alle dens store korruptionssager, Manmohan Singhs famlede væsen og Rahuls fodslæbende kandidatur. Det var et fravalg af status quo og økonomisk stagnation. For økonomien var altafgørende, og i 2014 havde 80% af befolkningen ringe forventninger til den økonomiske udvikling.[22]

Modi manden solgte håbet om bedre tider. Fortællingen om det lykkelige Gujarat antog nærmest mytiske dimensioner; drømmen om 2-cifrede vækstrater og arbejde til alle. Og hvordan stærk ledelse og effektiv forvaltning kunne sikre alle borgere rent drikkevand, bedre veje, strøm døgnet rundt, samt uddannelse og lægehjælp til børnene.[23]

Budskabet var især rettet mod de unge, og med god grund. Halvdelen af Indiens befolkning er under 26 år, og valget i 2014 bød på mere end 100 mio. nye vælgere. Det er en gruppe, som ikke nærer nogen særlig nostalgi for Kongrespartiet og som ikke frygter hindunationalisterne. De var ikke født, da Babri Masjid faldt i grus i ’92. Og de var kun børn, da Gujarat brændte i ´02. For dem tæller fortiden ikke. Det eneste de kender, er 00’ernes optur og 10’ernes nedtur.

Samtidig er de utålmodige, for de har så meget at miste. De står på deres trinbræt i søvnige indiske provinsbyer og ser hvordan det globale tog raser forbi. Og de frygter at deres fremtid forsvinder ud i det blå. De ser hvordan resten af Asien stormer frem, mens Indien står stille. Verden er blevet et lille sted med mange muligheder. Og de føler at Indien har brug for en akut chokterapi, hvis landet skal vågne til dåd. Og de ved, at manden med chokket er Modi, ikke Rahul Gandhi.

Det forstod Modi bedre end de fleste. Og derfor udnyttede han de sociale medier med beundringsværdig tæft. Hans valgmaskine spillede på de alle virtuelle tangenter: Facebook, Twitter, Youtube og WhatsApp. 130 mio. mennesker modtog direkte sms-opdateringer og de holografiske valgmøder blev regulære tilløbsstykker. Alt imens mange af hans konkurrenter knapt kunne præstere en hjemmeside.

Endelig var Modis valgmaskine finansieret af store pengegaver fra erhvervslivet og rige indere i udlandet, og bemandet af tusindvis af frivillige valgsoldater med RSS/VHP aktivister i reserven. Ikke siden valget i 1971 havde RSS deltaget så aktivt i en valgkampagne. Alene i byen Varanasi, hvor Modi stillede op, gik 2000 RSS aktivister fra dør til dør for at sikre en høj valgdeltagelse.

Sidst men ikke mindst nød BJP godt af det indiske valgsystem, der bygger på flertalsvalg i enkeltkredse, hvor sejrherren tager hele mandatet, mens alle øvrige stemmer går tabt. BJP fik 52% mandaterne med 30% af stemmerne, mens Kongrespartiet kun fik 8% af mandaterne med 20% af stemmerne. Kongrespartiet havde et langt større stemmespild end BJP, i alt for mange valgkredse var det hensat til en ligegyldig anden og tredjeplads.

Bag Modis maske

Et af de nye indslag ved valget 2014 var Modi-masken. Overalt på gader og stræder gik hans tilhængere rundt med en papskive om hovedet, påtrykt det samme ikoniske Modi-ansigt. Overalt så man hans smilende mund og tætklippede, gråsprængte fuldskæg. Og et par tomme, sorte øjne skåret ud af pappet.

Spørgsmålet er hvad der gemmer sig bag masken, og hvad Modis sejr betyder for Indiens sekulære traditioner. Skal man frygte et fremtidens Hindustan gennemsyret af machoværdier og åndelig ensretning; en nærliggende tanke med alle de mange Modi-masker i gadebilledet? Eller skal man glæde sig over folkestyrets dynamik og de friske kræfter, og tro på Modi når han siger, at hans vigtigste mission er at skabe velstand i Indien? Netop dét var valgkampens store spørgsmål. Hvem er Modi? Og hvad vil han?

