For nogle måneder siden offentliggjorde det indiske censurudvalg en liste over forbudte ord, som filmindustrien skulle holde sig fra. Listen omfattede 34 klassiske eder og forbandelser på engelsk og hindi, herunder ”Bitch” og ”Bastard” i forskellige varianter. Alle ordene var sirligt anført i en nummereret tabel, med en henstilling i bunden om, at listen skulle fordeles på alle relevante opslagstavler – en oplysning, som gav anledning til en del morskab blandt vittige sjæle. Men filmindustrien var i oprør, for hvordan skulle man kunne lave en troværdig film om Bombays mafiabosser og håndlangere uden et eneste skældsord?
Men det var ord # 14, der skabte mest debat; fremover skulle ”Bombay” erstattes med byens officielle navn ”Mumbai”, selvom de to navne bruges i flæng af byens borgere. Hermed tonede censurudvalget rent politisk flag, for det er især det hinduekstremistiske parti Shiv Sena, som holder navnet Mumbai kært – det var dem, der i 1996 sikrede navneforandringen i et opgør mod byens koloniale fortid – og stadig i dag udgør de to navne en skillelinje for politisk bevidste borgere (se bluessangen “Sorry” på Youtube, hvor det forbudte , og – for en tid – censurerede ord “Bombay” nævnes).
Listen blev offentliggjort kort efter, at den nuværende hindunationale regering, anført af Narendra Modi, havde sikret sig ideologisk flertal i censurudvalget. Men som ramaskriget løftede sig over Bollywood, indså regeringen, at der var tale om en dårlig sag. Den ny formand for censurudvalget – en relativ ukendt filminstruktør hvis største claim to fame var en hyldestvideo til Modi under valgkampen – fik en næse for at have handlet overilet, og de forbudte ord blev atter fjernet fra listen.
Men slutmålet har ikke ændret sig. Regeringen ønsker at præge film- og musikindustrien, to af Indiens stærkeste kulturbærende institutioner, så dens budskaber flugter med deres egne kulturkonservative og hindunationale værdier. Og hér er et ligesindet censurudvalg et afgørende skridt på vejen.
Kampen om de forbudte skældsord er blot et af mange eksempler på hvad nogen mener er udtryk for den tiltagende censur og ideologiske ensretning, som præger Indien her på kanten af Narendra Modis første regeringsår (se bl.a. ”Saffron Censorship” i britiske ”The Independent”). Men det er også krusninger i en større kamp, som har raset de seneste 100 år, og som for alvor tog fart i løbet af 1980’erne: kampen om Indiens sjæl og selveste grundlaget for den indiske nation. Spørgsmålet om hvorvidt Indien skal være en hinduistisk eller pluralistisk nation. Det lyder måske vidtløftigt, men for mange hinduer er det hjerteblod. Og for mange kristne og muslimer er det blodig alvor.
For hindunationalisterne er hinduismen den bærende nationale fællesnævner. Indisk identitet er uløselig forbundet med hinduismen. Ideologien spænder vidt, fra den moderate fløj, som mener at de kristne og muslimske mindretal blot skal tilpasse sig det hindunationale flertal, til den radikale fløj, som mener at muslimer og kristne er andenrangsborgere, som bør lade sig RE-konvertere til hinduismen – thi de var jo hinduer engang.
Pluralisterne mener omvendt, at Indien i sin essens er multikulturel; et land hvor trosretninger og folkeslag i flere tusind år har mødtes i frugtbar syntese, at Indiens styrke og særpræg netop er dens mangfoldighed. Det var dén vision Nehru og Gandhi kæmpede for og sejrede med i 1947, og dén vision, som nu er under pres (se kapitel 2 “Hardcore Hindu” for den fulde historie).
Da Modi vandt sin historiske sejr sidste år, vejrede den hindunationale højrefløj morgenluft. Det var kulminationen på årtiers kamp. Men sådan var det ikke for det brede flertal, der stemte på Modi i forventning om voksende velstand, økonomiske reformer og en sanering af den offentlige sektor. Den brede befolkning ønsker materielle forbedringer, ikke ideologiske korstog.
Det er i det lys, at Modis kulturkamp skal ses: En langsigtet værdipolitisk investering, der planter ideologiske frø i folkets bevidsthed og samtidig sikrer hans hindunationale bagland deres forventede pund kød, alt i mens han gennemfører de økonomiske reformer, som hans genvalg er betinget af. Om de 34 bandeord så vender tilbage på forbudslisten i næste valgperiode, må tiden vise.