Talknusere har gennemgået hans taler og regnet ud, at han nævnte ordet ”udvikling” 500 gange oftere end ”Hindutva”. Og med godt grund, for det var forventningen om økonomisk udvikling og materielle forbedringer, der sikrede ham den brede folkelige opbakning. Men hindunationalisterne har før båret rundt på flere masker, og udvist en vis ideologisk smidighed. Således også i nøglestaten Uttar Pradesh, der med sine mage mandater udgør valgets store kongemager.

I 2014 vandt BJP 73 af de 80 mandater, og en del af deres triumf byggede på en klassisk polariseringsstrategi mellem hinduer og muslimer.  Lederen af BJP’s valgkamp i Uttar Pradesh var den kontroversielle Amit Shah, Modis tro væbner og en notorisk hardliner, som højesteretten har gjort til persona non-grata i sin egen hjemstat Gujarat. Han er sigtet for medvirken til drab på en muslimsk mafiaboss, som blev likvideret af politiet mens han var Gujarats indenrigsminister. Han blev løsladt på kaution op til valget og er siden blevet forfremmet til leder af BJP.

Mens Modi redegjorde for Gujarat-modellen og lovede strøm døgnet rundt, kastede Amit Shah sig ud i hadefulde ytringer mod muslimerne. Og bag kulissen fik VHP og Bajrang Dal aktivister frie tøjler til at sprede kiv mellem de forskellige trossamfund. Et af de nyere tiltag ”Love Jihad”; udbredelsen af rygter om et muslimsk komplot hvor muslimske mænd forførte hinduistiske piger i et forsøg på at udbrede Islam. Ifølge fortællingen skulle pigerne gøres gravide og derefter tvangsomvendes i et kynisk forsøg på at starte nye muslimske slægter. Der var en gammel fortælling i ny indpakning, om muslimske angreb på forsvarsløse hinduer.

Modi afstod generelt fra den hårdeste hindu-retorik, men trak gerne den lyserøde revolution frem på valgmøderne; det forunderlige forhold, at Indien i dag er verdens næststørste eksportør af oksekød (fra den knapt så hellige vandbøffel). Begrebet ”den lyserøde revolution” var en henvisning til 70’ernes grønne landbrugsrevolution, og 80’ernes hvide mælkerevolution i 80’erne, som Kongrespartiet stod bag. Også den lyserøde revolution var Kongrespartiets værk, mente han, og bekræftede dermed den gængse hindunationale forestilling om Kongrespartiets villighed til at sælge ud af det hinduistisk arvegods.

Derudover udnyttede Modi gerne religiøse symboleffekter. Han stillede op i Varanasi – hinduernes helligste by – og holdt valgmøder i Ayodhya med et billede af Rama som kulisse. Han blev præsenteret med ordene ”Gud har valgt ham for at redde landet” når han trådte frem som et flimrende lys i sine 3D shows. Og hans valgslogan ”Med Modi følger gode tider” lød til forveksling som et vers på sanskrit fra Bhagavad Gita’en: ”Gud kommer og redder jorden når dharmaen forfalder.

På valgnatten blev urgamle hindutraditioner vakt til live, da euforiske BJP-tilhængere flokkedes foran Kongrespartiets hovedkvarter med store trommer, som de slog på hele natten som de gamle hindukonger i tidernes morgen, når de proklamerede deres sejr foran den slagne konges palads.

Ved tiltrædelsesceremonien blev alle de normale sekulære etiketter brudt, da et opbud af sadhuer og præster velsignede dagen og blæste i konkylier, som var det en religiøs festival. Fra tilskuerpladserne lød tilråb som ”Jai Shree Ram” (Hyldest til Herren Rama), et slogan som vakte mindelser om 90’ernes sekteriske sammenstød. Og på forreste række sad alle de politiske swamier med deres orange klæder, herunder New Age prædikanten Sri Sri Ravi Shankar og en repræsentant for Baba Ramdev.

Rama unplugged

Nogle måneder inde i sin embedsperiode vakte Modi opsigt, da han i forbindelse med indvielsen af et hospital fremhævede elefantguden Ganesh som eksempel på fortidens indiske lægekunst; ”der må have været en kirurg, som placerede et elefanthoved på en menneskekrop og derved opfandt plastikkirurgi” sagde han i noget, som lød som ramme alvor, og nævnte herefter sagnfiguren Karna som et levende bevis på tidlig indiske stamcelleforskning. Karna blev, jf. det episke heltesagn Mahabharata, født uden for sin moders skød.

Modis udtalelser gik verden rundt og blev hånet af den liberale, engelsksprogede presse i Indien. Men hos den hindunationale højrefløj faldt talen i god jord, for den tegnede et billede af Indien som en højtudviklet kultur, mens resten af verden – læs: Vesten – levede som stenalderfolk i mørke grotter og bankede pilespidser ud af flintesten.

Men Modis tale afspejlede også hvordan den hindunationale historiefortælling er blevet stadig mere stueren, efterhånden som deres ideologi har fået fodfæste i befolkningen.  Det er en fortælling, som blander myte med virkelighed, og underbygger fortællingen om, at Indien var selveste civilisations vugge.

Det var hér hinduismen opstod sammen med ordsproget sanskrit og de hellige vedaer, og hér de videnskabelige og filosofiske strømninger udgik til resten af verden. Det ariske folk rejste ud fra Indien og bragte civilisationens lys til Europa (Hitler sagde det samme, bare med omvendt fortegn, forskningen tyder på at arierne udgik fra Iran – det moderne ord for Aryan – omkring 1.600 fvt.).

Men hindunationalisterne nøjes ikke med at fremhæve den hinduistiske guldalder, som berigede verden med astronomi, lægekunst og matematik (herunder skakspillet og 10-talsystemet) i perioden 500 BC til 1000 AD. Hindunationalisterne går helt tilbage til myternes tid. I deres optik er guden Rama og dæmonen Ravanna historiske skikkelser, der levede for 900.000 år siden. Og da Rama drog til Sri Lanka for at kæmpe sit episke slag mod Ravanna over strædet i en flyvemaskine. Hvordan kunne det ellers lade sig gøre at komme over det store vand så hurtigt?

Endvidere havde det oldhinduistiske samfund et teknologisk niveau, der overgik nutiden, komplet med biler, fly og interplanetariske rumrejser, atomkraft, avanceret radarteknologi og kunstig befrugtning. Mener altså hindunationalisterne.

Kort efter Modis tiltræden sidste år, introducerede delstaten Gujarat nye historiebøger i folkeskolen, der byggede på netop dette historiesyn, inklusiv historien om Ramas flyvetur. Hindunationalisterne hævder, at de nye historiebøger i Gujarat blot genindfører ligevægten i et ideologisk regnskab, som sekulære kræfter længe har skævvredet. De ønsker at give et mere retvisende billede af Indiens muslimske forhistorie, med større fokus på den mogulernes Lord Voldemort, stormogulen Aurangzeb, på bekostning af hans fader Shah Jahan, der byggede Taj Mahal, og stormogulen Akbar, der skabte et samfund hvor hinduer og muslimer levede sammen i fred og harmoni. Også de hindunationale motiver bag attentatet på Gandhi, især drabsmanden Nathuram Godses forbindelser til RSS, er blevet nedtonet i den ny fortælling.

Sekulært indstillede historikere frygter, at de nye historiebøger i Gujarat kun er det første slag i en længere kamp om den historiske konsensus, hvor begivenheder tilpasses det hindunationale projekt.

Dertil kommer en stigende grad af censur i Indien, med hindunationale undertoner. Mest kendt sagen om den anerkendte indolog, Wendy Doniger, bog ”The Hindus: An Alternative History”, som hævdede, at Mahabharata og Ramayana var fiktive beretninger. Det fik en 85-årig pensioneret skolelærer ved navn Dinanath Batra til at lægge sag mod forlaget Penguin, men henvisning til straffelovens § 295, der giver op til tre års fængsel for bevidst ansporing til religiøs vrede.

Efter længere tids juridisk tovtrækkeri valgte forlaget at trække bogen tilbage fra markedet og makulere alle resterende eksemplarer. Doniger-sagen er blot én af mange nye eksempler på indisk censur og selvcensur, som er fundet sted i skyggen af den hindunationale vækkelse.

Dinanath Batra går under tilnavnet ”The Ban-Man” for de mange retssager og forbud, han har påført sekulære ytringer. Det var i øvrigt også ham, som skrev de kontroversielle historiebøger til Gujarats skolevæsen. Og det var Modi, der forsynede bogen med et rosende forord.

BJP 2.0.

De hindunationale græsrødder synes at vejre morgenluft i disse år. VHP og Bajrang Dal har med stiltiende accept fra Modis regering optrappet deres aktiviteter mod kristne og muslimske mindretal.

Kampen mod kristendom er især kendetegnet ved den såkaldte Ghar Wapsi-kampagne, som har til hensigt at få omvendte kristne tilbage i den hinduistiske fold. Ghar Wapsi betyder ”hjemkomst” og ligger i direkte forlængelse af VHP’s generelle stræben efter at reformere hinduismen, så den fremstår som en stærkere og mere samlet front, med mulighed for missionsaktiviteter. Kampagnen er særlig intens i de fattige centrale delstater Chhatisgarh, Jharkand og Odisha, med en høj andel af stammefolk, som er særlig modtagelige for kristen mission, som følge af deres lave status i hinduismen.

Derudover har VHP taget mere hårdhændede metoder i brug over for den ”fremmede infiltration”. Kristne missionærer er blevet truet, kirker nedbrændet og konvertitter udsat for vold og diskrimination.

Også muslimerne mærker de nye hindunationale vinde: Der er flere hinduistiske optog gennem muslimske nabolog, mere aggressive kampagner mod kvægtransporter og muslimske kødvaner, og nye krav om hinduistiske templer opført på ”omstridt land”, nye små Ayodhya-sager i lommeformat.^[24]

Den mest omtalte sag fandt sted en sen aften i oktober 2015, da den 52-årige Mohammed Akhlaq blev tævet ihjel foran sit hjem i landsbyen Bisada, blot 50 kilometer øst for Delhi. Det var første gang landsbyen oplevede sekteriske uroligheder. Bisada havde ingen af den ghettodannelse, som kendetegner mere konfliktfyldte byer. Mohammeds hus lå midt i en hinduistisk bydel, og hinduerne havde endda finansieret den lokale moské.

Hændelsen startede, da templets højtalere kaldte folk til samling sent om aftenen. Det forlød, at en ko var blevet slagtet, og Mohammed blev udpeget som synderen. En rasende hob bevægede sig derefter gennem den mørklagte by, sparkede døren ind til hans hus, ransagede hans køleskab og fandt en pose med kød. Herefter trak de ham ud på gaden og tævede ham ihjel med mursten. Senere viste det sig at være lammekød i køleskabet.

Hændelsen i Bisada var næppe et uheld. Inden for det seneste år har rabiate hindunationale organisationer bredt sig over delstaten Uttar Pradesh. De henvender sig til vrede unge mænd, som har let til radikalisering og hvis jobperspektiver er begrænsede. De hænger anti-muslimske plakater op i landsbyerne, angriber muslimske butiksejere i hinduistiske områder, og spreder propaganda via Facebook og WhatsApp. Samme dag som Mohammed Akhlaq blev dræbt, cirkulerede billeder af en slagtet ko blandt byens unge. Og præsten, som hidkaldte folket over højtaleranlægget den skæbnesvangre aften, insisterede på, at han blev truet til det af en flok aggressive unge.

Modi var påfaldende tavs om drabet i Bisada. Mens debatten rasede i medierne, var han aktiv på Twitter, hvor han ønskede en landsmand tillykke med et billiard-mesterskab og kondolerede en kendt sanger, der havde mistet sin søn. Men ikke et ord om Mohammed Akhlaq. Til gengæld mente Modis kulturminister Mahesh Sharma, at hændelsen var et uheld, og hæftede sig ved, at gerningsmændene trods alt ikke havde forgrebet sig på Mohammeds 18-årige datter. Og et fremtrædende BJP-medlem bemærkede, at det var ”forkert at lynche nogen alene på baggrund af en mistanke”.

Hindutva unplugged

Da tv-serien Ramayana tog Indien med storm i slutningen af 80’erne, rasede store dele af parnasset over det brud på sekulære konventioner, som serien repræsenterede. Den gang var det upassende at filmatisere en religiøs fortælling, i hvert fald en hindu-religiøs fortælling, som marginaliserede de religiøse mindretal. Det var ikke i synk med den sekulære ånd. I dag vækker det hverken forargelse eller underen, når nye serier hylder hinduismens guder. I den forstand hindunationalisterne har sejret i kulturkampen. De har bragt hinduismen i front, og mange af deres før så udskældte holdninger er blevet stuerene og alment accepterede.

Også de hindunationale organisationer har fået en renæssance. RSS voksede med 10.000 medlemmer om måneden under valget, og de ny medlemmer kom især fra universiteterne og erhvervslivet. RSS har tilpasset sig de nye tider og slækket på de gamle dogmer. Den ny generation lader sig ikke fascinere af støvede paradepladser ved solopgang. De ønsker ikke at gøre honnør til flaget og afsige paroler på sanskrit iført kaki shorts. Derfor lægges morgenmøderne nu i stigende grad på mere passende tidspunkter for de travle IT-konsulenter og med et mere tidssvarende indhold. Møderne kan tilgås via nettet, og de dyrker volleyball i stedet for at marchere i takt.

Sekulære kræfter frygter, at hindunationalisterne er ved at afvikle Nehru og Gandhis arv, og skabe et samfund af første- og andenrangsborgere. Og de frygter, at Al Qaeda, IS og andre islamistiske grupper får nemmere ved at rekruttere Indiens muslimer, der ellers generelt har afstået fra terrorhandlinger. I givet fald vil det kunne starte en negativ spiral af fremmedgørelse og radikalisering, som i værste fald kan udfordre hele den indiske sammenhængskraft. Andre vil mene, at det er en forudsigelse, der læner sig op af en rig tradition for dommedagsprofetier, som går helt tilbage til 1947. Meget tyder på, at de har ret.

Dels skal de hindu-muslimske sammenstød ikke overdrives. I 1996 analyserede to professorer fra Harvard samtlige religiøse uroligheder i Indien fra 1960-93, med særlig fokus på delstaten Gujarat, der ofte har været belastet af sekteriske sammenstød. Det viste sig, at 80% af alle dødsfald skete i de samme to byer, delstatens største by Ahmedabad og nærliggende Baroda. Det samme gjorde sig gældende på landsplan, hvor halvdelen af urolighederne og næsten to tredjedele af alle dødsfald var lokaliseret i de samme 24 byer. Langt de fleste samfund lever fredeligt side om side – de slår i hvert fald ikke hinanden ihjel.[25]

Derudover er Modi underkastet en politisk virkelighed. I 2014 virkede Modi-bølgen ustoppelig, ikke kun nationalt, men også på delstatsplan. I oktober 2014 vandt BJP delstatsvalget i Haryana og Maharasthra, en af Indiens rigeste delstater. Men nu synes Modi-bølgen at være ebbet ud, med to nederlag på delstatsniveau i 2015 og problemer i selveste Gujarat, hvor BJP har hersket i 20 år.

I januar 2015 vandt det lille græsrodsagtige anti-korruptionsparti AAP vandt 67 ud af 70 mandater ved delstatsvalget i Delhi. Analyser viste efterfølgende, at nederlaget blandt andet var en modreaktion på en række kirkeafbrændinger, der ramte Delhi i optakten til valget. Dertil en utilfredshed med Modis stadig mere autokratiske manerer. I august 2015 blev Gujarat ramt ad massive demonstrationer med op mod en halv million deltagere, der var utilfredse med resultaterne af Modis erhvervsvenlige politik. Demonstranterne kom fra den store Patel-kaste, der ellers udgjorde Modi kernevælgere. Utilfredsheden har også haft vælgermæssige konsekvenser i forbindelse med lokalvalget i december 2014, hvor Kongrespartiet gik frem for første gang i årtier.

Endelig i oktober 2015 tabte BJP det vigtige delstatsvalg i Bihar til en lavkastepolitiker, der ligesom Modi havde udvist gode forvaltningsmæssige evner. Også ved det valg søgte hindunationale grupperinger at drage nytte af polarisering, men uden held. Modi-bølgen har ramt den indiske virkelighed, de grundlæggende sociale strukturer og økonomiske problemer har ikke ændret sig.

I det lys bør valget i 2014 først og fremmest stå som folkestyrets sejr, mere end Modis sejr. Vælgerne straffede en Kongresledet regering, som de mente var uduelig. Indiens demokrati var i bevægelse, og samme bevægelse vil sandsynligvis ramme Modi, hvis han glemmer sit folkelige mandat: At skabe økonomisk udvikling.

Nederlaget i Bihar var en påmindelse om, at den hindunationale vækkelse ikke er den eneste politiske revolution, som præger Indien i disse år. Lavkastepartier og regionalpartier, anti-korruptionspartier og andre protestpartier vokser frem og trækker nye spor henover det politiske landskab. Modi må sande, at han ikke er den eneste bejler om Sitas hånd. Den 10-hoved dæmonen Ravanna og de mange nye protestpartier er også et bud. Måske hun lader sig lokke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

[1] Jaffrelot, s. 45

[1]Ramayana-hysteriet er beskrevet flere steder, men bedst I Mark Tully, The Road Ahead, s. 102-105

[2]Christophe Jaffrelot, Religion, Politics and Caste in India, s. 38-42

[3]Tidsskrift: The Economist, 20/12-2014, “Sarvarkar, Modi’s mentor: The man who thought Gandhi a sissy”.

[4]Tidsskrift: Tehelka, 23/8-2014, ”A twisted idea of India”

[5]Madhav S. Gowalkar, We, or our Nationhood defined

[6]Christophe Jaffrelot, The Hindu Nationalist and Power  i ”The Oxford Companion to Politics in India”; Tidsskrift: The Caravan, maj 2014, ”RSS 3.0”

[7]Edward Luce, India in Spite of the Gods – the Strange Rise of Modern India, s. 177-80

[8]Christophe Jaffrelot, Religion, Caste and Politics in India, s. 199-203

[9]Thomas Blom Hansen, The Ethics of Hindutva and the Spirit of Capitalism i ”The BJP and the Compulsions of Politics in India”

[10]Mirza Waheed, The Collaborator, for en god skønlitterær beskrivelse af krigen i Kashmir

[11]Ramachandra Guha, India after Gandhi, s. 578-82; Christophe Jaffrelot, Religion, Politics and Caste in India, s. 178-79; Sunil Khilani, The Idea of India, s. 53-56

[12]Ramachandra Guha , India after Gandhi, s. 582-86; Christophe Jaffrelot , Religion, Caste and Politics in India, s. 175-77

[13]Thomas Blom Hansen, The Saffron Wave, s. 181-85; Ramachandra Guha, India after Gandhi, s. 634-43

For detaljeret halvdokumentarisk beskrivelse af urolighederne i Bombay; Suketu Mehta ”Maximum City – Bombay lost and found”, s. 42-69 og 142-200 (2006)

[14]Sudhir Khakar, s.?

[15]Thomas Blom Hansen, The Saffron Wav, s. 203-14

[16]For en deltaljeret beskrivelse af begivenhederne i Gujarat 2002; se rapport fra ”Concerned Citizens Tribunal” (2002); Harsh Mander ”Fear and Forgiveness – The aftermath of massacre” (2009) og Christophe Jaffrelot ”Religion, Caste and Politics in India” s. 388-89 (2011)

[17]Antallet af døde fra massakren varierer fra ”omkring 1000”til ”mindst 2000”. De primære autoriteter, herunder Christophe Jaffrelot, Ramachandra Guha og Harsh Mander, henviser alle til det høje tal.

[18]Patrick French, India – a Portrait, s. 80-81

[19]Interview med Wall Street Journal, 29. August 2012

[20]Interview med Reuters, 12. juli 2013

[21]Tidsskrift: The Caravan, marts 2012, ”The Emperor Uncrowned”; Outlook, 28/4-2014, ”Hear That Hollow In The Drumbeat? “; adskillige artikler i Frontline, maj 2014.

[22]Ifølge en undersøgelse fra analyseinstituttet PEW var 70% af inderne utilfredse med landets fremtidsudsigter og hele 80% havde negative forventninger til den økonomiske udvikling.

[23]Se også rapport fra Association of Democratic Reform (ADR), der dækker 250.000 adspurgte (500 fra hver af Indiens 500 valgdistrikter) samt rapport fra Lok Foundation, der omfatter rundspørge af 68.000 udvalgte vælgere.

[24]Kenneth Bo Nielsen på www.fokusindia.no, Modi-ficeret Hindutva, 6/10-2014

[25]Pavan Varma, Being Indian, s. 163-64